Afstemt i okker-gul-brune-orange nuancer

Man kan møde Skægmejse hver dag året rundt i Han Vejle. På intet tidspunkt synes jeg deres farver matcher omgivelserne bedre end lige nu. Men altid er de oplivende elementer i rørskoven.

En pæn flok igår holdt til ved gangbroen.

Skægmejsernes gule stikkende øjne er dygtige til at finde tagrørsaks som indeholder frø. En andens gule øjne holdt øje med Skægmejserne…

Spurvehøg, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Naturens orden i praksis

Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spurvehøg med Stær, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spurvehøg med Stær, Bygholmengen, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En ubekymret fouragerende Stæreflok.

Pludselig panik.

Spurvehøg.

(Ikke fordi jeg nyder at være vidner til fugles død – jeg er så blød, at jeg faktisk har ondt af offeret – men det drama en Spurvehøg er i stand til at skabe, gør nu altid indtryk – ikke mindst når det som her foregår lige for næsen af én…)

Vade- versus rovfugle

Vejlerne og omkringliggende lavvandede fjordområder er i færd med at blive fyldt op med trækkende vadefugle, såsom klirer, røde ryler, spover, m.v. Herligt! Og som et nyt fænomen – jeg husker ialfald ikke tilsvarende – står der for tiden en ordentlig bande Klyder i Pytodde-lagunen. (Hvor mon de i øvrigt kommer fra? De har ialfald ikke ynglet i Vejlerne!!).

De mangre lækre vadeben trækker interesserede fuglekiggere til, på en rundtur igår sås masser af teleskoper rettet mod bl.a. Vestsøen på Bygholmengen.

Men vaderne trækker altså også rovtøj til området! På DOFbasen har Jørgen Beck en malende beskrivelse af en Spurvehøg, der på Hovsør Røn slog en Rødben og pinte livet ud af den. På fugleognatur.dk har Henrik H. Søndergaard lagt denne beskrivelse med fotos af en Vandrefalk i Arup Vejle, der slog en Hvidklire.

Selv så jeg en kæmpe Vandrefalk hun med bytte på Pytodde (troede et øjeblik at det var Jagtfalken, der var kommet tilbage). Desværre satte den sig på bagsiden af odden, så jeg kunne ikke se, hvad det var, den havde slået – men sandsynligheden taler for, at det også har været en vadefugl…

Fra feltstationens dagbog – 15. august 1998

I aftentimerne gik jeg Aruptax’en. Der var igen mange Dobbeltbekkasiner, helt “nøjagtigt” 193, men ellers ret så moderat med vadefugle. Taxen huskes mere for en Spurvehøg, der var skadet, og som et par Gråkrager nu var i færd med langsomt at forsøge at slå ihjel! Den store fætter Duehøgen var også repræsenteret med en fuldt “vigørlig” fugl i Læsvig, der skabte ret så meget panik. Og så var der rigtigt mange svaler der fouragerede lavt over rørskoven og sumpen i Læsvig og Vesløs Rør – meget forståeligt, da der var mange myg (ikke talt, men det drejer sig mindst om fantasillioner!) sværmende lavt over rørskoven – lige i hovedhøjde! Svalerne taltes til lige omkring 1000 Diges- og 225 Lands-.

Fra feltstationens dagbog – 28. december 1991

Terjes sidste total, Jørgen Peters sidste total, årets sidste total blev afviklet på denne vejrmæssigt ikke alt for optimale dag – men vi fik alligevel faktisk en helt fin total i hus, havde fornemmelsen af at have rimeligt godt styr på fuglene. Det var Terje der var vestpå idag, undertegnede stod for østruten. Denne gang blev begge ruter gennemkørt på knallert.

Der var nu ikke de store overraskende oplevelser derude, hverken arts- eller antalsmæssigt, så total-gennemgangen bliver ret kort og summarisk: Lille Lappedykker 4 i Lønnerup, og fra samme “rørlusker”-kategori, selvom de slægtsmæssigt ligger langt fra hinanden, en Rørhøne i Storåen. Det er åbenbart blevet regelmæssigt med vinter-høns de sidste par år. Svømmeænderne talte vi i følgende antal: Krikand 267, Gråand 2811, Pibeand 2380 og Spidsand 1 enkelt – det ligner meget de sidste par totaler, og “hovedpuljen” befinder sig stadig på Bygholmengen. Der er vist ret mange Gravænder, årstiden taget i betragtning, 135 med de 120 på Bygholm. Troldænderne var for alvor rykket sammen i Østerild, hvor Terje fik talt ikke færre end 753 fra de forskellige nye obs.-punkter, vi har måttet tage i brug efter “tabet” af bilkirkegården. Taffelænderne som sædvanligt langt mere fåtallige, og mere spredte – flest af dem østpå, ialt 120. Og det er også helt normalt, at flest Store Skalleslugere ligger i Tømmerby, idag 450 – derudover spredt sølle 18. Det er pudsigt, som de forskellige dykandearter har hver deres foretrukne tilholdssteder. De af dem, der er så få, at man lægger mere mærke til dem er Lille Skallesluger (7), og så én af hver af Sortand og Bjergand.

Fire gåsearter var i området idag; 51 overvintrende Grågæs (Lund-flokken manglede idag), 432 Sædgæs, lidt overraskende 11 Blisgæs ved Bruuns Hul (efter at de har været væk et stykke tid) – og så var der kommet jule-Kortnæbbede, ialt 309, et markant tiltræk. 100 på Bygengen, 40 Arup og 150 Læsvig, og så en flok på 19, som fløj lidt frem og tilbage over Hannæs, så at vi begge fik dem at se, ved henholdsvis Glombak og Arup. Der var pænt mange Sangsvaner, men det er jo meget normalt, mere bemærkelsesværdigt er det, at Pibesvaneflokken i Revlsbuske er vokset til 150. Rovfuglene var der ikke iøjnefaldende mange af idag, kun 22 Musvåger, 13 Blå Kærhøge, 4 Tårnfalke og 3 Spurvehøge – 4 arter, tyndt! Dog fortjener 5 Kærhøge tæt sammen efter overnatning i Glombak (sydøst for Krap) at nævnes.

Det er ikke just årstiden for vadefugle; 32 Viber, 35 Rødben og en enkelt ensom Ryle var alt. Fra resten af sumskemaet (skrigefugle, spætter og videre) er der denne gang ikke meget af fremhæve, kun Isfuglen, der fløj ud under centralslusen, 4 Sanglærker ved Arup (åbenbart en lille overvintrende flok dér) og så den kendte Læsvig-Misteldrossel.

Fra feltstationens dagbog – 27. december 1991

Juleferieobservatørerne dukkede op i løbet af formiddagen, og over middag fik vi de to korte taxeringer fyret af i det smukkest tænkelige vintervejr; stille, klart og solskin. En svag nordlig brise var alt – ikke nok til at kruse de spejlblanke vandflader. SÅ SMUKT! “De” havde lovet tiltagende vind i løbet af eftermiddagen, men tværtimod blev det “stillere” og “stillere”, vinden løjede helt af til aften!

Vi startede med at køre en knallert til Kogleaks, derefter kørte jeg Terje på Aruptaxen og til sidst til Krap, hvorfra jeg selv gik Selbjerg. Terje sluttede så af med at hente bilen ved Krap. Tilsammen fik vi set en masse rovfugle (flest i randområderne), næsten lige så mange som på en totaltælling, bl.a. 5 Tårnfalke, lige så mange Spurvehøge, Fjeldvågen i Sydøsthjørnet af Arup og 10 Blå Kærhøge (en ad. han til hver). Der var 248 Sædgæs i Arup, deraf 65 på tax-engene, og 20 Grågæs. Men nok noget af det mest markante var de mange Skægmejser og Rørspurve i flok, som vi begge fik glæde af. Af førstnævnte havde jeg min. 30 (i én flok) i høje rør tæt ved Selbjergdiget (på BNR-siden), og Terje så 8 i Læsvig, i rørene ved Rødebro, hvor vi har set Skægmejser mange gange efterhånden. Én af Terjes var ringmærket, i min flok fik jeg checket de fleste, men ikke alle, og kunne ikke finde nogen med ring. Jeg vil anslå, at vi ser 1 ringmærket Skægmejse for hver 50-100 uden ring; hvis dette forhold har holdt sig konstant siden vi ringmærkede de 236 i Han Vejle befinder der sig i øjeblikket mellem 12.000 og 24.000 Skægmejser i Vejlerne! Tankevækkende tal, ikk’!… Så kom bare an, isvinter!! Men det var næsten mere overraskende med så mange vinter-Rørspurve, vi havde henholdsvis 32 og 17 (Selbjerg og Arup), og de største flokke var på 22 (Selbjerg) og 8 (Vesløs Rør). Dét er ikke helt normalt. Iøvrigt var Selbjergtaxen ren idyl, selvom der var langt mellem fuglene er det jo altid en nydelse at spadsere en tur på Selbjergdiget når lyset er flot og vinden er svag. Det eneste der kunne spolere idyllen en anelse var rørhøsterne, der moslede rundt med deres maskine. De sidste fugle jeg skal huske at omtale er et Knopsvanepar, der lå og så meget forårsforventningsfulde ud i søen nord for piletræet, og en fjern flok på 25-30 Viber over Bygholmengen (11 Viber på Aruptaxen).

Om eftermiddagen oplevede jeg den paradoksale situation, at Sparekassen i Frøstrup havde åbent, mens alle butikkerne var lukkede. Så dér stod jeg med alle mine talenter og kunne ikke komme til at bruge dem…

Om aftenen fik stationen besøg af et tremandshold fra “miljøet” omkring de 2 sydvestjyske feltstationer – Jan P., Timme (“Gekko”) og Kjeldsen junior – på en af deres ca. halvårlige turnéer.
Og Frimer og Inge Marie dukkede op som nytårsgæster.

Fra feltstationens dagbog – 17. december 1991

Terje, Ejnar og Albert var de heldige, der fik lov til at drage på denne måneds tangetælling – Frimer og undertegnede måtte så blive herhjemme på skansen. Så for os var det en fredelig dag – især for mig, da Frimer først kom op ved middagstid. Ingen fugleobs. fra Vejlerne – derimod kom en del papirjobs fra hånden, ynglefugleprikkort fra 1991 (! – så tallene kan komme med i NOK-rapporten – vores egen afrapportering er jo noget bagud…) samt bl.a. et brev til Mariko med nyeste Sædgåse-obs.

På TANGERNE var det naturligvis ikke det bedste tællevejr, men de vurderer dog at have fået det meste med. Størst opmærksomhed samlede sig naturligvis om vadefuglene, 8 arter kunne det blive til. Ingen Viber eller Hjejler, men 178 Strandskader, 29 Strandhjejler, 86 Små Kobbersnepper, 33 Storspover, 339 Rødben, 1200 Almindelige Ryler, 5 Sortgrå Ryler og 1 Brushøne er jo ganske pæne tal i december. En af Kobbersnepperne var i sommerdragt, højrød lyste den op mellem de andre grå! Den må være forstyrret i hormonerne! De Sortgrå stod på molen ved færgehavnen på Harboøresiden – iøvrigt sammen med 120 Rødben. Ingen større tal af svømmeænder eller svaner, men 908 Gravænder på Harboøre fylder jo godt i landskabet! Der var heller ikke mange dykænder, kun 3 Bjergænder, 3 Havlitter (Krik Vig) og 5 Små Skalleslugere (Agger) fortjener at nævnes. De fik talt 78 Knortegæs, heraf 68 Lysbugede, 3 Mørkbugede og resten usp. Ingen rovfugle i antal – det er der næsten aldrig på Tangerne – kun 2 af hver af Musvåge, Fjeldvåge, Blå Kærhøg og Tårnfalk, samt én Spurvehøg. Fra spurvefugleafdelingen kun en enkelt Sanglærke og en syd-flyvende Silkehale at nævne. Det var jo på sidste tangetur, at der var flokkevis af trækkende Silkefugle… Mandskabet var tidligt hjemme, endda før det blev mørkt – det ér jo ikke just den mest fuglerige tid…

Så gik resten af dagen for Terjes og Frimers vedkommende med store spekulationer over deres Afrikatur, som de har været lige ved at opgive p.g.a. økonomien (Kenya er åbenbart blevet meget dyrt) – men det ender med, at de tager af sted! En anden en kan jo ikke sige sig fri for at være lidt (meget) misundelig!!

Fra feltstationens dagbog – 9. december 1991

Det var noget mørkt vejr at være ude i, og koldt, men det var ikke sådan at vejret satte nogle begrænsninger i mulighederne for at tælle fugle, så det var sådan set en udmærket total. Den havde blot været forbundet med større nydelse, hvis det havde været en lille smule lysere vejrstemning…

Fugle var der for så vidt nok af, men man mærker alligevel tydeligt, at det er ved at være vinter. Den smule frost vi fik i denne omgang (torsdag-fredag-lørdag) har dog ikke været nok til at skræmme alle fuglene væk – der var stort set ingen is på vandfladerne, kun lidt “pjatis” i kanterne rundtomkring. Og f.eks. Rørdrummerne er her endnu – i det mindste én, som kom flyvende fra Glombak, da jeg nåede Krap i morges. Lappedykkerne ser dog ud til at være skredet for i år… Den sædvanlige opremsning af andetal lyder denne gang på 582 Krikænder, 1909 Grå-, 527 Pibe– og 12 Spidsænder, for nu at starte med svømmeænderne. Der “mangler” 300 Krik- og Pibeænder og 1000 Gråænder i forhold til sidste total, men vi fandt flere Spidsænder denne gang. I dykandeafdelingen så det således ud: Taffeland 275 (halvdelen Glombak, resten i Østerild og Lønnerup), Troldand 543 (4/5 i Østerild, Vejlernes eneste rigtig gode Troldande-lokalitet) og Bjergand kun 1 (én) denne gang (sidst fandt vi 16). Hvinænderne, ialt ca. 600 (597 talt), ligger langt mere spredt på en masse delområder, men dog med de største fourageringsflokke på Fjord Vest (160) og i Lønnerup (270). De tre Skallesluger-arter fandtes med henholdsvis 13 Små (-så er vi næsten oppe på sidste vinters stabile antal, 14), 23 Toppede og 480 af de Store – denne gang var de ikke at finde i Tømmerby (kun 20), derimod lå der en stor flok i Arup (380) og en mindre i Lund (60) plus lidt spredte. Terje havde problemer med at holde styr på dem, da de fløj meget omkring i de Vestlige Vejler. Men det er stadig Han Vejle, der huser de mest “afvigende” dykandearter; her lå stadig både Havlit og Sortand – én af hver.

Det ser ud til, at Blisgås-influxet er overstået og forbi, jeg kunne ialfald ingen finde idag, men der er stadig 39 Grågæs i området (21 Lund) og en ordentlig bande Sædgæs – 145 på Bygholmengen og 731 i de Vestlige Vejler, fordelt på Arup og Læsvig – der var ingen ved Tovsig idag. Også rigtig mange Sangsvaner er at finde i Vejlerne nu, 660 – de præger lydbilledet! Der var store koncentrationer på Bygholmengen og Lønnerup, henholdsvis 195 og 240, og iøvrigt mindre flokke på stort set alle lokaliteter. Pibesvaner ses i øjeblikket næsten ikke, kun 16 kunne vi finde. Sidst var der 2 i Midtsøen på Bygholmeren – i dag kun en enlig! Blishønsene er rigtigt ved at rykke på fjorden, ved Lønnerup lå der 320 udenfor dæmningen, 460 inde i Lønnerup Fjord – der plejer at være over 1000 i vildtreservatet.

Musvåge-totaltallet ligger gerne på en godt 30 stykker – sidst 32, i dag 31 – de var blot helt anderledes fordelt denne gang. Der var meget få af de Blå (måske p.g.a. den relativt dårlige sigt), og andet rovtøj der blev noteret var en Fjeldvåge (Fjeldvågen) ved Arup, hele 7 Tårnfalke og 4 Spurvehøge – foruden en død fugl fra Vesløs (ved Storkereden) som blev indleveret på stationen til aften -den bar ring nr. 6221895 og var selvfølgelig mærket hér på stedet – det var Alberts den første fra den 1. oktober, som han havde mange minder om… Nu befinder den sig i vores fryser.

4 af de “hårde” vadefuglearter er her endnu: 70 Viber, 4 Strandhjejler, 78 Rødben og 32 Ryler. Ingen “Alm.” Hjejler denne gang. En tæt flok på 33 Viber stod på vaden ved Fjordholmene og så meget rastløse og træk-urolige ud – de vil nok til at forlade os snart nu.

Spurvefuglene fylder godt i landskabet og i sumskemaet, mange arter og mange flokfugle – kun udpluk nævnes: 15 Råger Lønnerup, ialt 164 Grønirisker, 288 Bogfinker (200 i én flok ved Lund), 80 Kvækerfinker i ren flok Læsvig, 227 Bomlærker (120 Lønnerup), 213 Gulspurve (bl.a. 40 i Ør. Landkanal-pilebuskene BNR, 20 overnattende ved Maskinhuset Tømmerby), 165 Bjergirisker og 25 Snespurve – sidstnævnte to arter kun i de Vestlige Vejler. Af de mere fåtallige kan fremhæves 3 Vindrosler Arup, 20 Stillitser samme sted og en Silkehale ved Lønnerup. En Skovspurv i Krap-krattet er så vidt jeg husker første gang jeg har set sådanén dér, men Terje kan huske, at det er set tidligere. En Solsort ved Arup var i forårshumør og sad og sang – dog kun subsang.

Til sidst de firbenede: en lyslevende ræv på Bygholmeng, spor (ekskrementer) af odder ved Mommer og Rødebro. Mommer er et meget benyttet sted for tiden.

Albert “ringmærkede” også idag, dvs. han fangede en masse allerede mærkede fugle og så en enkelt umærket Solsort (som blev mærket). Mange bække små…

Fra feltstationens dagbog – 1. december 1991

Terje havde sin broder Børge og sin nevø Michael (lille ornit-spire) med på strejf rundt i Vejlerne og ved Bulbjerg idag. De checkede lokaliteterne Han, Thorup Fjordholme, Bygholmengen og Fjord Øst om formiddagen, og om eftermiddagen var de i de Vestlige Vejler, Læsvig og Vesløs/Arup. De fik bl.a. set 2 (to) Havlitter i Han, og der var også kommet lidt flere dykænder i denne tidligere så fine dykandesø; 20 Troldænder og 5 Taf’ler. På Thorup Fjordholme var der 12 Grågæs og sølle 5 Pibesvaner. Fra Bygholmengen kan nævnes 1 Lille Lappedykker i Frimers Indsnøring, 5 Spidsænder, 80 Sædgæs og 1 Fjeldvåge. På fjorden var der lav vandstand (lover godt for Fjordholmtaxen som er planlagt til i morgen!), og i Pytodde-lagunen var der 170 Ryler og 25 Rødben. Igen var det Vesløs Vejle der var stedet for de Små Skalleslugere, 5 kunne de finde idag. I Læsvig præcis 100 gulnæbbede svaner, 96 Sangs. (82 ad., 14 juv.) og 4 Pibesvaner (ad.). På rundturen i landskabet blev 3 Spurvehøge puttet i notesbogen.

Ved Bulbjerg var der de samme rastende dykænder som igår, og lidt træk gik også forbi – 35 Bjergænder med 1 Taffeland imellem, fløj mod øst – det er sjældent at se Bjergænder på havtræk på disse kanter…

Herhjemme i haven havde Albert nettene åbne fra morgenstunden, der var 5 Silkehaler som provokerede – men heller ikke idag lod de sig snyde. I stedet nåede han at fange 2 nye Bogfinker (og rundede dermed ring-fugl nr. 2000 her fra efteråret!) inden han ved middagstid tog Københavnerbussen hjem, for at ordne nogle formaliteter med A-kassen og arbejdsformidlingen i anledning af, at hans 7-måneders jobtilbud nu er forbi. Men han kommer tilbage og tilbringer ialfald det meste af december måned her på stedet.
Senere havde også Terje nettene åbne, for at demonstrere ringmærkning for sine gæster, han aflæste en Skovspurv, en december-Munk (dén fra i går og i forgårs) samt nymærkede en Grønirisk.

Undertegnede var på kontorarbejde, bl.a. fik jeg udskrevet november måneds dagsrapporter og afskibet dem til Pelle – rart at være ajour!

Fra feltstationens dagbog – 27. november 1991

SELBJERGTAXen i denne pentade kom hjem ved, at undertegnede tog en knallert og kørte til Krap – og i Kogleaks stod en anden knallert til mig, efterladt af Terje da han kørte på punkttælling i Vr. Thorup Plantage. Taxen var meget hyggelig skønt ret fugletom, og de eneste vandfugle der kunne ses var to Sangsvaner helt tæt på diget i Læssø. Nå men hva’ -de sidste mange taxer viser jo, at det højst kan være en 10-15 fugle, jeg er gået glip af p.g.a. tågen. Skægmejser var der selvfølgelig, en ca. 16 stykker, og heldigvis for det, for ellers ville det være keeedeligt! De var meget fine idag, sad i toppen af rørene og spiste frø og var helt oppustede i fjerdragten – vi er nok ved at være så langt henne, at de bliver nødt til at bruge det meste af de lyse timer på fouragering, og derfor bliver lettere at få at se. Jeg kunne kønsbestemme de 13 (7 hunner, 6 hanner) – for en gangs skyld overvægt af hunner. Men mange af dem ses i tydelige par nu på denne årstid – det samme gjorde sig gældende sidste år, så vidt jeg husker… To af dem jeg så var iøvrigt ringmærkede, også et par… Blåmejser er der endnu meget få af i rørene, kun 2 ialt på taxen. Derudover var det småt med fugle i det hele taget, men jeg kan da nævne en Gærdesmutte og 2 ensomme individer af “normalt-flokfugle”: en Sjagger og en Bogfinke – begge sad og pillede i et eller andet spiseligt på diget. Til sidst turens mest uventede fugl, en Skovsneppe, som jeg også sparkede op fra diget på tæt hold.

Herhjemme i haven sad de 3 Silkehaler fra igår stadig og ringlede, og det inspirerede selvfølgelig Albert til at have nettene åbne – vejret var jo også velegnet til dét. Han fangede nu ikke nogen af Silkehalerne, ikke i levende tilstand i hvert fald (!) – men en Spurvehøg der var røget i nettet havde en dræbt Silkehale i kløerne, GRUMT! Høgen slap fri, men resterne af -halen har vi (kun hovedet var spist), så om ikke andet kan der da blive lidt til fjersamlingen. De små røde “lak”-klatter for enden af de inderste armsvingfjer er helt utrolige!

Terjes skovtur er der ikke meget andet at sige om, end at den var lidt trist (“røvsyg” er hans eget udtryk) – meget få fugle og på flere af punkterne var der ikke et eneste fjerkræ der sagde noget.

Der var en interessant, endda MEGET INTERESSANT nyhed med posten idag – langt om længe fik vi genmeldingen på den Ride med engelsk ring, som Albert fik aflæst på Bulbjerg i sommers. Den blev mærket som redeunge på Farne Islands, Northumberland, den 8.7.1983 – sjovt nok har både Albert og jeg været på Farne-øerne. Vi ringede straks til Sten Asbirk, som kunne fortælle, at det er en virkelig nyhed – det er faktisk første gang en udenlandsk mærket Ride bliver aflæst på en dansk ynglekoloni!!! Så et stort TILLYKKE til Albert for den flotte indsats!

Men eller skete der ikke meget, det er sjovt at skrive om denne tågedag – der blev arbejdet ved skrivebordene hele eftermiddagen på vores respektive rapporter.