For en uge siden var jeg i det østlige Polen. En tidlig majmorgen med mosekonebryg over en lille eng i den berømte Bialowieza-skov mødte vores gruppe denne granvoksne bisontyr. Et imponerende muskuløst dyr, der udstråler urskov og vildskab, og et held og et privilegium var det at stå 300 meter fra sådan en krabat. Den kiggede os an i nogle lange sekunder, men derefter gav den sig til at græsse videre, uanfægtet.
Maj er en god måned at besøge området for mange andre attraktioner – fire arter fluesnappere, ni arter spætter (vi så Hvidrygget, Tretået og Mellemflagspætte ved redehuller) og selvfølgelig også alle sumpfuglene i de nærliggende Biebrza- og Narew-floddale. Men lige præcis for bison er maj ikke det optimale tidspunkt. Køerne går med kalve hver for sig, og også tyrene færdes for sig selv, og derfor skal man være meget heldig for at finde dyrene.
Da vi var der, var der således ikke set bison nær Bialowieza-byen i flere uger. Men lige præcis den morgen, hvor vi skulle ud og checke de kendte steder, kom en tyr ud af skoven, hvilket vi selvfølgelig var svært tilfredse med!
Vi kan takke zarers og kongers jagtinteresse for Bialowieza-urskoven og den europæiske bisons overlevelse, og det var på et hængende hår, at de ikke helt forsvandt. Der lever idag omkring 2000 dyr i naturen (heraf 450 i den polske del af Bialowieza-skoven) og 2000 i fangenskab, fik vi at vide… Der foregår stadig hugst i store dele af skoven på den polske side, hvilket må give mindre biodiversitet, men det ser ikke ud til at være et problem for bisonen, så længe ulvebestanden er så lille som den er (3 familier i hele den polske del af skoven). I Hviderusland er nationalparken meget større, men grænsen er stadig adskilt af et højt hegn, så dyrene på den ene og den anden side har ingen kontakt med hinanden…
Som nogen af læserne af DOFT, Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, måske vil have bemærket, så havde jeg i det nyligt udkomne nummer 3, 2008, et par anmeldelser af nyere felthåndbøger fra Mellemamerika.
