Igår havde jeg til opgave at gennemgå ca. 500 hektar af Rømø Nørreland for udvalgte ynglefugle. En opgave som krævede en vandretur på ca. 20 kilometer, så fødderne var en smule ømme, da jeg trak dem ud af skridstøvlerne efter endt gennemgang…
Der var langt mellem fuglene, på trods af en fantastisk flot eng med pander og loer og dejligt fugtige forhold de fleste steder. Af de “target-arter” jeg gik efter, Stor Kobbersneppe, Klyde, Engryle og Hvidbrystet Præstekrave, fandt jeg blot 11, 1, 1 og 2 territorier, henholdsvis – og det var færre end forventet for alle arterne.
Engryle-parret havde valgt sig præcist dét område på engen, som så allermest “ryle-agtigt” ud, i et helt kortgræsset område med en pande med mange vige og småøer. Kobbersnepperne var til gengæld steder med højere græs, og de Hvidbrystede Præstekraver fandtes på sandflader med spredt ny opvækst af græsser længst mod vest.
I samme område var der også en lille koloni af Dværgterner, som blev kortlagt. Det skulle egentlig være for tidligt efter kortlægnings-manualen, men det var ialfald potentielle ynglefugle, da jeg både så fødeaflevering til magen og parringer hos de iltre småterner…
Derudover gav dagen også oplevelser med en typisk vadehavs-art som Hedehøg, ti hanner af Brushøns som havde etableret en spilleplads (men alligevel godt kan være fugle som vælger at trække længere mod nord), og så var der “fald” af Stenpikkere, som det myldrede med på engen allevegne…
Her lidt fotos fra dagen.