Igår morges var kompagnon Haaning og jeg på enggennemgang efter ynglefugle på Bygholmengen.
Det var en meget smuk majmorgen med sol og stille vejr, og med til at give stemning var – udover stemmerne fra Kobbersnepper, Viber, Strandskader og Rødben, samt en diskret Ryle, selvfølgelig – koret af strandtudsernes rullende kvækken.
Det mærkelige er, at selvom der som altid virker til at være en god bestand af strandtudser på Bygholmengen, så ser man forbavsende lidt til deres yngel. Faktisk havde jeg ikke tænkt på dette, før jeg pludselig trådte ned i et vandhul, som var fyldt med små sorte 1 cm-haletudser.
Efter at have travet igennem kilometervis af lavvandede pander på Bygholmengen er jeg altså kommet til at tænke på, hvad det er for forhold, der gør at det åbenbart er meget lokalt, at de yngler…? Yngledammen lignede ialfald for mit øje massevis af andre lavvandede steder på engen.
Iøvrigt synes jeg også det er bemærkelsesværdigt, at haletudserne ikke ser ud til at have nogle forsvarsmekanismer. Jeg stak en finger ned til dem, og de… foretog sig ikke noget som helst! – blev bare ved med roligt at svømme omkring. Det må være meget let for en Skestork som finder den rette pande at nærmest tømme den for tudseyngel, skulle man tro…