Bison!

Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Europæisk bison, Bialowieza, Polen, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For en uge siden var jeg i det østlige Polen. En tidlig majmorgen med mosekonebryg over en lille eng i den berømte Bialowieza-skov mødte vores gruppe denne granvoksne bisontyr. Et imponerende muskuløst dyr, der udstråler urskov og vildskab, og et held og et privilegium var det at stå 300 meter fra sådan en krabat. Den kiggede os an i nogle lange sekunder, men derefter gav den sig til at græsse videre, uanfægtet.

Maj er en god måned at besøge området for mange andre attraktioner – fire arter fluesnappere, ni arter spætter (vi så Hvidrygget, Tretået og Mellemflagspætte ved redehuller) og selvfølgelig også alle sumpfuglene i de nærliggende Biebrza- og Narew-floddale. Men lige præcis for bison er maj ikke det optimale tidspunkt. Køerne går med kalve hver for sig, og også tyrene færdes for sig selv, og derfor skal man være meget heldig for at finde dyrene.
Da vi var der, var der således ikke set bison nær Bialowieza-byen i flere uger. Men lige præcis den morgen, hvor vi skulle ud og checke de kendte steder, kom en tyr ud af skoven, hvilket vi selvfølgelig var svært tilfredse med!

Vi kan takke zarers og kongers jagtinteresse for Bialowieza-urskoven og den europæiske bisons overlevelse, og det var på et hængende hår, at de ikke helt forsvandt. Der lever idag omkring 2000 dyr i naturen (heraf 450 i den polske del af Bialowieza-skoven) og 2000 i fangenskab, fik vi at vide… Der foregår stadig hugst i store dele af skoven på den polske side, hvilket må give mindre biodiversitet, men det ser ikke ud til at være et problem for bisonen, så længe ulvebestanden er så lille som den er (3 familier i hele den polske del af skoven). I Hviderusland er nationalparken meget større, men grænsen er stadig adskilt af et højt hegn, så dyrene på den ene og den anden side har ingen kontakt med hinanden…

Minimalt morgenmåltid / mikro-morder

Tiny Hawk, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tiny Hawk, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der findes i Mellem- og Sydamerika en diminutiv rovfugl ved navn Tiny Hawk (og i modsætning til mange andre rovfugl som på engelsk kaldes hawk, er det faktisk en høg – en Accipiter). Mit ønske om at få fuglen at se har i mange år været omvendt proportional med dens størrelse, men i forgårs lykkedes det endelig.

Mens jeg selv indtog min morgenmad på en fin lodge ved navn Maquipucuna på Andesbjergenes skovklædte vestskråning i Ecuador, opstod der pludselig en voldsom tumult blandt de mange tilstedeværende kolibrier. Det viste sig hurtigt, at det skyldtes den lille rovfugl, der havde slået kløerne i et bytte, som den havde sat sig til at fortære på en vandret gren lige foran restauranten.

Kolibrierne gik på det nærmeste bersærk, men Tiny Hawk var uanfægtet. Den blev siddende i lang tid, lige til byttet (en lille fugl med hvidt i halen, formentlig en White-necked Jacobin, se det andet foto) var helt spist op; så rensede den næbbet, rystede fjerene og fløj videre…

Og jeg var en stor oplevelse rigere. Omvendt proportional med fuglens størrelse…

White-necked Jacobin, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
White-necked Jacobin, Maquipucuna, Ecuador, november 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuglebogsanmeldelser

Som nogen af læserne af DOFT, Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, måske vil have bemærket, så havde jeg i det nyligt udkomne nummer 3, 2008, et par anmeldelser af nyere felthåndbøger fra Mellemamerika.
Hvis man synes at det er interessant, så kan man på min egen hjemmeside finde længere uforkortede udgaver af anmeldelserne:
Field Guide to the Birds of Costa Rica, Garrigues & Dean 2007
A Field Guide to the Birds of Mexico and Central America, van Perlo 2006
– som en udvidelse til min store artikel om Nicaragua som fugleland – en udfordring for gør-det-selv-folk!.

Klub 500

Hoatzin, Sani Lodge, Napo, Ecuador, august 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hoatzin, Sani Lodge, Napo, Ecuador, august 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For 14 dage siden tilbragte jeg nogle dage og nætter på Sani Lodge, en fantastisk regnskovslodge tæt på Napo-floden i det østlige Ecuador.
Det var nogle vildt intense dage, og bl.a. fik jeg for første gang stiftet bekendtskab med Hoatzin (billedet) – en levende flyvende dinosaur! – samt de to Amazonas-terner Yellow-billed Tern (elegant) og Large-billed Tern (voldsom, med grotesk stort næb og Sabinemåge-tegning på overvingen). Om nætterne var det natfugle der stod på programmet, og om dagen fik jeg præsenteret den sjældne – og smukke – Rufous Potoo på dagrast, og jeg fandt selv et par Crested Owl, nok den mest imponerende ugle jeg nogensinde har set.
Det var som sagt intenst, og det gav da også bonus på artslisten; 100 nye arter på 3 hele dage (4 nætter).
Dermed er Ecuador kommet på min personlige “klub 500”, i selskab med México og Nicaragua.
Jeg kan virkeligt anbefale Sani Lodge til andre som måtte overveje en tur til Amazonas. Udover at være et fabelagtigt fuglested (med bl.a. eget canopy tower – et 35 meter højt tårn omkring et af regnskovens højeste træer) så er stedet også på den sociale front helt fremme; alle indtægterne fra hoteldriften går til det lokale quichua-indianersamfund.

Amerikaner-drum på retræte

Nordamerikas største naturbeskyttelsesorganisation, National Audobon Society, har netop udsendt en stor rapport om “State of the Birds – Common Birds in Decline” – altså tilstanden hos de almindelige fuglearter i landskabet. Rapporten analyserer data fra de sidste 40 år, som er samlet ind i forbindelse med såkaldte “Breeding Bird Surveys” og “Christmas Bird Counts” efter metoder, som minder meget om DOFs punkttællingsprogrammer (sommer- og vinter-tællinger).
Og det ser skræmmende skidt ud! For de tyve arter med størst tilbagegang er der i alle tilfælde tale om mere end 50% bestandstilbagegang – størst hos Northern Bobwhite, en lille hønsefugl, som er gået tilbage med over 80%. En af fuglene på listen har en særlig Vejler-tilknytning, nemlig Amerikansk Rørdrum, som er gået tilbage med lige knap 60%, og befinder sig som nr. 15 på listen over arter med størst tilbagegang. Man kan så sige, at tilbagegangen er sket fra et højt niveau, idet beregningerne siger, at der i 1967 var 7,3 mio. Amerikanske Rørdrummer i Nordamerika. Men idag er der altså “kun” 3 mio. tilbage.
Arten er udbredt i et bredt bælte over hele bredden af kontinentet, fortrinsvis den sydlige halvdel af Canada og de nordligste stater i USA – incl. Newfoundland, og det er vel fugle fra disse østligste områder, som en gang imellem bliver blæst over Atlanterhavet og kommer til Europa. De fleste overvintrer i USAs sydstater og et stykke ned i Mexico.
Det er bestemt alarmerende med så stor en bestandstilbagegang hos denne karismatiske art – men med tre millioner indiver skulle der stadigvæk være basis for, at en desorienteret fugl kan dukke op på disse længde/breddegrader – potentialet er der, ialfald…

Fugle i farver

Nej, jeg tænker ikke på den gamle fuglebog af Hans Hvass fra langt tilbage i forrige århundrede – den er vist også smidt ud for længst – men på de nye billeder, jeg netop har lagt på en af mine andre hjemmesider, prinzapolka.dk. Nicaraguas nationalfugl Turquoise-browed Motmot her er et enkelt eksempel.

Turquoise-browed Motmot, Nicaragua, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Turquoise-browed Motmot, Nicaragua, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er nemlig netop hjemvendt fra godt 1½ måned i Nicaragua og Costa Rica, men da jeg var på arbejde det meste af tiden, blev der denne gang ikke så megen tid til fotografering – blot 15 nye fuglebilleder.

Men de kører med klatten, gør de, derovre, fuglene, og hvis andre skulle have hang til en farve-indsprøjtning, kan jeg kun anbefale Mellemamerika – eller i det mindste et kig på nævnte hjemmeside… Hvis man ikke har besøgt siden før, er der meget at kigge på, ialt ca. 260 fuglebilleder af ca. 130 arter.

Nyt om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum

Jeg er netop, takket være Anders Tøttrup, kommet i besiddelse af en spændende helt ny artikel om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum, publiceret i Ibis i det første nummer i år.

Forfattergruppen er en international gruppe rørdrumspecialister fra England og en række lande i Syd- og Mellemeuropa. Man har undersøgt 87 Rørdrummer fra det samme område og fundet frem til, at den kendte sammenhæng omkring kønforskel, nemlig at hanner er større end hunner, er et holdbart kriterium. Anderledes gælder det for kriterier til aldersopdeling, hvor hidtil publicerede oplysninger viser sig at være forkerte. Der har ikke kunnet påvises nogle forskelle i udseende af Rørdrummerne fra forskellige dele af Europa.
Det spændende ved denne nye undersøgelser er, at den baserer sig på målinger på levende fugle, hvor tidligere undersøgelser i høj grad har været baseret på studier af skind.
Kønsforskellen i størrelse gælder især for alle længdemål, mens der er større variation i vægten af fuglene (for hvert køn kan den variere med en faktor 3! mellem udsultede vinterfugle og velnærede sensommer-individer). En yderligere kønsforskel, som er brugbar, er at det kun er hannerne som får blålig tøjle, og kun i yngletiden.
Med hensyn til aldersforskel siges det helt brutalt, at “all previously suggested plumage criteria for ageing Great Bitterns proved unreliable“. Forskel i farvetone på vingedækkerne kan altså ikke anvendes. Det, man har fundet i undersøgelsen er, at Rørdrummer kan aldersbestemmes ved omhyggelig sammenligning af irisfarve og svingfjersfældning. Om efteråret har alle ungfugle friske svingfjer af samme generation og lys (olivengul) iris, mens adulte fugle generelt har flere generationer svingfjer og gulorange til rødbrun iris. Om vinteren, foråret og sommeren bliver det sværere, fugle med en eller to generationer svingfjer kan ikke sikkert aldersopdeles, da visse ungfugle fælder nogle af svingfjerene om vinteren, og visse adulte kan fælde alle svingfjer om sommeren. Derfor kan kun fugle med tre fjergenerationer sikkert udskilles som adulte, men igen kan irisfarven være en hjælp; en del immature fugle vil stadig have iris af juvenil type til hen på foråret.

Jeg har .pdf-kopi af artiklen, hvis nogen skulle være interesseret.

Og ellers er den korrekte citation: Dmitrenok et al 2007: Geographical variation, sex and age in Great Bittern Botaurus stellaris using coloration and morphometrics. -Ibis 149, pp. 37-44.

Ædelarter på afveje. Falken, kjoven og mågen.

Ja, lige for tiden bidrager jeg ikke med ædelarter til års-ædelart-konkurrencen mod de hårde hunde fra Halsnæs, men forleden havde jeg en dramatisk oplevelse som inkluderede tre gode Vejler-arter.

Jeg havde netop fået sat mig til rette ved bordet på en restaurant med udsigt over Bluefields Bay, selvfølgelig med kikkerten indenfor rækkevidde, da jeg øjnede en større fugl som lavede nogle hurtige dyk ned over vandet og op i luften igen.
Det viste sig, at det drejede sig om en Vandrefalk, som jagede en ung Lattermåge, der så noget sløj ud; den manglede det meste af halen og nogle fjer i den ene vinge og fløj selvfølgelig ikke så godt. Falken forsøgte nogle forskellige strategier, nogle gange steg den til stor højde og slog ned mod mågen, der baksede lavt over vandspejlet, i de tilfælde endte det altid med, at falken tilsyneladende var bange for at blive våd, den fik mågen næsten ned på vandet, men kunne ikke slå kløerne i den. Andre gange tog Vandrefalken en lang vandret flyvning lavt over vandet hen mod Lattermågen, som den forsøgte at overraske ved at komme skråt nedefra – men heller ikke den strategi lykkedes de gange jeg så det.
Vandrefalken havde efterhånden gjort mange forsøg og brugt megen energi og måtte efterhånden være ved at opgive – troede jeg…
Så blev der pludselig stor forvirring, idet en lys Mellemkjove dukkede op på arenaen. Den kastede sig også efter den efterhånden meget udmattede måge, der knapt kunne holde sig fri af vandet. For mig var det meget interessant med en Mellemkjove, da jeg aldrig havde set denne art – eller nogen anden kjove for den sags skyld – her i landet – og jeg kiggede derfor mest på den i nogen tid – måske et lille minut. Da jeg igen fik kikkerten drejet mod Vandrefalken, havde den fået slået kløerne i Lattermågen. Jeg fik således ikke set, hvilken jagtteknik, der til sidst gav bonus. Måske var Vandrefalken bare hurtig til at udnytte forvirringen, da Mellemkjoven blandede sig i dramaet.
Mågen hang nu livløs i fangerne på falken, der derefter havde en lang flyvetur foran sig med en tung byrde – jeg vil tro at der var over en kilometer til land – ikke fra hvor jeg sad, i byen, men til en skovklædt pynt, hvor den fløj hen for at fortære det hårdt tilkæmpede bytte.
Kjoven så jeg ikke mere til…

PS Bluefields ligger ved den karibiske kyst i ”mit andet fædreland” Nicaragua. Mellemkjoven var – så vidt jeg husker – (ædel)art nr. 527 i landet.

Fasanføde

Da jeg en gang i sin tid startede med at holde høns, ville en rådgiver udi hønsehold bilde mig ind, at høns var vegetarer, og at jeg derfor ikke skulle ulejlige mig med at give dem animalsk føde. Ved at iagttage hønsenes ligegyldige attitude overfor salat og store interesse, når man smed en regnorm ind til dem, blev jeg imidlertid overbevist om, at høns ikke er vegetarer.

Nu har jeg fundet ud af, at det samme gælder fasaner. Hvis nogen prøver at bilde jer ind, at fasaner er vegetarer – tro ikke på det!

Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Igen baserer jeg mig på egne iagttagelser, empirisk viden. Idag, da jeg kom kørende ud ad vejen på Skårup Odde i mine egne tanker, brasede pludselig en fasankok fra et tæt buskads ud på vejen foran bilen – vel 25 meter fra mig. Jeg standsede straks. Fasanen havde noget i næbbet, noget som den straks gav sig til at hakke i/på. Og jeg syntes at det bevægede sig, ja ligefrem snoede sig. Da jeg fik kikkerten for øjnene så jeg, at det var en hugorm, den var i færd med at bearbejde. “Desværre” fik mine bevægelser fasanen til at løbe væk – jeg ville ellers gerne have haft et billede af seancen. Men for hugormen var det nærmere heldigvis, for da jeg efter forgæves at have ventet på at fasanen skulle komme tilbage (så jeg kunne få mit billede!) checkede hugormen, så jeg at den stadig var aldeles levende. Men hvis ikke jeg havde været der til at forstyrre, er jeg sikker på at fasanen havde spist hugorm til frokost i dag!…

Hændelsen fik mig til at tænke på noget som skete i min tid i Nicaragua, hvor vi havde besøg af en rigtig giftig slange i vores hønsegård. Den kom hver dag og tog en kylling, men da det havde stået på i en uge, blev det os for meget, og en af vore ansatte fik til opgave at dræbe slangen. Da han havde gjort det, og den døde slange (på en lille meter i længden) blev efterladt på jorden, skete der efterfølgende det, at hønsene gik i gang med at plukke slangen fra hinanden og æde den!

Hønsefugle, ligesom kinesere, spiser altså slanger, vil jeg tillade mig at konkludere…