Kilepletten breder sig

Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For nogle dage siden fandt jeg ved nogle af småsøerne i Glæde (lige øst for Hjardemål Klit) en Kileplet-Mosaikguldsmed, og det er anden gang i år at jeg finder arten på en ny lokalitet nord for Limfjorden – første gang omtalte jeg i dette indlæg. Dyret fouragerede langs en skovvej, og kunne let identificeres på den rødbrune krop, glasklare vinger og grønne hoved. Desværre lykkedes det ikke at tage dokumentationsfotos af det flyvske og urolige individ – men jeg så under alle omstændigheder tilstrækkeligt til at det kunne sikkert artsbestemmes. Både denne obs. og den tidligere fra Hvidbjerg Klitplantage var fra mere nåletræsdominerede habitater end jeg ville have forventet arten – men viser under alle omstændigheder, at der stadig foregår spredning.

Igår fandt jeg den så igen, denne gang ved en langt mere “klassisk” lokalitet, ved en rørskovsvig i den naturgenoprettede Sundby Sø ved Vilsund. Her var der konstant 2-3 individer i luften, jeg opfattede dem som jagende/fouragerende, men i virkeligheden kan det også have været territoriehævdelse – eller en kombination. Indimellem gjorde de udfald mod en Stor Kejserguldsmed, som også benyttede den samme vig til fouragering. Denne gang fik jeg taget fotos af dyret i luften (se ovenfor) – arten er kendt for at være blandt de nemmeste store guldsmede at fotografere, idet den ret ofte står stille og “muser” i luften.

Også Peter Halkier har i år genbesøgt Krægpøt ved Harboslette, hvor han første gang fandt arten i 2021, og bekræftet at den stadig findes på stedet, så (foreløbig) er arten i år konstateret i fire atlaskvadrater i Thy. Det kan man kalde et solidt ryk mod nordvest, og selv om den ikke skulle lykkes med at etablere sig alle stederne, kan man nok godt forudse at Kileplet-Mosaikguldsmed inden der er gået mange år har koloniseret det meste af Jylland…