Prærietrane medie-darling

Prærietrane og Trane, Thorup Fjordholme/Sløjen, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.

Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.

I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.

På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.

I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:

TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.