Jeg var i morges vidne til lidt af et drama på engen ved Vesløs Vejlevej.
Først åndede alt ellers idyl i det stille regnvejr. En hun af Stor Kobbersneppe sov med næbbet under vingen, mens en han gik og fouragerede i baggrunden. Jeg tænkte, at hunnen nok havde lagt det eller de første æg, men endnu ikke var begyndt at ruge. På et tidspunkt hørtes en anden han spillende over engen – fint, tænkte jeg, så er der da mere end ét par kobberdrenge på den fine eng “Trekanten”, artens sidste tilholdssted i de Vestlige Vejler.
Da hunnen vågnede, viste det sig i øvrigt at hun har et beskadiget næb, med et knæk på undernæbbet et par cm fra spidsen. Da hun begyndte at fouragere i en lille pyt nær vejen blev også “drengene” mere vågne, ja faktisk gik der ikke et minut, før de var på nakken af hinanden. En indædt kamp udspillede sig – først et stykke inde på engen, hvor de begge prøvede at “dukke” den anden. Allerede her var det ret dramatisk, med vandplask fra den godt sjappede eng. Efter nogle minutter stilnede det af, men kort efter så den ene han sit snit til at nærme sig hunnen.
Herefter udspillede dramaet sig bogstaveligt talt for øjnene af mig; den anden han kom farende til, og de to hanners kamp fortsatte med jævnlige infights og små hop i vejret for at få overtaget.
Til sidst – efter vel ti minutters hanekamp – havde hunnen besluttet sig, og hun fløj væk med den ene han, mens den anden blev tilbage på stedet og gav sig til at fouragere.
Det ser ellers ikke så godt ud for bestanden af Stor Kobbersneppe i Vesløs Vejle, eller i de Vestlige Vejler i det hele taget. Jeg har lige foretaget en hurtig bearbejdning af materialet fra feltstationen og de seneste års optællinger for Aarhus Universitet, og der er sket et markant fald siden slutningen af 1980erne og første halvdel af 90erne – se nedenstående figur (kan uddybes ved læsning af ynglefuglerapporterne, seneste kan læses her). Størst var bestanden i 1991 med 32 par, og færrest blev talt i 2012, hvor vi blot fandt to par. Og foreløbigt ser det altså kun ud til at halvandet par har indfundet sig i denne sæson… Hvilket egentlig kan undre, eftersom alle parrene de sidste to år har haft ynglesucces (2012 2 par, 2013 5 par ungevarslende). Jeg vil ikke her forsøge at kloge mig yderligere i årsagerne til artens tilbagegang i Vesløs Vejle, men kan konstatere, at det er en generel tendens, også på kernelokaliteten Bygholm Vejle – og nedgang rammer jo altid værst i randpopulationer…
Men jeg vil alligevel tillade mig at glædes over en dramatisk oplevelse på tæt hold med de fine fugle!