Ilder, ikke ilde…

Ilder, Bygholm Nord, december 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ilder, Bygholm Nord, december 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ilder, Bygholm Nord, december 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ilder, Bygholm Nord, december 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der var ikke mange fugle at registrere på dagens totaltælling af de Østlige Vejler, men denne ilder underholdt i syv minutter, fra jeg fik øje på den på en kilometers afstand til den passerede bilen to meter fra mig, på vej op ad Østre Landkanal-diget.

Som alle rovdyr i “egne tanker” syntes den ikke at registrere meget omkring sig; den havde travlt med at stikke næsen i alting og undersøge, om der skulle være noget spiseligt.

Først til allersidst var ilderen opmærksom på, at den store grønne tingest på diget kunne tænkes at repræsentere en eller anden form for trussel, og jeg tror, at dens “visen tænder” er en form for overspringshandling, da den nok ikke lige vidste, hvad den ellers skulle finde på.

Til sidst fyldte dyret mere end søgeren – men mit kamera kan med den monterede 400mm-linse kun stille skarpt ned til 3½ meters afstand.

Ilderen er for mig et af de sværeste af de danske rovdyr at komme tæt på; det var første gang at jeg har set den i dagslys, så jeg betragter denne oplevelse som en dyrebar én af slagsen! Jeg kandiderer hermed officielt til næste Gravølsselskabs-kåring af “periodens obslevelse”…

En odders endeligt

Død odder, Bygholmdæmningen, marts 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Død odder, Bygholmdæmningen, marts 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er altså ikke mig, der har kørt den over!
– men denne unge odder lå død på Bygholmdæmningen forleden, næsten ud for møllen. Det er et sted, som åbenbart fungerer som overgang for oddere fra Glombak-kanalen til Pytodde-lagunen og Limfjorden, for her er også tidligere fundet trafikdræbte oddere.

Det er jo trist at opleve (selv om det på den positive side vidner om, at der er en pæn bestand af oddere efterhånden). Men jeg har svært ved at se, at der er meget at gøre ved det – der er jo ikke tale om en kanal, hvor man kunne etablere en faunapassage…

Opdatering 11. maj 2010: I dag gentog historien sig. Da vi kørte over Bygholmdæmningen klokken 5 i morges lå der endnu en ung odder, kørt ihjel i nat. Den lå et par hundrede meter øst for den, der lå der i marts. Mon ikke det er et par unger fra samme kuld sidste år?… Ialfald er det tydeligt, at der foregår en fast trafik af oddere fra Glombak-kanalen over dæmningen til Pytodde-lagunen. Bare nogen kunne finde på en løsning, der kunne lade odderne passere uden fare for at blive ramt af en bil!

Opdatering 14: november 2012: At trafikken er en dræber, kan stadig konstateres med jævne mellemrum. Fornylig lå en død ilder ved hovedvejen ud for Østerild By, og ved samme hovedvej ud for Trekanten/Vesløs Vejle få hundrede meter fra rundkørslen i Vesløs – så trafikken burde ikke foregå i så høj hastighed – ligger i øjeblikket en ung odder med tarmene udenfor pelsen – i øvrigt ikke i nærheden af noget vandløb (men der er oversvømmede enge på begge sider af vejdæmningen). Endelig så jeg idag mellem Klim og Fjerritslev ved den gamle hovedvej en død grævling i rabatten…

Fra feltstationens dagbog – 29. oktober 1998

Mere ubehageligt blæsevejr, hård kuling fra vest/nordvest, og jævnlige byger. Indendørsvejr!

Jeg fik i dag kigget på de dias, der blev optaget på maj-flyvningen i år, og kortlagt rørskæret. Vi forsøgte også at fotografere Hættemåge-kolonien i BNB, men det duede altså ikke! Jeg kunne ikke orientere mig på billederne, og fuglene var for små og forsvandt i lysreflekser. Så det kan ikke rigtigt lade sig gøre…

Thomas fik bl.a. dagen til at gå med en tur på Thorup Fjordholme. Det lykkedes ham at finde en Trane-flok på 19 (5 ungefamilier), som han prøvede at liste sig ind på for at fotografere. Det lykkedes vist at få et par enkelte skud i kassen, men de var meget vågne, og havde stor flugtafstand. Desuden noteret lidt forskelligt diverse, bl.a. 85 Skeænder på Bygholmengen, hvilket jeg synes er mange så sent. En ilder fandtes trafikdræbt ved hovedvejen – vi har vist kun set det dyr i trafikdræbt tilstand i år.