Fra feltstationens dagbog – 1. april 1991

Vejret var ikke det mest inspirerende, så en del af dagen blev brugt indendøre, de månedlige ”opsamlinger” blev fyret af – dagsrapporter til Pelle, nedbørsliste til DMI…

En anden månedlig foreteelse er vandstandsskemaskift i autograferne, også dem fik jeg gjort noget ved – dvs. Lund Fjordkanal-skemaet kunne jeg ikke komme til, idet der var begået HÆRVÆRK mod låsen på den grønne kasse, som autografen sidder i! Irriterende og DUMT, det er vanskeligt at se noget formål med den slags… Så kun skemaet i kassen ved Krap kunne skiftes, den var i det mindste intakt. På vejen kiggede jeg lidt i Kogleaks, hvor man for tiden kan se samtlige danske svømmeandearter. Dvs. jeg så nu ikke så mange, skønt jeg ellers kiggede som en sindssyg, men en time forinden havde Frimer & Co. (Inge Marie, BOP og Lene) set både Atling– og Knarandepar, og 2 par Skeænder. Også i Lund var der Skeænder, 8 fugle, men ingen Nordisk Lappedykker, som jeg eller også tænkte på og kiggede efter. Der er stadig masser af liv i Hættemågekolonien deroppe, 100’er af fugle inde og skratte…

Frimer fik kortlagt det første redebyggende par Rørhøge i BNR lige bag Kogleaks – dét par er vist altid et af de tidligste. Det er jo også et føderigt sted, de bor! Og som sædvanligt er det Frimer, der har check på Rørhøgenes aktiviteter – det skal nok vise sig, når han en gang er taget herfra, at der var flest par Rørhøge i de år, hvor Frimer boede på stationen!

På min vandstandsskemaskiftetur kørte jeg også lige over Thorup Fjordholme på pentadens THF-check, men som ventet var der ikke meget at komme efter – ikke en eneste ærlig Gås (-bortset fra nogle få Grå langs Ør. Landkanal), og kun 13 gulnæbSvaner – 4 Pibe– (en familie) og 9 Sang– (alle imm.). Det ser ud til, at Sangsvane-forældrene har skilt sig af med deres børn…

Og så var jeg en tur igennem Vesløs, for at se om Storken stod på reden… -det gjorde den ikke…

Bjarne var ved Nors og Hanstedreservatet idag og så også de 3 Traner ved Blegsø (-nu snakken er om store fugle!). De var dog mere inaktive idag, stod bare og pudsede sig lidt.

Og så var det også idag, at jeg fik en Tårnfalkekasse hængt op i en høj gran på min grund – så har både Helge og jeg gjort vores for at hjælpe Vejlernes Tårnfalkebestand lidt op. Jeg havde nemlig én musende over min eng igår, så det er vist på tide, hvis det skal være i år. Idag sås Tårnfalk bl.a. på Skårup Odde og på Thorup Fjordholme. Slut.