Vingesuset

Det kan næppe have forbigået nogen læsere af denne blogs opmærksomhed,  at der for nylig udkom en ny fotobog om Vejlerne; Henrik Haanings og Carsten Krogs “Vingesus – Vejlerne i glimt“.

Og det kan da ikke passe, at bogen ikke skal omtales af Vejlerornitten!

Så det vil jeg hermed gøre. Bogen er først og fremmest en fotografisk hyldest til naturen i Vejlerne. Carsten og Henrik formidler på smukkeste vis deres begejstring for Vejlernes fugle, dyr, planter og landskaber i poetiske, stemningsfulde og kreative billeder – nogle af dem meget kreative! 😉

Det er altså billedernes grafiske udtryk (og et gennemført stilrent appetitligt layout af Karin Fredsøe/Tilde Grafisk), som bærer bogen, men der er da også tekster med i Vingesus. Bogen er opdelt i et antal kapitler med overskrifter som Landskaberne, Rørskovene, Engene, Mængderne, Det blå bånd, Agerlandet, Natten, Vinteren osv., samt en række kapitler som præsenterer en enkelt art – selvfølgelig nogle af Vejlernes emblem-arter som Rørdrum, Skægmejse, Odder osv., eller grupper af arter (gæs, insekter m.fl.). I hvert kapitel er der typisk en sides tekst som introduktion til 5-20 sider med fotos. Der er altså ikke tale om en slavisk gennemgang af årets gang, men snarere en række “nedslag” i forskellige emner, man kan fokusere på som fotograf.

Jeg må sige, at det er en storslået præstation af de to “knægte”, og for første gang har Vejlerne fået en publikation, som virkeligt kommer bredt omkring, som i dén grad viser hvor mange forskelligartede oplevelser, man kan få i Vejlerne, og som derfor yder området fuld retfærdighed! Netop diversiteten i landskaberne (både makro- og mikrolandskaber) synes jeg man for alvor får øjnene op for gennem bogens billeder.

Med så mange forskellige fotos taget af to fotografer med ret forskellig tilgang til fotografering vil der uvægerligt være nogle, man bedre kan lide end andre! Selv er jeg helt forelsket i det her viste rørskovsbillede fra Lynge-udsigten mod Skårup Odde (side 28-29), et opslag med en stor flok Skestorke fra Østerild Fjord, som skutter sig i regnen (side 108-109) og en han-Skægmejse i enden af et laaangt, nedadbøjet tagrør-strå (side 53) – en rigtig Haaning-komposition med hovedmotivet placeret helt ude i det ene hjørne af billedet. Men der er så mange andre, og hver ny gennembladring af bogen får én til at dvæle ved nye billeder, nye detaljer.

Den helt store styrke ved Henrik og Carstens fotokunst er deres meget legende og udforskende tilgang til fotografiet – noget som gør at billederne aldrig bliver kedelige eller monotone. Der ligger altid en eller anden drilsk vinkel i forhold til gængse konventioner om fotografering, og ingen (eller ialfald meget få) af billederne er blot portrætter – der tilføjes altid et eller andet nyt aspekt gennem belysning eller leg med lukkertid/blænde, komposition osv.

Det må også lige nævnes, at trykningen af bogen er udført til topkarakter – på noget til formålet meget velvalgt papir med lige præcis den helt rigtige afdæmpede glans – af Naryana Press, Gylling Næs.

Så lad dermed dette være en uforbeholden anbefaling af den flotte bog – som iøvrigt også i dag har fået en fin anmeldelse af Søren Skov i Nordjyske (sektionen Frii).

Min ven Blåhalsen

Nogle gange går udviklingen i fugleverdenen ufatteligt stærkt. Tag nu for eksempel Sydlig Blåhals. Fra at have været totalt fraværende som dansk ynglefugl, over en periode hvor arten var en sydvestdansk (=marsk-) specialitet, til en situation hvor det nærmest er en ALMINDELIG fugl på egnede biotoper i det meste af Jylland, er der gået meget få år. Først omkring 2010 begyndte arten at “spøge” i Vejlerne, Lille Vildmose og andre steder i Limfjordsområdet – og idag er der MANGE af dem.

Jeg har tidligere skrevet om Sydlig Blåhals  i dette og dette indlæg.

Når arten i dag bliver eftersøgt på egnede steder, dvs. typisk i rørbræmmer langs grøfter og kanaler, ofte i inddæmmede områder – ja så bliver den også ofte fundet.
Nogle af de nemmest tilgængelige, mest “publikumsvenlige” Blåhalse har vi vist her i Vejlerne, specifikt Han Vejle/Lund Fjord-området (Jernbanedæmningen), og ikke mindst fuglen(e) langs gangbroen i Han Vejle må finde sig i ofte at få besøg af interesserede fotografer og almindeligt nysgerrige.

I år ankom flere fugle til Han Vejle og Lund Fjord den 1. april – sidste år var det allerede i marts, det skete.

Der er flere fine ting ved Blåhalsen. Det er selvfølgelig en juvel, en fryd for øjet! -Men også dens sang-ekvilibrisme er en fryd, og selv om sangen ikke er så kraftig, betyder det, at den netop ankommer så tidligt, at det for alvor giver mulighed for at nyde den uden forstyrrelse fra andre mere larmende fuglesange.

Fuglen ved gangbroen i Han Vejle (fotos) har jeg og mange andre haft stor fornøjelse af her i første halvdel af april. Det er en MEGET aktiv han, som i lange perioder – og slet ikke kun i skumring og dæmring – har travlt med at synge, meget ofte fra særdeles synlige sangposter, således at man allerede fra P-pladsen kan konstatere, at ja, han er på plads også i dag. Når den rigtigt fører sig frem og nærmest kommer i affekt, afleveres sangen med halen stående lodret i vejret. Charme og selvtillid er der ikke for lidt af!

Den pågældende han har iøvrigt kun en svagt udviklet hvid strubeplet, diffust tegnet og blot synlig af og til under sangen.

Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sortstrubet Bynkefugl pynter hvorsomhelst

Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter en lang dag i felten igår med gennemsyn af 10.000 Kortnæbbede Gæs og endnu flere Bramgæs var det en dejlig gang flødeskum på lagkagen at finde en hyggelig Sortstrubet Bynkefugl ved “smørhullet” nordvest for Lund Fjord. Det er jo en god Vejlerfugl, langtfra årlig, og altid hyggelig! Vi skal dog ikke mange kilometer længere nordpå for at finde arten fast, ved foden af Bulbjerg, hvor der de sidste mange år har været et eller flere stationære par – sidste år fik de unger på vingerne deroppe.

Det blev så årets hidtil bedste fugl ved denne fine lokalitet, hvor der ofte i løbet af vinteren ligger Sangsvaner, og om foråret er vandfladen tit fyldt med svømmeænder, og engen gæstes af Viber, Rødben, Store Præstekraver og vipstjerter. Det var også hér, jeg i 1988 (så vidt jeg husker) fandt Vejlernes (og Danmarks) første Amerikanske Krikand i nyere tid – men det skulle jo senere vise sig, at denne art/form optræder ganske regelmæssigt. Således ligger der jo lige nu som bekendt (via diverse melde-systemer) et eksemplar ved Horsodde i Tømmerby Fjords sydvestlige hjørne… Faktisk er jeg lige ved at tro, at Vejlerne har flere fund af Amerikansk Krikand end af Sortstrubet Bynk…

Nå, “smørhullet” ved Lund kommer ialfald til at blive checket på næsten daglig basis de kommende måneder..

Blå tæer i sneen

Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Stor Regnspove har i forvejen blå tæer, og i denne kulde må de da blive endnu mere forfrosne. Ialfald virkede fuglene i denne flok noget “stivbenede”, da de rendte rundt på en snedækket mark. Men de var trods alt i stand til at stikke næbbet gennem det relativt tynde snelag – spørgsmålet er så bare, om ikke regnormene er søgt så langt i jorden, at spovenæbbene ikke kan nå dem? Jeg så ialfald ingen hive noget spiseligt op… 42 fugle var der i alt i flokken, og det var ved Binderup Ås udløb nordøst for Nibe forleden dag. Et overraskende syn i dette arktiske miljø.

Ikke Vejlerne, altså – men også Vejlernes spover må være tvunget til at søge alternative “græsgange” – hvis ikke de er stukket af sydpå. Men har de fornemmelse for meteorologi har de måske følt, at det betaler sig at holde ud – ialfald lover såvel DMI som norske YR, at kulden er ovre for denne gang fra en gang i den kommende weekend. Så bliver det lidt lettere at være en langbenet vadefugl igen..