Det er en kendsgerning, at de vintergrønne kornmarker har gavnet hjorte- og gåsebestande. Men jeg savner stubmarker, som lader jorden ligge uden plov et år ad gangen, hvorved der når at opformeres mere liv i løbet af efterårs- og vinterperioden, til gavn for andre arter end lige hjorte og gæs.
Der findes heldigvis stadig nogle få af slagsen, og på Kærup Holme tiltrækker sådan en stubmark i disse dage en flok Store Regnspover. Og når man har parkeret bilen i vejsiden, lader fuglene efter et stykke tid til at opfatte den som en del af landskabet…
Jeg hører iøvrigt til den generation og det sindelag, der værdsætter det gamle navn Regnspove – tænker tit på en poetisk formulering, Wilhelm Lorenzen Fabricius en gang kom med på Netfugl: “[…] der er klang af spovefløjt inde i regndisen i det navn, af tåget marsk og trækkende fugle dybt inde i fugtigt nattemørke over vore hoveder. Fuglenavne er også poesi.”
Selv om man som i dette tilfælde oplever dem på en kulturmark, bærer Regnspover altid denne “duft” af vild natur med sig…