På vores México-tur i januar og februar sluttede vi med et ophold på Yucatán-halvøen, hvor vi ikke har været, siden vi tilbragte godt 5 måneder i Ría Lagartos-reservatet tilbage i 1997.
Det blev derfor til en række hyggelige gensyn med steder og arter, der efterhånden befandt sig langt tilbage i erindringen – så det var godt at få dem genopfrisket. For mig var det specielt “vigtigt” at gense den store endemiske gærdesmutte Yucatán Wren.
Dengang i 1997, hvor Mie lavede feltarbejde som antropolog og studerede konflikterne mellem naturfredningsinteresser og den lokale fiskerbefolkning, var jeg egentlig med som “det tynde øl”, men heldigt for mig fik jeg kontakt til en feltstation under det mexicanske miljøministerium, som gjorde at jeg også kunne bruge tiden til noget meningsfuldt (ud over bare at suge til mig af nye indtryk – især mange særlige fugle som kun findes på Yucatán-halvøen). Jeg lavede forskellige fugletællinger for feltstationen, og bl.a. havde jeg også et projekt med at ringmærke og kortlægge territorier af Yucatán Wren omkring feltstationen i Río Lagartos. Kortet her viser resultatet af min kortlægning (kortskitse fra min notesbog):
Jeg fik desværre ikke mulighed for at komme til Río Lagartos denne gang, men opsøgte et lille reservat ved kysten nord for hovedbyen Mérida, hvor en bred zone langs stranden så sådan ud:
Og jeg havde ikke bevæget mig mange meter ind i området før jeg hørte den karakteristiske lyd fra Yucatán Wren – det er en stor gærdesmutte med en stor lyd – gærdesmutter er jo ikke ligefrem diskrete fugle! Inden for fem minutter havde jeg kontakt med en fugl med føde i næbbet (et halvspist firben) samt et par og min. 2 fugle mere hørt.
Disse drosselstore gærdesmutter (i Campylorhynchus-slægten) som der er mange arter af i México og Mellemamerika er i mine øjne meget karismatiske og altid en fornøjelse at møde og studere. Men jeg har selvfølgelig et særligt forhold til lige præcis Yucatán Wren, på grund af dens sjældenhed og så det, at jeg brugte så mange timer på at aflure dem deres hemmeligheder dengang for snart 30 år siden. En god del af parrene jeg kortlagde blev bekræftede ved fund af deres ekstremt godt beskyttede reder (“kugler” af sammenvævede grene midt inde i kaktusser og andre tornede vækster) – og som det står på mit kort var der også flere familier med udfløjne unger. Særligt en bestemt familie tæt på feltstationen hvor forældrefuglene var farveringmærkede fik megen opmærksomhed fra min side.
En anden art som jeg på den nylige tur også havde set frem til et gensyn med er kolibrien Mexican Sheartail.
Metalglansen i hannernes strubefjer er hos kolibrierne jo helt afhængig af hvilken vinkel lyset falder fra; som fotograf vil man selvfølgelig gerne have dem til at vise sig i deres fulde pragt – men det vil ikke altid lykkes!
Udbredelsen af Mexican Sheartail er kun en smule større end hos Yucatán Wren, og den er ligeledes rødlistet som ‘Near threatened’.
México er et stort land (på størrelse med Grønland!) som rummer enormt mange forskelligartede biotoper og derfor også mange endemiske arter – hvis man tager de nærmeste nabolande mod syd i Mellemamerika (Guatemala og Belize) med i regnestykket, er det faktisk i omegnen af 180 endemer (blandt fuglene)! Det gælder selvfølgelig også hos alle mulige andre grupper af organismer end lige fugle, at der er et stort antal arter med en begrænset udbredelse. Vi besøgte på denne tur flere gode naturområder i adskille delstater i den sydlige del af landet og det vil føre alt for vidt at omtale altsammen i dette blogopslag, men jeg vil dog lige bringe lidt flere fotos af nogle af de andre endemiske arter fra Yucatán-halvøen:
Som nogen af læserne af DOFT, Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, måske vil have bemærket, så havde jeg i det nyligt udkomne nummer 3, 2008, et par anmeldelser af nyere felthåndbøger fra Mellemamerika.