Ynglefuglerapport 2011 på gaden!

Ynglefugle i Vejlerne 2011.

Som det har været tilfældet siden 2007, har firmaet ornit.dk haft ansvaret for et overvågningsprogram for et udvalg af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.

Overvågningen udføres for den institution, vi plejer at kalde DMU, men strukturændringer i universitetsverdenen gør, at vi i fremtiden skal vænne os til, at det hedder DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det føles endnu ikke helt mundret, men det kommer vel…

Hvert år publiceres en ynglefuglerapport med resultaterne af overvågningen. Det tilstræbes, at rapporten kommer “på gaden” samme år som den behandlede sæson, og i år lykkedes det! (-i modsætning til 2010-rapporten, der først udkom i juni i år).

Rapporten er tilgængelig for download her – stadig fra DMU’s hjemmeside!: Ynglefugle i Vejlerne 2011 som pdf-fil. Rapporten indgår i en ny serie af tekniske rapporter fra DCE, og har et farvebillede på forsiden! (i modsætning til DMU’s arbejdsrapporter, der udkom i sorthvid). Det er stadig sådan, at rapporterne ikke udgives på papir, men udelukkende i digitalt format.

Samtidig med udgivelsen har DCE lagt en presseomtale af rapporten på nettet. Her fokuseres på vandstandens betydning for ynglefuglenes succes, idet områdets ræve har lettere ved at komme frem til de ynglende fugle ved lav vandstand. Fra 2000 og nogle år frem var bestanden af ræve markant reduceret som følge af sygdommen skab, og netop i disse år ynglede arter som Klyde, Rødben og Vibe i stort antal.

Da overvågningen er “hængt op” på det nationale NOVANA-program, har der i 2011 været særlig fokus på arterne Plettet Rørvagtel, Trane og Sortterne. Der blev kortlagt i alt 13 territoriehævdende Plettet Rørvagtel, det største antal siden 2007. De fleste ankom i juli. Bestanden af Trane var på seks stedfaste par kortlagt ved gentagne lejligheder i løbet af ynglesæsonen. Det er den største bestand, som hidtil er registreret i Vejlerne. Der blev registreret 26-36 ynglepar af Sortterne i en koloni i Kogleakssøen. De fik i alt 11 flyvedygtige unger, et bedre resultat end i 2010, hvor ingen unger blev produceret.

Af øvrige markante udviklinger i 2011 kan nævnes, at Rørhøg og Rørdrum har taget meget vel imod naturgenopretningen i Tømmerby Fjord, hvor diget er udbedret og vandstanden markant forhøjet.

Skestork genindvandrede i 2011 til Vejlerne, og for første gang siden 1996 blev lokaliteten Melsig i Arup Vejle taget i anvendelse. Otte rugende fugle blev iagttaget fra land.

Kun 25 par Klyder og 24 par Havterner på Bygholmengen er en fortsættelse af tendensen fra 2010 med meget lave tal af disse kolonirugende arter, der er afhængige af en høj vandstand. Der var stort set ingen ynglesucces hos Klyde, og slet ingen hos Havterne.

Med 52 territorier af Engryle er der tale om en lille tilbagegang i forhold til 2010, mens en anden af engenes meget fåtallige arter, Brushøne, havde en lille fremgang til syv yngleurolige høner. Samme dag som denne tælling blev gennemført sidst i juni sås i alt 11 Brushaner på spillepladser, og sammen med dem yderligere tre høner (som nok næppe har nået at yngle i år; men kan være udtryk for mislykkede yngleforsøg). Det er en fremgang fra fem ynglehøner i 2010 til samme niveau som i 2008-2009, men i et længere perspektiv er bestandsniveauet meget lavt.

Stor Kobbersneppe ynglede i år med 116 par, 10 par flere end i 2010.

I afsnittet om driftsforhold omtales i år et hidtil upåagtet problem i Vejlerne: at ynglefugle kolliderer med hegnstrådene. Et konkret, fotodokumenteret tilfælde af en nyudfløjen Engryle med såret vinge kan formentlig tilskrives, at fuglen var fløjet ind i den hegnstråd, der krydser engen tæt på iagttagelsesstedet. På Tipperne, hvor man i en årrække har været opmærksom på dette problem, har man helt kunnet afhjælpe det ved at føre en hvid snor langs med hegnstråden (viklet om tråden). Rapporten anbefaler, at der også i Vejlerne indføres en form for afværgeforanstaltning for at minimere risikoen for kollisioner med hegnstråd i de vigtigste områder for engfugle.

I sommeren 2011 græssede 300 kreaturer på Bygholmengen, heraf 100 med kalve, hvilket giver en kapacitet svarende til 330-350 voksne kreaturer. Det kan konstateres, at det lave antal i kombination med en relativt kort græsningssæson har bevirket, at opvæksten af tagrør ikke har kunnet holdes nede, især på de fire nordligste parceller. En markant opvækst af tagrør her kan medvirke til en forringelse af forholdene for engfuglene i den kommende ynglesæson.

I øvrigt kan jeg kun opfordre til, at man selv læser rapporten og tilegner sig flere detaljer om, hvordan og hvorfor det er gået med ynglefuglene, som det er! God fornøjelse med læsningen!

Ynglefuglerapport med forsinkelse

Ynglefuglerapport 2010

Firmaet ornit.dk har de seneste år haft kontrakt med DMU om overvågning af de vigtigste af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.

Hvert år publiceres en ynglefuglerapport, som præsenterer resultaterne af overvågningen. Målsætningen er, at rapporten skal “på gaden” samme år som den behandlede sæson, men i tilfældet 2010-ynglefuglerapporten må vi desværre konstatere, at publiceringen er blevet meget forsinket. Det er lige før, at man kan kalde rapporten uaktuel, for den nye sæson 2011 er jo på nuværende tidspunkt godt i gang…

Nuvel, nu er rapporten ialfald tilgængelig. Den kan downloades her fra DMU’s hjemmeside: Ynglefugle i Vejlerne 2010 som pdf-fil. DMU’s arbejdsrapporter udgives ikke længere på papir, så man må til computeren, hvis man vil læse disse rapporter…

Læserne må selv studere publikationen for at få at vide i detaljer, hvordan det gik ynglefuglebestandene. Jeg kan dog kort summere, at der i 2010 især var fokus på Engryle, Brushøne og Sortterne. Der blev kortlagt 64 par Engryler, hvilket er det største antal siden 2003. Der blev endvidere kortlagt 5 yngleurolige Brushøner, hvilket er på niveau med de seneste år. Med 24-33 par steg Sortternerne en anelse i antal i forhold til 2009. Desværre fik de ingen unger på vingerne.

Desuden kan af markante udviklinger i 2010 nævnes, at Rørdrum-bestanden fik et alvorligt knæk efter isvinteren (fra 114 til 61 paukende fugle), og både Klyde og Havterne opgav stort set at yngle på Bygholmengen. For begge arter var der tale om det laveste niveau siden tællingernes start i 1978. Vandstanden var sidst på foråret ikke optimal for kolonirugende arter på Bygholmengen, men det kan næppe alene forklare den drastiske tilbagegang for disse arter. Det er måske nærliggende at antage, at isvinteren kan have fjernet en stor del af fødegrundlaget, invertebrater og småfisk?

Rapporten behandler særligt grundigt nogle af forholdene omkring Engryle‘s glædelige fremgang. Der blev fundet 34 territorier i maj og 38 i juni, hvoraf 12 var kortlagt også i maj. Det kan ikke udelukkes, at nogle af territorierne kortlagt i juni drejer sig om par, der er vandret med ungerne. Især er det parrene fra Bygholmengens sydligste parceller, der kun er blevet registreret på maj-tællingen, hvorimod der på de nordligste parceller er en overvægt af territorier, som først er registreret i juni. Det kunne antyde, at der sker en vandring mod nord med ungerne, ligesom det er kendt for Stor Kobbersneppe. Man må dog formode, at Engryle har noget sværere ved at vandre langt og krydse de mange kanaler med ungerne. Juni-tallet må under alle omstændigheder betragtes som et minimumstal, og delvist et udtryk for fugle med ynglesucces – alle yngleaktive fugle under kortlægningen i juni er nået langt i ynglecyklus. Og sammenlignes med de foregående år, er stigningen markant for både maj- og juni-tællingerne. Vejlerne (læs: Bygholmengen) er i disse år den eneste store ynglelokalitet for Engryle, hvor bestanden er stabil og endda udviser en lille fremgang, i en tid, hvor arten ellers går tilbage på stort set alle kendte lokaliteter.

Rapporten indeholder naturligvis også de sædvanlige afsnit om driftsforhold og vandstand, der jo som bekendt kan være ganske afgørende for ynglefuglenes muligheder. Her bemærkes især, at vandstanden i Bygholm Nord, på trods af at lokaliteten er omkranset af diger på alle sider, de seneste år er faldet betragteligt. Efter at Krapdiget blev retableret i 1994 måltes i årene 1997-2003 meget høje vandstande. Dette faldt sammen med de hidtil største bestande af en lang række rørskovstilknyttede arter, bl.a. Grågås, Rørdrum, Rørhøg og Vandrikse, som kulminerede i årene omkring og lige efter 2000. Også Sortterne, som har sin vigtigste yngleplads i Danmark i Kogleakssøen, en del af Bygholm Nord, er afhængig af en høj vandstand på ynglepladsen. I 2010 var vandstanden på lokaliteten tilbage på niveauet før Krapdigets retablering, og der sker tilsyneladende et fortsat fald. Der findes kun én reguleringsmulighed der kan påvirke vandstanden i Bygholm Nord, idet der ved Kogleakssøen findes et stem i diget mod Selbjerg Vejle. Det er konstateret, at dette stem igennem vinterhalvåret har stået åbent, men uvist, om det har nogen større effekt på vandstanden. Hvis ikke det skyldes udledning via dette stem, kan den stadigt lavere vandstand de seneste år skyldes, at Selbjergdiget gradvist nedbrydes ved, at vand fra Bygholm Nord løber over diget ind i Selbjerg Vejle, hvor diget er svagest. Når digekronen flere steder nedbrydes, kan bassinet holde på mindre vand. Det er formentlig nødvendigt at forstærke diget for at sikre, at der fortsat holdes en høj vandstand i rørskoven i Bygholm Vejle nord for Krapdiget, og dermed gives betingelser for store bestande af rørskovsfugle (og Sortterner) – det er ialfald rapportens anbefaling. Hvis en passende høj vandstand skal opretholdes må stemmet i diget enten fjernes helt eller administreres konservativt, så det f.eks. kun åbnes hvis de målte vandstandsværdier overstiger værdierne, der blev målt i 1997-2003.

DMU’s arbejdsrapport-serie har sorthvide omslag, så Henriks flotte sortternefoto fremstår desværre lidt farveløst…

På trods af den lange forsinkelse ønsker jeg god fornøjelse med læsningen!

Årets ynglefuglerapport

Som jeg lovede sidst, ville ynglefuglerapporten for 2009 være nogenlunde aktuel, når den udkom.

Well, nu er den her ialfald, netop lagt online i en større “bølge” af DMU-rapporter, som udkommer i ugen op til jul. Den kan hentes her: Ynglefugle i Vejlerne 2009 som pdf-fil. Rapporten er udarbejdet af Henrik Haaning Nielsen og undertegnede, tilsammen også kendt som ornit.dk. Vi har en kontrakt med DMU om denne overvågning, der får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond.

Rapporten nåede altså lige at udkomme i samme år som den ynglesæson, der behandles i rapporten…

I må selv studere publikationen for at se, hvordan det gik ynglefuglebestandene, men jeg kan kort summere, at der i 2009 især var fokus på Klyde, Sortterne og Trane. Der blev kortlagt 80 par Klyder, det fjerdelaveste siden feltstationens start i 1978. Sortternerne gik tilbage til blot 18-25 par, hvilket er blandt de dårligste resultater for denne højtelskede Vejler-specialitet, men der blev i det mindste produceret unger i år, 11 flyvefærdige ungfugle. Med fire sandsynlige og to mulige par af Trane er det hidtil største antal ynglepar af arten i Vejlerne.

Der er i denne rapport gjort lidt mere ud af at sammenligne årets resultater med tidligere års, og for de fleste arters vedkommende er der kurver, der viser udviklingen i bestanden siden 1978.

For Stor Kobbersneppe indeholder rapporten en interessant detalje. Vi kortlagde de ungevarslende fugle ved juni-gennemgangen, hvor der var en fantastisk høj overlevelse af yngleforsøgene – næsten 100% (109 par mod 112 i maj). Sammenlignet med territoriernes fordeling i maj viser det sig, at en stor del af parrene havde vandret med ungerne over store afstande. De ungevarslende par var koncentreret i den nordøstlige del af Bygholmengen; næsten halvdelen opholdt sig i det område, som var blev slået i juni 2008, og som nu i 2009 fremstod med ”mellemhøjt” græsdække.

Rapporten indeholder naturligvis også de sædvanlige afsnit om driftsforhold og vandstand, der jo som bekendt kan være ganske afgørende for ynglefuglenes muligheder. For Bygholmengens vedkommende var der en meget lav vandstand gennem det meste af vinteren og foråret, forstærket af at april bød på meget lidt nedbør. Maj og juni blev dog relativt våde, så udtørringen i vadefuglenes ungeføringstid var ikke så omfattende, som det er set mange andre år (sidst i 2008). Engen fremstod tør i juni, men den regelmæssige regn betød, at der konstant var fugtighed til stede i græstørven og dermed fødeemner for engfuglene. Generelt var antallet af ungevarslende vadefugle i juni derfor højt i 2009 (som illustreret af eksemplet med Kobbersnepperne).

Igen kan det ærgre mig lidt, at DMU for arbejdsrapport-serien kører med sorthvidt omslag, så Henriks flotte kobbersneppefoto bliver lidt farveløst…

God fornøjelse med læsningen!

Ynglefuglerapport online

Idag er ynglefuglerapporten for Vejlerne 2008 blevet lagt online på DMU’s hjemmeside.

(Jaja, bedre sent end aldrig. 2009-rapporten vil vi godt love vil være mere aktuel, når den udkommer!)…

Rapporten er udarbejdet af Henrik Haaning Nielsen og undertegnede, tilsammen også kendt som ornit.dk.

Hvis man sammenfatter ynglesæsonen 2008 meget kortfattet, er hovedlinierne disse: der blev kortlagt 170 territorier af Rørdrum, en fremgang i forhold til de foregående tre år. Sortternebestanden blev opgjort til 29-40 par, men ternerne havde svært ved at etablere sig på grund af tilgroning på ynglepladserne, og selvom fuglene gjorde to forsøg lykkedes det ikke at få unger på vingerne. Plettet Rørvagtel havde med blot fem registrerede fugle en af de dårligste ynglesæsoner nogensinde.

DMU-rapporten er i år kommet i helt nyt layout, og et af Henriks Rørdrum-billeder fylder hele forsiden. Desværre er det sådan, at forsiderne på arbejdsrapporter kun laves i sorthvid! (egentlig et sjovt “sparehensyn”, da rapporterne jo under alle omstændigheder kun udkommer som .pdf-filer på nettet)…

Nå, hvis man gerne vil se Rørdrummen i farver, kan man jo vælge at købe den også ny-udkomne NOK-rapport (“Fugle og dyr i Nordjylland 2008”), hvor det samme billede optræder i flot tryk…