… og det gør, at det kan være svært at bevare fokus på skrivebordsarbejdet!
Derfor måtte jeg i eftermiddags lige bruge en halv time med vinduet åbent for at prøve at fotografere nogle af de hyggelige gæster ved foderbrættet. Vi har aldrig før haft så meget liv og glade dage af småfugle om vinteren her på matriklen – i disse dage er der dagligt en Stor Flagspætte, 2 Kernebidere, 4 Kvækerfinker, 5 Grønsiskener, 6 Stillitser, 15 Grønirisker, og (ikke blandt de fotogene idag) 3 Tyrkerduer, 4 Dompapper, 6 Solsorter, 10 Bogfinker, 10 Musvitter, 8 Blåmejser, en Rødhals og nogle få Skovspurve – sidstnævnte er dog næsten helt udeblevet i år, og det er usædvanligt. Af og til kommer også en Skovskade og napper en bid – og desuden hænger en Gærdesmutte og nogle Husskader som regel ud nær foderbrættet uden at jeg har set dem spise fra det.
Jeg formoder at jeg kan tilskrive den højere besøgsrate, at jeg har “opgraderet” kvaliteten på maden, der serveres i vores udendørs-restaurant – ikke længere korn, men udelukkende højenergikerner som solsikker, jordnødder og hampefrø.
Ialfald er det en fryd, ikke mindst at komme så tæt på de søde diminutive Grønsiskener, som man i skoven sjældent oplever på tæt hold. Det er også sjovt at se, hvor meget respekt der er omkring Flagspætten – så snart den viser sig, “fordufter” de andre småfugle med det samme!
Det eneste jeg må beklage er billedernes kornethed, som skyldes det mørke, skumle januarvejr, som gør det nødvendigt at skrue op for iso’en på kameraet… Men hyggeligt var det at lade sig distrahere væk fra computerskærmen!