Ved 8-tiden blev undertegnede samlet op i Tømmerby af morgenivrige Terje og Frimer, vi havde aftalt en tangetælling i dag. Jeg var vikar for Henrik, der havde et vigtigt ærinde i Aalborg. Det er jo i sidste øjeblik (godt og vel!), hvis tællingen skal ligge i “medio”-delen af måneden. Men der har været så meget dårligt vejr, så det blev altså først i dag. Det så nu heller ikke for lyst ud i dag fra morgenstunden, skytæppet lå tungt, men som Michael Jarnvig forudså i vejrudsigten i aftes, klarede det ret hurtigt op. Det blev dog noget mere blæsende end han havde lovet, så det var faktisk en frisk omgang at tælle fugle hele dagen – man kommer let til at fryse, selv om man er godt pakket ind i lange underbukser m.v., når man hele tiden stiger ud og ind af den varme bil! Men vi havde da kaffe med på thermo’en, og selv om der ikke var mange fugle var det nu meget hyggeligt at være af sted – måske især for Frimer og mig, der ikke har været alt for meget ude og tælle fjerkræ her på det sidste. Terje var chauffør, jeg var “notør” – men som nævnt var der ikke så mange fugle, at jeg fik skrivekrampe. Her kommer lige et udpluk af de mere interessante arter og antal:
Af marine ænder kunne det blive til 2 Havlitter, 1 Sortand og 1 Ederfugl. I (lidt) samme kategori kan nævnes 2 Rødstrubede Lommer og 3 Skarver – sad og ventede på forår på Rønland Sandø, hvor de ynglede sidste år – der var ingen alkefugle idag. Dykænder iøvrigt var repræsenterede med 402 Hvinænder, 227 Store og 107 Toppede Skalleslugere – samt 5 lækre af de Små.
Andre andetal: 927 Grå-, 31 Spids– og 265 Pibeænder – det var til at overse. Heller ikke vildt mange Gravænder – 199 på tangerne, 53 på fjorden og så en pæn flok på 390 på Plet Enge, som blandede sig med 160 Lysbugede Knortegæs – da doktor Madsen kom indover i sin lille énmotors på gåsetælling gik det hele selvfølgelig på vingerne i vild forvirring. Derudover var der ca. 150 Lysbugede på Agger, og 160 Knortegæs sp. på fjorden, Nissum Bredning – vistnok også lysmavede, men i stik modlys. Ialt ca. 470 Knortegæs – Aggertallet er dog usikkert, da vi kun så dem flygtigt på vores vej til færgen, og på tilbagevejen havde flytælleren fået dem skræmt væk, og de var ikke til at finde for os. Så var der mindst 163 (nok snarere 175) Kortnæbbede Gæs på Harboøre, de var svære at tælle da de gik i den halvhøje vegetation på engen ud for Cheminova. Og 130 Kortnæbs på Plet afslutter gæssene. Gulnæbbede svaner er ikke værd at snakke om, der var kun 13 Sangsvaner ialt, men 330 Knops. På Plet var der ellers en pæn flok på ca. 45 græssende svaner, men de 40 af dem viste sig at være Knopsvaner, perverst! Pænt med rovfugle: 4 Musvåger, 2 Fjeldvåger, 1 Spurvehøg, 5 Blå Kærhøge, 6 Tårnfalke – og minsanten også en Vandrefalk, som Frimer med sit sjællandske falkeøje opdagede langt ude over Krik Vig, hvor den var på vej over mod Krik, Vestervig og Sydthy. Det er vores første Vandrefalk i de to år, vi har talt på tangerne.
Der var 8 vadefuglearter, mange for januar, men ingen i specielt høje antal (vandstanden var høj på fjorden): Strandskade 69, Vibe 17, Strandhjejle 15, Hjejle 29, Stor Regnspove 3, Lille Kobbersneppe 35, Rødben 214 og Almindelig Ryle 395. En stor del af Rødbenene og Rylerne gik inde i nord-lagunen på Harboøre. Måger var der nok af, som sædvanligt, men dem går jeg let henover. Færgeventetiden i Thyborøn brugte vi på havnen – her var mærkeligt nok ingen lysvingede Laridae at se, og kun enkelte Rider.
Mest markante spurvefugle var ca. 800 Sjaggere og godt 500 Stære i havtorn-krattene, derudover lidt pibere, 65 Snespurve og 1 Laplandsværling på Harboøre. Og så blev der jo kigget efter Bynkefuglene – og de var der s’gu, de Sortstrubede hibernans‘er, både hannen på Harboøre og parret på Agger – præcist de samme steder som hvor de er blevet set lige siden oktober-november. Fantastisk! Man må sige at de er stedfaste, de små kræ! Vi mødte en lokal ornitolog, som kunne fortælle, at der yderligere har været ét par, i sydenden af Harboøre Tange – så det er virkeligt de sortsmuskede bynk’ers vinter, denneher!
Tilbage er der så kun at nævne pattedyrene, spæt-sælerne, som vi denne gang kun fandt 6 af – 5 på de sædvanlige oppumpede sandbanker, og 1 i færgehavnen på Harboøre – den måtte finde sig i at blive foreviget af kunstner Frimer.
Da vi noget efter solnedgang var tilbage på feltstationen, sad kunstner Bertel her – han havde en stak af Erik (fra Skagen)’s rovfugledias fra hele verden med – så vi kom en tur rundt til diverse varme steder, hvilket satte gang i vinterdrømmeriet og rejselængslerne. Bjarne arbejder jo for tiden med farveplancher til Gensbøls rovfuglebog, og han havde de sidste nye færdige med – det er bare så flot, virkeligt illustrationsarbejde i verdensklasse!!!