Almindelig stinksvamp, Tømmerby, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Knejsende og strunk står dette eksemplar af almindelig stinksvamp i skellet mellem min og naboens matrikler. Ved siden af ligger et sammenfaldent eksemplar (der stod erigeret og fræk for nogle dage siden)…
Dens odør tiltrækker fluerne, som dækker hele “glansen”. Og det er selvfølgelig formålet med stanken – at tiltrække insekter, som så fortærer svampens sporer og dermed er med til at sprede arten.
Efter sigende skulle det inderste af den uudviklede svamp, det såkaldte “hekseæg”, kunne spises. “Dette smager dejligt af hasselnød“, hedder det på fugleognatur.dk.
Jeg må indrømme, at jeg ikke føler mig specielt fristet til at teste stinksvampen som spisesvamp…
Her på stedet har den optrådt fast i mange år – som jeg også berettede i dette indlæg fra 2010. Og takket være lugten bliver man jo altid klar over det, når frugtlegemet udvikler sig…
Det pudsige er, at det i år – på trods af de store mængder regn gennem hele sensommeren og efteråret – først er nu, at den viser sig i år (i 2010 var det to måneder tidligere). Faktisk har jeg gået og tænkt, at den måske var helt væk i år.
Jeg kan se på fugleognatur.dk, at arten stadig ikke er kendt fra denne landsdel, så jeg må hellere få indtastet fundet…
Som kuriosum kan jeg jo lige benytte lejligheden til at fortælle – hvis læserne ikke skulle være klar over det – at artens videnskabelige slægtsnavn er Phallus. Det er altså ikke kun mig, der har en sjofel tankegang!…
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Når det har regnet og mudderet ved fangefolden på Bygholmengen er godt blødt op, er det et sted, som virker tiltrækkende på diverse vadefugle, vipstjerter, pibere osv. Jeg holder meget af at holde ved lågen, drikke en kop kaffe og se, hvad der er blevet lokket til – som f.eks. denne morgen i august sidste år. Jeg mindes også med nostalgi en majdag for nogle år siden, hvor vi stod en flok i regnvejr og iagttog en Prærieløber på dette sted…
Jeg gjorde også holdt ved fangefolden i dag undervejs på en totaltælling af de Østlige Vejler.
Der var nogle hyggelige Dobbeltbekkasiner, lidt Store Præstekraver, en enkelt Almindelig Ryle, Gule og Hvide Vipstjerter, samt et par Krikænder, som snadrede i mudderet. I baggrunden sad en Vandrefalk og flænsede i et bytte. Nå, det var jo ikke det helt vilde, og da kaffen var drukket, var jeg ved at gøre klar til at tage videre.
Men jeg blev opholdt, da jeg blev opmærksom på et gennemtrængende skrigeri lige i nærheden. Det lød som falke, og det var falke – nærmere bestemt Vandrefalke. Først var der bare et par, og det virkede som sådan nogle territorial-stridigheder, man en gang imellem ser. Men snart dukkede en tredje fugl op, og så en fjerde – og alle fire fugle var vildt optagede af hinanden, der var stor ståhej og megen flyven rundt under højlydt skrigen, de gjorde udfald på skrømt efter hinanden, jagede i “hælene” på hinanden osv…
Det er svært at fotografere hurtige Vandrefalke i flugt, ikke mindst når man sidder inde i en bil og ikke ønsker at stå ud for ikke at gøre fuglene vagtsomme – så det lykkedes mig ikke at få fotos med mere end to fugle. Men adskillige gange jagede tre fugle rundt efter hinanden, og flere gange var alle fire fugle i luften i samme kikkertfelt.
Forestillingen varede et pænt stykke tid, måske 10 minutter, og flere gange kom to eller tre af fuglene lige hen over hovedet på mig – på tre-fire meters afstand. Jeg er sikker på, at de ikke registrerede mig som en trussel – de var kun optaget af deres indbyrdes sociale interageren.
På et tidspunkt slog én af fuglene den ene af Krikænderne lige foran mig – men den slap den med det samme igen. Bagefter så Krikanden temmelig rystet ud, og den fløj ikke videre, så den var sikkert blevet skadet…
Krikand, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalkene var to gamle og to unge, og i betragtning af så meget socialt, de havde for med hinanden, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at det kunne dreje sig om det “lokale” ynglepar, hvorom der vist ikke foreligger anden officiel viden, end at der har ynglet et par et sted ved Limfjorden i år…
Det er første gang jeg har set, hvad der forekom at være en familie af Vandrefalke – og det var ganske underholdende!
