Stort SølvhejreShow!

Ved 8-tiden i morges havde Susanne & Helge 4 Sølvhejrer i Vesløs Vejle, hvoraf den ene senere på formiddagen fløj nordpå op mod Tømmerby.

Og ved 15-tiden så Henrik en Sølvhejre i Selbjerg – det kunne være den ene af fuglene fra Vesløs Vejle – mens jeg cirka samtidig midt i Læsvig havde 3 fugle, som fouragerede livligt i én af de søer, der kun kan ses fra skrænten ved jagthytten – givetvis de 3 resterende fra Vesløs Vejle.

Så vidt så godt – fire Sølvhejrer er jo kanon!

Men på DOFbasen ser jeg så, at Flemming fra Vesløs kl. 10:55 har haft 5 Sølvhejrer sammen ved Krapdiget i Bygholm Vejle (kom tilflyvende 2 + 3, men set samtidig)!

Jeg kan kun tolke det sådan, at Vejlernes totale antal Sølvhejrer i dag er mindst 8 (hvis den enlige fugl først har sluttet sig til Bygholm-fuglene, senere har søgt alene igen), eller – allermest sandsynligt – 9. Det er mange Sølvhejrer og noget ganske utænkeligt for få år siden…

Er der andre, der har supplerende iagttagelser som kan understøtte antallet?

Det næste må blive tocifrede antal! (og det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før første sikre ynglefund for DK – og Vejlerne? – bliver konstateret)…

Herligt med sådan en fin art i fremgang – 🙂 – der er nok at græde over ellers…

Rustand-hybrid ved færgelejet

Rustand-hybrid med Gravænder og Stormmåger, Arup Holm, februar 2009. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand-hybrid med Gravænder og Stormmåger, Arup Holm, februar 2009. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var i embeds medfør på tælling i de Vestlige Vejler idag. Fuglene var ikke så mange, og koncentreret på få steder – da det meste af vandfladerne var tilfrosne – men hold da op, hvor var det et fint vejr at være ude i!

Der var mange af de 6740 Kortnæbbede Gæs som gik rigtigt fint, og jeg fik aflæst mange halsbånd. En små tusind af dem havde overnattet på isen på Tømmerby Fjord, hvorfra de fløj til fouragering på Hannæs. Der var også 1435 Bramgæs og lige så mange Grågæs, men jeg fandt ikke andre “sjove” gæs i flokkene.

Ellers var det mest Lønnerup Fjord, der trak læsset, rent talmæssigt (næsten alle svømmeænderne, bl.a., samt 13 Små Lappedykkere), og på Revlsbuske gik den eneste større flok Sangsvaner, 258 eks.

Jeg hyggede mig med en lille flok Halemejser i Læsvig – en art jeg ikke møder hvert år!

Dagens mest aparte obs. var en Rustand-hybrid, der lå lige ved Feggesund-færgelejet, Arup Holm. Vanen tro blandt en bunke Gravænder

Fra feltstationens dagbog – 1. november 1998

I denne pentade var det Thomas’ tur til taxerne, der begge var blevet udskudt til sidstedagen – hvor vi jo også havde luret, at vejret ville være bedst til formålet. Selbjergtaxen blev taget om morgenen, og der var rigtigt godt gang i Skægmejserne, 257 blev bogført i alt (+ 10 udenfor tax). Mon det ikke er det største tal, vi nogensinde har haft i november. Desuden trådte han 3 Rørdrummer op langs diget. Det er herligt, så mange drummer, vi har set i år – hele året! Men den november-Rørhøg, han havde drømt om, blev ikke til noget…
Til gengæld havde Kent Olsen set vores Hvidvingede Terne i Vesløs Vejle i dag – og det er godt nok extremt, i november!!!
Hjemme i min have i Tømmerby sad der en Munk han og pillede i de sidste skaldede hyldebær…
Thomas’ Aruptax om eftermiddagen blev generet lidt af byger. Men pænt med fugle, også i Læsvig på trods af, at det er weekend. Mest imponerende (for årstiden) er et tal på 238 Dobbeltbekkasiner. På Arupengene rastede 215 Sædgæs.
Om aftenen tog undertegnede på Trane-check fra Kraptårnet. Det gav 38 fugle – og da der efterhånden er meget modlys der om aftenen, lod det sig desværre ikke gøre at aldersbestemme dem alle sammen – men der var ialfald mindst 2 kuld på 2 unger hver. Det var en stille og fin aftenstemning med de mange (tusinder) fugle på engen, selvom det regnede indimellem – og den oversvømmede Bygholmeng spejlede aftenhimlens mange nuancer flot! Og der var lydkulisse på, for en gangs skyld kunne man høre lyde (!!) – bl.a. Sangsvaner, Viber, Hjejler – og Tranerne. En herlig aften.

Fra feltstationens dagbog – 13. oktober 1998

Vi var rigtigt gode og tog totalen på pentadens førstedag. (Med det vejr skulle vi også skamme os, hvis ikke vi havde gjort det!!!)… Det gav igen mange fugle – dog ikke på fjorden, hvor vandstanden er steget ca. 85 cm i forhold til sidste total!!!
Der var lidt tendens til ansamlinger af Toppet Lappedykker i Tømmerby Fjord med 36 dér – dog langt fra de tal, der sås for nogle år siden… De 36 udgjorde halvdelen af dagens tal. 5 Rørdrummer er et pænt stort tal på en oktoberdag – de 3 sås iøvrigt sammen over Firkanten/Tovsig-rørskoven. Pibesvane-tallet stiger stadig, idag 466, og stadig blot fordelt på tre lokaliteter: Bygholmengen, Vesløs/Arup og Østerild. Pæne tal af svømmeænder, det fremskredne tidspunkt på sæsonen taget i betragtning, bl.a. 3 Knar-, 503 Spids-, 2 Atling– og 109 Skeænder. I alt stadig over 10.000 svømmeænder.

Balancen mellem Rørhøg og Blå Kærhøg er forlængst tippet; idag sås blot en enkelt af de første og 11 af sidstnævnte. Hele 2 Duehøge kunne Thomas hygge sig med på Bygholmengen – iøvrigt samtidig med at der var 2 Vandrefalke!

Terje var i Kraptårnet om morgenen, herfra kunne han melde om ny rekord af Traner igen/igen!! – nu var der 47, heraf 11 ungfugle fordelt på 6 kuld. Imponerende!

Nogle få seje Klyder holder ud på såvel Bygholmengen som i Arup. Hjejler og Viber var nemme at tælle i tætte flokke, og tallene blev 5171 og 2957, henholdsvis. En Krumnæbbet Ryle på Bygholm er nok den sidste. På trods af vandstandsstigningen sås der flere Almindelige Ryler end på sidste total, 1411 – men de sås næsten alle inde bag digerne! Sortklire er langt den talrigste klire for tiden, idag 75. I Læsvig “hang” der en sen Tinksmed, men den er nok ikke kommet af sted fordi den er skadet – hele det ene ben mangler totalt!

Det var også i Læsvig at dagens hit dukkede op; pludselig sejlede ind i teleskopfeltet en Hvidvinget Terne – ja dvs. først så jeg den jo bare som en moseterne i ungfugledragt. Jeg fandt selvfølgelig hurtigt ud af, at det ikke var en Sortterne p.g.a. manglende “skulderplet”, men det var straks lidt sværere sikkert at fastslå, om det var en Hvidvinget eller en Hvidskægget – især efter den debat, der var om bestemmelsen af fuglen på Agger Tange i sidste uge. Jeg følte mig dog ret sikker på, at det var en Hvidvinget, p.g.a. hovedtegning, meget lys hale og jizz – den fouragerede utroligt livligt, let og elegant, og tog indimellem en ordentlig “himmelflugt”, hvor den steg højt til vejrs. Den blev ringet ud via Thomas’s mobiltelefon, og en del twitchere fra “Operation Hanstholm” nåede at se den. Der var stadig lidt delte meninger om artstilhørsforholdet…

Fra feltstationens dagbog – 24. september 1998

Jeg gik Selbjergtaxen om morgenen, Aruptaxen til aften. Det var begge et par hyggelige ture, især Selbjergtax’en, som bød på en af de helt uforglemmelige oplevelser. Mens jeg sad på det sydligste “stigetårn” kiggede jeg på et tidspunkt op ad diget, hvor jeg ca. halvvejs oppe mod piletræet fik øje på et større pattedyr. Na, det er vel en ræv, tænkte jeg, inden jeg nåede at få kikkerten for øjet – men på den anden side, farven passede egentlig bedre på et rådyr. Det var ingen af delene, det var nemlig en rigtig fed ODDER, der var på jagt på diget der i fuldt dagslys!!! Den hoppede og sprang omkring og var utroligt livlig, og jeg kunne sidde og følge den i omkring 5 minutter, inden den forsvandt ned i rørene på Selbjerg-siden. Det var cirka ud for BNB/BNC-grænsen, der hvor rørskoven i Selbjerg er meget smal, så den har let adgang til vandfladen derfra. Det er kun tredje gang på 10 år, jeg har set Odder i Vejlerne, og de to andre gange var begge om natten og slet ikke tilfredsstillende – men det var det idag!!! Så min dag var reddet.

Selbjergtax’en bød selvfølgelig også på mange Skægmejser, ialt 220 (incl. 40 som egentlig var udenfor tax) – igen et meget højt tal, og hvis man virkeligt var opsat på det, kunne man nemt banke det meget højere op. Men det er jo ikke så interessant – derimod ville det være rart at vide, hvor mange her virkeligt er!?… Den talrigeste fugl på taxen var dog ikke Skægmejse, men Dobbeltbekkasin, hvoraf der røg hele 360 op fra Kogleakssøen i 4-5 mere eller mindre tydeligt adskilte flokke. Det er lidt imponerende, når der pludselig dukker så mange fugle op af “ingenting”, og man fornemmer, at der lige så godt stadig kan sidde en hel masse tilbage, som bare er usynlige for mennesker!…

Der var ikke meget at komme efter på Aruptaxen talmæssigt, mest “tællearbejde” var der med at holde styr på 345 Engpibere. I Læsvig stod der helt op mod hovedvejen på en stubmark en pudsig blandet gåseflok med 600 Grågæs, 40 Kortnæbbede og 45 Sædgæs.

Fra Haaning’s er der indløbet en lidt usædvanlig obs. på disse kanter: en trækkende Bjergvipstjert.

Fra feltstationens dagbog – 5. september 1998

Undertegnede tog på Aruptax. Der var rigtigt mange vadefugle, og heldigvis havde jeg været forudseende nok til at slæbe et teleskop med! Især lige omkring Dykkerslusen og i den første store sø på Læsvig-siden myldrede det, og jeg fik “produceret” disse pæne tal: Dværgryle 220, Krumnæbbet Ryle 43, Almindelig Ryle 51, Brushane 80, Dobbeltbekkasin 88 og Hvidklire 48. Uden teleskopet havde jeg været lidt lost, for mange af fuglene ved Dykkerslusen stod faktisk ganske langt væk… En overraskende ting var 35 Klyder, der pludselig stod i en tæt flok på vaden i hjørnet ved Røde Bro. Jeg så også en Fiskeørn (stående på vaden i Læsvig-søen!) og 3 Atlingænder. Jeg vinkede til bager-Søren fra Frøstrup, der var kørt ud på sin motorcykel og sad og teleskop-obsede Læsvig-søen på afstand – lidt dristigt at sætte sig derud i den første weekend efter at jagten er gået ind, vil jeg nok sige! Thomas tog igen på svaleovernatning, og havde idag stort set samme totalantal som igår, men med en lidt anden fordeling: cirka 3000 Digesvaler og mindst 9000 Landsvaler. Han blev også belønnet med et par Rørdrummer i Bygholm Nord.

Fra feltstationens dagbog – 3. september 1998

Haaning & Varto var rundt og finde fugle – sådan en gang rigtig “div’er-obs.“! De koncentrerede sig især om Læsvig og Lønnerup, hvor der er en dejligt lav vandstand nu, p.g.a. den vedvarende østenvind. Det gav da også pænt med vadefugle, bl.a. 269 Dværgryler (138 i Lønnerup), en enkelt Temmincksryle og 3 Krumnæbbede, samt 271 Dobbeltbekkasiner, heraf de 220 i Lønnerup, hvilket er lidt imponerende! På Limfjorden ud for Bygholmdæmningen er vadefladen gigantisk og ørkenagtig – her gik bl.a. 112 Storspover – de fleste pudsigt nok ude i det “jagttilladte” område

Fra feltstationens dagbog – 2. september 1998

Aruptax’en i denne pentade tog Thomas sig af om eftermiddagen. Den gav bl.a. en “pæn sjat” Dværgryler, 124, men det er dog stadig småting i forhold til de hundredtallige flokke, som der går rygter om der er på vej østfra. Næsten mere imponerende er et tax-tal på 74 Hvidklirer, heraf hele 61 fugle i Læsvig (der også husede 21 Sortklirer). Nu er jeg ikke så rekord-minded, men jeg kunne godt forestille mig, at Hvidkliretallet fra Læsvig er blandt de største der er talt.

Ellers bød dagen bl.a. på forskellige diverse-obs. fra bl.a. Haaning, samt undertegnede, der havde en lille ekskursion med rundt i området. Vi fandt bl.a. en Rustand, der lå blandt Gravænder lige foran Kraptårnet, en ung Vandrefalk på Bygholmengen, samt denneher tilsynelandende hybrid-AmerikanskxAlm. Pibeand. Desværre er min rigtige Amerikanske Pibeand ikke blevet fundet igen, hvilket irriterer mig en del… Rustanden er iøvrigt en hun – og derfor kan det nemt være en af de to, der huserede rundt i området hele foråret, og som helt sikkert var fangenskabsfugle. Rustanden er en pæn fugl -men desværre er det én af dem, man ikke rigtigt kan tage seriøst som “vildfugl”.

Fra feltstationens dagbog – 15. august 1998

I aftentimerne gik jeg Aruptax’en. Der var igen mange Dobbeltbekkasiner, helt “nøjagtigt” 193, men ellers ret så moderat med vadefugle. Taxen huskes mere for en Spurvehøg, der var skadet, og som et par Gråkrager nu var i færd med langsomt at forsøge at slå ihjel! Den store fætter Duehøgen var også repræsenteret med en fuldt “vigørlig” fugl i Læsvig, der skabte ret så meget panik. Og så var der rigtigt mange svaler der fouragerede lavt over rørskoven og sumpen i Læsvig og Vesløs Rør – meget forståeligt, da der var mange myg (ikke talt, men det drejer sig mindst om fantasillioner!) sværmende lavt over rørskoven – lige i hovedhøjde! Svalerne taltes til lige omkring 1000 Diges- og 225 Lands-.

Fra feltstationens dagbog – 10. august 1998

Aruptax’en huskes mest for de mange Svaleklirer. 31 blev det til, mens der kun var 6 Tinksmede og heller ikke så store tal af de andre klirer. Desuden hele 118 Dobbeltbekkasiner og lidt andre vadefugle, bl.a. 105 Brushøns og sidst og mindst (i størrelse, men ikke i oplevelsesværdi!) en enkelt Odinshøne, der lettede fra den store sø ved diget sydligst i Læsvig.

På Selbjergtax’en var det mest de mange Skægmejser, der gjorde sig bemærket – 48 styks blev det til. I Kogleaks varslede der stadig 5 voksne Sortterner over kolonien, mens der var 10 ungfugle, hvoraf ialfald de 9 kunne flyve (men de 8 var helt nye og rundvingede) – den sidste blev siddende da de lettede. De voksne varslede videre, så der har nok været yderligere nogle få unger – så der bliver nok ialfald mindst 13 flyvefærdige i denne omgang, svarende til hvad Thomas så sidst – sammenlagt med de mindst 6, der er set i forvejen, bliver årets produktion altså på 19 flyvefærdige unger. Det er et konstrueret tal, indrømmet, men jeg mener det kan forsvares – det må være et minimumstal! Ellers sås bl.a. 2 Rørdrummer og 2 Sorthalsede Lappedykkere på taxen.