Fra feltstationens dagbog – 1. september 1998

Vi deltog i et jagt-opsynshold organiseret af Mogens og Poul. Mogens og Albert Borg dækkede Lund Fjord fra motorbåd, og en anden af Mogens’ folk tog Ør. Landkanal, mens vi mest koncentrerede os om de Vestlige Vejler. Poul og jeg sad de første par timer ved Dykkerslusen, mens Thomas sad på Arupdæmningen. Vi så flere folk, der jagede lige på reservatgrænsen, og sendte deres hund ind og apportere i Vejlerne, når byttet faldt ned derinde. Desuden et hold på 4 jægere i Østerild Fjord på Vestsiden nord for Bruuns Hul, som sad helt ude i vandkanten sammen med deres hund, der også var ude og støve rundt. Dem var vi ude og pågribe… På en måde tilfredsstillende at slå kloen i nakken af sådan nogle slamberter, men det er nu ikke sjovt at stå der overfor bevæbnede fyre der er dobbelt så brede som en selv. Jeg holdt mig da også i baggrunden – det kan iøvrigt heller ikke være feltstationens opgave at være politi.

Der var ikke voldsomt mange folk ude, da det jo er en hverdag først på ugen, og fra Dykkerslusen talte jeg ca. 225 skud de første par timer fra kl. 5:20, hvor det første knald lød… Men alligevel er det jo en voldsom indgriben i fuglenes daglige bevægelsesmønster, og især Grågæssene er helt forvirrede – men de bliver nemme at tælle, når de presses sammen, og ligger højlydt gakkende på vandfladerne. De fyldte især godt i de Vestlige Vejler, hvor der på et tidspunkt lå 1800 i Arup Vejle og 1200 i Østerild Fjord. Om aftenen talte Thomas 1100, der kom ind østfra til Bygholmengen. Altså et samlet, stort tal pa 4100, hvilket ifølge Thomas, der fører bogholderi over alle mulige rekorder, skulle være (efterårs)rekord for Vejlerne.

Og så skete der også det bemærkelsesværdige idag, at både Storkene og Skestorkene tog jagtstarten med – ialfald stod der om morgenen 5 Hvide Storke på en mark ved Vesløs. De mærker jo iøvrigt nok mere til jagtaktiviteterne end Skestorkene, der virker til at være helt lokaliserede på Bygholmengen i år.