Så var det idag, at Henrik tog sin afsked, efter sit syv måneders beskæftigelsestilbud. Han kom fra Ålborg om formiddagen med en stak gravøl og en flyttebil, og uden de store sentimentale følelsesudbrud kunne vi sige pænt farvel, stille og roligt…
I stedet bliver det så fra nu af undertegnede, der sammen med Terje står for stationens feltarbejde – og det glæder jeg mig da til at komme i gang med igen, efter en hel vinter med skrivebordsarbejde. Jeg er stort set blevet færdig med ’YNGL-89’ og ’MANUAL’ (EDB-arbejdstitlerne), der mangler blot nogle få ting fra styrelsen, og også ’YNGL-90’ er jeg kommet godt i gang med. Udkastet til manualen kom iøvrigt retur fra styrelsen i dag, og når Pelles røde streger er blevet rettet, mangler kun nogle kort, så er dén på plads.
I disse dage arbejder jeg med en opsummering af ringmærkningstallene fra alle årene tilbage til 1986 (til brug i Bjarnes 90’er-årsrapport), og selve talarbejdet blev færdigt idag – vi har ialt fanget 10.937 fugle!
Februars dagsrapporter blev også færdigredigerede og printet ud til Pelle.
Det uvenlige vejr indbød nemlig ikke til at starte min ”feltaktive periode” i felten, så det blev igen kontorstole og PC’er og ikke kikkerter og knallerter der blev slidt på!
Terje kikkede på sine NOK-arter, og havde en snak med teknisk forvaltning i Viborg Amt angående at få etableret en odder-passage ved 19’eren, eller i mere alment forståeligt sprog: hvor Tømmerby Ringkanal løber under hovedvej A11. De virkede interesserede på amtet, og var parate til at sende nogle af deres teknikere med ud og kigge på forholdene.
Fugleobs. var der meget få af, kun lidt ubetydeligt diverse fra stationshaven (vore kæledægger droslerne) og så var Henrik lidt rundt i området – for sidste gang i egenskab af alt-registrerende observatør – han noterede mest rovfugle, bl.a. 2 Fjeldvåger i de Vestlige Vejler.
I fritiden, dvs. om aftenen, syslede jeg med at lære mig selv noget ”BASIC”-programmering på computeren. Det er sjovt! (-og kan måske en dag bruges til noget, hvem ved!?)…