Dogme-drossel

En af de små-fåtallige efterårs-Ringdrosler har siden Mie opdagede den for en lille uges tid siden holdt til på vores græsplæne, hvor den sammen med Solsorter har mæsket sig i nedfaldspærer m.m.

Min tålmodighed og tilrådighedstående tid har desværre ikke rakt til at få et ordentligt billede af fuglen – også fordi det bestemt ikke er “dorske drosler”, de er tværtimod meget agtpågivende, både dén og Solsorterne, og flygter for den mindste forstyrrelse.

Så det er kun blevet til dette dogme-billede – se om du kan finde fuglen!

Ringdrossel, Tømmerby, oktober 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ringdrossel, Tømmerby, oktober 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

(PS busken her – hvis røde bær både Ringdrossel, Solsort, Munk m.fl. er meget glade for – stammer oprindeligt fra feltstationen på Lyngevej, hvor jeg for mange år siden “kom til” at låne en kvist til “stiklingsformering” – eller også var det Irene! Men hvorom alting er, så har den nu vokset sig stor, og sætter hvert efterår en masse bær. Jeg ved ikke hvad den hedder – men fuglene kan li’ den! Efter sigende skulle den oprindelige busk ikke længere findes på Lyngevej – så hvis nogen gerne vil have en “aflægger”, så kan de henvende sig hos Mie og mig)…

Underholdning på engen

Det kan godt være, at de Kortnæbbede Gæs ankom sent i år, men til gengæld har det da været en massiv ankomst! De seneste dage har småflokke kunnet høres stort set konstant i luften over Hannæs (jeg skriver “høres”, fordi jeg det meste af tiden har siddet foran min PC på kontoret).

Men jeg var i Kraptårnet sammen med en gruppe gæster i aftes, og på den nordlige del af Bygholmengen var der nogle meget store flokke Kortnæbbede Gæs – ikke talt, men der var i al fald minimum i størrelsesordenen 4500-5000 fugle. I flokkene var der også en Snegås og en mærkelig “kanelgås”, på størrelse med en Kanadagås, hvidlig med beige anstrøg, stort orange næb og nogle Indisk Gås-agtige tegninger ned ad nakken. Jeg har aldrig set noget der ligner før…

Samtidig gik 100 Traner spredt ud over engen, en Sølvhejre sås tæt på Glombak-diget på stor afstand, og en Vandrefalk jagede Krikænder lige foran tårnet. Nogen havde set en Havørn få minutter før vi ankom.

Så der er mange fugle at kigge på fra Kraptårnet for tiden, det kan anbefales!