Middelhavsstenpikkeren

I Sundstrup ved dæmningen i nordenden af Hjarbæk Fjord har der siden Anden Juledag været set en Midddelhavsstenpikker, en sjælden gæst (DK’s femte fund), som selvfølgelig har tiltrukket masser af juleferie-ramte ornitter fra det ganske land.

Jeg var dernede igår, og fornøjede mig med den fine fugl i et par timer. Ud over dragtkarakterer, så adskiller fuglen sig fra “vores” Stenpikker ved at være markant langhalet, og så holder den kroppen horisontalt, ikke opret (som ellers er karakteristisk for de fleste stenpikker-arter).

Fuglen opholdt sig mest tæt op ad en gård med husdyrhold og åben mødding, altid tæt på husmuren og helst fuldt soleksponeret. Den fluesnappede efter insekter, og vi så den også flere gange tage regnorm. Når den nu er fløjet til så køligt et sted, må man sige at den har valgt en biotop, der lader til at være produktiv med hensyn til egnede fødeemner. Bedømt ud fra antallet af klatter, den sked, havde den ikke svært ved at skaffe sig mad.

Den fouragerede meget aktivt, kun afbrudt af korte perioder hvor der blev “slået mave”, og den hvilede/solede sig, bl.a. på et sort tagpap-tag, op mod en sortmalet væg – maksimal varme-effekt.

Her kommer et par billeder som på ingen måde er close-ups til at studere dragtdetaljer, men illustrerer fuglens præference for menneskepåvirket “habitat”…

Middelhavsstenpikker, Virksund, december 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har ved en tidligere lejlighed berettet om en anden sjælden stenpikkerart, Nonnestenpikkeren (fra Blovsgårde/Østerild Vindmølletestcentret i 2011)…

Jule/nytårshilsen fra firmaet

Jeg forsøger hvert år at få tid til at skrive og layoute en lille nytårshilsen, som summerer lidt af årets aktiviteter i ornit.dk, ledsaget af udvalgte fotos.

Her ses nogle af de projekter, jeg har arbejdet på i år, og som får en kort omtale i dette års nytårshilsen:

Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde.

I år følger der en lille “gave” med, i form af en Kalender for 2019.

Nytårshilsnen kan læses her: [klik for download].

Kalenderen kan hentes her:  [klik for download] – så kan man selv printe den ud!

Må gerne videre-distribueres!