Efter den tørreste forsommer, jeg kan huske at have oplevet, markerer dagen idag afslutningen på en lang tørkeperiode. Siden klokken 10 i formiddags har det silet lige så stille det meste af tiden. Og vejrudsigten for den kommende tid fortæller, at vi nu går ind i en mere typisk juni-vejrtype med dagtemperaturer under 20 grader, vekslende skydække og vind fra vest-sektoren…
Der er nok mange, som synes at det er helt OK.
En lille runde til Bygholmengen gav lejlighed til at fotografere lidt fugle i regnvejr…

Ligesom Klyden på billedet er der ved Midtsøen flere rugende rundtomkring, formentlig andet yngleforsøg. Også adskillige Havterner kan man se ligge og ruge. Og iøvrigt er det glædeligt, at der samtidig er flere Klyder, som har haft held med første yngleforsøg; unger i forskellige størrelser (de største næsten flyvefærdige) render rundt i Vestsøen.

En smule regnvejr forhindrer ikke Hættemågerne i at fouragere over kornmarkerne, nu blot noget lavere end man ser det i solskin.



Landsvalerne som yngler ved naturcentret på Bygholmdæmningen benyttede lejligheden til at få soigneret fjerdragten.