Fra feltstationens dagbog – 28. oktober 1991

Da tågen trak ud for længe blev vi nødt til at aflyse den planlagte total – når vi kun er to mand skal vi helst bruge alle de lyse timer. Men det kunne vi nu også gøre med ro i sindet, da det er første dag i pentaden. I stedet blev det så til en enkelt taxering, Selbjergtaxen, som undertegnede forestod fra kl. 10:40 og 2 timer frem. Der var som sædvanligt ikke de store fuglemængder; af vandfugle kunne Læssø byde på 40 Gråænder, 5 Pibeænder og 13 Svaner som var fordelt på 6 Pibesvaner, 3 Sangs. og 4 Knops. – og det var alt. Langs østsiden af Selbjerg, som stadig er ret lavvandet, stod 195 Viber og 260 Hjejler som jeg kunne se, og sikkert mange flere som ikke kunne ses bag rørbræmmen. Den gamle Rørhøg holdt stadig til langs diget, Blå Kærhøge så jeg kun få af. Der var ikke mange småfugle i rørene, Skægmejsen var klart den talrigste med ca. 30, men lige idag var de ikke særlig samarbejdsvillige, holdt sig godt skjult nede i rørene – sikkert fordi jeg havde kamera med. Jeg fik ikke knipset et eneste billede… En ensom Bjergirisk sad og pillede i en eller anden urt midt på diget, helt alene.

Terje var knallert-fragter, og checkede også lige området omkring Lund, men der var ingen store vingefang på vingerne, ingen Ørn… Til gengæld havde han Rørdrum i både Han og Lund, en Stor Tornskade ved leddet til Kogleaks (-som jeg ikke så), og en hoben Dompapper, ialt 20, bl.a. en flok på 14 som fløj over.
Susanne ringede ved middagstid, hun kunne melde om en Vandrefalk set derovre fra panoramavinduet på Pilgårdsvej.

Albert havde, ligesom alle andre dage, nettene her i haven åbne nogle morgen- og formiddagstimer, og han fangede 4 nye fugle, bl.a. Dompap nr. 6 og 7 her i efteråret. Ret flot, indtil i år er der kun fanget én Dompap her på Lynge. Der var mindst 5 ‘pap’er i haven idag.

Sidst på dagen tog Albert en runde om Bygholmengen, det gør han også næsten hver dag, og som sædvanligt gav det bonus; bl.a. sad efterårets første Mosehornugle på en af rørstakkene langs Ør. Landkanal, og han så også både Dværgfalk, Vandrefalk og Blå Kærhøg blå han – der var kun én Vandrefalk på Engen idag, stadig en ungfugl.