Fra feltstationens dagbog – 17. november 1991

Tre mand klemte sig sammen på forsædet af TOYOTAen og kørte til Tangerne, den midtmånedlige tælling. Det var 2 folk “udefra”, nemlig Bjarne P. fra Vust og observatøraspirant Ejnar fra Sindal, og feltstationen stillede så med Terje Seidenfaden. Undertegnede havde bedt om frisøndag, da der var noget familie, der skulle plejes…

Så det var ikke den store aktivitet her omkring Hannæs/Vejlerne, Albert sagde farvel til sine besøgende og havde så havenettene åbne – men det gav af nye fugle kun en Solsort og en Blåmejse. Tangemandskabet obs.’ede et par pattedyr – ræv og hare – her ved Selbjerg.

TANGEtællingen forløb fint nok, der var ikke de store overvældende fuglemængder, så der var tid til at snakke lidt om feltbestemmelse og optællingsteknik med den nye. Men en del fugle får man selvfølgelig altid med hjem, og følgende udpluk kan nævnes: 48 Knortegæs ved færgehavnen Agger (44 Lysbugede, 4 Mørke) samt 35 Lysbugede på fjordsiden. Alle de gulnæbbede svaner befandt sig på Plet Enge, hvor frokosten blev indtaget – 30 Sang– og 123 Pibesvaner. Svømmeænder var det ret småt med, og dem der var, var stort set alle på Harboøre – ialt 590 Gravænder, 233 Grå-, 32 Krik-, 33 Spids-, 339 Pibe– samt 2 Skeænder. Jo ikke store sager! Også de fleste Hvinænder, nemlig 300, var at finde på Harboøre Tange, og lidt andre “dykkere” blandede sig, 6 Bjergænder og 6 Havlitter (-også 4 Havlitter på fjorden). Der var tyndt med rovfugle bortset fra Fjeldvåger, som der taltes ialt 7 af – 2 på Agger, 5 på Harboøre. Vadefuglene er dén artsgruppe, hvor Tangerne er mest anderledes end Vejlerne, her var tallene 166 Strandskader, 15 Strandhjejler, 1080 Hjejler (- som næsten alle stod og rastede på sandbankerne på fjordsiden), Stor Regnspove 23, Lille Kobbersneppe 82, Rødben 141 og Almindelig Ryle 1729 – de 1000 på fjorden. Og så var der jo alle mågerne – bl.a. over 1700 Sølvmåger (!). De fandt ingen Bjerglærker idag, men et par småflokke af Bjergirisker (50) og Snespurve (40). Derudover kan nævnes 391 Sjaggere, men mest markante spurvefugle var nu Silkehalerne, ikke just en typisk tangefugl, men idag havde de ialt 59 i 3 flokke, der myldrede sydpå. Efter at vi selv havde et par stykker på Vejlerne for et par dage siden er der kommet meldinger om mange rundtomkring i landet, så der skal åbenbart være invasion også denne vinter – JUHU!, Silkehalen er en dejlig fugl! Til sidst fra Tangerne at nævne en Ride på Limfjorden samt kun sølle 2 sæler dennegang.

Til aften fik Terje et lift med Ejnar til Ålborg – så var der kun Albert helt mutters tilbage på stationen, han fornøjede sig med diverse mere eller mindre seriøse programmer på computeren.