Grønt i grønt (Grøn Mosaikguldsmed i krebseklo)

Grøn Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2018. Foto: ornit.dk.
Grøn Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2018. Foto: ornit.dk.
Grøn Mosaikguldsmed, Tømmerby Ringkanal, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På gårsdagens kanotur på Tømmerby Ringkanal så der ved første øjekast ikke ud til at være meget guldsmede-liv. Ved den store krebseklo-sump nord for maskinhuset var de der dog, når man kiggede efter, hunnerne af Grøn Mosaikguldsmed i færd med at lægge æg. Men de blev nemt væk mellem alt det grønne – i “suppen” af andemad (som de nogle gange forsvandt næsten helt ned i) og skjult bag krebseklo-planter.

Dyrene var nemmest at opdage, når jeg fik mig placeret så jeg havde sumpen i modlys – så sås de svirrende vinger tydeligt, når de en gang imellem var på en kort flyvetur mellem planterne.

Det var lidt overraskende, at jeg så sent som 30. august stadig havde mindst 10 æglæggende hunner (plus et omkringflyvende individ). Det er halvanden måned siden jeg midt i juli havde det største tal af Grøn Mosaikguldsmed – ca. 50 dyr på en gennemsejling over to dage af hele ringkanalen – og det er jo ialfald ikke de samme dyr, jeg finder nu. Der må simpelthen være en meget stor bestand på stedet (-og der er jo også rige muligheder for æglægning i de over 2000 m2 krebseklo-sump). Når man ser tætheden af exuvier (tomme nymfehuder) i krebseklo-planterne, kan det kun være en meget lille andel af de voksne dyr, jeg får registreret – så i det mindste må bestanden være på adskillige hundrede dyr (men jeg tænker at det nemt kunne være i tusinder, den skal tælles). Under alle omstændigheder er der tale om en af de største kendte bestande i Danmark – hvilket jo egentlig er ganske imponerende, i betragtning af at bestanden formentlig har haft mindre end 20 år til at etablere sig (krebseklo er først “ankommet” til Tømmerby Ringkanal efter år 2000)…

Udover Grøn Mosaik var det stort set kun Brun Mosaikguldsmed og Efterårs-Mosaikguldsmed, jeg så på turen (samt måske en sen Stor Kejserguldsmed, men jeg blev aldrig helt sikker på den)…