Fra de daglige rundture på matriklen med insektlivet i fokus:
Tidselbukke sidder oftest på stauder med hule stængler – men ikke altid…
Oldenborren ville desværre ikke sætte sig fotogent.
Kardinalbille-billedet er heller ikke prangende, fotomæssigt, men det er en art tilknyttet gammel løvskov, og derfor er det måske overraskende at finde den her på grænsen til Thy. Det skyldes nok ikke mindst den over 150 år gamle løvskovslund (anlagt som park, nu totalt vildtvoksende) vi bor nabo til. Denne virkede nu mest interesseret i vores kompost…
Stor Blødvinge har nogenlunde samme udbredelse som Sorthovedet Kardinalbille, dvs. den er mest talrig i områder med løvskov i Østdanmark, og vi er omtrent på vestgrænsen her. Igen må det især tilskrives naboens gamle træer at den har fundet stedet.
Det gælder for både Sorthovedet Kardinalbille og Stor Blødvinge at disse er mine første fund på matriklen.
Tidselbuk ser vi hver sommer, Oldenborre er mere tilfældig.
I går eftermiddags tilbragte jeg en times tid i skjulet i Kogleakssøen, bl.a. lokket af, om Sortternerne lod sig se – efter hvad jeg har hørt skulle de have etableret en koloni lidt syd for pumpehuset. Der var Sortterner at se, men kun forbiflyvende/fouragerende enkeltindivider – jeg så ingen opflyvninger, og fik dermed ikke styr på hvor kolonien måtte befinde sig. Ellers bød obs.’en på lidt af det sædvanlige/forventede: et Rørhøg-par tæt på i Han Vejle (og flere i luften over Bygholm Nord), Sølvhejrer, Hættemåge-kolonien (som ikke ser særligt stor ud i år), Rørspurve i toppen af tagrørene osv.
Jeg var egentlig på vej til at pakke sammen da jeg blev opmærksom på en halvstor, blågrå fugl i rørskoven få meter foran skjulet. Først tænkte jeg at det måtte være en eller anden vandhøne, men da jeg fik stillet skarpt viste det sig overraskende nok at være en Gøg! Den opholdt sig det meste af tiden godt skjult og ret lavt i rørene, men flyttede sig hele tiden lidt rundt, og indimellem fik man et bedre kig på den…
De stikkende gule øje og orange ben går man jo ikke fejl af. Det blev hurtigt klart, at det måtte dreje sig om sådan en blågrå type hun-Gøg, for hvad skulle den være på udkig efter mellem tagrørene hvis ikke det var en rede?
På et tidspunkt fløj den hen i et mirabelletræ på diget, hvorfra den måske bedre kunne få overblik og spotte en egnet rede…
Også her forsøgte den dog at holde sig skjult (den må have været opmærksom på min tilstedeværelse, og forsøgte nok også at undgå at påkalde sig opmærksomhed fra eventuelle forældrefugle ved den udsete rede)…
Da den efterfølgende påny fløj hen til rørskoven lige foran vinduerne i skjulet, nåede jeg igen at få et par skud med kameraet, inden den blev helt væk nede i tagrørene…
Nu var der ingen tvivl om, at “tampen brændte” for Gøgen, for et par Rørsangere blev grundigt ophidsede og skældte voldsom ud. Der gik nogle øjeblikke, måske et halvt minut – og det sidste jeg så ske var at Gøgen lettede med et rørsangeræg i næbbet og fløj langt væk op over Han Vejle og Lund Fjord.
Desværre var det kun få brudstykker fra hændelsesforløbet jeg kunne foto-dokumentere, men det var en speciel oplevelse at være vidne til sådan et hverdags-drama. For det er jo en almindelig foreteelse, der er en stor bestand af Gøg i Vejlerne, og hunnerne må givetvis lægge mange æg i andre fugles reder hver dag i denne tid. Det er blot ikke så almindeligt at få lov til at overvære fænomenet – ialfald var det for mig første gang.
Det er også specielt at vide at Rørsanger-parret som har rede lige foran Kogleaks-skjulet i den kommende tid kommer til at opfodre en stor tyk gøgeunge… 😉
I de efterhånden mange år jeg har talt ynglefugle på Fanø, med flere årlige besøg i maj og juni (fortrinsvis sidste halvdel af maj og første halvdel af juni) har jeg kun én gang set en Blåvinget Pragtvandnymfe, i 2018. Det var et individ som var kommet ind i en af fangarmene på Sønderho Fuglekøje. Det lykkedes at få den gennet ud i frihed igen – selv om jeg nok har tænkt at det formentlig var omsonst, fordi sådan et strejfende individ som var havnet på Fanø nok ikke havde mange chancer for at medvirke til artens videreførelse…
Jeg har undersøgt om arten ellers er set på øen, og i guldsmede-atlasperioderne I og II som løber over de sidste ti år er det ikke tilfældet. Heller ikke søsterarten Blåbåndet Pragtvandnymfe har ladet sig se på Fanø – men den art er (måske) også lidt mindre tilbøjelig til at strejfe omkring.
Selv har jeg i år set enkeltindivider af Blåvinget Pragtvandnymfe dukke op langt fra ynglehabitater på Mandø og i Vester Vedsted, og med den lange varmeperiode i maj har det i det hele taget været et godt guldsmedeforår.
Derfor kom det heller ikke som nogen større overraskelse, da jeg under besøg på Fanø i lørdags så sådan en blåvinget juvel (en han) blafre omkring over strandsumpen langs vesterhavsstranden lidt nord for Sønderho. Der var i det hele taget virkeligt gang i guldsmede og vandnymfer dén dag – Stor Blåpil, Stor Farvevandnymfe og Stor Kejserguldsmed blev alle set med flere eksemplarer, og en overraskelse i form af en Lille Farvevandnymfe blev det også til. Aldrig før har jeg set så stor guldsmedeaktivitet på Fanø!
Alligevel fik jeg en meget større overraskelse da jeg gennemgik strandengen Grønningen på den nordlige del af øen. Her blev det hurtigt klart, at der langs den centrale nord-syd-gående kanal gennem strandengen var MASSER af pragtvandnymfer! Jeg har talt ynglefugle på lokaliteten to gange hvert forår i Blåvinget Pragtvandnymfes flyvetid og jeg har ALDRIG tidligere set den på stedet. Ialt fik jeg talt 27 eksemplarer, både hanner og hunner.
Ja der var oven i købet flere par i parring, og en enkelt hun under æglægning!
Normalt er hanner og hunner af de fleste arter vandnymfer sammenkoblede (i “tandem”) under æglægning, og det har jeg ihvertfald set hos Blåbåndet Pragtvandnymfe. Men hos Blåvinget er det åbenbart standard, at hunnen lægger æg alene, mens “hendes” han svirrer rundt omkring hende og vogter, som det ses af billederne. Nogle gange landede denne han oven i købet på vingerne af hende!
Når der i år altså findes en bestand af arten på Grønningen kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan og hvornår de har koloniseret stedet. Da jeg som nævnt aldrig tidligere har set arten her trods mange besøg er jeg tilbøjelig til at tro, at koloniseringen kan være sket så sent som i sommeren 2021 eller 2022 – larveudviklingen er nemlig angivet til at tage to til tre år. Hvis en hun med befrugtede æg har besøgt lokaliteten en af disse somre kan det i teorien være efterkommere af en enkelt hun, jeg nu mødte så relativt talrige ved kanalen.
Blåvinget Pragtvandnymfe ville jeg aldrig have forventet sådan et sted. De yngler normalt ved stærktstrømmende vandløb med rent vand, både store floder som Gudenåen og mindre åer og bække.
Kanalen igennem Grønningen på Fanø (jeg har ikke kunnet finde den navngivet på tilgængelig kort) afvander marker og klitter på vestsiden af Nordby på Fanø, og selv om den er fuldstændig udrettet har den – særligt i år efter en våd vinter og et vådt tidligt forår – en ret god vandføring. I den nordlige del af strandengen slynger den sig lidt mere og bliver en del af det tidevands-påvirkede lo-system. Men saltpåvirkningen går tilsyneladende ikke så langt op som til dér hvor jeg fandt dyrene, når de er i stand til at gennemføre hele larveudviklingen her.
Jeg glemte at tage et godt habitatfoto, men kanalen ses i venstre side af billedet her:
Her kommer også et Google-satellitfoto hvor jeg har markeret strækningen hvor jeg registrerede Blåvinget Pragtvandnymfe:
Og til sidst mine konkrete kortlægninger af de 27 Blåvinget Pragtvandnymfe 1. juni 2024 (data fra Naturbasen), hvor prikkernes størrelse relaterer til antallet af individer (1-5):
Ifølge den gængse litteratur skulle Sortmejse først være indvandret til Danmark i nyere tid, efter at landet blev tilplantet med nåletræsplantager. Arten er nemlig kendt for at være strengt tilknyttet nåletræer, særligt grantræer.
På vores matrikel på en lille hektar, hvoraf det meste henligger som natur, findes ikke ét eneste nåletræ (men derimod nogle hundrede løvtræer, selvfølgelig udelukkende hjemmehørende arter). Derfor har det ikke været underligt, at vi i de snart 34 år vi har boet her kun helt undtagelsesvist har mødt Sortmejse på grunden (jeg husker faktisk kun et enkelt besøg på foderbrættet om vinteren). Det nærmeste sted hvor arten er fast er i “Martins skov” (tidligere feltstationens) på hjørnet af Lyngevej en halv kilometer herfra – en plantage domineret af fyr- og grantræer med også med indslag af løvtræer.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg for et par uger siden blev opmærksom på et par Sortmejser, der smuttede ud og ind af en af matriklens ca. 40 redekasser! Ikke alene er det overraskende at de vælger at være her omgivet af løvskov (inkl. naboen Bundgårds gamle parkagtige lund) – men at de så lige præcis vælger denne kasse på gavlen af annekset, som tidligere har været beboet af Grå Fluesnapper, en halvåben kassetype – dét er næsten endnu mere mindblowing! Jeg var sikker på at Sortmejser ville foretrække en lukket redekasse – og dem er der altså et rigeligt udbud af her hos os.
Det fordelagtige – for os – er at kassen er placeret, så vi kan sidde og holde øje med den, når vi spiser aftensmad – i drivhuset eller på terassen. Jeg tror ikke ungerne er så store endnu, der kan godt gå fem minutter imellem fodringerne. Men at der er unger i kassen er uomtvisteligt – forældrefuglene har en lille ekskrementsæk med i næbbet hver gang de flyver derfra…
Siden min store undersøgelse af guldsmedefaunaen i Nationalpark Thy i 2019 har jeg årligt checket et antal af de fine guldsmedelokaliteter derude. Det gjorde jeg også igår – dels for at finde “kvadratarter”, nu hvor en tredje atlasperiode (2024-28) er startet i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede, dels – og især – for at checke om der stadig skulle være Huevandnymfe på nogle af lokaliteterne. En af de meget fine lokaliteter er Per Madsens Kær i Hvidbjerg Klitplantage, en klarvandet sø som af de lokale bruges som badesø. I undersøgelsen i 2019 fandt jeg ialt 22 arter vandnymfer og guldsmede på lokaliteten, med nogle meget store forekomster af flere af vandnymferne. Igår kunne jeg hurtigt konstatere, at der stadig lader til at være fine forekomster af Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe og Stor Farvevandnymfe, mens Huevandnymfe desværre var fraværende (-det var også tilfældet sidste år, hvor jeg også checkede)…
Da jeg (iført waders) havde gennemtravet den meget våde rørsump i vestenden af søen og var på vej tilbage mod P-pladsen ad en sandet skovsti fløj der pludselig en mosaikguldsmed langs stien foran mig. Det stod klart at det var en af de store arter, og det kunne ihvertfald ikke være Håret Mosaikguldsmed, som er den eneste art jeg har set indtil nu i år. Jeg nåede kun at se den i glimt, og ærgrede mig over at jeg ikke fik bestemt dyret – især fordi det indtryk jeg havde fået af farven på dyret så spændende ud. Men det var for vild en tanke at det kunne være… Men så BANG, jeg så den igen ud af øjenkrogen, og den satte sig kortvarigt til hvile i et lille fyrretræ. Hurtigt kikkerten på, FANDME JO, det VAR arten jeg havde i tankerne – Kileplet-Mosaikguldsmed!
Jeg nåede heldigvis at få taget et par dokumentationsfotos – elendige, men brugbare.
Der er tale om et regulært HIT, og det fører jo altid til lidt forhøjet hjerterytme. Kileplet-Mosaikguldsmed er en fed guldsmed som er så anderledes end alle andre, og den fandtes for 20 år siden kun på øerne og i et begrænset område i Østjylland – ja i Ole Fogh Nielsens ‘De danske guldsmede’ fra 1998 omtales den som sjælden og i tilbagegang. Men siden er der sket ikke så lidt, arten har spredt sig meget, og i atlasperiode II (2019-23) fandtes den på mange lokaliteter i Vestjylland og helt op til lige syd for Limfjorden flere steder. Selv fandt jeg den i 2018 (sammen med Jens Frimer) i Tømmerby Fjords ringkanal som ny art for Nordjylland, og senere har jeg i 2021 konstateret, at den tilsyneladende har etableret en bestand på stedet. Samtidig blev den i juni 2021 af Peter Halkier fundet i Krægpøt (Harboslette) – men så er det heller ikke flere fund nord for Limfjorden.
Mit fund ved Per Madsens Kær er på en atypisk lokalitet for arten, og er vel udtryk for, at der stadig foregår spredning nord- og vestpå – så selv om jeg stadig vil kalde det et hit, må man nok forudse, at den inden for en overskuelig årrække får sig etableret og bliver almindelig også mange steder nord for fjorden… Men havde det været en fugl der optrådte for tredje gang nogensinde nord for Limfjorden havde den nok afstedkommet større furore 😉
Den 7. maj skrev jeg her på bloggen at jeg snart skulle ud og kigge efter Huevandnymfe. 10. maj – i forgårs – havde jeg de første to hanner ved gangbroen i Han Vejle.
De var ret flyvske og ikke så interesserede i at blive fotograferet og ville gerne gemme sig… Men det gav “blod på tanden”, og igår opsøgte jeg Krapsøen i Selbjerg Vejle, hvor jeg tilbage i 2018 lidt senere i maj måned havde de største tal af arten jeg nogensinde har set. Dengang talte jeg næsten 1800 Huevandnymfer på begge sider af Krapdiget – i Krapsøen og Halds Hul. Jeg tænkte igår ved starten på turen at det egentlig nok var for tidligt til at de var begyndt at optræde i antal, men blev hurtigt klar over, at der også i år er tale om en meget stor bestand på stedet. Ikke så mange som dengang i 2018, men det blev trods alt til 236 individer, hvoraf en hel del allerede var i tandem (“sammenkoblet” han og hun), og enkelte par var æglæggende. Det overraskede mig alligevel, her dagen efter at jeg så arten for første gang i år. Det blev ikke til så mange fotos (det kan være vanskeligt at manøvrere med kameraet mellem dunhammer og tagrør på 30-50 cm vand) – men her kommer lige nogle enkelte…
Som den opmærksomme læser af denne blog vil have bemærket er Huevandnymfe en art, jeg igennem årene har haft en del fokus på. Det er en art hvor Danmark ligger tæt på vestgrænsen for udbredelsen, og den har det svært i Vesteuropa. I England er den helt uddød (men kaldes stadig Norfolk Damselfly!), og det samme troede man i en årrække var tilfældet både i Tyskland og i Nederlandene. Begge steder er den dog blevet genfundet, men findes kun på nogle få lokaliteter. I Danmark er den som bekendt rødlistet som truet, selv om det i vurderingen på rødliste-hjemmesiden hedder “har vist sig at være noget mere udbredt i Jylland end tidligere regnet med“. Man formoder at det “afspejler en øget interesse for guldsmede, og ikke en reel fremgang for arten“, og udbredelsen er under alle omstændigheder meget fragmenteret, og på de fleste lokaliteter bliver der kun rapporteret om få dyr. Derfor er det af allerstørste vigtighed med sunde kernebestande som i Vejlerne, og derfor har jeg i år sat mig for (med tilladelse fra Aage V. Jensen Naturfond) at checke, om der fortsat findes Danmarks største kendte bestande her. Og noget kunne tyde på at det gør der 🙂
At der vitterligt er tale om en unik situation her i Vejlerne understreges af, at Huevandnymfe på lokaliteter som Krapsøen er så talrig, at det i den korte flyvetid er langt den mest talrige vandnymfe/guldsmedeart overhovedet. Rundt om Krapsøen igår så jeg udover de 236 Huevandnymfer således kun Flagermusvandnymfe 4 og Stor Farvevandnymfe 29.
Men der er ellers sket en masse, også med alle andre arter, for Stor Farvevandnymfe var det min første obsdato i år (og jeg har altså været aktiv i felten stort set alle dage med egnede vejrforhold)… Så det hele eksploderer nærmest lige nu. Hele fem nye årsarter blev det til igår – de andre var Nordisk Kærguldsmed, Blå Libel, Rødøjet Vandnymfe og Almindelig Vandnymfe. Og Fireplettet Libel havde jeg forud for igår kun set enkeltindivider af, men med ét optrådte arten i trecifrede antal (selvfølgelig af helt friskforvandlede dyr – i denne fase er det virkeligt en flot guldsmed)… Ikke alt fik jeg fotograferet, men jeg slutter her med en stribe fotos:
2018: 7. maj Grøn Smaragdlibel 2019: 12. maj Blå Libel 2020: 7. maj Grøn Smaragdlibel 2021: 9. maj Fireplettet Libel 2022: 14. maj Fireplettet Libel 2023: 8. maj Rød Vandnymfe 2023: 2. maj Rød Vandnymfe
Ovenstående er de seneste års datoer for mine første-iagttagelser af guldsmede/vandnymfer. Ligesom fuglekiggere hvert år venter på bestemte begivenheder – første paukende Rørdrum, første syngende Sanglærke, første Blåhals, Gøg osv. – har også odonatologer (“guldsmede-nørder”) den indre kalender indstillet på, hvornår de forskellige arter forvandles fra larver til voksne insekter.
I Danmark er der jo en lang vinter uden guldsmede over vandet man skal igennem – og man skal faktisk langt hen på foråret, før der begynder at ske noget. Her må jeg desværre indrømme en vis misundelse, for bornholmerne kan jo i princippet finde vandnymfer stort set hele året, efter at det for få år siden blev opdaget, at der er en bestand af Vintervandnymfe på øen. Det er dog som regel først omkring 20. april at dyrene bliver set, i forbindelse med at de søger mod yngle-vandområderne. Det er nogenlunde samtidig med, at der også begynder at bliver rapporteret Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter nævnt i min lille “tabel” ovenfor, foruden Nordisk Kærguldsmed – mest på Sjælland og i den sydlige halvdel af Jylland. Nogle år sker det allerede midt i april.
Jeg mener at huske at jeg én gang, før jeg for alvor begyndte at kigge på guldsmede, så en død vandnymfe på gangbroen i Han Vejle den 30. april – men jeg har ihvertfald ikke indtastet den på Naturbasen. Jeg er heller ikke sikker på hvilken art det var, men jeg fandt vistnok ud af at det var en Almindelig Vandnymfe. Det må have været et tidligt år, for på disse breddegrader er det altså sjældent at møde guldsmede eller vandnymfer i april måned.
Men når rapporterne om fund af Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter begynder at dukke op på Naturbasen/Guldsmedeatlas, rykker det selvfølgelig også i mig. Vi havde jo en meget kold periode i april i år lige indtil den sidste uge af måneden, men efter at varmen brød igennem har jeg været utallige gange rundt på matriklen og nogle af mine andre foretrukne lokaliteter i nærområdet. Jeg troede faktisk på at det skulle lykkes at få årets første guldsmedeobs. i april, når det nu var blevet så varmt, men nej – først den anden maj skulle det lykkes, en Rød Vandnymfe ved Blovsgårde/Hjardemål Klit. Det er altid en forløsning når den første materialiserer sig! Og som det ses i “tabellen” ovenfor er det faktisk tidligt her på egnen, og det var således også årets første guldsmedeobs. overhovedet nord for Limfjorden.
En god “sidegevinst” ved at jeg har været meget ude og kigge efter guldsmede er at mange andre insekter har fanget opmærksomheden…
I perioden inden man ser første vandnymfe bliver man ofte snydt af stankelben…
Grøn Busksommerfugl er, ligesom Aurora, en tidligt-flyvende dagsommerfugl som både er smuk og spreder glæde. Dem ser jeg også altid før jeg ser de første guldsmede. Desuden selvfølgelig mange humlebier og andre nektarfouragerende bier og fluer, inkl. denne Hvidbrystet Jordbi.
I år har jeg også dyrket svirrefluerne lidt mere end normalt (efter at jeg har anskaffet mig den fine guide ‘Hoverflies of Britain and North-west Europe‘ af Bot og Van de Meutter), og jeg har fundet nye arter (for mig) på hjemme-matriklen, med sjove navne som Skjold-Bredfodsflue og Mark-snabelsvirreflue.
Et helt særligt kapitel i år er langhornsmøl! Først fandt jeg ved et væltet stort piletræ i blomst her i Tømmerby en masse Pilelanghornsmøl som sværmede omkring pileraklerne. En gang tidligere for en del år siden har her været besøg af Løvskovslanghornsmøl, og ellers er der i lokalområdet også Blåhatlanghornsmøl (som jeg fortalte om i dette indlæg). Begge disse flyver noget senere på sæsonen. Jeg troede egentlig at udbuddet af langhornsmøl var ved at være udtømt, men idag fandt jeg ved Arnes Sø til min overraskelse en lille gruppe Egelanghornsmøl, meget smukke! (De sad nu ikke i egetræer, men vistnok på den indslæbte Glansbladet Hæg)…
Langhornsmøllene er meget elegante, synes jeg, og har en sjov (parrings?)flugt hvor de svirrer omkring hinanden.
Nu tror jeg det er på tide at vende tilbage til guldsmede/vandnymfer, hvis ikke dette indlæg skal blive alt for langt. Siden den første Rød Vandnymfe 2. maj er det mest denne art jeg har set, men i dag gik der for alvor “hul på bylden”, med mange nyforvandlede Grøn Smaragdlibel ved Arnes Sø (ligesom sidste år). Smaragdlibeller er virkeligt nogle juveler (eller smaragder, om man vil) i den danske guldsmedefauna, med de fantastiske chancerende metalfarver. En underlig ting ved Grøn Smaragdlibel er de underligt “døde” øjne, men det opvejes til fulde af farverne og metalglansen på resten af dyret. Læg mærke til hvor forskelligt de tager sig ud i forskellige belysninger og vinkler.
Ved Arnes Sø var der også kommet Flagermusvandnymfe, senere så jeg Fireplettet Libel på Skårup Odde og Håret Mosaikguldsmed hjemme på matriklen. Årslisten er nu på fem arter, allerede her fem dage efter at guldsmedesæsonen startede. Inden længe skal jeg ud og lede efter Huevandnymfe!
Til sidst kommer der lige lidt flere fotos af nogle af “sæson-starterne”…
Billederne af Rød Vandnymfe er fra motorvejsrastepladsen ved Gudenåen, hvor sidste års guldsmedeprojekt udspillede sig – jeg stoppede lige forleden og mindedes de fine oplevelser dér…
Som fortalt i sidste blogopslag er Brasiliens Atlantiske regnskov et endemisk hotspot for fugle. Som det ofte er med biodiversitet, så følges det ad for adskillige artsgrupper – når der er lokale forhold som betinger at der igennem evolutionen er udviklet mange fuglearter, så vil det ofte også gælde for eksempelvis insekter. Og præcis sådan er det ialfald hér – Brasiliens ‘Mata Atlantica’ er lige så berømt blandt odonatologer som blandt ornitologer. Det skyldes ikke mindst hollandske Tom Kompier, som har lagt rigtig meget feltarbejde i at udforske guldsmedefaunaen i dén del af den Atlantiske regnskov som udgøres af bjergområdet Serra dos Órgãos – og specielt REGUA-reservatet og de nærmeste omgivelser. Ja han har ligefrem publiceret en bog, en regulær field guide om områdets vandnymfer og guldsmede – en af de få som eksisterer for hele det latinamerikanske område. Han har dokumenteret over 200 arter i dette område på under 200 kvadratkilometer, og det har været med til at gøre REGUA berømt som et af verdens absolut artsrigeste hotspots – også for odonata. Ja der er ligefrem en nybeskrevet art som har regua som arts-identifikator i sit videnskabelige navn (Forcepsioneura regua)!
Tom Kompier har siden udgivelsen af bogen i 2015 flere gange afholdt internationale “lejre” på REGUA-lodgen hvor han har fungeret som “guide” og delt ud af sin store viden om områdets vandnymfer og guldsmede. Da han sidste år igen udbød sådan et ophold tøvede jeg ikke længe før jeg slog til – ja jeg må indrømme, at selv om også fuglefaunaen trak i mig, så var det i virkeligheden guldsmedene, som var min allerstørste motivation til at foretage den lange rejse.
Men jeg starter lige denne fortælling med indledningsbilledet, Heteragrion rogertaylori (på engelsk Orange-and-black Flatwing). En repræsentant for slægten Heteragrion, Flatwings, en gruppe vandløbstilknyttede store vandnymfer som jeg aldrig tidligere havde set. Jeg håber billedet giver indtryk af, hvilken skønhedsåbenbaring dyret er. Og så er der forøvrigt en sjov historie knyttet til artens videnskabelige navn. Den er først blevet videnskabeligt beskrevet så sent som i 2013, i en større afhandling som beskrev fire nye arter i slægten Heteragrion. Alle fire fik artsnavne efter band-medlemmerne i rockgruppen Queen – de andre var således freddiemercuryi, brianmayi og johndeaconi, og dette flotte dyr fik altså navn efter Roger Taylor, gruppens trommeslager! Dyret er et godt eksempel på den enorme grad af endemisme som præger den Atlantiske regnskov, og er kun kendt fra ganske få lokaliteter. Mine iagttagelser på iNaturalist var således kun nr. 6 og 7, nogensinde!
Den næste vandnymfe jeg gerne vil præsentere er dén, som er opkaldt efter det private REGUA-reservat, Forcepsioneura regua.
Denne slanke vandnymfe findes mest lidt væk fra vand, siddende i skygge inde i skoven. Det engelske navn som Tom Kompier har givet den er Regua Pincertip, og den er i øvrigt først blevet videnskabeligt beskrevet efter udgivelsen af Toms bog. Der foreligger indtil nu under 10 observationer på iNaturalist – så igen er der tale om en yderst lokalt udbredt, meget dårligt kendt art.
Men disse var ikke de eneste – Tom kunne vise os flere arter, som selv om de har været kendt i over ti år endnu ikke er blevet videnskabeligt beskrevet.
Her er det endnu en Heteragrion Flatwing, af Tom kaldet Persimmon Flatwing. På vores morgentur op ad REGUAs ‘Green trail’ (op til vandfaldet) sad der langs stien et større antal af disse, både hunner og yngre hanner (begge køn vist på disse fotos) – jeg vil anslå at vi så ialt mindst 15-20 individer. Dyr med dette udseende er KUN kendt fra denne ene lokalitet – hvor den så til gengæld lader til at være ret så almindelig. Disse Flatwings ser ud til – efter min foreløbigt meget beskedne erfaring – at være ret synlige, så enten ER arten reelt helt extremt lokalt udbredt, eller også må man formode at den findes flere steder i den Atlantiske regnskov, men bliver overset på grund af dens lighed med flere af de andre arter i slægten. Og endelig er der den faktor man ikke kan se bort fra, at entomologer ligesom ornitologer har det med at opsøge de samme, kendte steder, frem for at give sig til at udforske nye…
En slægt som er meget fremtrædende i de amerikanske troper er Micrathyria (Dashers), og jeg tror vi på turen så mindst 10 arter – selv fik jeg noteret otte. En af disse arter er ubeskrevet (kaldet Powdered Dasher i bogen), den viste Tom os på en udflugt til nationalparken Tres Picos, bjergmassivet som ligger oven for REGUA-reservatet. Det er altså en art som findes i højderne (over 1000 meter). Selv fandt jeg efterfølgende arten ynglende ved en lille sø på Itororó-lodgen (“the pond”), omgivet af bjergregnskov…
Som det ses på disse fotos havde de gang i yngleaktiviteterne. Når arten ikke er videnskabeligt beskrevet er det svært at få overblik over hvor ofte den bliver set – men jeg har ialfald indtastet mine fund på iNaturalist som Micrathyria sp. og refereret til beskrivelsen i Toms bog.
Andre virkelige specialiteter vi blev præsenteret for på lejren var bl.a. Macrothemis capitata (White-fronted Sylph), tilhørende en gruppe af meget attraktive mindre guldsmede med mange arter – hvoraf vi også så adskillige.
Arten kendes især på de ‘T’-formede tegn på oversiden af forkroppen. Vi så flere individer på en lille græsset eng tæt på den høje indgang til Tres Picos-nationalparken – så lige her var den nem at finde, men Tom kunne berette, at den hidtil ikke er fundet på nogen anden lokalitet! Det er næsten for vildt og ikke til at fatte, arten er trods alt temmelig markant…
Et næsten lige så specielt fænomen var Erythrodiplax laurentia (Silver-clouded Dragonlet), der er kendt fra Surinam/Guyana og den allernordligste del af Amazonbækkenet – og så her fra REGUA og nærmeste omgivelser.
Der er tusinder af kilometer mellem de kendte forekomster af arten, så man kunne have en mistanke om, at der også kunne ligge en helt ny art gemt her, hvis det bliver ordentlig undersøgt. Vi så ikke mange individer, og man skulle kigge godt efter blandt den lignende, langt mere talrige E. avittata, der er en af mange arter som optræder med en meget høj tæthed her i REGUAs vådområder – som jo iøvrigt for de fleste vedkommende er genskabte vådområder.
Billedet giver en idé om hvordan de skovomkransede vådområder på REGUA ser ud i dag, 15-20 år efter at de blev genskabt.
Vi undersøgte på lejren både disse større vådområder og de mindre bække som løber gennem skovene – samt andre søer og damme i forskellige landskaber, og en større flod længere ud mod kysten helt nede i lavlandet. Turen gav på den måde et godt indtryk af hvor stor en diversitet der er, når man besøger forskellige typer af habitat – men stadig indenfor et meget begrænset område.
Her kommer lidt flere fotos af odonata-faunaen fra turen…
Mecistogaster amalia (Amalia Helicopter) er en art fra den fascinerende gruppe af enormt store skov-levende vandnymfer, denne er nok tæt på at være 15 cm lang! Den er også en art med en begrænset udbredelse i det sydlige Brasilien og Paraguay. Ofte ser man disse “helikopter-vandnymfer” flimre forbi mellem trækronerne, men vi var heldige et par gange hvor et individ sad stille i få minutter i en højde hvor det var til at fotografere. I modlyset her gav det en helt speciel effekt, og jeg er specielt glad for billedet, fordi det samtidig er muligt at se den gulgrønne farvetegning på dyret.
En anden ret spektakulær vandnymfe Neoneura confundens (Lemon-striped Threadtail), her et par under æglægning i det mudrede flodvand i en større flod gennem lavlandet mellem REGUA og kysten. Det er en art som er udbredt i store dele af Sydamerika, men samtidig en af de arter jeg virkeligt havde håbet at få at se, fordi den er så anderledes i sine farvetegninger end hvad jeg er vant til at se.
Samme sted så vi Staurophlebia reticulata, en enormt stor mosaikguldsmed-type, som også var én af de arter fra bogen jeg på forhånd havde udset mig og som stod på ønskesedlen – måske ikke mindst fordi den på engelsk er blevet udstyret med navnet Magnificent Megadarner – mindre kunne åbenbart ikke gøre det!
Stor og imponerende var den ialfald! Som ‘guldsmede-aficionado‘ håber man naturligvis også altid på at se nogle dyr fra gruppen af “kølleguldsmede” eller “Gomphids” som de kalder det på engelsk. Vi så også adskillige, hvoraf Cacoides latro (South American Tigertail) var langt den mest almindelige, og også den som var lettest at komme til at fotografere…
Den samlede tur-liste fra Toms REGUA-gruppe i januar 2024 resulterede i over 130 arter. Selv så jeg 100 arter (faktisk helt præcist hundrede!), hvoraf over 80 var nye for mig – og langt de fleste har jeg jo heller aldrig tidligere haft nogen chance for at møde. Flere af dem imponerede mere med deres skønhed end deres sjældenhed, og jeg vil lige slutte med lidt flere fotos for at give et indtryk af den enorme diversitet i former og farver som denne fascinerende dyregruppe kan udvise…
Navnene på ovenstående arter er – nogle mere fantasifulde end andre (!): Oxyagrion simile (Blue-tipped Mountain Coral), Micrathyria atra (Black Dasher) – med et bagkropsmønster, der minder mig om Stor Kærguldsmed – Tigriagrion aurantinigrum (Tiger Damsel), Elasmothemis cannacrioides (Golden Streamskimmer) samt Leptagrion macrurum (Blue-and-brown Bromeliad Guard). Sidstnævnte tilhører en fascinerende gruppe af vandnymfer som man ikke finder ved vandløb eller søer, men derimod inde i skoven – hvor de yngler ved at lægge æg i de vandbeholdninger, der står i bunden af bromelier (de ananas-lignende epifytter som vokser i træerne) – deraf navnet Bromeliad Guard. Det var endnu en ny gruppe for mig, som jeg var meget glad for at se – og jeg fandt også selv et par af arterne.
Til allersidst vil jeg også bringe lidt fotos af nogle af de andre sjove og smukke dyr, turen til Brasiliens Atlantiske regnskov gav mulighed for at se (så I ikke skal tro at jeg udelukkende har øjne for fugle og guldsmede). Her kan jeg til gengæld IKKE præstere at navngive dyrene, men nøjes med at beundre deres skønhed…
Som det forhåbentlig fremgår, har de tre uger i Mata Atlantica (REGUA og Itororó samt nærmeste omgivelser) i januar efterladt et indtryk af en overvældende frodighed og en tilhørende diversitet, som er aldeles overvældende imponerende. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at besøge stedet – hvad enten man er til fugle, andre dyr – eller til lidt af det hele!
I januar var jeg sammen med min gode ven Ole tre uger i Brasiliens Atlantiske regnskov (“Mata Atlantica”), nærmere bestemt i et lille område få timer fra Rio de Janeiro omkring bjergryggen Serra dos Órgãos og byerne Cachoeiras de Macacu og Nova Friburgo. Vi boede på to fine “øko”lodger, REGUA og Itororó, og var på udflugter i det omgivende terræn. Ovenstående smukke endemiske kolibri Green-crowned Plovercrest er fotograferet nær trægrænsen i tæt på 2000 meters højde på bjerget Pico do Caledonia.
På samme tur var vi heldige at se ikke færre end tre arter af de eftertragtede cotingaer, inkl. den endemiske og meget sjældne Grey-winged Cotinga, som også opholdt sig i den øvre del af det skovbevoksede område. Vi havde længe hørt dens meget specielle pibende stemme, før det endelig lykkedes at spotte den lidt nede ad bjerget i en stor trækrone – en forløsning også selvom det var langt udenfor foto-afstand. Arten kendes kun fra ganske få lokaliteter, så det var en meget “dyr” art at få i bogen.
I det hele taget er den berømte Atlantiske regnskov jo fyldt med endemiske arter. Ikke alle er vel klar over, at denne specielle økozone er isoleret og adskilt fra Amazonas med mere end 2000 km. Det betyder for en førstegangsbesøgende som mig, at selv om jeg har besøgt Amazonas i både Perú og Ecuador (mange gange!), så er en meget stor del af de arter, man møder, helt nye. Ialt så vi 325 fuglearter, hvoraf pænt over halvdelen var nye på min liste! Det føltes næsten som at være rejst til en helt ny verdensdel.
Udover ovennævnte Grey-winged Cotinga så vi også Black-and-gold Cotinga og Bare-throated Bellbird (sidstnævnte glædeligt almindelig – den hørte vi allevegne hvor der var skov, også selv om det ikke nødvendigvis var primær regnskov). Ingen af dem sås på afstande hvor det gav mening at fotografere, men en familie af en fjerde art endemisk cotinga, Swallow-tailed Cotinga, boede på Itororó på skråningen lige nedenfor hytten vi boede i, hvilket gav mulighed for nogle fine kig på den meget specielle fugl.
Det gav forøvrigt en pudsig situation, da Ole henledte min opmærksomhed på, at der i et nærtstående træ sad en lille gruppe Swallow Tanager, en art jeg ikke havde set på turen på det tidspunkt. Men arten jeg så fik i kikkerten var en cotinga og ikke en tangar! Begge arterne viste sig dog at have forkærlighed for netop denne trækrone…
Udover den indledende Green-crowned Plovercrest var kolibrierne en gruppe som var ret rigt repræsenteret blandt de endemiske arter.
Den fantastiske lille Frilled Coquette var et af turens højdepunkter, en art som vi næsten ikke havde turdet håbe på at se. Men på et tidspunkt sidst på en i forvejen meget succesrig tur nævnte vores guide nærmest henkastet “der sidder en coquette kolibri”. Fuglen sad højt på en tynd gren og pudsede sig, og vi kunne i lang tid fryde os over at se den arbejde fjerdragten igennem, inklusive de sorthvide fantastiske ørefjerduske. En magisk oplevelse! Brazilian Ruby hannen er en “charmebøf” udover det sædvanlige, ikke mindst er det sjældent man ser farven gammelrosa kombineret med metalglans! Så er det iøvrigt også noget af en bølle, denne han prøvede ihærdigt at forhindre alle andre kolibrier i at komme “til fadet” ved Itororó-lodgens kolibrifeedere. Saw-billed Hermit er én af mange arter i denne mindre farverige gruppe af kolibrier, hermits, som man ikke kan lokke frem med brug af foderautomater, men det er til gengæld en fornøjelse at møde dem i skovene.
Jeg skal iøvrigt beklage kvaliteten af mange af billederne; en meget stor del af arterne skulle findes inde i skovens skygger, og mange lod sig ganske enkelt ikke fotografere. En art jeg ikke havde troet skulle vise sig så svær at have med at gøre var Pin-tailed Manakin, men det var kun med nød og næppe at det lykkedes at få billeder af den art med hjem.
Til gengæld fik jeg fotos af begge køn. Det er virkelig en særlig art, bemærk den meget flade isse som giver en helt speciel hovedprofil. Og manakiner er også en gruppe af fugle som man altid bliver glad i låget over at møde.
Initiativtagerne til begge de to besøgte lodger er – på hver deres måde – foregangsfolk hvad angår reetablering af økosystemer. På REGUA har man på jord, som tidligere var dyrket, drænet og græsset, ved en meget ambitiøs genplantning med over 200 træarter på kort tid (under 15 år) fået en ung, men meget biodivers skov til at skyde op – samtidig med at man har genskabt vådområder. Her er både indvandret caimaner, capybarer, pumaer osv. på egen hånd, og man har sat tapirer ud for yderligere at understøtte en rig og selvforvaltende natur. På Itororó har det mere handlet om at befri skoven for exotiske træarter som eucalyptus og fyrretræer, så den intakte bjergregnskov som omgiver stedet har kunnet indvandre igen af sig selv. Det viste billede demonstrerer vist tydeligt at det er lykkedes meget godt, bl.a. er skoven her karakteriseret ved mange bregnetræer og en frodig vækst af bromelier og orkideer.
Ellers er det mit indtryk at den Atlantiske regnskov – som rigtigt mange andre økosystemer i Latinamerika – på mange måder er presset, men det gør det netop endnu mere prisværdigt at finde eksempler på, at engagerede og visionære mennesker prøver at vende den negative udvikling.
Den landbrugsmæssige udnyttelse sker først og fremmest i lavlandet og i dalene, mens de mere utilgængelige skråninger stadig langt overvejende er bevokset med skov. Det ser heldigvis ud til at den brasilianske stat gør en hel del for at bevidstgøre befolkningen om, hvor unik skoven her er, man ser plakater som fremhæver Mata Atlantica og økosystemets enestående dyreliv overalt – og der findes nogle rigtigt fine reservater og nationalparker med gode stisystemer. Det giver håb, for når området huser over 140 endemiske fuglearter er det et stort ansvar for artsbevarelse, som påhviler menneskene i området.
På den beskedne plads, et blogindlæg som dette giver mulighed for, kan jeg ikke komme omkring alt hvad vi så, men for at give endnu flere eksempler på den imponerende biodiversitet, området rummer, kommer her lidt flere fotos – og så kommer der på et tidspunkt et selvstændigt opslag om guldsmede…
Begge lodger har dygtige fugleguider tilknyttet, og selv om både Ole og jeg holder meget af selv at arbejde os frem til bestemmelse af arterne, og brugte de fleste dage på egen hånd, så var det også nyttigt at have hjælp til at finde så eftertragtede endemiske arter som eksempelvis Black-cheeked Gnateater eller Three-toed Jacamar. Gnateateren er formentlig almindeligt udbredt i skovene, men svær at finde, hvis ikke man kender stemmen – hvorimod jacamaren er en decideret sjælden fugl som kun er kendt fra få og spredte lokaliteter. Og i det tilfælde fandt vi den kun fordi der fra Itororó blev arrangeret en dagsudflugt til stedet. Hvilket iøvrigt gav mange andre bonus-arter, bl.a. en af de fede puffbirds, den endemiske Crescent-chested Puffbird. Faktisk var jeg væsentligt mere fascineret af puffbirden end af jacamaren – jeg har en stor fascination af netop den fuglegruppe (og jacamaren er jo ikke nær så farvestrålende som mange af de mere almindelige jacamarer). Af og til blev vi præsenteret for fugle, som viste sig at være ualmindeligt charmerende, selv om de i fuglebogen ikke havde gjort noget særligt indtryk…
Half-collared Sparrow var en sådan overraskelse, endnu en “skovbundsskulker”, men når man kortvarigt fik den lokket frem (med playback) viste det sig at være en særdeles smuk sag.
Ud over alle endemerne var der selvfølgelig også mere udbredte arter…
Black-billed Scythebill er sådan en art, man bare har lyst til at hilse på, det bizarre næb skal man nærmest se for at tro på det! Den er en af mange arter fra gruppen af woodcreepers, foliage-gleaners og diverse andre ovnfugle – hvoraf langt de fleste er arter, som der virkeligt skal arbejdes for at få at se godt. Det samme gælder antbirds – som vi så mange arter af, også nogle endemiske specialiteter – men det er altså bare svært at foto-dokumentere. Til gengæld var individet af Black Hawk-Eagle en ren foræring – en art som jeg har set mange, mange gange, men aldrig på så nært hold som denne, fotograferet fra bil på tæt hold.
Jeg slutter med et par af de endemiske fuglearter som også var meget nemme at få at se, idet de kom til foderbrætter med frugt og solsikkekerner – men samtidig nogle arter som virkeligt havde skruet op for farver og ikke mindst charme!
Jeg bliver nødt til at protestere over navnet som parakitten Plain Parakeet er blevet tildelt, for selv om den mest gør det i grønlige nuancer, udfolder den dybblå svingfjer, og kan på ingen måde siges at være “plain”. Og Brassy-breasted Tanager er en art som man bare bliver nødt til at se, for helt at tro på de farver!
Til allersidst en historie om en oplevelse der ikke kunne fotograferes, men som understreger hvor righoldig naturen er i brasilianske Mata Atlantica: Fra REGUA var vi taget ud på en aftentur med en bestemt, stor vadefugl som mål. I skumringen stod vi på kanten af en stor eng. Det havde regnet hele eftermiddagen, men det var efterhånden stilnet af, og det blev en meget stemningsfuld oplevelse. Først var der tre forskellige arter rikser og sumphøns som kaldte, og et par Southern Lapwing protesterede lidt over vores tilstedeværelse. Da vi havde ventet til det var næsten mørkt gik aftenens hovedattraktion i gang: Giant Snipe, verdens største bekkasin, med op til 3-4 fugle der cirkulerede på himlen og sagde “wakawakawaka“, mens mindst tre fugle spillede med en helt anden stemme nede fra den sumpede eng. I starten kunne vi se silhouetten på de flyvende fugle, meget kompakte med brede vinger og så det kodylt store næb. Senere kom også en stor ugle henover dalen, en Tawny-browed Owl. En fantastisk oplevelse!
Hermed en uforbeholden anbefaling af Brasiliens Atlantiske regnskov og dens fugleliv!
Den 12. juni under et af mine mange besøg ved nogle af de nyanlagte søer i Blovsgårde (i forbindelse med Østerild-Vindmølletestcentret) fandt jeg denne hun af Gulvinget Hedelibel. Det er altid noget særligt at finde denne smukke art, og det var tilmed den allerførste hedelibel jeg så i denne sæson. Gulvinget Hedelibel veksler enormt meget i antal fra år til år, de fleste år ser jeg nogle få stykker i høj-/sensommeren, men jeg tror faktisk at det er første gang jeg har fundet sådan et helt nyforvandlet eksemplar så tidligt på sæsonen.
På det tidspunkt kunne jeg ikke vide hvor stor en sjældenhed mit fund skulle vise sig at være. I “guldsmedefolk-kredse” har der i flere år været en del bekymret snak om, at der tilsyneladende bliver længere og længere imellem fundene – ihvertfald både i Danmark og Sverige – uden at årsagerne helt er klarlagte.
Gulvinget Hedelibel findes mest i varme, lavvandede, gerne vegetationsrige søer og kær, og det betyder åbenbart ikke noget at der ikke er åbne vandflader. Mange sådanne lokaliteter kan tørre ud i højsommeren, hvor æggene bliver lagt, og larveudviklingen går først igang det kommende (tidlige) forår når der er vand nok. Herefter går larvestadierne stærkt, og de nyforvandlede individer kommer på vingerne fra juni måned. Arten dukker af og til op ved helt nye søer, og visse år er der større influx fra kernepopulationer længere sydpå i Europa. Der, hvor jeg har oplevet arten være lettest af finde, er ved store lavvandede søer i Sverige, som eksempelvis Tåkern – her kan den nogle år næsten være den mest talrige af hedelibellerne.
På mit næste besøg ved Blovsgårde-søerne fandt jeg ingen Gulvingede, men så var arten der igen 18. juni, samme sted, hvor der både var en nyforvandlet han og en hun (måske den samme) til stede.
Mine fund viser ganske vist, at der stadig i Danmark finder reproduktion sted af arten – men her længe efter sæsonens afslutning er det gået op for mig, at det faktisk blev de eneste registreringer overhovedet af Gulvinget Hedelibel i Danmark i 2023! Hverken på naturbasen.dk/guldsmedeatlas.dk eller arter.dk foreligger der yderligere fund fra i år. Derfor har jeg nu fundet anledning til at publicere mine ellers næsten glemte fotos som dokumentation.
Jeg kiggede også i år andre steder i Hjardemål Klit-området og ved Lild Strandkær, hvor jeg tidligere år har fundet Gulvinget Hedelibel, men uden held. Og jeg ved at der er blevet kigget på nogle af de traditionelle steder på Sjælland og i Skåne, uden at arten er blevet set i år disse steder.
Så det er vist et stort spørgsmål, hvor længe arten kan “hænge ved” som dansk yngleart uden periodevise tilskud med indflyvning sydfra…? Men jeg kommer til at kigge efter den også til næste år, dét er sikkert!