Fra feltstationens dagbog – 7. december 1991

ENDELIG blev vi færdige med det småbiotop-kvadrat på Thorup Fjordholme, som vi startede på for præcis en måned siden, Albert og jeg. Det har også ligget og naget den dårlige samvittighed lige siden, så det var rart at få det af vejen. Albert fik kigget på flere én- og flerårige urter, på artssammensætningen i de nye tre-rækkede løvtræshegn (-som der er mange af i dette kvadrat, og kun ganske få énrækkede granhegn tilbage), og sammen fik vi den resterende del trasket igennem på en 3 timer. En del af arbejdet var lidt molboagtigt, fordi vi blev nødt til at dække et område som vi allerede havde taget én gang – men fordi det feltkort vi har at gå ud fra er temmelig uaktuelt, løb vi sur i hegnene déngang. Det gik dog ret let at få fadæsen redt ud igen. Der er forresten mange vintergrønne marker i vores kvadrat, ca. 2/3 af de 4 kvadratkilometer er udlagt som græsmarker, og det er selvfølgelig godt nok. MEN man forstår bedre, hvorfor der er problemer med næringsstofbelastning af Ør. Landkanal når man ser, hvor meget gylle der bliver kørt ud på markerne – både igår og idag har Albert og jeg gået rundt i en evig hørm, og mange vognlæs er blevet spredt ud. En del af det bliver selvfølgelig bundet af græsset, men mange steder bliver der overdoseret, og græsset er helt gult og afsvedet. Og når man så samtidig ved, at der indenfor vores kvadrat er ca. 30 km (tredive kilometer!) større eller mindre drængrøfter og småkanaler, der alle fører ud i Landkanalen via den store kanal “Vester Vandløb”, er det klart, at en masse gylle bare bliver ledt direkte ud i systemet. NÅ, men nu mangler så bare kontorarbejdet, det store arbejde med at få ført alle de enkelte småbiotoper (over 200!) på kartotekskort. Mens vi gik der skræmte vi et par Agerhøne-flokke (på 5 og 8) på vingerne, og andet fugleværk i landskabet var sådan noget som flere store kragefugle-flokke, en Dobbeltbekkasin skræmt op fra en drængrøft og 75 Sædgæs, som gik på nogle marker indenfor vores kvadrat. I øvrigt et sted, hvor jeg tvivler på, de ville blive opdaget på vores “standardiserede” THF-tællinger. Vi kunne høre gulnæbbede svaner i baggrunden, men da vi efter endt biotopskortlægning kørte de sædvanlige veje igennem, fandt vi nu ingen. Måske også fordi der var en masse af vore grønne venner jægerne ude med hundene – ialt en 20-25 stykker så vi. Til gengæld talte vi Bomlærke-flokkene på trådene, ialt 105, og 7 Musvåger kom også i notesbogen. En lidt uvant Thorup Fjordholme-fugl var en Stor Tornskade ved Alvejen – vi snakkede lidt om det kunne være Ør. Landkanal-fuglen, men det var 3-4 km fra der hvor dén plejer at sidde, så det er vel en anden. Teoretisk kan det selvfølgelig godt være samme fugl – de har jo nogle ret store vinterterritorier…

Bygholmengen blev checket på hjemvejen, her stod næsten alle ænderne på isen, men der var dog også små huller i søerne, hvor der var plads til lidt fouragering. En blandet flok gæs med 140 Sædgæs, 11 Blis-, 3 Grå– og en Kortnæbbet græssede bag Midtsøen, og 2 Viber stod og skuttede sig. På Fjordsiden så vi 21 Rødben og et par Strandhjejler.

Så skete der ikke meget mere idag. Mie var her og fik gjort rent, og vi fik skyllet afløbet igennem med noget ætsnatron, noget afskyeligt stads – men måske hjælper det (det har været stoppet den sidste uges tid).

Fra feltstationens dagbog – 21. oktober 1991

Efter en feltmæssig stille weekend var stationens tre fugle-tællere klar til totaltælling, og denne gang var vi heldig med vejret – det var næsten så perfekt som det kunne blive. Kun var den lidt tiltagende vind op ad dagen en smule generende – men ikke noget at snakke om!

Og så er det jo en fornøjelse at kigge på og tælle fugle – og der var mange af dem idag. Sune kunne nyde østruten, Terje tog midt og undertegnede vest, og vi kom hjem med bl.a. følgende i notesbøgerne:

Af Små Lappedykkere lykkedes det dennegang kun at finde 10 – 3 i Ør. Landkanal på Bygholmdæmningen og 7 omkring Lønnerup – 2 i selve Lønnerup Fjord, 3 i Skiveren og 2 i Storåen. Der er stadig 50 Toppede Lappedykkere i Vejlerne, overraskende mange – og ikke mindre overraskende er det at finde 43 af dem i Tømmerby Fjord. Der har i det hele taget været mange Toppede i Tømmerby hele efteråret, men det kan jo være at de snart skrider nu, hvor vi nærmer os frysepunktet om natten!

Så blev der set en Rørdrum flyvende over Han/Lund – der har været en del iagttagelser i dét område den sidste måneds tid, samme fugl?

Ænderne fandtes i pæne antal idag, hvor vandfladerne var nogenlunde stille, i modsætning til sidste total. For Krikanden blev tallet dog ret så moderat, præcis 2800 (selvom der indgår tal på 9 og 4 havner vi alligevel på dette runde tal!). De næsten 1900 var at finde i Arup Vejle, så resten 1000 var spredt på de resterende lokaliteter, med flest Bygholmengen og Selbjerg. 400 i Selbjerg sås kun, fordi en Rørhøg fik dem på vingerne (fra rørkanten). Så var der 4269 Gråænder og 5478 Pibeænder, hvilket jo må siges at være meget pænt! Af Gråænderne befandt de 2710 sig på Bygholmengen, som igen er fyldt med overfladevand inde midt på engen (-men kanalerne er langtfra fyldte), dernæst var Vesløs/Arup største lokalitet med 740. I Arup Vejle lå også spredt ud over vandfladen 2865 Pibeænder, et flot syn! Eneste øvrige lokaliteter af betydning for Pibeand var Limfjorden Øst med 460 og Bygholmengen med 1970. Af de mindre talrige svømmeænder fandt vi 51 Skeænder (32 Bygholm), 47 Spidsænder (23 Selbjerg, og kun 10 i Lønnerup, hvor der sidst var over 100) samt 8 Knarænder – én på Bygholmengen og 7 i Glombak. Det er ikke imponerende mange oktober-Knarænder, vi har fået i år, snarere ynkeligt få!

Der var de sædvanlige store flokke af Taffelænder og Troldænder i de Vestlige Vejler, men da det er en artsgruppe der ikke har min store interesse gider jeg ikke at kommentere tallene! Men jeg vil dog nævne et par større forekomster af Hvinand – 450 i Glombak og 250 i Lønnerup – det er mange inde i Vejlerne i dagtimerne. En enkelt havdykand (eller to) blev det også til, nemlig den sporadisk forekommende Havlit, som Terje så én af i Tømmerby (fløj nordpå efter rast), og senere fandt han én i Han Vejle.

Der opholdt sig idag 553 Grågæs i Vejlerne, mens de Kortnæbbede var væk – næsten da!, kun fandt vi sølle 2 på Bygholmengen og én i Lønnerup (! -ja, Lønnerup – fuglen må være syg!). Nyt er det med 6 Bramgæs på Bygholmengen (-gik 2 og 2, i par, ret langt fra hinanden), og så kom Sædgæssene endelig idag! Jeg fandt 48 på nordvestkanten af Arup Vejle, lige overfor vejen mellem de to købmænd, dér hvor Vandrefalken plejer at sidde – et nyt sted at se Sædgæs, iøvrigt. Én af dem var halsmærket, men jeg kunne ikke læse den på den afstand. Der befandt sig yderligere 26 på engene ved Røde Bro, så ialt 74 i Arup Vejle, og Sune fandt også en flok på 37 på Bygholmengen. Iøvrigt pudsigt at Sædgæssene netop ankom samme dag som vores engelsk/japanske Sædgåse-forsker Mariko Parslow-Otsu, som var med færgen fra Harwich til Esbjerg idag, og dukkede op her til aften. På vejen nåede hun lige at checke Rosvang inden det blev mørkt, og fandt 480 Sædgæs dér. Kun ét halsbånd kunne hun se – [H28], den “afvigende” fugl, der plejer at overvintre her i Thy og ikke i England.

Der var også kommet flere gulnæbbede Svaner – ialt 81 Pibesvaner og 28 Sangs. – og der begynder så småt at dukke ungeflokke op imellem dem. Når vi har set 1000 Pibesvaner begynder vi for alvor at kigge efter halsbånd – vi har fået at vide at der er halsmærket 20 oppe på ynglepladserne, hvilket svarer til en tusindedel af bestanden…

Af Høns så vi 15 Agerhøns, 2 Rørhøns og en helvedes bunke Blishøns – bl.a. 3050 alene i Østerild Fjord, hvor de lå og fouragerede hele vejen op langs østsiden så det var en lyst – man skulle jo ikke tro at der var vandkvalitetsproblemer når man ser sådan noget!…

Af de for tiden mere halvsjældne rovfugle (-jeg gider nemlig ikke nævne alle de almindelige!) kan nævnes 2 Duehøge, én ved Arup og dén på Ør. Landkanal, hele 3 Vandrefalke, alle set af Sune, 2 Fjeldvåger (én Arup Holm, én BNR) samt den Rørhøg, der var ansvarlig for at Terje fik talt 400 Krikænder i Selbjerg. Det er ved at være halvsent for Rørhøg, men netop her i Vejlerne er det jo ikke noget særsyn.

På trods af en stor, flot, cirkelrund (og gul) fuldmåne var brokfugleflokkene ikke imponerende store; for hverken Vibe eller Hjejles vedkommende fandtes flokke som var meget større end 100, og mange stod spredt i agerlandet i småflokke – kun én større forekomst skiller sig ud, 2000 Hjejler på Hovsør Indtørring. I det hele taget ingen imponerende vadefugletal – 10 Strandhjejler, 361 Almindelige Ryler (flest på fjorden, lav vandstand), 48 Brushøns… -Men en enkelt Islandsk Ryle, den sidste vel, på Fjord Øst skal lige nævnes.

Ved Dykkerslusen var jeg heldig at se den blændende blå Isfugl, som Terje indtil nu har haft monopol på.

Også spurvefuglene var i luften idag, bl.a. bemærkedes lidt flere Sjaggere, 242, og 45 Vindrosler blandede sig i flokkene. 35 Bjergirisker sås ved Hovsør. De sorte fugle var repræsenterede af bl.a. 12 Råger i Læsvig, 1 Sortkrage på Fjord Vest (ved Lønnerup) og 2 af samme nord for Tømmerby (traditionelt sted). Ringmærkningen i haven idag gav bl.a. en Munk, nok en af de sidste. Iøvrigt ialt 8 fugle fangede. To Landsvaler kunne glæde dem der så dem, Sune fik en på Bygholmengen, og jeg en over hustagene, da jeg var i Frøstrup. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at der nu nok skal gå ½ år, før man ser disse dejlige fugle igen. Der var en Stor Tornskade på jernbanedæmningen Han/Lund, og så mangler jeg værlingerne: 4 Laplandsværlinger i de Vestlige Vejler, 4 Snespurve (ny efterårsart) på Bygholmengen, og til sidst en DVÆRGVÆRLING, som Sune fandt på Glombakskrænten – endelig lykkedes det ham, han har også gået og snakket meget om den kære lille pusilla. Det var en ungfugl, som oven i købet kunne bestemmes til en han, da den sad og sang, eller ialfald småpludrede. Albert og Terje skyndte sig med det samme derned, men det var ved at blive mørkt, og de fandt den ikke.

Ikke flere fugle for idag, men nævnes skal også lige et par andre dyregrupper: sommerfuglene repræsenteret af en admiral ved Arup, og for pattedyrene et egern ved Tovsig.

Til allersidst lige en enkelt jagtbemærkning: der var 2 jægere ude på spidsen af Hovsør Røn, de havde skudt 2 Gråkrager og en 4-5 Toppede Skalleslugere.

Fra feltstationens dagbog – 4. marts 1991

Tidlig morgen var det klart nok i vejret, og så lovende ud, og Terje drønede fro af sted med meteorologernes løfte om ”sol og glade dage”, men da Terje nåede til Krap, og da jeg nåede op og i gang i det hele taget, tågede det hele til, sigten kom helt nede på under 50 meter, og det så temmelig håbløst ud. Terje returnerede til feltstationen, og undertegnede tog en spadseretur i skoven syd for Tovsig til at fordrive tiden med, i håb om at det skulle blive bedre, hvad det da heldigvis også gjorde, efter en time til halvanden. OG SÅ igang – ud og opdage, hvordan fuglene havde fordelt sig i Vejlerne denne herrens dag. Det gik meget godt med tælleriet, selvom sigten aldrig blev helt god – der var det meste af tiden lidt soldis og endda varmeflimmer i luften. Vi blev godt nok lidt klamme, da tågebanke nr. to lagde sig som en dyne over det hele – på det tidspunkt befandt vi os henholdsvis på Bygholmdæmningen (Øst-Terje) og Arupdæmningen (Vest-JP), og kunne så småt se en spoleret tælling i øjnene – men heldigvis slap vi med skrækken.

Så de fleste af de fugle, der var der, blev registreret! Der er ikke megen is tilbage på vandfladerne, kun er der de fleste steder i rørene endnu is – måske er det derfor, Rørdrummerne endnu ikke er gået igang med blæselydene – vejrmæssigt skulle man eller synes at det var ideelt til dem idag. Vesløs Vejle-drummen blev dog set af Helge også idag, afventende ved 20’eren, og jeg så måske skyggen af én flyve op fra rørområdet udenfor Firkanten, men nåede ikke at få bremset knallerten og få den tjekket efter… Den anden forårsbebuder i rørskoven, som vi også har gået og ventet på, den Gråstrubede Lappedykker, dukkede endelig op idag, med et par i Halds Hul og én hørt med sin hyggeligt grimme griselyd fra Halvkanalen. Også de Toppede var så småt rykket ind, der var 4 styks i Arup og én i Østerild, et par ved Melsig lå allerede så småt og rystede på hovedet mod hinanden – dét der også kaldes parringsdans. Og når vi nu er i gang med nyhederne, så var der masser af Rørspurvesang i rørene idag – det er første gang dét er hørt i år. Derudover ingen nye foreteelser eller årsarter, men de Hvide Vipstjerter må snart være på trapperne!

Jeg synes ikke der var så mange ænder som jeg havde forventet, især ikke svømmeænder, men der er nok åbnet så meget op rundtomkring, at de kan ligge og gemme sig i rørene. Tallene er 2636 Gråænder, 1887 Pibeænder, 196 Spidsænder og 393 Krik. Over halvdelen af Gråænderne lå på Bygholmengen, over halvdelen af Pibeænderne på Limfjorden og knap halvdelen af Spidsænderne i Østerild Fjord. Resten jævnt spredt – Arup Vejle var skuffende for svømmeænder idag. Til gengæld var denne lokalitet supergod for Store Skalleslugere, 510 fugle lå og fyldte det meste af den spejlblanke vandflade ud for Sydøsthjørnet op, og det var flot! Også i Lund var der mange, 430, og tilsammen 1363 Storslugere hører absolut til i den pæne ende! Jeg tror faktisk det nærmer sig en top-forekomst i feltstationens historie, men orker ikke lige tjekke det! Af de Små Slugere fandt vi igen, for gud ved hvilken gang, 14 fugle. Det er åbenbart det antal der er her og overvintrer, men i så fald fordeler de sig højst forskelligt fra gang til gang. Idag var der bl.a. 3 ud for Lønnerupdæmningen og 3 i Læsvig – lidt usædvanlige steder at træffe dem. På sidste total fandt de en masse Bjergænder – idag kun 2 kedelige hunner, i Lønnerup.

De nordiske gæs var til stede i ret moderate antal; 199 Sædgæs og 774 Kortnæbbede, hvoraf endda muligvis 80 ved Glombak var gengangere fra vest. Imellem 125 Tovsig-Sædgæs gik stadig en halsmærket sammen med hybriden ”Blackie” – det er jo nok [H34], men jeg forsøgte ikke at aflæse den. De Kortnæbbede i Arup havde selskab af en Blisgås og i nordøstenden af Tømmerby gik sammen med Grågæs en dum Bramgås – måske den samme artsforvirrede, der også er set her de senere år. Endnu dummere er Kanadagæssene, som vi åbenbart skal trækkes mere og mere med -i dag ikke færre end 68, fordelt med 15 Selbjerg, 22 Lund, 7 Fjord Vest og 24 i Læsvig. Man skulle tro de kommer fra et sted uden jagt – de er utroligt lidt sky af gæs at være!

På vadefuglefronten bemærkes det, at der nu er Viber overalt, og flere hanner begynder så småt at markere territorium med ”display-flugt”. Også enkelte Strandskader er inde og stå på engene, bl.a. ved Mommer og Vesløs Vejle. Ialt sås 30 – flest naturligvis på fjorden, ligesom Stor Præstekrave, som der var 18 af. 13 Almindelige Ryler og 33 Hjejler blandede sig i Vibe-flokkene, og mindede om det forårs-vadefugle-boom, som er på vej.

Der er ikke det store at melde om fra spurvefugleafdelingen, blot vil jeg have lov at nævne en utroligt hyggelig og meget højrøstet pludrende flok Grønsiskener, som jeg havde den store fornøjelse at kunne nyde på få meters afstand på min skov-spadseretur. De larmede så meget, at jeg kunne gå efter lyden fra ½ km’s afstand. De sad i noget ellekrat, hvor de havde travlt med at plyndre kogler og rakler – og det var de meget optaget af, søde og livlige. Det meste af tiden hænger de med hovedet nedad, når de fouragerer, og der var virkeligt lejlighed til at studere dem som man sjældent får lejlighed til det. Og så var det faktisk denne vinters største flok! En anden lille sisken, Gråsiskenen, fløj der et par over af ved Høbjerget, og det lød så hjemligt og sommerligt, at jeg er sikker på det er vores egne cabaret’er der er kommet tilbage. Men det er måske lidt for tidligt?!

Og så var det iøvrigt idag, at Grågåse-kortlægningen startede – dvs. jeg havde glemt kortene, men Terje fik ialfald nogle fine kortlægninger i de Østlige Vejler. Det ser ud til han har ret godt styr over det! Ved samme lejlighed, når han nu alligevel havde kort med, blev lige årets første Agerhøne-par plottet på kort, og et antal odder-ekskrement-fund, bl.a. et sted ved Ør. Landkanal og ved Østsøen på Bygholmdæmningen. Terje siger at det ser ud som om, den har en sti op på selve vejdæmningen (-og måske ud til fjorden) – det er en farlig trafik!

Apropos at yngletællingerne af Grågæssene er gået igang, så har vi fra Ivan Nielsen i Økologisk Kontor i Styrelsen fået besked om, at der er givet dispensation til fortsat rørskær indtil den 9.3, og de høstede da også godt nok i BNR idag – det er altså groteskt! Mange af fuglene ligger jo og roder rundt inde i rørene på udkig efter redesteder – de er nok ikke ligefrem begyndt at bygge rederne endnu, endsige lægge æg, men de er ialfald godt i gang med forberedelserne. Og de syngende Rørspurve har vel også allerede etableret territorium?

Og hvis dette milde vejr fortsætter kommer der nok snart til virkeligt at ske ting og sager!

Slutbemærkning: vi synes allerede, at totalerne er for lange til to mand og savner at være tre!