Efterskrift til guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy – Siv-Mosaikguldsmed

Under min store undersøgelse af guldsmedefaunaen i Nationalpark Thy i sommeren 2019 gjorde jeg mange overraskende og interessante fund. Der var masser af positive overraskelser af sjældne og halvsjældne arter med store bestande, men også enkelte arter, som overraskede ved mindre forekomster end forventet.

Noget af det som ialfald undrede mig var det meget lave antal Siv-Mosaikguldsmed som jeg fandt. I alt blev det på de 50 feltdage i nationalparken blot til seks individer af den smukke art – som man netop skulle tro var mere talrig i nogle af Thys mange næringsfattige søer.

Heldigvis er udviklingen efter afslutningen af undersøgelsen gået i den rigtige retning; Erik Dylmer som er i gang med en toårig undersøgelse af dagsommerfugle i nationalparken har gjort adskillige iagttagelser af Siv-Mosaikker, og jeg selv har også i år fundet arten flere nye steder – se kortet.

Fund af Siv-Mosaikguldsmed i Nationalpark Thy 2000-21, data fra Naturbasen. Udover et ældre fund er samtlige registreringer gjort af Erik Dylmer og Jørgen Peter Kjeldsen.
Fund af Siv-Mosaikguldsmed i Nationalpark Thy 2000-21, data fra Naturbasen. Udover et ældre fund er samtlige registreringer gjort af Erik Dylmer og Jørgen Peter Kjeldsen.

Overraskende for mig var det, da jeg den 4. august fandt Siv-Mosaikguldsmed i fire af de nygravede søer i Stenbjerg og Tvorup Klitplantager. Der er tale om søer som for det meste er skabt i fugtige lavninger (som  i de fleste tilfælde tidligere har været forsøgt drænet) indenfor de seneste ti år. På en eftermiddag så jeg på disse lokaliteter ialt seks dyr – lige så mange som under hele min undersøgelse i 2019!

Jeg havde haft den forståelse, at det nærmest var en forudsætning for at en bestand af Siv-Mosaikguldsmed kunne etablere sig, at der var tilstedeværelse af våd sphagnum i kanten af søerne. Det var der absolut ikke i disse nye søer – og der blev oven i købet lagt æg. Så det kan godt være at de foretrækker sphagnum – men det er åbenbart ikke altafgørende.

Æglæggende Siv-Mosaikguldsmed hun, Stenbjerg Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Siv-Mosaikguldsmed hun, Stenbjerg Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Æglægningen foregik som det ses på meget lavt vand mellem lave vandplanter og flydende “snask” (alger/døde plantedele). Denne hun var iøvrigt lidt bemærkelsesværdig, med nogle meget veludviklede skulderstriber (“antehumeral-striber”) – de plejer at være meget kortere og mere udviskede, på dette individ var det tæt på at de var lige så lange, markante og tydelige som på hannerne.

To af dyrene fandt jeg tilmed i en af de meget små nye vandhuller som er anlagt ved den nord-syd-gående vej gennem Tvorup Klitplantage – disse vandhuller er anlagt så sent som i 2019. Det var sidst på eftermiddagen, hvor et par hanner havde mere travlt med at fouragere end med at holde territorium i forhold til hinanden. Jeg tænker nok ikke det er sandsynligt, at de ligefrem yngler i så små vandhuller – men det er da glædeligt, at arten er i stand til at udnytte disse nyopståede muligheder! Også en af Erik Dylmers observationer er fra en (anden) af disse nye vandhuller ved den gennemgående vej i plantagen.

Siv-Mosaikguldsmed han, Tvorup Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Siv-Mosaikguldsmed han, Tvorup Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Tvorup Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Siv-Mosaikguldsmed han, Tvorup Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Siv-Mosaikguldsmed er en art, hvor der i odonatologiske kredse har været rejst en del bekymring, idet den – ialfald på Sjælland – lader til at være forsvundet eller gået meget tilbage de senere år.

Hvordan udviklingen har været i Thy er vanskeligt at sige, da guldsmedefaunaen her har været meget dårligt kendt – men ialfald ligger der ikke mange ældre iagttagelser, så med de nye fund i 2020-21 ser det lige nu ud til, at arten trives bedre her end vi nogensinde har vidst.

Også i Nordthy udenfor nationalparken har jeg de senere år fundet den flere steder, specielt i Hjardemål Klitplantage.

En art man altid bliver glad for at se, så det glæder mig at kunne præsentere disse nye oplysninger! 🙂