Fra feltstationens dagbog – 25. marts 1991

Perfekt vejr – både på Tipperne, hvor stationens observatører befandt sig det meste af dagen, og her i æ’ Vejler, hvor Bjarne og Frimer residerede. Det startede med en helt stille, diset morgen, rimfrost i græsset – og så stod den store orange sol op og fik gradvist mere magt, og disen og rimfrosten måtte vige for en smuk dag. Midt på dagen mærkedes en svag brise fra en eller anden nordlig retning, men igen til aften blev det helt vindstille. Natten blev kold – måneklar og lys, med en godt halvfuld måne.

Det var jo på en måde ærgerligt, at en vejrmæssigt så sjælden og perfekt dag skulle bruges på et møde, men det var altså idag, at det ”hurtigtarbejdende ynglefugleudvalg” nedsat på observatørmødet i december skulle samles. Men i det mindste fik Terje og undertegnede da en tur til Tipperne ud af det, og vi fik også nydt nogle timers fin morgenstemning omkring krattet, inden det gik løs omkring spisebordet. Det var desværre ikke en af de store småfuglemorgener, men der var mange fugle på vandfladerne, og lyde og snak fra bl.a. en masse Hættemåger og Bram-, Knorte– og Kortnæbsgæs, samt begyndende liv på engene med Viber og Kobbersnepper. Den nærmeste Dobbeltbekkasin på Storetipper brægede og tikkede, og Drummerne kunne høres fra Værnet og Nymindestrømmen. Og da solen begyndte at varme kom hugormene frem af deres skjul – så alt i alt var det en rigtig nostalgisk Tipperstemnings-morgen for undertegnede…

Mødet drejede sig mest om ned- og omprioriteringer af Tippernes arbejdsprogram i den arbejdsmæssigt mest spidsbelastede periode, 20. maj – 5. juni. For Vejlernes vedkommende snakkede vi noget om det formålstjenlige i at kortlægge Grågåse”par” og Gråænder – men så længe der ikke er bedre alternativer, fortsætter vi med den gængse metode.

Terje og jeg forlod Tipperhalvøen ved 16-tiden, og lagde selvfølgelig vores vej op forbi de gode gåselokaliteter langs kysten. Først Vest Stadil Fjord med imponerende 10-12.000 (mindst) Kortnæbbede og islæt af Bram-, Blis-, Sne– og Kanadagæs, og så Bøvling Klit og Nissum Fjord, hvor der også var mange Kortnæbbede – og imellem dem en lille nuttet RØDHALSET GÅS, som vi var så heldige at få serveret på et sølvfad. Vi kunne nyde den i den sidste times fine aftenmedlys på ret kort afstand (engene er jo ikke ret brede), altimens 3-4000 Storspover og 10.000’er af måger i baggrunden gik til overnatning i fjorden – jo det var en fin aften! Og så var vi i selskab med en masse hyggelige mennesker, bl.a. hr. og fru Læssø, Palle & Erik fra Skagen, Gorm Wæhrens, Rolf & slænget fra København, Alex Bühring m.fl. Nogle af dem havde brugt en 5-6 dage på at lede efter den lille sjældne ting, men vi droppede bare forbi og så var den der – SÅDAN!! Det var fedt – men jeg er nu glad for at jeg også har set den hvor den rigtigt hører hjemme – ved Donaudeltaet i Rumænien, i 100-vis…

Herhjemme kunne Frimer & Bjarne jo selvfølgelig ikke holde sig inde i det smukke vejr, og deres færden i landskabet resulterede bl.a. i obs. af årets første sommerfugl, selvfølgelig en nældens takvinge, ved Lund. -Den kom dén dag hvor temperaturen første gang nåede over 10 grader. En anden fænologisk nyhed er blomstrende følfod ved Tømmerby. På Bygholmengen sås 1200 Kortnæbbede Gæs og 900 Hjejler, og så havde Frimer en Vandrefalk, som lavede overraskelsesangreb på de stakkels potentielle byttefugle ved at stige højt op (og forsvinde) imod solen, hvorefter den med lyset i ryggen (og derfor usynlig) drønede ned og lavede panik. Den ramte ét eller andet, men tabte det igen ned i rørene, og måtte opgive at få fat på det.