Endnu en guldsmedebog! (anmeldelse)

Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. 160 sider. Bloomsbury Naturalist. 45 € i Natural History Book Store.
Det er jo altid spændende at stifte bekendtskab med ny litteratur om emner der interesserer én. Og i mit tilfælde er interessen for odonata, guldsmede og vandnymfer, så stor at når der kommer ny litteratur bliver jeg nærmest nødt til at købe bogen. Normalt er jeg mest til bøger som dækker et større område, f.eks. hele Europa, og jeg har afholdt mig fra de mange bøger som begrænser sig til de Britiske Øer. Denne dækker et lidt større område, nemlig Benelux-landene, Frankrig, Schweiz og Corsica – udover de omtalte øer vest for kontinental-Europa. Egentlig kan man godt se det som et lidt “kunstigt” udvalg af lande, specielt at det kun er Corsica af Middelhavs-øerne, der er medtaget. Bogens forfattere er franskmænd, hvilket nok er en del af forklaringen på dette fokus – og den ret nye bog (udgivelsesår 2021) er da også en oversættelse af en oprindelig fransk udgave.

Det begrænsede dækningsområde gør selvfølgelig at bogens volumen bliver mere håndterlig, den medtager 98 arter og fylder 160 sider (mod eksempelvis Dijkstra et al‘s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe som omhandler 163 arter på 336 sider – dog stadig en bog man sagtens kan have med i felten).

Jeg erhvervede bogen straks efter udgivelsen, men nu hvor vi er godt inde i en ny guldsmedesæson må jeg nok erkende, at det ikke bliver denne bog, jeg oftest kommer til at konsultere.

Lidt synd, egentlig, for jeg er faktisk ret begejstret for mange elementer i bogen – ikke mindst at layoutet er ret “friskt og moderne” og generelt opstillet meget overskueligt. Til gengæld finder jeg at selve tilgangen til bestemmelse i felten er en smule “antikvarisk”, for det er langt hen ad vejen baseret på, at man må “nøgle” sig frem til rette art – og ofte er det ved hjælp af karakterer, som er håbløse at se i felten og faktisk kræver indfangelse af dyrene. Det finder jeg helt unødvendigt da det i langt, langt de fleste tilfælde er en meget nemmere tilgang at basere sig på visuelle karakterer fremfor eksempelvis at tælle vingeceller.Boudot&al_eksempelside

En anden ting, som gør anvendeligheden af bogen begrænset, er udvalget af fotos som hos næsten alle arter begrænser sig til to fotos pr. art – ét af en typisk han og ét af en typisk hun. Dvs. der er ikke plads til at vise noget af den store variation, som mange arter udviser. Med op til fire arter pr. side er de enkelte fotos også meget små, så det kan være svært at se detaljer. Til gengæld er opslagene så forsynet med supplerende stregtegninger for at fremhæve nogle af de afgørende karakterer – men igen er der megen fokus på detaljer som kræver nærstudier – ja nærmest brug af lup.

Selv om sidetallet er ret lavt for en bog af denne type har man valgt at bruge 11 sider på store helsides “portrætfotos” som ikke har anden funktion end at være pynt – her ville jeg ialfald have valgt at prioritere færre og gerne større bestemmelsesfotos, når bogen jo skal forestille at være en bestemmelsesguide. Med fokuseringen på “nørdede” detaljer og den klassiske tilgang med at “nøgle” arterne vil bogen imidlertid aldrig blive hvad jeg forstår ved en field guide.

At bogens dækningsområde er, som det nu er, betyder selvfølgelig at bogen ikke dækker alle i Danmark forekommende arter – ialfald kan jeg komme i tanker om én væsentlig mangel, nemlig en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe.

For at balancere denne anmeldelse lidt må jeg nævne et par positive elementer – på trods af bogens beskedne sideantal er der blevet plads til en gennemgang af arternes larver (sidste larvestadium) og exuvier (tomme larvehuder). Også her er det opbygget som en klassisk “nøgle”, men det er måske i dette tilfælde også den eneste måde at gå til emnet på. Jeg har endnu til gode selv at dyrke dette felt i guldsmedebestemmelse i større omfang (ud over mine optællinger af exuvier af Stor Kejserguldsmed), men jeg synes det ser ud som om at denne bog kunne være en god indgangsvinkel til emnet. Exuvie-guiden optager 29 sider i bogen.
Boudot&al_eksempelside3

En pudsig feature som jeg ikke har set i andre guider er et afsnit med alle arternes vingemønstre, lavet ved højopløste scanninger af døde individers vinger – hvilket er ganske flot, faktisk – men i mine øjne mere et kunstobjekt end brugbart i bestemmelse – ialfald af langt de fleste arter… “Vingeribbe-guiden” optager 8 sider af bogen.Boudot&al_eksempelside4

Afslutningsvis vil jeg konkludere at Boudot et al‘s lille for så vidt fine bog er en bog ialfald jeg sagtens kunne undvære – den tilføjer ikke for alvor noget nyt som man har brug for for at kunne bestemme guldsmede og vandnymfer i vores del af verden. Jeg vil også mene at prisen ligger i den høje ende – ikke mindst hvis man eksempelvis sammenligner med den på mange måder tilsvarende, også foto-baserede bog Europe’s Dragonflies af Smallshire & Swash, som blot dækker hele Europa og har langt flere fotos med af de enkelte arter. Det er en langt mere praktisk anvendelig bog, som kan erhverves for lidt mere end det halve af prisen.

Men nu jeg har købt den, er den da meget hyggelig en gang imellem at hive frem – om ikke andet kan jeg nyde det fine layout, som der virkelig er kælet for – og da jeg selv sysler en del med at få tryksager til at tage sig præsentable ud kan jeg ialfald godt sætte pris på det aspekt ved bogen! Og skulle jeg en dag for alvor komme i gang med at arbejde med larver og exuvier vil jeg helt sikkert hive bogen frem!

Hvis man i øvrigt er interesseret i guldsmedelitteratur kan jeg henvise til denne oversigt over bøger omhandlende Europas odonata.