Fra feltstationens dagbog – 2. november 1998

Stille og kold nat, og det var første morgen i år med udbredt rim og tyndis på vandfladerne. Solen var på himlen hele dagen. Det stille vejr holdt sig, men der blæste dog en lille østlig brise om eftermiddagen – og den var kold!

Med det vejr ville det have været en forbrydelse ikke at tage på tælling, så selvom det var førstedagen, fik vi totalen i hus i dag. Det var koldt for fingre, tæer og andre ekstremiteter, men det var alligevel en fornøjelse!

Fordelingen i dag var Thomas på Vestruten, undertegnede på Øst. Dertil kom lidt supplerende obs. fra Haaning’s og Albert. Der var meget tællearbejde på Østruten, men ikke mange fugle i de Vestlige Vejler for tiden. Vandstanden er faldet en hel del i randområderne, men stadig høj. Og den er faldet meget på fjorden, men der er den også stadig pænt høj!

Tallene blev bl.a. sådan noget som 5 Blisgæs på Bygholmengen (er set tidligere), 1796 Grågæs (mange så sent), 11202 Pibeænder (9930 på Bygholmengen!!), 4033 Krik-, 3499 Grå-, 15 Spids– og 275 Skeænder. Alle Skeænderne på den oversvømmede, vestlige del af Bygholmengen – det er årets maximumstælling, og det er sent! Til gengæld er der som det har været tilfældet hele efteråret stort set ingen dykænder til stede i Vejlerne. Dog lidt i den “sjove” kategori: 3 Bjergænder, 1 Havlit og 1 Sortand på Bygholmengen.
I dag var der flere Viber end Hjejler, 2887 mod 2130. Bl.a. hele 1270 Viber på Bygholmengen; de fyldte godt i landskabet! Sortklirerne, som vi har haft mange af i hele oktober, fortsætter med at hænge ved; 19 styks sås i dag.
Dagens sjovere iagttagelser var en Mosehornugle på Holmkær (Albert) samt en Stor Flagspætte, jeg så forlade Krap-krattet langs diget mod øst. Da den nåede Bos Buske, og der ikke var flere buske at lande i, tog den højde og forsvandt videre i en stik østlig retning – idet den dog holdt sig over Krapdiget, så den var sikker på, at der var noget at lande på, hvis den skulle blive træt…