Reprise for Lille Rødøjet Vandnymfe i Han Vejle

Lille Rødøjet Vandnymfe, Han Vejle, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Rødøjet Vandnymfe, Han Vejle, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ansporet af, at jeg forleden fandt en ny lokalitet for Lille Rødøjet Vandnymfe ved Vildbjerg i Vestjylland, opsøgte jeg igår gangbroen i Han Vejle med denne art i baghovedet (-og Baltisk Mosaikguldsmed). Jeg var klar over at det nok var lidt tidligt for mosaikguldsmeden – og så den da heller ikke – men i forhold til vandnymfen var det ikke noget jeg egentlig regnede for særligt realistisk.

Jeg fandt tilbage i 2015 arten på stedet, som det første – og stadig eneste – sted den er fundet i Thy. Og jeg har kigget efter den, mange gange, hvert eneste år siden i juli-august. Men den har ikke været der. Før nu!

Igår var det første jeg bemærkede, at den østligste del af “kanalen” langs gangbroen så bedre ud end den har gjort i adskillige år – i forhold til vandstand, flydeplanter osv. – og der var da også pænt med gang i guldsmede og vandnymfer, bl.a. Fireplettet LibelStor Kejserguldsmed, Brun Mosaikguldsmed og mange Stor Farvevandnymfe og Flagermusvandnymfe. Han Vejle var tidligere meget rig på guldsmedeliv, men i nogle år har der været påfaldende stille. Jeg har tænkt at det kan hænge sammen med det vedligeholdelsesarbejde på gangbroen, der foregår indimellem, hvor personalet fra Vejlerne kører med de store ballonhjul gennem “kanalen”.

Ialfald var der meget at kigge på igår, og jeg havde da heller ikke gået langt, før jeg fik øje på den første Lille Rødøjet Vandnymfe. Inden længe havde jeg talt ialt 12 individer – 3 par i æglægning og 6 enlige hanner. Tilbage i 2015 var det lidt højere tal, der blev set af mig og andre – op til 20 (foruden 2 i Kogleakssøen), men det var senere, i perioden 13.-30. august.

Det var et glædeligt gensyn, som også satte tanker i gang omkring guldsmede og vandnymfers kolonisering af nye områder – jævnfør Kileplet-Mosaikguldsmed i Tømmerby Ringkanal. Når jeg siden 2015 trods ihærdig eftersøgning ikke har fundet Lille Rødøjet Vandnymfe her ved gangbroen, og den så dukker op igen i år, kan det jo skyldes forskellige faktorer:

  1. jeg har overset den
  2. den har været væk, men har reproduceret sig et sted i nærheden – måske bare lidt væk fra gangbroen i Han Vejle eller i Kogleakssøen/Bygholm Nord Rørskov (hvor egnede steder også må kunne findes)
  3. den forsvandt efter 2015, men er indvandret påny

At jeg skulle have overset den trods mange ture på gangbroen har jeg lidt svært ved at tro på – på den anden side er det før set, f.eks. med Huevandnymfe, at et års fravær ikke nødvendigvis betyder at arten er væk.

Jeg hælder nok mest til, at det jeg så i 2015 måske var resultatet af en etablering et andet sted i området måske nogle år i forvejen, og at den har været til stede alle årene – ikke ved gangbroen men sikkert i nærheden.

At den skulle være indvandret, uddød og nu genindvandret tænker jeg er mindre sandsynligt!

Under alle omstændigheder var det glædeligt at konstatere, at Lille Rødøjet igen/stadig er at finde i Han Vejle – et dejligt tilskud til den i forvejen høje diversitet af odonata i Vejlerne.

Lille Rødøjet Vandnymfe, Han Vejle, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Rødøjet Vandnymfe, Han Vejle, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det sidste foto her er taget ovenfra, så man bedre ser de vandplanter, æggene bliver lagt i.

(Til sidst, i parentes: jeg så også den “store” Rødøjet Vandnymfe på stedet i går – og det er jo helt efter bogen, de to arter optræder meget ofte sammen)…

Omsider lysner det…

Håret Mosaikguldsmed, Lund Fjord, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nyforvandlet Håret Mosaikguldsmed i regnvejr, Lund Fjord, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har været koldt, det har blæst, det har regnet. Det meste af denne maj måned har været en stor skuffelse, ialfald hvad angår vejret – ikke mindst hvis man er én af dem der har længtes efter insektvenligt vejr og varme i mange måneder!

Symptomatisk har mange af mine første guldsmede-iagttagelser i år ikke alene været meget forsinkede; det har drejet sig om nyforvandlede dyr – mest Fireplettet Libel og Håret Mosaikguldsmed – der ganske vist havde forladt larvehuden, men i det kolde og våde vejr ikke havde mange chancer for at komme ud og flyve – som dén Håret Mosaik på billedet ovenfor der sad og skuttede sig i regnen. Ved både-ophalingsstedet på Jernbanedæmningen (Lund Fjord) har jeg den seneste uges tid været vidne til regulær masseforvandling af Håret Mosaikguldsmed med mindst 20 exuvier (tomme larvehuder) og adskillige nyforvandlede som forsøgte at blive tørre – men med ringe udsigter til succes.

Seks exuvier af Håret Mosaikguldsmed, Lund Fjord, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Seks exuvier af Håret Mosaikguldsmed, Lund Fjord, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De seneste 1½ døgn har vi omsider taget hul på en tør periode – det er stadig køligt og det blæser en del, men i det mindste skinner solen nu – til en afveksling. Det har betydet et gennembrud i forvandlingen af guldsmedene, og her på matriklen kom de første Blå Libel til syne igår, og idag har givet Håret Mosaikguldsmed og Grøn Smaragdlibel oveni. Mærkeligt nok har der altså været tre guldsmedearter på banen, uden at jeg indtil nu har set en eneste vandnymfe her i Tømmerby – ikke så meget som en Rød Vandnymfe (der plejer at være de første). Men at vi skulle helt hen til 26. maj før de første odonater viste sig, det er helt uhørt sent!

Blå Libel han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blå Libel han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ansporet af fremkomsten herhjemme tog jeg sidst på eftermiddagen idag op til Jernbanedæmningen igen, og selv om nordenvinden stod direkte ind i den lille vig, var der sket noget siden sidst: årets første Huevandnymfe, sandelig! Det er altid en begivenhed at se denne smukke sjældenhed, ikke mindst fordi man har bevidstheden om at det er så kort en fornøjelse – den samlede flyvetid for arten strækker sig sjældent længere end en uge ind i juni. Der er tidligere fundet larver af arten netop her i denne lille vig af Lund Fjord (Mogens Holmen), men faktisk er det for mig første iagttagelse på lokaliteten – jeg registrerede således ikke Huevandnymfe i Lund under min store guldsmedeundersøgelse i Vejlerne 2017-18. Men mange i tilgrænsende Han Vejle. Dagens glædeskabende dyr var ikke særligt glad for at blive fotograferet, ville hele tiden sætte sig på bagsiden af stråene – fotoet nedenfor er således mere et billede af skyggen af dyret end af selve dyret! 😉 Også årets første (for mig) Flagermusvandnymfer så jeg på stedet.

Huevandnymfe og Flagermusvandnymfe, Lund Fjord, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Flagermusvandnymfe han og (skyggen af) en Huevandnymfe han, Lund Fjord, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Oversigt over guldsmedelitteratur

I adskillige år har det været "biblen" når det gælder guldsmede-bestemmelse - Dijkstra 2006.
I adskillige år har det været “biblen” når det gælder guldsmede-bestemmelse – Dijkstra 2006.
Biblioteket med guldsmedelitteratur er vokset - specielt de sidste par år...
Biblioteket med guldsmedelitteratur er vokset – specielt de sidste par år…
Det griber om sig, det er blevet til en ordentlig stak guldsmedebøger efterhånden!
Som det ses på min første udgave af Dijkstra’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe er det en bog, der har været flittigt brugt i felten – ja den har endda været med i kanoen, når jeg har været udsat for havari, så den har prøvet lidt af hvert. Er det så dén bog jeg vil anbefale andre guldsmedeinteresserede? I det følgende vil jeg gennemgå de bøger som er på markedet om Danmarks/Skandinaviens/Europas guldsmede og vandnymfer, og kommentere deres styrker og svagheder. Bøgerne er nævnt efter udgivelsesår.
Nielsen, O. F. 1998: De danske guldsmede. – Apollo Books. ISBN 9788788757-21-7. En meget grundig gennemgang af de danske arter og deres biologi, ud fra den viden som fandtes på det tidspunkt. Bogen er skrevet, da Stor Kejserguldsmed først for nylig var registreret i Danmark, og flere andre arter er efter årtusindskiftet dukket op i landet (og mangler derfor i bogen), f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Grøn Kobbervandnymfe. Men selv om bogen udkom for over tyve år siden og der derfor er sket meget siden, må det stadig betegnes som en milepæl for dansk odonatologi. Trykke- og fototeknisk er der gjort fremskridt siden udgivelsen af denne bog, alligevel er der mange ”hyggelige” fotos af dyrene og habitaterne. Man skal ikke købe den som felthåndbog, det er den ikke tænkt som, og oplysningerne om udbredelse er uaktuelle. Det er først og fremmest en fin indføring i guldsmedenes levevis under danske forhold, og som sådan kan bogen virkelig anbefales. ‘De danske guldsmede’ er tilsyneladende stadig til salg fra forlaget (300 DKK + moms).
Cham, S. 2012: Field Guide to the larvae and exuviae of British Dragonflies. – The British Dragonfly Society. ISBN 978-0-9556471-2-3. Når man på et tidspunkt har kigget på voksne, flyvende guldsmede og vandnymfer i nogle år, opstår et ønske om at lære noget om dyrenes liv i den lange periode af deres liv, hvor de lever som vandlevende insekter i larvestadiet. Her er der ikke så megen hjælp at hente i litteraturen – der findes en meget grundig bog om emnet på hollandsk, men eftersom det er et sprog jeg ikke behersker, er det jo ikke en mulighed. Denne engelske bog er et udmærket sted at starte hvis man gerne vil kunne identificere larverne (og tomme larvehuder/”exuvier”). Her er anvendt fotos, hvilket både kan være en styrke og en svaghed – ofte kan forskelle i udseende lettere tydeliggøres på tegninger. Den største mangel ved bogen er dens geografiske begrænsning, den dækker kun de Britiske øer, og der er derfor en del danske arter som ikke er behandlet, bl.a. Grøn Mosaikguldsmed. Ellers kan nævnes, at Billqvist 2019 medtager fotos af larverne, dog uden at behandle kendetegnene. Bogen kan købes hos NHBS for 12 €.
Boudot, J.-P. & V.J. Kalkman (Red.) 2015: Atlas of the European dragonflies and damselflies. KNNV Publishing. ISBN 978-90-5011-4806. Et imponerende værk som præsenterer et fælleseuropæisk atlas over guldsmedenes udbredelse i 50×50 km kvadrater. Derudover bringes også kort med verdensudbredelsen for de pågældende arter. Det danske materiale stammer fra naturbasen.dk (tidligere fugleognatur.dk), og tilsvarende er der for de andre lande anvendt nationale digitale artportaler/databaser. Fund til og med 2012 er medtaget i behandlingen, derfor er eksempelvis den nyopdagede bestand af Baltisk Mosaikguldsmed fra Vejlerne med. Teksten behandler arternes foretrukne habitater, bestandsudviklingstendenser og beskyttelsesstatus samt flyvetid (ofte vist grafisk for forskellige delområder). De fleste arter har et lille præsentationsfoto, men der er ikke fokus på artsbestemmelse – bogen er først og fremmest for folk som ønsker et detaljeret kendskab til arternes udbredelse i Europa. Bogen kan købes hos forlaget, men da webshoppen er på hollandsk, kan det være besværligt. Det er nemmere at bestille den hos NHBS, hvor den koster 84 €.
Galliani, C., R. Scherini & A. Piglia 2017: Dragonflies and Damselflies of Europe. A scientific approach to the identification of European Odonata without capture. – WBA Handbooks. ISBN 978-8890-3323-6-4. Bogen er forfattet af italienske odonatologer og behandler alle europæiske arter. Som fremhævet i titlen er formålet med bogen at fremhæve FELTkendetegn som kan anvendes uden indfangning af dyrene. Den videnskabelige tilgang (også fremhævet i titlen) er ikke mere fremtrædende end i de andre håndbøger, og giver sig mest udtryk i at der udelukkende anvendes de videnskabelige artsnavne, ikke engelske eller andre landes navne. Hver art behandles på ét opslag (to sider); nogle få sjældnere arter får kun en enkelt side. I langt de fleste tilfælde er der fire fotos pr. art – store pædagogiske fotos – og for en del arters vedkommende er der tilføjet detalje-fotos (eller tegninger), som ”zoomer ind” på særligt afgørende detaljer for bestemmelsen, f.eks. mange vandnymfearters karakteristiske tegninger på andet bagkropssegment hos hannerne. Ligeledes er der anvendt pile for at fremhæve detaljer. Hvert arts-opslag rummer desuden et udbredelseskort (ikke helt opdaterede; har godt nok fået Grøn Kobbervandnymfe med i den sydlige tredjedel af Jylland, men mangler f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Baltisk Mosaikguldsmed i Danmark). Teksten er ret kortfattet – bogens styrke er først og fremmest det meget flotte fotomateriale (hvoraf mange af de nordlige arter er fotograferet af Erland Refling Nielsen). Kan købes hos NHBS til en pris af 67,50 €, hvilket synes dyrt sammenlignet med Smallshire’s eller Dijkstra’s bøger.
Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens Trollsländor. – Avium förlag. ISBN 978-9198-5165-2-4. Bogen har jeg anmeldt mere grundigt her. Her skal blot atter fremhæves, at det er en utroligt grundig guide med mange fotos (15-25) til hver art, og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Teksten er ligeledes omfattende og en stor hjælp i tvivlstilfælde, mange mere spidsfindige kendetegn er medtaget. Og så er der kælet for layoutet! Regner man kun med at kigge på guldsmede og vandnymfer i Skandinavien, og vil man kun investere i én felthåndbog, må det blive denne. Bogen kan eksempelvis købes i Naturbokhandeln for 299 SEK eller i Naturbutikken for 299 DKK.
Wildermuth, H. & A. Martens 2019: Die Libellen Europas. Alle Arten von den Azoren bis zum Ural im Porträt. – Quelle & Meyer Verlag Wiebelsheim. ISBN 978-3-494-01690-0. En enormt omfattende håndbog på næsten 1000 sider, hvor begrebet ”tysk grundighed” virkelig kommer til sin ret. Ikke en typisk felthåndbog hvor arterne er præsenteret på sammenlignelige pædagogiske plancher, ikke desto mindre er der et tekstafsnit om kendetegn, som er meget detaljeret, og der er mange fotos både af dyrene og habitaterne – de fleste fotos er dog ret små. Håndbogens største styrke er behandlingen af levevis og økologi, hvor det virker som om, at al eksisterende viden om de enkelte arter er samlet op (med behørige litteraturhenvisninger). Litteraturlisten bagest i bogen fylder 70 sider. I en del tilfælde – for arter med begrænsede informationer – påpeger bogen også oplagte huller i den tilgængelige viden. For hver art er der et stort detaljeret udbredelseskort, der dog ikke altid er særligt præcist for danske forhold; f.eks. vises Baltisk Mosaikguldsmed som forekommende på Bornholm (men ikke Lille Kejserguldsmed), og Sydlig og Lille Kobbervandnymfe har fået alt for store udbredelser (i forhold til den kendte meget pletvise forekomst). Men alt i alt vil denne bog tilfredsstille et ønske om mest mulig viden samlet i én bog (forudsat at man kan læse tysk). Det er til gengæld ikke en bog som kan anbefales som egentlig felthåndbog. Man kan købe ‘Die Libellen Europas’ gennem NHBS for 65 € – og man får virkelig meget bog for pengene!
Smallshire, D. & A. Swash 2020: Europe’s dragonflies. A field guide to the damselflies and dragonflies. – Princeton University Press/WILDGuides/British Dragonfly Society. ISBN 978-0-691-16895-1. En nyudgivet guide der i opbygning minder en del om Galliani’s bog med ét opslag (to sider) pr. art. Layoutet er mere moderne og ”friskt”, og alle opslagene er opbygget med tekst, udbredelseskort og et habitat-foto på venstre side, 4-9 bestemmelsesfotos på højre side (ofte med indsatte ”indzoomede” detaljefotos) og med tynde linjer til at fremhæve særligt vigtige detaljer. Som i Galliani’s bog er der for mange arter desuden tegninger som viser specifikke elementer på guldsmedekroppen som det er særligt vigtigt at fokusere på, disse er indsat i den brede margin på venstresiden. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at teste bogen som bestemmelsesguide, men den virker umiddelbart ret grundig og ikke mindst meget indbydende/”lækker”! Hvis man foretrækker fotos til feltbestemmelse frem for tegninger (i høj grad en personlig smagssag) vil jeg anbefale at man overvejer denne guide. Den kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket må siges at være billigt.
Dijkstra, K.-D. B., A. Schröter & R. Lewington 2020: Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe including western Turkey and north-western Africa, Second Edition. – Bloomsbury Wildlife. ISBN 978-1-4729-4395-8. Ny udgave af min slidte “bibel” fra 2006. Langt hen ad vejen er det den samme bog med de samme meget smukke og detaljerede stregtegninger, men nogle få nye arter er tilføjet, og det meste af layoutet er brudt helt om. Alle fotos er udskiftet. Behandlingen af arterne og layoutet er ikke så ”stringent” opbygget som i flere af foto-guiderne, her er ganske vist mange arter som fylder præcis én eller to sider, men i tilfælde hvor der ikke var plads nok indenfor et opslag, kan behandlingen løbe over flere sider. Bestemmelsesdetaljer er vist på tegningerne, de ledsagende fotos har man mest indtrykket af tjener til at bryde og gøre layoutet mere levende, men den ledsagende billedtekst fremhæver hvis særlige karakterer kan ses på billedet. Teksten er i det hele taget koncis og meget fokuseret på feltbestemmelse, mens afsnit om habitat og forekomst fylder minimalt. Selv om udviklingen indenfor foto- og trykketeknik har gjort at felthåndbøger som anvender fotos er blevet langt mere anvendelige, vil jeg stadig mene at anvendelsen af tegninger giver bedst mulighed for pædagogisk fremhævning af vigtige detaljer – forudsat at der er tale om en dygtig tegner! (og det må man sige der er i dette tilfælde, nemlig Richard Lewington, der har illustreret en lang række insektbøger i denne serie). Altså en bog jeg giver min bedste anbefaling. Bogen kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket jeg kun kan betragte som meget billigt (og det må være fordi den trykkes i et stort oplag at det kan lade sig gøre).
Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. – Bloomsbury Naturalist. ISBN: 978-1-4729-8222-3. Normalt køber jeg først og fremmest bøger som dækker et større geografisk område; denne dækker de Britiske Øer foruden Frankrig, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Schweiz og Corsica – et lidt pudsigt valg af dækningsområde (som formentlig afspejler at forfatterne er franskmænd). Jeg har skrevet en egentlig anmeldelse af bogen, her skal blot nævnes at det er en smal bog på blot 160 sider baseret på en klassisk(/”antikveret”) tilgang til bestemmelse hvor man “nøgler” sig frem til rette art. Bogen præsenterer to til fire arter pr. opslag, og der er i de fleste tilfælde kun to fotos (en typisk han og en typisk hun) pr. art. Man får altså ikke præsenteret et stort udvalg af variationer – til gengæld er der mange “hjælpetegninger” som viser detaljer – ofte detaljer man kun kan se, hvis man indfanger dyrene. Bogen er således IKKE tænkt som hvad man normalt forstår ved en field guide. Positivt er der til gengæld en stor sektion af bogen tilegnet bestemmelse af larver i sidste larvestadium og exuvier – og uden at have efterprøvet denne nøgle i praksis ser den i mine øjne både grundig og relativt tilgængelig ud. Bogen dækker dog (pga. af det valgte regionale fokus) ikke alle arter som kan træffes i Danmark. Det er en dyr bog (prisen er 45 € i NHBS), hvilket selvfølgelig må afspejle at dens målgruppe er meget mere begrænset end de bøger som dækker hele Europa.
Afslutningsvis og som svar på mit indledende spørgsmål: Ja, jeg anbefaler stadig Dijkstra’s bog (nu i den ny udgave), men ville være ked af at lade den stå alene – alle de nævnte bøger har deres styrker. Er man nybegynder (og har man det godt med svensk) vil jeg sige at Billqvist er et godt sted at starte, da artsudvalget begrænser sig til det skandinaviske. Vil man gerne vide mere om dyrenes levevis kan Ole Fogh Nielsens gamle fine bog anbefales, og vil man gerne vide mest muligt er Wildermuth er godt sted at søge til. Det kan forekomme ret overvældende at der i løbet af få år er udkommet SÅ mange gode bøger om Europas guldsmedefauna – blot synd at det samme ikke kan siges at være tilfældet med andre verdensdele.
Som jeg flere gange i ovenstående har bemærket, så skal man ikke forlede sig for meget på udbredelseskortene i flere af bøgerne – men for Danmarks vedkommende er vi jo i den heldige situation, at man blot kan konsultere guldsmedeatlas.dk for at få den mest aktuelle viden om arternes udbredelse her i landet.

Det rigtige vejr til guldsmede

Juli måned 2020 var kølig våd og blæsende, og som én der gerne vil bruge sommeren på oplevelser med bl.a. guldsmede, oplevede jeg det som en meget frustrerende vejr-periode.

Fra månedsskiftet juli/august har vi haft mere end to uger med det helt rigtige vejr; solrigt stille og mange dage med tæt på 30 grader C. Selv om jeg i år ikke har guldsmede-opgaver jeg skal, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at opsøge oplevelser med de fine dyr – den lange periode med dårligt vejr har dog betydet, at flere hus/have-projekter er blevet udskudt, så tiden har måttet prioriteres og fordeles. Men der er heldigvis blevet tid til mange timer i selskab med mine yndlings-sommer-insekter! 🙂

Mine fund af enorme tætheder af Stor Kejserguldsmed har ført til spekulationer om, hvorvidt denne nyindvandrede art kan udkonkurrere eller fortrænge andre større guldsmede som f.eks. Siv-Mosaikguldsmed. Jeg har i år fundet flere områder i Hjardemål-Østerild Klitplantager som så oplagte ud for Siv-Mosaik, med partier domineret af våd sphagnum, og heldigvis har jeg da fundet enkelte dyr af denne smukke art.

Nyforvandlet Siv-Mosaikguldsmed hun, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nyforvandlet Siv-Mosaikguldsmed hun, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ovenstående eksemplar havde desværre skadet vingerne og kom næppe nogensinde ud af flyve. I samme nygravede sø (der må have været et sumpet parti i skoven i forvejen) var der heldigvis også en æglæggende hun, og i et træ lidt derfra sad en han på stammen og sugede sol.

Siv-Mosaikguldsmed han, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I samme sø fandt jeg denne Efterårs-Mosaikguldsmed, også et helt nyforvandlet eksemplar (og den første jeg så i år):

Nyforvandlet Efterårs-Mosaikguldsmed, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nyforvandlet Efterårs-Mosaikguldsmed, Hjardemål Klitplantage, juli 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På en tur til Midtjylland checkede jeg først Kompedal Plantage, hvor der tidligere år har været meldt både Grøn Kølleguldsmed, Højmose-Mosaikguldsmed, Lille Blåpil og Arktisk Smaragdlibel – blandt andet. De to førstnævnte ville være nye arter for mig; kølleguldsmeden var dog ikke “hjemme” dén dag, men jeg fik et nyt kryds i form af Højmose-Mosaikguldsmed, hvor jeg så både en hun og en han. Jeg bestemte dyrene fra Siv-Mosaik på grund af, at jeg (i kikkert) kunne se en større gul “plamage” mellem de to diagonale gule striber på siden af forkroppen – som det ses lykkedes det desværre ikke at fotodokumentere på en overbevisende måde…

Højmose-Mosaikguldsmed han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igennem denne plantage går en langstrakt lysning som er domineret af store partier med karakterer som minder om højmose (uden dog nok helt at leve op til betegnelsen rent teknisk) – ialfald er der sphagnum-puder udbredt over store områder. Da jeg besøgte lokaliteten i den tørre sommer 2018 var disse partier helt tørret ud, men i år så de meget fine og våde ud. Det er også på grund af denne fine habitat at lokaliteten huser nogle af de andre eksklusive arter; kølleguldsmeden er dog nok tilflyver fra den nærliggende å. Arktisk Smaragdlibel var jeg ikke heldig med, men ialfald fandt jeg en enkelt han af Lille Blåpil på stedet; en art der hos mig altid skaber glæde, da den stort set kun findes i den sydlige halvdel af Jylland og jeg derfor ikke får “hilst på” den så tit…

Lille Blåpil han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er ingen tvivl om at også en art som Sort Hedelibel nyder godt af våd tørvemos; de to steder jeg har oplevet denne art i største tætheder er i Lille Vildmose og så her i Kompedal.

Sort Hedelibel han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel han, Kompedal Plantage, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter besøget i Kompedal kørte jeg videre til Gudenåen nedstrøms fra Silkeborg, en af “højborgene” for Grøn Kølleguldsmed, en art jeg i flere år har ønsket mig at få at se. Jeg havde da heller ikke gået mange skridt ad “trækstien” ved Resenbro, før dette flotte dyr viste sig på stien – og til fulde levede op til mine forestillinger om arten:

Grøn Kølleguldsmed hun, Gudenåen ved Resenbro, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Kølleguldsmed hun, Gudenåen ved Resenbro, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har fornylig erhvervet mig en kajak, og et projekt til en kommende sommer må være at gennemsejle en strækning af Gudenåen, Skjern Å eller en af de andre store jyske åer hvor man vil kunne få en chance for flere oplevelser med denne spektakulære art – den eneste danske repræsentant for den gruppe flodguldsmede, som på engelsk kaldes “Snaketails”.

I forbindelse med det store formidlings-tiltag “Vores Natur” var jeg hyret til et par guldsmede-kurser i Nationalpark Thy, begge gange uden optimalt guldsmedevejr, men på turen ved Nors Sø og Bagsø havde vi i det mindste mange samarbejdsvillige vandnymfer og så denne pædagogiske nyforvandlede Glinsende Smaragdlibel, som efter at være blevet vist frem på hånden blev sat “til tørre” i skovbrynet:

Glinsende Smaragdlibel han, Nors Bagsø, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Glinsende Smaragdlibel han, Nors Bagsø, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har været fem-seks gange i Han Vejle og Lund Fjord for at kigge efter Baltisk Mosaikguldsmed, Vejlernes “monopolart”, desværre uden held. Henrik Haaning har ellers (samme dag hvor jeg var på mit midtjyske raid) rapporteret hele ti individer de to lettilgængelige steder (gangbroen i Han, ophalerpladsen i Lund). I begyndende desparation, eller i det mindste bekymring, over ikke at få arten at se i år, brugte jeg en eftermiddag på nogle af strandsøerne i Hjardemål Klit og ved Lild Strand, da der tidligere år har været rapporteret Baltisk Mosaik derude. Dér fandt jeg den nu heller ikke, men kunne i stedet fornøje mig over bl.a. tre fede Gulvinget Hedelibel, én af mine yndlingsarter.

Gulvinget Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde to territoriehævdende hanner med kort afstand i Hjardemål Klit og én hun ved Lild Strandkær, og det begyndte at minde om en tilflyvning – der har dog ikke andre steder i landet været rapporteret Gulvinget Hedelibel af betydning (kun ganske enkelte eksemplarer), så jeg tænker at der nok snarere er tale om et resultat af lokal ynglen. Der lader til generelt i Nordeuropa at være en tendens til nedgang for denne art – lad os håbe at vi atter kan få nogle år med stor tilflyvning sydfra – det er virkeligt en smuk guldsmed som nødigt skulle forsvinde fra vores fauna.

Strandsøerne derude tæt på Vesterhavet var i det hele taget rigtigt gode for hedelibeller med alle fem “faste” danske arter til stede (invasionen af Rødåret Hedelibel sidste år har jo ikke ført til en egentlig etablering, og der er rapporteret meget få af arten i Nordeuropa i år).

Blodrød Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel han, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Hedelibel han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Hedelibel han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Bemærk i øvrigt de meget kraftige gule langsgående striber på benene hos denne Almindelig Hedelibel, et understøttende kendetegn jeg er blevet mere opmærksom på efter erhvervelsen af “Nordens Trollsländor” (og åbenbart et kendetegn som der bliver lagt mere vægt på i Sverige). Jeg tror ikke det kan bruges alene, men ser man en hedelibel med sådanne kraftige striber er der en meget stor sandsynlighed for at det er en Alm., hvorimod der hos Stor Hedelibel ofte er tale om ultra-tynde gule striber, som det kan være svært at få øje på…

I strandsøerne i Hjardemål Klit og ved Lild Strand – som ellers på mange måder minder om hinanden – oplevede jeg den pudsige forskel, at der i Hjardemål Klit tilsyneladende kun var Sortmærket Kobbervandnymfe, mens jeg ved Lild Strandkær kun fandt Almindelig Kobbervandnymfe. Måske blot en tilfældighed…?

Sortmærket Kobbervandnymfe par i parring, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortmærket Kobbervandnymfe par i parring, Hjardemål Klit, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som tidligere omtalt har jeg anskaffet en kajak, og det er i høj grad planen at den fremover skal bruges til at give mig adgang til søer og åer og foretage registreringer af guldsmede. En af de første ture gik til Hvidbjerg Å i Thy, strækningen mellem Lyngholm og Ove Sø.

Selfie i kajakken, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Selfie i kajakken, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Guldsmederegistreringer på Hvidbjerg Å, 13. august 2020 - kort fra Naturbasen.
Guldsmederegistreringer på Hvidbjerg Å, 13. august 2020 – kort fra Naturbasen.

Her var det en fornøjelse at konstatere, at “selvfølgelig” lever der Blåbåndet Pragtvandnymfe ved Hvidbjerg Å – arten har ellers kun været kendt i Thy fra Hansted Mølleå, Klitmøller Å og de to tilløb til Vejlerne Tømmerby Å og Østerild Bæk. Omkring halvdelen af de plottede registreringer på ovenstående kort er af denne smukke art, og jeg så både hanner og hunner, inkl. parringshjul. De fleste øvrige registreringer på turen var af Brun Mosaikguldsmed.

Og så slutter jeg denne lille “sæson-beretning” med et par fotos af den allestedsnærværende Stor Kejserguldsmed, som også i den grad sætter sit præg på guldsmede-sommeren. Hunnerne er i gang med æglægning i stor stil, og hannerne bruger mange kræfter på at holde territorium – måske derfor de også behøver mange hvil og ofte er nemme at få fotos af…

Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed han, Lild Strandkær, august 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nye oplevelser med vandnymfer i Thy

Da jeg i år ikke – i modsætning til de sidste tre somre – er engageret i et større guldsmedeprojekt, er jeg mere fri til at lægge en indsats hvor jeg nu synes det er mest interessant.

Jeg drages dog ofte tilbage til steder jeg tidligere har besøgt; og i mandags valgte jeg at gense nogle af de lokaliteter i Nationalpark Thy, som sidste år gav mange finde oplevelser.

Første besøg var ved Vang Sø, hvor jeg sidste år på denne tid fandt virkeligt mange Lille Farvevandnymfe. Jeg havde godt hørt, at vandstanden på lokaliteten i år er meget høj, men blev alligevel overrasket over at se, hvor meget vand der var…

Vang Sø, månedsskiftet maj/juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Vang Sø, månedsskiftet maj/juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Under sidste års undersøgelse var jeg på intet tidspunkt i nærheden af vandfladen, men gik langs en sumpet zone med hængesæk, på overgangen til tør hede. Vandfladen kunne højst skimtes i det fjerne. I år går vandet helt op til zonen hvor sumpen møder heden – jeg vil skønne mindst en halv meter højere end sidste år. Det understreger jo, at den type undersøgelse jeg foretog sidste år kun giver øjebliksbilleder, og at forholdene årene imellem kan variere enormt.

Det var derfor måske heller ikke så overraskende, at jeg ikke fandt Lille Farvevandnymfe på stedet; jeg forestiller mig at de enten er nogle andre steder nu, eller at den megen vand måske helt har ødelagt larvernes udviklingsmuligheder. TIL GENGÆLD var der så andre dyr i antal som jeg ikke så sidste år, især Månevandnymfe, hvoraf jeg sidste år kun fandt ét dyr; men i forgårs hele ti, bl.a. to par i parring. Og dagens helt store bonus var Huevandnymfe, hvoraf jeg fandt to hanner og to hunner.

Huevandnymfe hun, Vang Sø, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe hun, Vang Sø, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Månevandnymfe er siden sidste år blevet taget af rødlisten og kan da også findes ganske mange steder (men er dog ret krævende hvad levested angår). Huevandnymfe derimod står stadig med status “truet” på rødlisten, og det er derfor velkomment at finde den på endnu en lokalitet. Ikke et nyt kvadrat for arten; idet jeg sidste år fandt den ved de nærliggende Røstrimme-søer på Vangså Klithede, men alligevel er det dejligt at se arten på steder, hvor den aldrig har været registreret tidligere. Jeg går ud fra, at arten “altid” har været ved Vang Sø, men at vandstanden er afgørende for hvor ved søen, og hvorvidt det overhovedet er muligt at færdes hvor vandnymferne færdes. Det kunne være spændende at lave en total optælling hele bredden rundt i waders!

I det hele taget er Vang Sø en fantastisk lokalitet med stor dynamik og unikke botaniske værdier, og initiativtagerne skal have stor ros for naturgenopretningsprojektet dér!

Efterfølgende besøgte jeg nogle at de nyetablerede vandhuller ved Lortpøt (Lodbjerg Klitplantage) og ved Stenbjerg Klitplantage, hvor jeg fandt flere Månevandnymfe (begge steder), bl.a. dette uheldige par i tandem, hvor hannen havde lagt sig til at dø og hunnen derfor var noget besværet…

Månevandnymfe hun og han (død), Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Månevandnymfe hun og han (død), Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er hannen som griber fat om hunnens nakke og dermed også ham der har “udløsermekanismen” og jeg tror ikke at det vil lykkes hunnen at frigøre sig. Dermed er hun nok også prisgivet – sådan er naturens gang, der er mange dramaer!

Begge steder fandt jeg også Lille Farvevandnymfe i de nye vandhuller.

Æglæggende Lille Farvevandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Lille Farvevandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Farvevandnymfe han og Almindelig Vandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe han og Almindelig Vandnymfe hun, Stenbjerg Klitplantage, juni 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som man ofte blandt mange arter af guldsmede og vandnymfer var der stor overvægt af hanner (af dem man ser) af Lille Farvevandnymfe denne dag. Måske derfor hannen på det sidste foto havde fundet en hun af en anden art at koble sig sammen med. Det kommer der dog næppe noget godt ud af.

Men altid fint at komme ud og få nye oplevelser med guldsmede/vandnymfer på smukke steder!

Huevandnymferne i Hjardemål Klitplantage

For to år siden kørte jeg mit store guldsmede/vandnymfe-projekt i Vejlerne, hvor jeg fandt nogle meget store bestande af en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe. Dengang fandt jeg også arten i Blovsgårde/Hjardemål Klit-området i nogle af de nyanlagte søer (“erstatningsnatur” i forbindelse med Østerild Vindmølletestcentret), som omtalt i dette blogindlæg: Om nyskabte søers potentiale for guldsmede og vandnymfer.

Ialt fandt jeg dengang i 2018 Huevandnymfe i seks af de nye søer, med en samlet sum på 14 individer. Jeg betragtede det som “overskud”/spredning fra den store bestand i nærliggende Tømmerby Fjord, og det var et spørgsmål om arten var i stand til at etablere en egentlig bestand i disse nye søer.

Sidste år fik jeg ikke checket op på det (da jeg var optaget af Nationalpark Thy-projektet), men i år har jeg aflagt søerne derude flere besøg. Sæsonen har været langsom om at komme i gang; men endelig igår var der kommet skub i sagerne; i den største af søerne mellem Klitvejen og Harboslettevej talte jeg ialt 11 smukke Huevandnymfer – ni hanner og to hunner.

Huevandnymfe hun, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe hun, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Hunnerne kan ved første øjekast være bedragerisk lig Stor Farvevandnymfe, da det blå “baglys” har nogenlunde samme størrelse og placering som på den art.
Huevandnymfe han, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe han, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Hannen er i mine øjne en af de flotteste guldsmede, med den pastelgrønne grundfarve og den markante “gribetang” bagest.

Vegetationen i de stadig meget nyetablerede søer udvikler sig hele tiden; i denne store sø er der efterhånden en stor dækningsgrad af vandplanter, og bredzonen er meget sumpet med store partier med sjapvand mellem græs og siv-tuer.

Ynglelokalitet for Huevandnymfe, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ynglelokalitet for Huevandnymfe, Hjardemål Klitplantage, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På nedenstående kort er det søen med en gul cirkel omkring; prikkerne angiver fund af Huevandnymfe i de nye søer i 2018.

Søer med fund af Huevandnymfe, Blovsgårde/Hjardemål Klitplantage, 2018 og 2020.
Søer med fund af Huevandnymfe, Blovsgårde/Hjardemål Klitplantage, 2018 og 2020.

Adgang til denne sø er nemmest hvis man parkerer ved den gamle sø ved Klitvejen med borde/bænke-sæt og krydser vejen. Langskaftede støvler er en nødvendighed – bedst er det med skridtstøvler, hvis man gerne vil “gennemtrawle” den sumpede bredzone.

Ialt besøgte jeg igår fem af de nye søer; udover altid fine Huevandnymfer kunne jeg glædes over at den lille bestand af Lille Farvevandnymfe stadig er at finde derude; igår så jeg syv hanner og to hunner – så vidt jeg husker blandt de største forekomster jeg har registreret på stedet.

Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe han, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. En såkaldt teneral (nyforvandlet) han hvor farven stadig er noget bleg på de ikke-sorte dele.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Farvevandnymfe hun, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Nyforvandlede hunner har orange grundfarve hvor de senere på sæsonen bliver grønne.

Også Månevandnymfe så jeg med et enkelt individ; og adskillige Spydvandnymfe inkl. dette par som allerede var i gang med æglægning:

Spydvandnymfe par, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Spydvandnymfe par, Blovsgårde, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Øjeblikket efter billedet blev taget søgte de ned til vandoverfladen og hunnen lagde æg.

Der var også andre guldsmede/vandnymfer til stede; Nordisk Kærguldsmed, Fireplettet Libel, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Rød Vandnymfe, Almindelig Vandnymfe og Stor Farvevandnymfe.

Herligt at sæsonen for alvor er i gang igen; selv om jeg denne sommer ikke kommer til at arbejde professionelt med guldsmede, skal jeg ikke undlade at dyrke den odonatologiske interesse!

Og dejligt at se at de nye søer i “erstatningsnatur”-tiltagene stadig er i stand til at tiltrække en varieret og rig fauna!

Besøg i Lille Vildmose

Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I forgårs var jeg en tur i Lille Vildmose, et af mine favorit-naturområder i Danmark. Ja på mange parametre må man sige at Lille Vildmose er fuldstændig unikt – her er tale om et af de største virkeligt vilde områder i landet med en næringsfattig natur, der leder tankerne hen på vore nabolande mod øst og nord. Og dét, at så store områder er indhegnede, gør at stedet for alvor giver begrebet rewilding mening – her er der plads til vigtige store pattedyr og deres påvirkning af vegetation og landskab.

I første omgang var det nu de mere ydmyge skabninger, som havde lokket mig ud på den lange køretur. Guldsmedesæsonen er så småt startet, og jeg skulle lige checke, hvor langt fremme den var i vildmosen.

Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har tidligere oplevet, hvordan Lille Vildmose i maj måned kan være totalt tæt besat med Nordisk Kærguldsmed, og det er i al fald også godt i gang nu; på strækningen fra P-pladsen til “kaffepletten” og lidt ind i Paraplymosen var der mindst 160 af denne fine guldsmed. Jeg havde håbet, at de meget våde tidligere gravebaner i Paraplymosen (fotoet øverst) ville “levere” den tidlige art Huevandnymfe – vegetationsstrukturen med spredt voksende kæruld, starer og siv ser ialfald helt rigtig ud. Og der skulle efter sigende være en meget stor bestand af arten i mosen – men i så fald er det ikke hér, eller de er ikke kommet frem endnu (jeg havde i sidste uge et enkelt individ ved Blovsgårde, og den er også meldt fra Bornholm for nogle dage siden).

Eneste vandnymfe jeg faktisk så var Rød Vandnymfe.

Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Derudover en enkelt Grøn Smaragdlibel og nogle få Fireplettet Libel.

Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så det var såmænd ikke fordi der var så meget gang i guldsmedefaunaen, når man ser bort fra kærguldsmedene. Af andre insekter så jeg bl.a. Grøn Busksommerfugl, Grøn Sandspringer, Aurora og Nældesommerfugl, samt et par svirreflue-arter, som jeg behøver eksperthjælp til at bestemme…

Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg ofrede ved dette besøg ikke fuglene så meget opmærksomhed, men blev dog glad for et par gange at møde lang- og spidsvingede Lærkefalk i hurtig flugt langs skovbryn. Det er jo en art som optræder ret så sparsomt i den landsdel jeg selv bor i…

Da jeg havde sumpet rundt efter guldsmede i Paraplymosen i nogle timer og var på vej tilbage til P-pladsen stod der pludselig en Elg på stien 15-20 meter fra mig.

Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den havde et øje på mig det meste af tiden, men virkede på ingen måde stresset over min tilstedeværelse, bevægede sig roligt rundt og spiste løs af diverse buske og små træer – som det ses i videoen nedenfor. Det var mit første møde med Elg i dansk natur, en dejlig oplevelse at slutte en fin dag i mosen med…

Elg i Lille Vildmose af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

Rapporten færdig: Guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy 2019

Det er med stor glæde og tilfredsstillelse at jeg nu – omsider – kan præsentere rapporten med resultaterne af undersøgelsen: [klik for download].

Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy.
Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy. Forsiden er meget typisk for nationalparken: den talrige Almindelig Vandnymfe, siddende i Tvepibet Lobelie, karakterplanten i mange af de klarvandede klithedesøer.

Med økonomisk støtte fra 15. Juni Fonden og Nationalparkfond Thy var det muligt for mig at bruge det meste af sommeren sidste år i felten i vådområderne i nationalparken – et arbejde jeg ofte har berettet om her på bloggen. Arbejdet gav mange spændende resultater, og det har da også taget megen tid at få det store materiale bearbejdet til publicering. Nu foreligger resultatet, og det er en glæde at invitere andre guldsmedeinteresserede til at læse med.

Med denne undersøgelse har vi har fået en meget større viden om guldsmedefaunaen i Thy. For blot at nævne nogle få af resultaterne: Der er fundet fire helt nye arter for området, samt en rødlistet art, Huevandnymfe, som ikke er registreret i Thy siden 1960. Rødlistearten (ifølge den gamle rødliste som var gældende sidste år) Lille Farvevandnymfe har ikke tidligere været kendt fra det egentlige Thy vest for Vejlerne, men er i undersøgelsens løb fundet otte forskellige steder – bl.a. med en af de største kendte bestande i Danmark. En af de nye arter for området er Brun Kejserguldsmed, med første fund i Nordjylland og tredje i Danmark. Og Thy blev selvfølgelig ramt af 2019-invasionen af Rødåret Hedelibel, bl.a. blev der konstateret reproduktion af arten.

Sammenlignet med den undersøgelse jeg foretog i Vejlerne 2017-18 er denne undersøgelse endnu grundigere, især i den forstand at der er udvalgt nogle faste lokaliteter, som alle er besøgt ti gange i løbet af sæsonen. Det har givet en mulighed for præcist at beskrive fænologien i flyvetiden for de enkelte arter, og sikret at også arterne med kort flyvetid er blevet registreret. En eksempelside fra rapporten kan ses her, med en graf over fænologien:Eksempelside fra rapporten.

Undersøgelsens resultater har løbende været kommunikeret til offentligheden via sociale medier og dagblade, nyheden om fundet af Brun Kejserguldsmed blev desuden spredt via en pressemeddelelse fra nationalparken. Alle resultaterne indgår i den igangværende atlasundersøgelse.

Sensommerens guldsmede i Thy

Siv-Mosaikguldsmed han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er nu igennem de første fire af fem planlagte måneder (maj-september) i årets guldsmedeundersøgelse i Nationalpark Thy. Det er tid til lidt omtaler af nogle af fundene gjort i projektet…

Siv-Mosaikguldsmed blev slet ikke registreret i Thy under den første atlasundersøgelse (2014-18), så det er en glæde, at jeg har fundet den i år – foreløbigt to steder, men arten kan flyve til sent, så der kan sagtens nå at dukke flere op.

I den undersøgelse jeg de sidste to år foretog i Vejlerne, var der her hen på sensommeren en vis “afmatning” i registreringerne; efter at forårets enorme mængder af vandnymfer var færdige med at flyve, blev arenaen overtaget af især mosaikguldsmede – og dermed kunne mobiltelefonen og app’en Naturbasen i nogen grad hvile lidt, når jeg var i felten.

Jeg havde – nok fordi jeg ikke havde gennemskuet forskellene i guldsmedefaunaen mellem Vejlerne og Thys klitheder – forventet at noget lignende ville gøre sig gældende i denne undersøgelse. Men sådan er det IKKE gået! – der er STADIG masser af registreringer, der skal gøres, når jeg er i felten. Den store forskel i forhold til Vejlerne er, at lokaliteterne i Thy rummer store bestande af “sensommerens vandnymfer” nemlig kobbervandnymferne (først og fremmest Almindelig Kobbervandnymfe) – og så er bestandene af hedelibeller – hele seks arter! – også meget, meget større end i Vejlerne… I Vejlerne registrerer man disse arter – men kun meget sporadisk.

Der er ganske vist mange af hedelibellerne, som det ikke er muligt at artsbestemme i felten, når man ser dem ‘omkringflyvende’ (men de bliver indtastet som ‘Hedelibel sp.’). Men selvfølgelig bliver det også til mange iagttagelser, hvor artsbestemmelse er mulig – så her kommer lige nogle fotos af sensommerens hedelibeller:

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allerede 18. juni så jeg de første af sommerens invasion af Rødåret Hedelibel, bl.a. 2-3 stykker i en fin sø på Lodbjerg Klithede. Igår besøgte jeg denne lokalitet igen, og der var STADIG gang i dem, mindst fire hanner så jeg med sikkerhed, men jeg tror der var flere, da ialt 10-15 røde han-hedelibeller optrådte territoriehævdende langs bredden – netop som det er karakteristisk for denne art. I mellemtiden har jeg også haft hunner, tilmed æglæggende, på denne og andre lokaliteter – og er spændt på om jeg også kommer til at se nyforvandlede eksemplarer her i sensommeren. Ovenstående meget slidte han sad på samme pind, hvor jeg så én i juni – og jeg er ikke i tvivl om, at det må dreje sig om samme individ. Jeg besøger lokaliteterne med ca. 14 dages mellemrum, og flere steder har jeg iagttaget territoriehævdende hanner præcis de samme steder gang efter gang. Gad vide hvor længe de holder sig igang? Ialt er det blevet til ikke færre end 68 observationer af arten i Nationalparken (tilsammen 81 individer), fordelt på seks atlaskvadrater.

Gulvinget Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Gulvinget Hedelibel er det blot blevet til fire observationer af, én fra Holmesø i Hvidbjerg Klitplantage og tre fra Vang Sø. Det er svært at vurdere om der er tale om lokal reproduktion (efter sidste års influx), eller tilflyvning sydfra. Men en art som det altid er hyggeligt at hilse på!

Sort Hedelibel han, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel han, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sort Hedelibel har vist sig at være rimeligt almindelig de fleste steder; ikke mindst i de helt åbne klithede-terræner. De småbitte guldsmede er meget omkringfarende og faktisk lidt udfordrende at få billeder af. Især når man ser dem sammen med vandnymfer, går det op for én hvor små de virkeligt er – kropslængden er mindre end hos Almindelig Vandnymfe!

Almindelig Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Almindelig Hedelibel er faktisk ikke særligt almindelig i Thy – eller også flyver den først i antal senere på sæsonen. Foreløbigt har jeg set tre gange så mange Rødårede som Almindelige Hedelibeller (!)…

Ung Stor Hedelibel hun, Per Madsens Kær, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Stor Hedelibel hun, Per Madsens Kær, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammel Stor Hedelibel hun, Nors Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammel Stor Hedelibel hun, Nors Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel hun og han i parring, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel hun og han i parring, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Hedelibel er til gengæld – indtil nu – langt den talrigste af hedelibellerne i Thy. Det var den første på arenaen, fra midt i juni, men der ser ikke ud til at være begyndt en afmatning af flyvningen endnu – jeg finder stadig helt nyforvandlede individer.

Blodrød Hedelibel han, Holmesø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel han, Holmesø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og Blodrød Hedelibel er selvfølgelig også en almindelig art i Thy; det er mit indtryk at den især findes på steder med trævækst i nærheden.

Derudover er, som nævnt, Almindelig Kobbervandnymfe allestedsnærværende, og dét i rå mængder…

Indtastninger af Almindelig Kobbervandnymfe på guldsmedeatlas.dk.
Indtastninger af Almindelig Kobbervandnymfe på guldsmedeatlas.dk.

Det er mange gange på en dag, at arten bliver tastet ind i Naturbasens app – heldigvis kan den findes frem ved tastekombinationen ‘g ko’, men alligevel er det mange gange pegefingeren skal ramme mobil-skærmen sådan en dag i felten… Almindelig Kobber er for mig en af mest fotogene vandnymfer, så den er stadig i stand til at sprede glæde, selv om den er almindelig!

Almindelig Kobbervandnymfe hun og han i parring, Blovsgårde, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Kobbervandnymfe hun og han i parring, Blovsgårde, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Disse er ganske vist ikke fotograferede i nationalparken, men ved vindmølletestcentret i Blovsgårde…

Men ellers er det selvfølgelig karakteristisk for årstiden, at de fleste vandnymfearter – ud over de to arter kobbervandnymfer, Stor Farvevandnymfe og Almindelig Vandnymfe – er færdige med at flyve (jeg ser dog stadig enkelte Flagermusvandnymfer, og igår en Lille Farvevandnymfe). Det har været en overraskelse at der stadig flyver enkelte Fireplettet Libel – denne er fra 24. august:

Fireplettet Libel, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I Vejlerne så jeg aldrig arten efter 1. august – men det har nok i det hele taget været en sen guldsmedesæson i år.

Jeg har fundet Blåbåndet Pragtvandnymfe i både Klitmøller Å og i Hansted Mølleå, men ikke i store antal – og de lader til at være færdige med at flyve for i år – ingen obs. de seneste par uger. Derfor var det en overraskelse igår at finde denne:

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Nagorsaksøen, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Nagorsaksøen, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja beklager billedkvaliteten, men så er fundet da dokumenteret ;-). Det var et lidt uventet sted at finde arten, ved Nagorsaksøen i Hvidbjerg Klitplantage, selv om pragtvandnymferne er kendt for at komme noget omkring. Jeg har også på et tidspunkt tidligere på sæsonen haft et individ omkringflyvende over Nors Bagsø…

Jeg har indtil nu foretaget ikke færre end 7630 registreringer (af ialt over 15700 guldsmede og vandnymfer) i årets undersøgelse. Det er flere end i Vejler-projektet (som tilmed løb over to år). Jeg har fundet 32 arter i nationalparken, heraf fem arter som ikke blev registreret i Atlas I. Dette skema sammenligner mine fund i år med fundene gjort under Atlas I:

Fund af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, som dækker Nationalpark Thy, under Atlas I og i år.
Fund af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, som dækker Nationalpark Thy, under Atlas I og i år.

Kun én art som tidligere var registreret har jeg ikke genfundet, Blåvinget Pragtvandnymfe. Til gengæld har jeg givet nogle af kvadraterne et virkeligt løft, så de artsrigeste kvadrater har nu op mod 30 arter (hvor det var ca. halvdelen under den tidligere atlasperiode).

Til sidst et eksempel på nogle af mine mange kortlægninger, fra en af de bedste lokaliteter, Kokkær Vand:

Kortlægninger af guldsmede og vandnymfer i Kokkær Vand 2019.
Kortlægninger af guldsmede og vandnymfer i Kokkær Vand 2019.

Jeg er godt klar over, at farverne på flere af prikkerne ligger så tæt på hinanden at det kan være svært at skelne – det er også bare ment som et eksempel på, hvor overdådig en rigdom af disse fascinerende dyr, der er i Nationalpark Thy!

Anmeldelse af ‘Nordens trollsländor’

Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens trollsländor. 352 sider. Avium förlag, Stenåsa. 289 SEK i Naturbokhandeln, 299 DKK i Naturbutikken.

Siden denne nye bog blev annonceret første gang for et par år siden, har jeg meget interesseret fulgt med i opdateringer om tilblivelsen af bogen – bl.a. i en til formålet indrettet Facebook-gruppe. De prøver på bogens indhold, som har været vist frem, lovede MEGET godt, og derfor sad jeg nærmest klar til at afgive en bestilling, det øjeblik da bogen for ca. fjorten dage siden endelig blev meldt klar fra trykkeriet.

Og jeg må sige, at de tårnhøje forventninger er IKKE blevet skuffede! Her er simpelthen tale om en af de mest gennemarbejdede felthåndbøger til nogen artsgruppe, jeg endnu har haft i hænderne.

Bogens tekst er forfattet af Magnus Billqvist, formand for Trollsländeföreningen i Sverige. Han var også forfatter til forgængeren Svenska trollsländeguiden fra 2012, som også var en meget fin bog. Den var dog layoutmæssigt ikke lige så ”lækker” som den nye bog – og så havde den jo ikke alle skandinaviske arter med. I den gamle bog fik hver art ét opslag – i den nye er det to (altså fire sider pr. art), så bogen er også vokset betragteligt i omfang (formatet er tilmed større, Svenska trollsländeguiden målte 150×215 mm, Nordens trollsländor 160×250 mm). Kun fire arter bagest i bogen må ”nøjes” med ét opslag hver – arter som endnu ikke er truffet i Norden, men som regnes som sandsynlige ”indvandrere” indenfor de kommende år.

Grundlæggende har jeg – både når det gælder fugle-felthåndbøger, floraer og andre guider – altid foretrukket tegnede illustrationer fremfor fotos. Altså forudsat at kunstneren er dygtig! Men efterhånden er der dukket nye bøger op som baseres udelukkende på fotos – som denne – og jeg må sige, at det fungerer fint, ikke mindst fordi der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at få fundet pædagogiske nærbilleder, og præsenteret udsnit som fokuserer på de vigtigste karakterer. Der er tale om et meget imponerende udvalg af fotos, ikke færre end ca. 2000 enkeltbilleder (!). Det er ikke mindst beundringsværdigt, at langt hovedparten et taget af bogens to hovedfotografer David Andersson og Christer Bergendorff.

Bogen indledes med 60 siders introduktion, som kommer vidt omkring og bl.a. fortæller om livet som larver under vandet, forvandlingen og mange aspekter af livet som voksen guldsmed/vandnymfe. Her gives også gode tips til feltbestemmelse, og det pointeres hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvor meget guldsmede og vandnymfers farver forandres i løbet af deres levetid. Forskellige habitaters værdi som levesteder for guldsmede gennemgås, og der er tilmed en guide til, hvordan man kan anlægge en havedam specifikt med henblik på guldsmede!

Den sidste del af introduktionen er en række tavler, som sammenligner nøglekarakterer hos nogle specielt udfordrende grupper – kobbervandnymfer, ”blå vandnymfer”, rødøjede vandnymfer, farvevandnymfer, mosaikguldsmede, smaragdlibeller, kærguldsmede, hedelibeller m.fl. Med disse tavler og nøgler vil man faktisk kunne bestemme langt de fleste arter!

Men selvfølgelig er det vigtigste i enhver felthåndbog selve artsgennemgangen, hvor der ikke blot er blevet plads til et rigt udvalg af fotos, men også megen tekst. Det værdsætter jeg rigtigt meget – uanset hvilke dyr man har været i felten og har mødt, er det altid en fornøjelse når man kommer hjem at kunne læse udførligt om artens levevis, specifikke tilpasninger osv. Overskrifterne i artsbehandlingen er Nøglekarakterer, Optræden, Forekomst, Feltbestemmelse, Variation og Dragtdetaljer. Desuden er der til hver art et Udbredelseskort, skema med Flyvetid, Størrelse i mm og arter som udgør Forvekslingsrisiko er nævnt. Artsnavnet gives på alle skandinaviske sprog samt tysk og engelsk. Overskrifterne Optræden (”Uppträdande”) og Forekomst (”Förekomst”) kan være lidt forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender de finere nuancer på svensk – jeg ville have fundet det mere oplysende at kalde det Habitat/Adfærd og Udbredelse. Men indholdet er der intet i vejen med! Både udbredelseskortene og teksten er for øvrigt ganske aktualiseret, også når det gælder danske forhold (checket af Kent Olsen, hvilket jo borger for at det er korrekt).

nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (1)nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (2)

Der er til hver art MANGE bestemmelsesfotos (oftest 15-25), og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Desuden er der til hver art et lille billede med en typisk habitat, og et stort billede af en larve i det sidste stadium før forvandling til voksent insekt. Det betyder at disse larve-fotos i nogen grad vil kunne hjælpe ved bestemmelse af exuvier (tomme larvehuder). Der er i øvrigt ikke gjort noget ud af at beskrive karakterer til adskillelse af larver/exuvier, men alene det, at de er vist, udgør et stort plus ved guiden.

Jeg mener selv at jeg på forhånd havde et så godt kendskab til danske guldsmede/vandnymfer, at jeg i felten kan bestemme alt hvad jeg måtte møde (forudsat jeg kan få et godt kig på nøglekaraktererne). Alligevel har denne nye guide efter de første par gennemsyn giver mig nye indsigter, som jeg delvist allerede har afprøvet i felten: forskellen på Stor og Almindelig Hedelibel er ikke kun fravær eller tilstedeværelse af ”overskæg” langs øjenkanterne (og for hunnerne skedeklappens udseende). Det er ialfald en god understøttende karakter, at den gule stribe på benene hos Almindelig er meget kraftigere end på Stor Hedelibel – ja faktisk er den hos sidstnævnte ofte så tynd, at den kan være svær at få øje på. Og så har bogen gjort mig opmærksom på, at den form/race af Højmose-Mosaikguldsmed, vi har i Danmark (”interlineata”), har et meget større og mere sammenhængende gult felt på kropssiden mellem de to diagonale gule striber end det er tilfældet i mere nordlige bestande, hvilket burde betyde, at den skulle være nemmere at adskille fra Siv-Mosaik hos os. Det glæder jeg mig til at verificere, når jeg en gang ser min første Højmose-Mosaikguldsmed!

Jeg har foreløbig kun fundet en enkelt fejl i bogen, under Brun Mosaikguldsmed, hvor bogstav-henvisningerne i teksten og bogstaverne på identifikations-fotos ikke passer sammen – tilsyneladende fordi der i arbejdsgangen er fjernet et af disse fotos. En forståelig fejl, for der har under layout-processen været ufatteligt mange af disse kryds-henvisninger at holde styr på! (og det forstyrrer ikke mere end at man sagtens kan gennemskue sammenhængen)…

Som nævnt er layoutet en fryd for øjet – sagt af én (undertegnede) som selv sysler en del med at ”lege” med layout og finder stor tilfredsstillelse i at nå frem til nogle indbydende sammensætninger af skrifttyper osv. I dette tilfælde er det Magnus Billqvist selv, som har stået for layoutet – han har altså haft fingrene godt nede i ”dejen” i hele tilblivelsen af bogen, hvilket jeg er sikker på har givet et løft til det samlede produkt.

Alt i alt kan jeg ikke lovprise denne bog højt nok – det er virkeligt en guldgrube af viden og æstetisk nydelse vedrørende disse fascinerende dyr!