Fra feltstationens dagbog – 30. april 1990

Vejret udspillede sig således: Den samme vestenvinds-vejrtype som de sidste par dage, med sol og varme. Som i går var vinden først på dagen rimeligt svagelig, men om eftermiddagen blæste den særdeles frisk, og nærmede sig kulingstyrke. Men den var varm, døgnets extremtemperaturer lå fra +5 grader om natten og op til +20 grader C. Nedbørsmåleren var tør som i en ørken – og der er ialt kun faldet 30,2 mm regn i denne april måned…

Dagens tekst handler om ynglefuglekortlægning i adskillige kvadratkilometer af Vejlernes randområder – med deraf følgende diverse-fugleobs. – bl.a. Glente!

Fra den årle morgenstund begav hele bemandingen, inkl. Torben, sig af sted på ynglefugletælling – 5 mand i gang! Rolf, der havde hitfever, måtte dog først en tur til åstedet for Damklirens spilletilbøjeligheder, inden han kunne samle sig om det seriøse arbejde! -Herefter var han mand for den ”farlige” strækning langs Selbjerg Nord, fra Kogleaks til feltstationen, forbi flere mindre positivt indstillede lodsejeres marker, men selv om det var blevet lidt op ad formiddagen var han så heldig ikke at løbe ind i mennesker… Ellers var vi fordelt med Lars på engvandring Lund Fjord rundt, Terje tog strækningen langs Glombaks og Selbjerg Syds vestside (fra møllen og hjem), Torben fik ”tour de Ør. Landkanal” og undertegnede fjernkortlagde (fra billad) omkring Lønnerup og i Revlsbuske. Så det blev en pæn del af de samlede randområder, vi fik ekspederet på én dag!! Det krævede en del taktisk planlægning at få de forskellige folk, knallerter og bilen fordelt på en fornuftig måde, men med dén hjernekapacitet, vi har til rådighed her på stationen, kan det vel ikke undre, at det hele gik op i en højere enhed!!!

Det vil føre for vidt at komme ind på alle yngletallene, det var jo nogle af de mere tyndt ”befolkede” (eller rettere: befuglede) områder vi fik dækket – enkelte bemærkelsesværdige forekomster lod sig dog finde, nævnes bør ialfald 13 Atlingænder øst for Landkanalen (6 par + 1 han), og sammesteds blev Gråstrubet Lappedykker-parret genfundet i den lille sø mellem ledningerne i nordenden.

Men så vil jeg lige komme med en metodisk bemærkning til fjernkortlægningen, jeg selv stod for – Revlsbuske er jo et herligt, overskueligt, fladt område at kortlægge i, men Viberne hér har det svært pga. den markbearbejdning, som hele tiden foregår. Ud af 30 Vibe-territorier i Revlsbuske blev de 13 bekræftede som rugende, og heraf gik jeg ud og checkede de 4 reder – de indeholdt 3 x 3 æg, og 4 æg i den sidste. Okay, det er et lille materiale, men 3-ægs-kuldene antyder kraftigt, at der er tale om omlæg. (Og i parentes skal bemærkes, at dén mark, alle de 3 reder med 3 æg, foruden 3 andre rugende fugle blev fundet på, 3 dage senere blev tromlet – om igen, kære Viber! Dén slags oplevelser er lidt bitre…). Det spørgsmål der altid har fascineret mig, er hvorfor disse pløjemarksViber i det hele taget vælger denne biotop, når der nu er så mange (stadigvæk) lækre enge rundtomkring Vejlerne. Ofte er der er meget større bestandstæthed på pløjemarkerne end på de fugtige enge…

Af ”udenoms-, ikke-yngle-relevante” obs. fra dagen kan (og bør!) nævnes en Rød Glente, som i Terjes påsyn fløj op fra ruinen ved Glombak – Terje har allerede set en Sort i år, men den Røde er en endnu mere sjælden gæst her i Vejlerne. Han er heldy, ham Terre!

Og under Rolfs morgen-hit-tur på diget mellem Arup og Læsvig var han (da Dam(p)kliren i første omgang var fraværende) nået helt ned til Røde Bro, hvor der vankede en belønning i form af en Skægmejse (nyt sted for arten). På tilbageturen fik han så også sin Damklire i fuldt display med yoyo-flugt og ”dy-di-u”-stemme – af Rolf dechifreret som ”hy-dee-o” (!!).

Så alle var glade – undtagen årets første trafikdræbte pindsvin, som lå på Tømmerbyvej – det var årets første sete pindgris i det hele taget.

Fra Lars sku’ jeg hilse og sige, at han slet ikke er ked af at han er blevet militærnægter – turen omkring Lund har givet ham rigeligt af pigtrådsforcering og muddergrøftvadning for et stykke tid!!…

Og ellers tog vi os en stille sove-og-dase-eftermiddag i flimmerheden.