Guldsmedesæsonen er nu så fremskreden, at der for hver dag ses færre af de almindelige arter af vandnymfer og de tidligt flyvende større guldsmede – til gengæld viser der sig hele tiden flere af de store mosaikguldsmede i luftrummet over Vejlerne.
Disse mega-store insekter byder på deres egne udfordringer, når det gælder feltbestemmelse – ikke mindst når man sidder i en kano og skal forsøge at få styr på dem. Det er sjældent de sætter sig, så man skal helst være i stand til at kende arterne fra hinanden i flugten (!). Den almindeligste her på egnen, Brun Mosaikguldsmed, er den letteste af dem alle – selv på stor afstand vil den altid fremstå meget rødbrun, da også vingerne har et kraftigt rødligt skær. Den sjældneste, Baltisk Mosaikguldsmed, er ved nærmere kendskab ikke så svær. Størrelsen er meget påfaldende (og den flyver derfor mere “adstadigt” end nogle af de mindre arter, omend det med mosaikguldsmede altid går hurtigt). Den eneste reelle forvekslingsmulighed er Siv-mosaikguldsmed, som ganske vist er rapporteret fra Vejlerne, men jeg har aldrig set den – hvilket også betyder at jeg er meget fokuseret på at checke netop de karakterer, som adskiller de to arter.
Blå Mosaikguldsmed har jeg endnu ikke set iår, og fra tidligere år er det mit indtryk, at det er en art som ikke træffes så meget ved de store vandflader, men mere i småbiotoper lidt væk fra selve Vejlerne. Men sensommerens undersøgelser vil sikkert kaste mere lys over det. Efterårs-mosaikguldsmed er heller ikke set her endnu i denne sæson, men når den kommer, plejer det altid at være i mængder – sikkert specielt i de år, hvor der er en god tilflyvning sydfra. Det er markant den mindste af arterne, og den plejer ikke at volde særlige bestemmelsesmæssige problemer.
Et særligt “problem” udgør derimod Grøn Mosaikguldsmed, der på landsplan er ualmindelig. Det er én af de arter, hvor jeg håber at den igangværende undersøgelse af Vejlernes guldsmedefauna vil give ny viden. I de tidligere år har jeg kun set arten meget sporadisk, bl.a. et individ som på et tidspunkt landede i vores køkkenhave. Men under forsommerens ture i kano havde jeg ved Tømmerby Ringkanal fundet udbredte sumpe med planten krebseklo, som er dén plante Grøn Mosaikguldsmed er afhængig af – æglægningen foregår altid i krebseklo. Derfor var det ikke nogen overraskelse, at jeg forleden dag fandt 5 individer af arten på en strækning af ringkanalen mellem Mommer og Høbjerget.
Grøn Mosaikguldsmed deler en række karakterer med arten Stor Kejserguldsmed, der selv om den ikke tilhører samme slægt Aeshna, på alle måder ligner en mosaikguldsmed. At adskille disse to arter var ikke en aktuel problematik for få år siden, men siden arten indvandrede til Danmark midt i 1990erne, har den spredt sig til hele landet, og er nu langt mere talrig end Grøn Mosaikguldsmed.
Stor Kejser er større end Grøn Mosaik, men når man kun har den ene art for sig, kan det være svært at bedømme størrelsen. Normalt vil Stor Kejser dog have en mere rolig flugt, hvor Grøn Mosaik har flere kast til siden – hvilket i den grad gør det til en udfordring at få skarpe fotos!
Begge arter adskiller sig fra de fleste andre arter store guldsmede ved at have en umarkeret grøn kropsside, og Stor Kejser fremstår i det hele taget meget umønstret på forkroppen – her er Grøn Mosaiks gulgrønne skulderstriber på brun baggrund et godt kendetegn (i flugten ses ofte blot “noget brunt fortil”).
Stor Kejserguldsmed har (altid?) en markant “hængende” bagkrop, hvilket der kun af og til ses en tendens til hos Grøn Mosaik, og ikke så udtalt.
Mosaikmønsteret på bagkroppen er mere markant på Grøn Mosaik, mens der på Stor Kejser er “plads til” en sammenhængende blå stribe (hos hannen) i hele bagkroppens længde.
En karakter jeg selv har lagt mærke til de seneste dage er, at frons (“næsen”) på Grøn Mosaik er meget hvidlig, mens den på Stor Kejser er gulgrøn – en karakter jeg har fået bekræftet ved at studere fotos på internettet (men det er ikke nævnt/vist i felthåndbøgerne, hvor også Grøn Mosaik er tegnet med gullig frons). Den fremstår også større og mere fremtrædende på Stor Kejser, især i profil – det er en rigtig “opstoppertud”.
Igår havde jeg en halv time med en territorial han af Stor Kejserguldsmed i Klastrup Sø ved Østerild, hvilket gav lejlighed til at tage nogle fotos til sammenligning…
Skarpheden på billederne illustrerer meget godt, at flugten hos Stor Kejser foregår i et lidt roligere tempo – det er noget nemmere at opnå skarpe fotos.
Til sidst har jeg samlet en lille “pædagogisk tavle” med de to arter sammen.