
Denne smukke morgen gennemførte ornit.dk alias Henrik og jeg, med hjælp fra Martin Lund og Jan Haaning Nielsen, årets juni-gennemgang af Bygholmengen, specielt med henblik på arterne Rødben, Brushøne og Almindelig (Eng-)ryle.
Vandstanden var efter mere end en måneds tørke meget lav, på trods af at der bliver taget vand ind fra Øster Landkanal. Derfor var det ikke uventet en tælling med lave tal, og ikke mindst var det meget udtalt, at fuglene var koncentreret de få steder, hvor der var vand i kanaler og pander (-og hvor tilgroningen ikke har taget overhånd).
Det blev til ialt 188 territorier af Rødben, 4-7 mere eller mindre overbevisende Brushøner og 31 par/territorier af Engryle, foruden 6 som blot rastede, og formentlig havde opgivet ynglen for i år. Sammenholdt med maj-tællingen giver årets total af Engryle 48 territorier, hvilket kun er en lille nedgang i forhold til sidste års 50-51 par, og egentlig overraskende godt klaret, når arten på alle andre lokaliteter “rasler” tilbage…
Så på trods af det ekstreme vejr er Bygholmengen ikke helt færdig som ynglelokalitet for engfugle – selvom man på et tidspunkt mere fik associationer i retning af Steppeviber og Sandhøns…
Desuden gav tællingen lidt forskellige bonus-obs., bl.a. ialt 7 Skestorke, heraf årets første flyvende årsunge i Vejlerne, 2 Havørne, de 2 Sølvhejrer N for Krapdiget, lidt klirer, ikke færre end 108 Knarænder – hvilket vist er mange på denne årstid – samt en fin Odinshøne i Central-kanalen lidt N for slusen (billedet).