Rapporten færdig: Guldsmede og vandnymfer i Nationalpark Thy 2019

Det er med stor glæde og tilfredsstillelse at jeg nu – omsider – kan præsentere rapporten med resultaterne af undersøgelsen: [klik for download].

Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy.
Slutrapport for guldsmedeundersøgelsen i Nationalpark Thy. Forsiden er meget typisk for nationalparken: den talrige Almindelig Vandnymfe, siddende i Tvepibet Lobelie, karakterplanten i mange af de klarvandede klithedesøer.

Med økonomisk støtte fra 15. Juni Fonden og Nationalparkfond Thy var det muligt for mig at bruge det meste af sommeren sidste år i felten i vådområderne i nationalparken – et arbejde jeg ofte har berettet om her på bloggen. Arbejdet gav mange spændende resultater, og det har da også taget megen tid at få det store materiale bearbejdet til publicering. Nu foreligger resultatet, og det er en glæde at invitere andre guldsmedeinteresserede til at læse med.

Med denne undersøgelse har vi har fået en meget større viden om guldsmedefaunaen i Thy. For blot at nævne nogle få af resultaterne: Der er fundet fire helt nye arter for området, samt en rødlistet art, Huevandnymfe, som ikke er registreret i Thy siden 1960. Rødlistearten (ifølge den gamle rødliste som var gældende sidste år) Lille Farvevandnymfe har ikke tidligere været kendt fra det egentlige Thy vest for Vejlerne, men er i undersøgelsens løb fundet otte forskellige steder – bl.a. med en af de største kendte bestande i Danmark. En af de nye arter for området er Brun Kejserguldsmed, med første fund i Nordjylland og tredje i Danmark. Og Thy blev selvfølgelig ramt af 2019-invasionen af Rødåret Hedelibel, bl.a. blev der konstateret reproduktion af arten.

Sammenlignet med den undersøgelse jeg foretog i Vejlerne 2017-18 er denne undersøgelse endnu grundigere, især i den forstand at der er udvalgt nogle faste lokaliteter, som alle er besøgt ti gange i løbet af sæsonen. Det har givet en mulighed for præcist at beskrive fænologien i flyvetiden for de enkelte arter, og sikret at også arterne med kort flyvetid er blevet registreret. En eksempelside fra rapporten kan ses her, med en graf over fænologien:Eksempelside fra rapporten.

Undersøgelsens resultater har løbende været kommunikeret til offentligheden via sociale medier og dagblade, nyheden om fundet af Brun Kejserguldsmed blev desuden spredt via en pressemeddelelse fra nationalparken. Alle resultaterne indgår i den igangværende atlasundersøgelse.

Sne / is / polar – arktisk aura

Sneugle.

Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ismåge.

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Polarræv.

Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henrik Haaning beskrev en gang (på den hedengangne blog “vejlerwebben”) trækket af Dværgmåge langs danske kyster som “måske verdens smukkeste fugletræk”. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret (for Dværgmåge er en af mine yndlingsarter), lige indtil jeg blev præsenteret for disse billeder fra nogle hollænderes besøg i Barrow, Alaska, i efteråret 2018. Hollænderne var taget til Barrow for at opleve det spektakulære træk af Rosenmåge, der er beskrevet for denne lokalitet igennem de sidste ca. 20 år. Og jeg må sige, at de fotos, der kom ud af deres besøg, i dén grad fik tænderne til at løbe i vand – dét var bare et fænomen, man havde lyst til at opleve. På billederne er der flokke på op til 40-50 stykker af de små lækre måger, og der er close up-fotos af fugle som kommer helt ind i brændingen og fouragerer.

Så Henrik og jeg, foruden Martin Lund og Morten Jenrich Hansen, fik talt hinanden varme på sådan en tur. Vi valgte en uge midt i oktober sidste år, som skulle være det optimale tidspunkt. Der var ikke set Rosenmåger i dagene forud for vores ankomst, så der var lagt “i kakkelovnen” til, at det snart måtte ske.

For at gøre en lang historie kort, så skete det aldrig, desværre. Efteråret 2019 blev dét år, hvor Rosenmåge-trækket svigtede Barrow – det forholder sig nok sådan, at trækket bare er foregået længere til havs, og manglen på blæsevejr gjorde, at de ikke blev presset tæt på kysten. Faktisk SÅ vi (dvs. de fleste i vores gruppe) på dagen med de højeste vindstyrker to Rosenmåger, en gammel og en ung – men på lang afstand og slet ikke dét syn vi havde drømt om at opleve. Derudover var der en amerikansk fuglefotograf, som havde fået en flok med ti fugle med på et dokumentationsfoto – men igen på enorm lang afstand.

Derudover sås INGEN Rosenmåger i Barrow i 2019.

Det var altså langt hen ad vejen en slukøret fornemmelse vi havde, og desperationen steg, efterhånden som vores uge på stedet nærmede sig enden. Læs hele Henriks beretning om besøget ledsaget af mange fotos på Pandion (klik her).

Men man rejser selvfølgelig ikke så langt uden at have øjnene åbne for hvad stedet ellers kan byde på. Barrow er et vildt Klondyke-agtigt sted, Nordamerikas Skagen, der stikker som en pynt ud i Beauforthavet – og samler en masse fugletræk op. Ikke mange arter, slet ikke så sent på efteråret, hvor frosten har sat ind – men det var arter med “arktisk aura”.

Talmæssigt var det et stort træk af Havlit og Ederfugl (iblandet Kongeederfugl og enkelte Brilleederfugl), som dominerede – fugle som kom fra det enorme havområde nord for Canada og passerede Barrow-pynten på vej mod isfri farvande. I alt talte vi f.eks. over 16.000 Ederfugle.

Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Over havet trak også mange Hvidnæbbet Lom og Stillehavslom (totaler for ugen på ca. 50 og >100) og overraskende mange Korthalet Skråpe (over 600 – vi har ikke set andre rapporter fra Barrow i oktober med så store tal).

Men ellers var det, der gjorde størst indtryk, de enorme mængder af lemminger og de dyr, der spiser dem! Polarræve i hvid vinterpels kunne ses allevegne rundt om byen og ude i tundraen (på de få kilometer veje, der strækker sig ud fra byen).

Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi måtte jo tage en pause fra havobsen en gang imellem, for det trak også i os at kigge nærmere på de mange Sneugler, som bare sad allevegne. Vi kunne se Sneugler fra hotellet, og de sad spredt rundt om i byen, bl.a. på gravstederne, og de sad også ude i tundraen – på én dag så vi på et par timer ialt 29 Sneugler, helt vildt! Man kunne altså på hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for at opsøge en Sneugle – de var bare til stede over det hele!

Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover lemming-spiserne var det et plaster på såret, når nu Rosenmåge-trækket ikke indfandt sig, at Ismåge viste sig at være meget medgørlig. Blandt store mængder af Gråmåger som hang ud langs stranden dukkede af og til en Ismåge op, hver dag fik vi besøg på obspunktet af én til tre stykker af de delikate fugle, som det er en udsøgt nydelse at se!

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så man kan på ingen måde sige, at turen var en fiasko – det var et skår i glæden at det ikke lykkedes med Rosenmågerne, men vi sørgede for at suge til os af de mange andre fantastiske fugle og dyr, man kan opleve i Barrow i oktober. Vi var aktive i alle de lyse timer og nåede en samlet fugleliste på 31 arter, inkl. sjældenheder som Stor Gulben og Varied Thrush – og det er faktisk flere end der normalt bliver set på stedet på den årstid.

Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange flere fotos fra turen til Barrow kan ses i mit fotogalleri (klik her).

Bliver det ved med at være eksotisk?

Jeg har flere gange her på bloggen skrevet om, hvordan nogle af de fugle, som vi tidligere betragtede som sydlandske og eksotiske, såsom Skestork og Sølvhejre, i disse år optræder i stadigt større tal på vore breddegrader.

Faktisk er det nu sådan, at man i Vejlerne på hvilken som helst dag året rundt kan beslutte sig for at tage ud og kigge på Sølvhejrer – hvis man skulle få lyst til det. Altså forudsat at vi ikke ryger ind i én af de sjældne isvintre.

I de seneste par år har Sølvhejre jo ynglet her i lokalområdet med nogle par i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov – sidste år var der først på sæsonen op til 23 fugle, men formentlig på grund af “tryk” fra Havørnene gik det tilsyneladende ikke så godt for kolonien.

Igen i år er der Sølvhejre i Øsløs Skov, eller de har i al fald lagt an til yngel på stedet – men nu er en større “udbrydergruppe” under etablering et andet sted i Vejlerne. Faktisk ret præcist en kilometer fra hvor jeg bor! Her så Henrik og jeg i går ca. 30 fugle i fuldt display med udslåede egretter (prydfjer) osv. – det ser virkeligt lovende ud! Denne gang er ynglestedet ikke i træer sammen med Fiskehejrer, men i rørskov og lave buske – en type ynglelokalitet, der i dén grad leder tankerne hen på sydligere himmelstrøg.

Så ja, det ser godt nok stadig eksotisk ud, selv om Sølvhejre i den grad er blevet et dagligdags syn her i Vejlerne… Det ser EDDERMA’ME eksotisk ud! 😉

Den nye koloni kan kun ses på stor afstand, så ingen aktuelle fotos, men et arkivbillede fra november sidste år…

Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>.
Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i den nye koloni. Går det godt, kan der komme et stort antal unger på vingerne til sommer…

Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.

Endnu en nytårshilsen fra ornit.dk

Jeg plejer hvert år at udsende en kombineret jule/nytårshilsen fra firmaet, med et tilbageblik på det forgangne års projekter, og et ønske om fortsat samarbejde med mine forskellige samarbejdspartnere. I år blev den ikke klar lige så tidligt som de andre år, og julen er ligesom forpasset, så det blev bare til en nytårshilsen.

Som altid har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som dog kun findes digitalt). Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres!

Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (fem sider som pdf):

nytaarshilsen2019_forside_lille

En magisk aften på Arupdæmningen

Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Forleden aften (i forgårs) ved Arupdæmningen var magisk! Helt stille vejr efter en smuk solrig dag, mørke skyer trak op fra syd og tilføjede dramatik, og lydkulissen fra 500 Sangsvaner i Østerild Fjord samt indtrækkende Kortnæbbede– og Bramgæs gik tilsammen op i en smuk og højere helhed.

Jeg har tidligere fortalt om min fascination af aften- og morgentrækket af Toppet Skallesluger – fugle som har tilbragt dagtimerne ude på Limfjorden, men som ved solnedgang søger ind i Vejlerne for at overnatte mere beskyttet. Det samme fænomen ses også med Hvinand, som regel dog med mindre tal. I sidste uge hjalp jeg ved en totaltælling af Vejlerne, hvor dette træk blev talt – den dag gav det 1009 Toppet Skallesluger og 157 Hvinand indtækkkende til Østerild Fjord over Arupdæmningen. Der var nok nogenlunde tilsvarende tal i forgårs, men frem for at tælle fokuserede jeg på at fotografere det flotte skue, når dykænderne kommer i høj fart ude fra fjorden, og lader sig “dumpe ned” de sidste par hundrede meter inden de rammer vandfladen…

Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Toppet Skallesluger, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Solnedgangen bag Sennels Hage var spektakulær…

Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solnedgang set fra Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvinand, Arupdæmningen, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvinænderne kommer som de sidste, nogle gange først når det er næsten helt mørkt…

Den østlige trækvej (Kortnæbbede Gæs i Sverige)

I løbet af de efterhånden mange år, jeg har været med til at følge bestanden af Kortnæbbet Gås, har de gang på gang overrasket ved at finde på noget nyt. Nok er gæs i udpræget grad traditionalister, som netop vender tilbage til de samme rastepladser år efter år. Men der må også være en vis procentdel eventyrlystne blandt dem, som fortropper når nye rastepladser – og ligefrem trækveje – bliver fundet. For mange år siden var den gængse opfattelse, at de trak direkte mellem de vestjyske rastepladser og ynglepladserne på Svalbard. Jeg har tidligere berettet om det “nye” rasteområde i Trøndelag i Norge, kendt gennem de seneste godt 20 år – [se indlægget her] – som jeg har besøgt om foråret 2017, -18 og -19. Det er gået stærkt, og nu står langt hovedparten af bestanden deroppe ved Trondheim-fjorden sidste halvdel af april og første halvdel af maj.

Det nyeste er, at en østlig trækvej gennem Finland (om foråret) og Mellemsverige (mest efterår) i løbet af de sidste ca. fem år er vokset frem. Tidligere var Kortnæbbet Gås i Sverige en sjælden fugl. Det begyndte med nogle få blandt de store flokke af Sædgæs ved de traditionelle gåserastepladser, fuglesøerne Kvismaren og Tysslingen nær Örebro i landskabet Närke, og landbrugsområderne omkring søerne. Der foreligger ikke så mange store tællinger, men det var åbenbart ud fra rapporter om halsmærkede gæs, at der måtte være mange hundrede fugle involveret. Fænomenet har været hastigt stigende, og skal nu tælles i tusinder.

Da jeg blev bedt om for Aarhus Universitet at tage derover og gøre en ekstra indsats med halsringsaflæsning den sidste uge af oktober, var jeg ikke sen til at sige ja til tilbuddet. Og det har været interessant igen at opleve den kendte art i nye sammenhænge og nye landskaber. Her følger lidt fotos og indtryk fra turen.

Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var spektakulært at se de tusindtallige gåseflokke i de flotte landskaber. Jeg nåede op på ialt ca. 3100 Kortnæbbede (2300 overnattende i Tysslingen og 800 i Kvismaren). Sædgæssene gjorde jeg ikke forsøg på at få et samlet overblik over, men der var op til over 5500 i de største flokke jeg så. Og så var der andre gåsearter indblandet, Grågås, Blisgås, Bramgås og Canadagås.

Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sangsvane, Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgæs, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Del af en flok på 5650 Sædgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover gæs byder Sverige jo altid på mange andre oplevelser…

Trane, rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Trane, Rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var overrasket over at der stadig rastede mange Traner i landbrugslandet, bl.a. over 1100 i én flok i starten af ugen. Det har været et relativt mildt efterår, men sidste uge af oktober bød på dage med nattefrost og stille højtryksvejr, så jeg går ud fra at en stor del af dem stak sydpå i løbet af ugen…

Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kan det blive mere svensk end en Elg med disse omgivelser? Der var i øvrigt mange marker med vinterraps, som jeg ikke så gæssene spise af – men et par unge usky Elge syntes at det var fortrinlig føde… De andre pattedyr på turen, Rådyr og Ræv, er det jo ikke fordi jeg ikke omgås til dagligt herhjemme – der var blot mange flere af dem, og de virkede mindre bange for mennesker end jeg er vant til.

Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst turens bonus, en Høgeugle som valgte at slå sig ned få km fra hvor jeg boede…

Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Flere fotos fra Sveriges-turen kan ses i galleriet her.

Sensommerens guldsmede i Thy

Siv-Mosaikguldsmed han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er nu igennem de første fire af fem planlagte måneder (maj-september) i årets guldsmedeundersøgelse i Nationalpark Thy. Det er tid til lidt omtaler af nogle af fundene gjort i projektet…

Siv-Mosaikguldsmed blev slet ikke registreret i Thy under den første atlasundersøgelse (2014-18), så det er en glæde, at jeg har fundet den i år – foreløbigt to steder, men arten kan flyve til sent, så der kan sagtens nå at dukke flere op.

I den undersøgelse jeg de sidste to år foretog i Vejlerne, var der her hen på sensommeren en vis “afmatning” i registreringerne; efter at forårets enorme mængder af vandnymfer var færdige med at flyve, blev arenaen overtaget af især mosaikguldsmede – og dermed kunne mobiltelefonen og app’en Naturbasen i nogen grad hvile lidt, når jeg var i felten.

Jeg havde – nok fordi jeg ikke havde gennemskuet forskellene i guldsmedefaunaen mellem Vejlerne og Thys klitheder – forventet at noget lignende ville gøre sig gældende i denne undersøgelse. Men sådan er det IKKE gået! – der er STADIG masser af registreringer, der skal gøres, når jeg er i felten. Den store forskel i forhold til Vejlerne er, at lokaliteterne i Thy rummer store bestande af “sensommerens vandnymfer” nemlig kobbervandnymferne (først og fremmest Almindelig Kobbervandnymfe) – og så er bestandene af hedelibeller – hele seks arter! – også meget, meget større end i Vejlerne… I Vejlerne registrerer man disse arter – men kun meget sporadisk.

Der er ganske vist mange af hedelibellerne, som det ikke er muligt at artsbestemme i felten, når man ser dem ‘omkringflyvende’ (men de bliver indtastet som ‘Hedelibel sp.’). Men selvfølgelig bliver det også til mange iagttagelser, hvor artsbestemmelse er mulig – så her kommer lige nogle fotos af sensommerens hedelibeller:

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allerede 18. juni så jeg de første af sommerens invasion af Rødåret Hedelibel, bl.a. 2-3 stykker i en fin sø på Lodbjerg Klithede. Igår besøgte jeg denne lokalitet igen, og der var STADIG gang i dem, mindst fire hanner så jeg med sikkerhed, men jeg tror der var flere, da ialt 10-15 røde han-hedelibeller optrådte territoriehævdende langs bredden – netop som det er karakteristisk for denne art. I mellemtiden har jeg også haft hunner, tilmed æglæggende, på denne og andre lokaliteter – og er spændt på om jeg også kommer til at se nyforvandlede eksemplarer her i sensommeren. Ovenstående meget slidte han sad på samme pind, hvor jeg så én i juni – og jeg er ikke i tvivl om, at det må dreje sig om samme individ. Jeg besøger lokaliteterne med ca. 14 dages mellemrum, og flere steder har jeg iagttaget territoriehævdende hanner præcis de samme steder gang efter gang. Gad vide hvor længe de holder sig igang? Ialt er det blevet til ikke færre end 68 observationer af arten i Nationalparken (tilsammen 81 individer), fordelt på seks atlaskvadrater.

Gulvinget Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Gulvinget Hedelibel er det blot blevet til fire observationer af, én fra Holmesø i Hvidbjerg Klitplantage og tre fra Vang Sø. Det er svært at vurdere om der er tale om lokal reproduktion (efter sidste års influx), eller tilflyvning sydfra. Men en art som det altid er hyggeligt at hilse på!

Sort Hedelibel han, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel han, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sort Hedelibel har vist sig at være rimeligt almindelig de fleste steder; ikke mindst i de helt åbne klithede-terræner. De småbitte guldsmede er meget omkringfarende og faktisk lidt udfordrende at få billeder af. Især når man ser dem sammen med vandnymfer, går det op for én hvor små de virkeligt er – kropslængden er mindre end hos Almindelig Vandnymfe!

Almindelig Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Hedelibel han, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Almindelig Hedelibel er faktisk ikke særligt almindelig i Thy – eller også flyver den først i antal senere på sæsonen. Foreløbigt har jeg set tre gange så mange Rødårede som Almindelige Hedelibeller (!)…

Ung Stor Hedelibel hun, Per Madsens Kær, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Stor Hedelibel hun, Per Madsens Kær, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammel Stor Hedelibel hun, Nors Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammel Stor Hedelibel hun, Nors Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel hun og han i parring, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel hun og han i parring, Vang Sø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Hedelibel er til gengæld – indtil nu – langt den talrigste af hedelibellerne i Thy. Det var den første på arenaen, fra midt i juni, men der ser ikke ud til at være begyndt en afmatning af flyvningen endnu – jeg finder stadig helt nyforvandlede individer.

Blodrød Hedelibel han, Holmesø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel han, Holmesø, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og Blodrød Hedelibel er selvfølgelig også en almindelig art i Thy; det er mit indtryk at den især findes på steder med trævækst i nærheden.

Derudover er, som nævnt, Almindelig Kobbervandnymfe allestedsnærværende, og dét i rå mængder…

Indtastninger af Almindelig Kobbervandnymfe på guldsmedeatlas.dk.
Indtastninger af Almindelig Kobbervandnymfe på guldsmedeatlas.dk.

Det er mange gange på en dag, at arten bliver tastet ind i Naturbasens app – heldigvis kan den findes frem ved tastekombinationen ‘g ko’, men alligevel er det mange gange pegefingeren skal ramme mobil-skærmen sådan en dag i felten… Almindelig Kobber er for mig en af mest fotogene vandnymfer, så den er stadig i stand til at sprede glæde, selv om den er almindelig!

Almindelig Kobbervandnymfe hun og han i parring, Blovsgårde, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Kobbervandnymfe hun og han i parring, Blovsgårde, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Disse er ganske vist ikke fotograferede i nationalparken, men ved vindmølletestcentret i Blovsgårde…

Men ellers er det selvfølgelig karakteristisk for årstiden, at de fleste vandnymfearter – ud over de to arter kobbervandnymfer, Stor Farvevandnymfe og Almindelig Vandnymfe – er færdige med at flyve (jeg ser dog stadig enkelte Flagermusvandnymfer, og igår en Lille Farvevandnymfe). Det har været en overraskelse at der stadig flyver enkelte Fireplettet Libel – denne er fra 24. august:

Fireplettet Libel, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Vangså Klithede, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I Vejlerne så jeg aldrig arten efter 1. august – men det har nok i det hele taget været en sen guldsmedesæson i år.

Jeg har fundet Blåbåndet Pragtvandnymfe i både Klitmøller Å og i Hansted Mølleå, men ikke i store antal – og de lader til at være færdige med at flyve for i år – ingen obs. de seneste par uger. Derfor var det en overraskelse igår at finde denne:

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Nagorsaksøen, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Nagorsaksøen, august 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja beklager billedkvaliteten, men så er fundet da dokumenteret ;-). Det var et lidt uventet sted at finde arten, ved Nagorsaksøen i Hvidbjerg Klitplantage, selv om pragtvandnymferne er kendt for at komme noget omkring. Jeg har også på et tidspunkt tidligere på sæsonen haft et individ omkringflyvende over Nors Bagsø…

Jeg har indtil nu foretaget ikke færre end 7630 registreringer (af ialt over 15700 guldsmede og vandnymfer) i årets undersøgelse. Det er flere end i Vejler-projektet (som tilmed løb over to år). Jeg har fundet 32 arter i nationalparken, heraf fem arter som ikke blev registreret i Atlas I. Dette skema sammenligner mine fund i år med fundene gjort under Atlas I:

Fund af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, som dækker Nationalpark Thy, under Atlas I og i år.
Fund af guldsmede og vandnymfer i de atlaskvadrater, som dækker Nationalpark Thy, under Atlas I og i år.

Kun én art som tidligere var registreret har jeg ikke genfundet, Blåvinget Pragtvandnymfe. Til gengæld har jeg givet nogle af kvadraterne et virkeligt løft, så de artsrigeste kvadrater har nu op mod 30 arter (hvor det var ca. halvdelen under den tidligere atlasperiode).

Til sidst et eksempel på nogle af mine mange kortlægninger, fra en af de bedste lokaliteter, Kokkær Vand:

Kortlægninger af guldsmede og vandnymfer i Kokkær Vand 2019.
Kortlægninger af guldsmede og vandnymfer i Kokkær Vand 2019.

Jeg er godt klar over, at farverne på flere af prikkerne ligger så tæt på hinanden at det kan være svært at skelne – det er også bare ment som et eksempel på, hvor overdådig en rigdom af disse fascinerende dyr, der er i Nationalpark Thy!

Anmeldelse af ‘Nordens trollsländor’

Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens trollsländor. 352 sider. Avium förlag, Stenåsa. 289 SEK i Naturbokhandeln, 299 DKK i Naturbutikken.

Siden denne nye bog blev annonceret første gang for et par år siden, har jeg meget interesseret fulgt med i opdateringer om tilblivelsen af bogen – bl.a. i en til formålet indrettet Facebook-gruppe. De prøver på bogens indhold, som har været vist frem, lovede MEGET godt, og derfor sad jeg nærmest klar til at afgive en bestilling, det øjeblik da bogen for ca. fjorten dage siden endelig blev meldt klar fra trykkeriet.

Og jeg må sige, at de tårnhøje forventninger er IKKE blevet skuffede! Her er simpelthen tale om en af de mest gennemarbejdede felthåndbøger til nogen artsgruppe, jeg endnu har haft i hænderne.

Bogens tekst er forfattet af Magnus Billqvist, formand for Trollsländeföreningen i Sverige. Han var også forfatter til forgængeren Svenska trollsländeguiden fra 2012, som også var en meget fin bog. Den var dog layoutmæssigt ikke lige så ”lækker” som den nye bog – og så havde den jo ikke alle skandinaviske arter med. I den gamle bog fik hver art ét opslag – i den nye er det to (altså fire sider pr. art), så bogen er også vokset betragteligt i omfang (formatet er tilmed større, Svenska trollsländeguiden målte 150×215 mm, Nordens trollsländor 160×250 mm). Kun fire arter bagest i bogen må ”nøjes” med ét opslag hver – arter som endnu ikke er truffet i Norden, men som regnes som sandsynlige ”indvandrere” indenfor de kommende år.

Grundlæggende har jeg – både når det gælder fugle-felthåndbøger, floraer og andre guider – altid foretrukket tegnede illustrationer fremfor fotos. Altså forudsat at kunstneren er dygtig! Men efterhånden er der dukket nye bøger op som baseres udelukkende på fotos – som denne – og jeg må sige, at det fungerer fint, ikke mindst fordi der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at få fundet pædagogiske nærbilleder, og præsenteret udsnit som fokuserer på de vigtigste karakterer. Der er tale om et meget imponerende udvalg af fotos, ikke færre end ca. 2000 enkeltbilleder (!). Det er ikke mindst beundringsværdigt, at langt hovedparten et taget af bogens to hovedfotografer David Andersson og Christer Bergendorff.

Bogen indledes med 60 siders introduktion, som kommer vidt omkring og bl.a. fortæller om livet som larver under vandet, forvandlingen og mange aspekter af livet som voksen guldsmed/vandnymfe. Her gives også gode tips til feltbestemmelse, og det pointeres hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvor meget guldsmede og vandnymfers farver forandres i løbet af deres levetid. Forskellige habitaters værdi som levesteder for guldsmede gennemgås, og der er tilmed en guide til, hvordan man kan anlægge en havedam specifikt med henblik på guldsmede!

Den sidste del af introduktionen er en række tavler, som sammenligner nøglekarakterer hos nogle specielt udfordrende grupper – kobbervandnymfer, ”blå vandnymfer”, rødøjede vandnymfer, farvevandnymfer, mosaikguldsmede, smaragdlibeller, kærguldsmede, hedelibeller m.fl. Med disse tavler og nøgler vil man faktisk kunne bestemme langt de fleste arter!

Men selvfølgelig er det vigtigste i enhver felthåndbog selve artsgennemgangen, hvor der ikke blot er blevet plads til et rigt udvalg af fotos, men også megen tekst. Det værdsætter jeg rigtigt meget – uanset hvilke dyr man har været i felten og har mødt, er det altid en fornøjelse når man kommer hjem at kunne læse udførligt om artens levevis, specifikke tilpasninger osv. Overskrifterne i artsbehandlingen er Nøglekarakterer, Optræden, Forekomst, Feltbestemmelse, Variation og Dragtdetaljer. Desuden er der til hver art et Udbredelseskort, skema med Flyvetid, Størrelse i mm og arter som udgør Forvekslingsrisiko er nævnt. Artsnavnet gives på alle skandinaviske sprog samt tysk og engelsk. Overskrifterne Optræden (”Uppträdande”) og Forekomst (”Förekomst”) kan være lidt forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender de finere nuancer på svensk – jeg ville have fundet det mere oplysende at kalde det Habitat/Adfærd og Udbredelse. Men indholdet er der intet i vejen med! Både udbredelseskortene og teksten er for øvrigt ganske aktualiseret, også når det gælder danske forhold (checket af Kent Olsen, hvilket jo borger for at det er korrekt).

nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (1)nordens-trollslandor-billqvist-andersson-bergendorff (2)

Der er til hver art MANGE bestemmelsesfotos (oftest 15-25), og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Desuden er der til hver art et lille billede med en typisk habitat, og et stort billede af en larve i det sidste stadium før forvandling til voksent insekt. Det betyder at disse larve-fotos i nogen grad vil kunne hjælpe ved bestemmelse af exuvier (tomme larvehuder). Der er i øvrigt ikke gjort noget ud af at beskrive karakterer til adskillelse af larver/exuvier, men alene det, at de er vist, udgør et stort plus ved guiden.

Jeg mener selv at jeg på forhånd havde et så godt kendskab til danske guldsmede/vandnymfer, at jeg i felten kan bestemme alt hvad jeg måtte møde (forudsat jeg kan få et godt kig på nøglekaraktererne). Alligevel har denne nye guide efter de første par gennemsyn giver mig nye indsigter, som jeg delvist allerede har afprøvet i felten: forskellen på Stor og Almindelig Hedelibel er ikke kun fravær eller tilstedeværelse af ”overskæg” langs øjenkanterne (og for hunnerne skedeklappens udseende). Det er ialfald en god understøttende karakter, at den gule stribe på benene hos Almindelig er meget kraftigere end på Stor Hedelibel – ja faktisk er den hos sidstnævnte ofte så tynd, at den kan være svær at få øje på. Og så har bogen gjort mig opmærksom på, at den form/race af Højmose-Mosaikguldsmed, vi har i Danmark (”interlineata”), har et meget større og mere sammenhængende gult felt på kropssiden mellem de to diagonale gule striber end det er tilfældet i mere nordlige bestande, hvilket burde betyde, at den skulle være nemmere at adskille fra Siv-Mosaik hos os. Det glæder jeg mig til at verificere, når jeg en gang ser min første Højmose-Mosaikguldsmed!

Jeg har foreløbig kun fundet en enkelt fejl i bogen, under Brun Mosaikguldsmed, hvor bogstav-henvisningerne i teksten og bogstaverne på identifikations-fotos ikke passer sammen – tilsyneladende fordi der i arbejdsgangen er fjernet et af disse fotos. En forståelig fejl, for der har under layout-processen været ufatteligt mange af disse kryds-henvisninger at holde styr på! (og det forstyrrer ikke mere end at man sagtens kan gennemskue sammenhængen)…

Som nævnt er layoutet en fryd for øjet – sagt af én (undertegnede) som selv sysler en del med at ”lege” med layout og finder stor tilfredsstillelse i at nå frem til nogle indbydende sammensætninger af skrifttyper osv. I dette tilfælde er det Magnus Billqvist selv, som har stået for layoutet – han har altså haft fingrene godt nede i ”dejen” i hele tilblivelsen af bogen, hvilket jeg er sikker på har givet et løft til det samlede produkt.

Alt i alt kan jeg ikke lovprise denne bog højt nok – det er virkeligt en guldgrube af viden og æstetisk nydelse vedrørende disse fascinerende dyr!

Østlige insekter

Jeg har været en tur østpå – Bornholm, Falster, Lolland og Sydsjælland – i den seneste weekend og de første dage af denne uge, i forbindelse med NOVANA-arbejde (overvågning af Grøn Mosaikguldsmed). Der blev også set andre interessante dyr når tiden var til det – her kommer et lille udvalg…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den ekstremt flotte Lille Kejserguldsmed har de seneste år været fast beboer i Safirsøen, en af mange fine søer opstået som følge af råstofgravning på øen. Jeg så et par i æglægning samt et par hanner, der fouragerede langs en skovvej – og af og til satte sig til hvile, hvor det var muligt at studere alle detaljer. Arten har også de seneste år været fast i Sydsverige, og bliver nu set flere steder på Bornholm (og sidste år på Sjælland), så måske kommer vi til at se noget som minder om en gentagelse af Stor Kejser’s indvandringshistorie (for 20 år siden en stor sjældenhed, idag er det svært at finde en lokalitet UDEN arten)…

Lille Kejserguldsmed, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Kobbervandnymfe, Oksemyr, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den anden store specialitet blandt guldsmede og vandnymfer på Bornholm er Lille Kobbervandnymfe, en art jeg virkeligt havde håbet – og satset hårdt – på at få at se. Jeg fandt den ikke ved Bastemose, og efter at have kigget hundredvis af kobbervandnymfer igennem og kun fundet Almindelig og Sortmærket, var jeg ved at opgive håbet. Men ved den fine skovmose Oksemyr ved Paradisbakkerne lykkedes det endelig, dyret materialiserede sig pludselig – ikke i selve sumpen, men i tørt hedeterræn mellem lyngplanter og blåbær. Den Lille Kobber levede fuldt op til mine forventninger – en meget, meget delikat sag, nåletynd, fin og lækker!

Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel, Ringedal, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Årets invasion af Rødåret Hedelibel har selvfølgelig også ramt Borholm – jeg så både en han og denne flotte hun, der ser så frisk ud og klar i farverne, at det er lidt svært at tro at den skulle være fløjet fra Sydeuropa…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En anden insekt-invasion, Danmark har været ramt af i år, er formentlig den største masseoptræden af Tidselsommerfugl nogensinde. Der flyver stadig nogle få ekstremt slidte eksemplarer rundt med pergament-tynde stumper af vinger (dennes vinger var næppe over 1½ cm lange)…

Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Safirsøen, Bornholm, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

…men nu myldrer det også frem med den nye generation – en meget smuk sommerfugl er det altså!

Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammaugle, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde en morgen ved Gedser, hvor jeg håbede at finde én af de mange Høsommerfugle, der er registreret den seneste tid som tilflyvere sydfra, men selv om der var stor aktivitet blandt diverse kålsommerfugle, Tidselsommerfugle og Gammaugler, lykkedes det desværre ikke…

Buksebi, Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Buksebi (og svirreflue), Gedser Odde, Falster, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til gengæld så jeg, også på Gedser Odde, hvad jeg tror er den første Buksebi, jeg har mødt… Sjovt at se den tøffe rundt med de enorme “pludderbukser” – og sjovt selv at få hilst på et dyr, som i år har været så meget i medierne (efter at kommunale myndigheder har udraderet flere kolonier)…

Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Moskusbuk, Birket, Lolland, juli 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Lolland fandt jeg denne Moskusbuk, en ekstremt flot stor bille, som jeg ellers tidligere kun har set i Sverige.