Praenubila

Fireplettet Libel, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Glombak, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Glombak, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel findes i en form, som kaldes praenubila, hvor der både omkring vingemærkerne og “nodalpletterne” midt på vingen er mørke aftegninger, som kan brede sig som større “plamager” over dele af vingen. Arten er jo en af de talrigeste egentlige guldsmede på vore breddegrader, og jeg har da også i tidens løb indrapporteret arten ikke færre end 1206 gange til Naturbasen. Jeg har kigget meget efter afvigende individer fordi jeg gerne ville se sådan en praenubila-sag, men det har ikke lykkedes før indenfor de seneste par uger, hvor jeg både har set én hjemme på matriklen i Tømmerby og en anden i “badesøen” ved Glombak. De to dyr – som ses på fotos ovenfor – er begge i den “moderate” ende af skalaen for praenubila – nogle dyr kan udvise meget større mørke tegninger i vingerne. De er begge påfaldende ens i udseende, og det er under alle omstændigheder sjovt omsider at stifte bekendtskab med denne variation, som jeg finder ret flot. Fireplettet Libel er i forvejen et smukt dyr, på trods af at farverne ikke er så prangende – men de forstørrede, udflydende vingepletter giver den lige lidt ekstra “pynt”.