Sortstrubet Bynkefugl pynter hvorsomhelst

Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter en lang dag i felten igår med gennemsyn af 10.000 Kortnæbbede Gæs og endnu flere Bramgæs var det en dejlig gang flødeskum på lagkagen at finde en hyggelig Sortstrubet Bynkefugl ved “smørhullet” nordvest for Lund Fjord. Det er jo en god Vejlerfugl, langtfra årlig, og altid hyggelig! Vi skal dog ikke mange kilometer længere nordpå for at finde arten fast, ved foden af Bulbjerg, hvor der de sidste mange år har været et eller flere stationære par – sidste år fik de unger på vingerne deroppe.

Det blev så årets hidtil bedste fugl ved denne fine lokalitet, hvor der ofte i løbet af vinteren ligger Sangsvaner, og om foråret er vandfladen tit fyldt med svømmeænder, og engen gæstes af Viber, Rødben, Store Præstekraver og vipstjerter. Det var også hér, jeg i 1988 (så vidt jeg husker) fandt Vejlernes (og Danmarks) første Amerikanske Krikand i nyere tid – men det skulle jo senere vise sig, at denne art/form optræder ganske regelmæssigt. Således ligger der jo lige nu som bekendt (via diverse melde-systemer) et eksemplar ved Horsodde i Tømmerby Fjords sydvestlige hjørne… Faktisk er jeg lige ved at tro, at Vejlerne har flere fund af Amerikansk Krikand end af Sortstrubet Bynk…

Nå, “smørhullet” ved Lund kommer ialfald til at blive checket på næsten daglig basis de kommende måneder..

Blå tæer i sneen

Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Stor Regnspove, nær Binderup Å-udløbet mellem Nibe og Klitgårds Fiskerleje, januar 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Stor Regnspove har i forvejen blå tæer, og i denne kulde må de da blive endnu mere forfrosne. Ialfald virkede fuglene i denne flok noget “stivbenede”, da de rendte rundt på en snedækket mark. Men de var trods alt i stand til at stikke næbbet gennem det relativt tynde snelag – spørgsmålet er så bare, om ikke regnormene er søgt så langt i jorden, at spovenæbbene ikke kan nå dem? Jeg så ialfald ingen hive noget spiseligt op… 42 fugle var der i alt i flokken, og det var ved Binderup Ås udløb nordøst for Nibe forleden dag. Et overraskende syn i dette arktiske miljø.

Ikke Vejlerne, altså – men også Vejlernes spover må være tvunget til at søge alternative “græsgange” – hvis ikke de er stukket af sydpå. Men har de fornemmelse for meteorologi har de måske følt, at det betaler sig at holde ud – ialfald lover såvel DMI som norske YR, at kulden er ovre for denne gang fra en gang i den kommende weekend. Så bliver det lidt lettere at være en langbenet vadefugl igen..

Sumpfugl sort

Sumpfugl Sort
Ibis igen
viser Vejlernes
magnetiske magt.

Sort Ibis, Lønnerup Fjord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Sort Ibis, Lønnerup Fjord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

(Ja, jeg ved godt Lønnerup Fjord teknisk set ikke er en del af Vejlerne – har faktisk selv påpeget det flere gange – men det var jo immervæk en del af feltstationens tælleområde)…

Fuglen her gik fint og fouragerede i kildevældet på Lønnerups vestside i eftermiddags. Så vidt jeg ved er det to år siden vi sidst havde besøg af Sort Ibis – det var også i september.

Den fedeste falk

Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Den unge Jagtfalk, der i sidste uge blev opdaget på Bygholmengen på et usædvanligt tidligt fænologisk tidspunkt på året, var i morges så venlig at vise sig for mig, da jeg var på vej ad Østre Landkanal-dæmningen på totaltælling som afløser for Henrik Haaning.

Fuglen sad idag øst for landkanalen nord for højspændingsledningerne, hvor jeg i teleskopet kunne nyde alle detaljer – ganske vist i modlys – mens den plejede fjerdragten. Derimod var den lidt for langt væk til gode fotos – men jeg viser alligevel dette for dokumentationens skyld – et oversigtsbillede taget med 400 mm samt indsat et digiscoping-skud.

På dette tidspunkt havde jeg allerede hilst på den første af dagens to-tre Aftenfalke, senere kom der også en Dværgfalk samt selvfølgelig Vandre– og Tårnfalk. Det er ikke hver dag man bliver belønnet med hele fem falkearter på en totaltælling!

Denne Jagtfalk er én i en stribe af observationer fra Vejlerne gennem årene, de fleste fra Bygholm Vejle og adskillige af dem har været “langliggere”, den sidste var vist fuglen som vi havde glæde af fra oktober 2009 til helt hen i juli 2010 – omtalt i dette indlæg. Specielt da vi i foråret mødte den på engen på ynglefuglegennemgangene gav det nogle helt unikke oplevelser hvor man kom virkeligt tæt på den usky fugl.

Man kan jo håbe at også den aktuelle fugl vælger at tilbringe de kommende måneder her – i givet fald er der mange spændende oplevelser i vente!

Odonatologiske oplevelser

Dette indlæg er en fortsættelse af “Gang i guldsmedene” fra august sidste år…

Vidste I godt, at der i Tømmerby Å er en fin bestand af Blåbåndet Pragtvandnymfe?

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Som jeg fortalte i ovennævnte indlæg her på bloggen, kom jeg sidste sensommer i gang med at udforske guldsmedefaunaen i Vejlerne og omegn, og det gav mange fine oplevelser – og bidrag til det Atlasprojekt om guldsmede, som løber af stabelen i disse år.

I år var min ambition så at komme i gang fra starten af sæsonen. At starten trak ud i det ekstreme var ikke lige planen – vi skulle helt hen til omkring 1. juni, før de første vandnymfer dukkede op, efter den ekstremt kølige maj måned i år. Der er dog efterfølgende i løbet af juni kommet rigtigt meget fart over tingene, og jeg har ialfald oplevet mange fine og uventede ting med disse prægtige dyr, og fået tilføjet mange af de tidligt-flyvende arter til listen, således at der nu er registreret 18 arter af guldsmede og vandnymfer i “mit” kvadrat.

Jeg havde håbet på Huevandnymfe i Han Vejle, en klassisk og berømt lokalitet for denne sjældne art; men det lykkedes desværre ikke – og nu er det formentlig for sent. Til gengæld har gangbroen i Han Vejle imponeret med store mængder af Flagermusvandnymfe (bl.a. hundreder af par i parringshjul under æglægning),en anden af de tidligt-flyvende arter, og indimellem lidt Hesteskovandnymfe og Stor Farvevandnymfe. I en lille sø i Hjardemål Klit – kunstigt opgravet, men ikke desto mindre meget rig når det gælder guldsmedefauna (sidste år sås bl.a. Stor Kejserguldsmed derude) – fandt jeg Spydvandnymfe og Rødøjet Vandnymfe, det eneste sted i en større radius nord for Limfjorden, at disse arter er registreret i Atlasprojektet.

En anden kunstig lokalitet, en sø som blev gravet for ca. 25 år siden, har siden også udviklet sig til lidt af et biodiversitets-hotspot – det drejer sig om dammen her på egen matrikel i Tømmerby. Her har jeg haft glæden af den utroligt flotte Rød Vandnymfe, og desuden bl.a.Blå Libel, Fireplettet Libel og ikke mindst den tidligst-flyvende af de fede mosaikguldsmede, nemlig Håret Mosaikguldsmed. I går kom der oven i købet en Blåbåndet Pragtvandnymfe og gæstede mit sted, meget overraskende og glædeligt – det er så absulut en af juvelerne i guldsmedeverdenen. Men ellers var jeg for nogle dage siden på et lille besøg ved Tømmerby Å (efter tip fra Jens Frimer), hvorfra ovenstående foto stammer. På en ca. 100 meter strækning omkring broen ved Langvadvej sås ikke færre end 12 individer af den med rette benævnte pragtvandnymfe, hanner og hunner, som bl.a. yndede at lande på de flydende banker af vandranunkler i åen. Et besøg værd – tippet er hermed givet videre!

Og i det hele taget kan jeg kun opfordre til at deltage i Atlasprojektet – det er nemt; man opretter en profil på fugleognatur.dk og taster sine observationer ind – og da der tilsyneladende er få “rigtige” odonatologer, som besøger området her, er det ikke svært at bidrage med ny viden, som kan ses på udbredelseskortene for de forskellige arter. Der kører i øvrigt også tilsvarende Atlasprojekter med dagsommerfugle og padder og krybdyr – så der er god grund til at komme ud i sommernaturen og registrere nogle af disse hyggelige arter, der hører den varme årstid til…

Flere af mine fotos af guldsmede og vandnymfer kan betragtes på fotogalleriet ornitfoto.dk.

Dagligliv i rørdrumreden

Når regnen trommer mod ruden i denne kølige og blæsende maj måned og lysten til at komme ud måske ikke altid er så stor, er det let at lade sig underholde af nogle af tilbuddene på internettet…

Jeg har i flere år med mellemrum besøgt nogle baltiske hjemmesider som viste webcams (live transmissioner) fra reder af Fiskeørne, Sorte Storke, Små Skrigeørne med mere – og har bl.a. flere gange været heldig at være “på”, mens en brun bjørn besøgte en foderplads i en stor dyb skov derovre… Derudover (på foderpladsen) skræmmende mængder af mårhunde…

Der er vel at mærke tale om webcams med en væsentligt højere kvalitet end de lidt “forkølede” tilbud DOF stiller til rådighed i disse år (de meget berømte Havørn- og Stor Hornugle-reder)…

Forleden blev jeg opmærksom på, at der i år også transmitteres fra reden af en rigtig Vejler-fugl, nemlig en rørdrumrede i Letland. Jeg har de seneste dage med mellemrum været inde og kigge på livet i reden med to unger, som jeg vil tro er ca. 14 dage gamle. De er så småt begyndt at udvikle dækfjer, og tilbringer meget tid på reden alene. Når en forældrefugl ankommer til reden (de gange jeg har set det altid vandrende gennem rørskoven), bliver den “overfaldet” af de små, som ofte bider om næbbet på den gamle fugl, hvilket ser ud til at genere den ret meget. Men det er åbenbart sådan det foregår – som hos alle spidsnæbbede fugle kan det godt se ud til at være med fare for at få stukket et øje ud…

Screendump fra rørdrumrede-webcam i Letland
Screendump fra rørdrumrede-webcam i Letland

Føden de får bragt, som forældrefuglen gylper op, er hele, store fisk, og de to små er i stand til at sluge dem hele! Jeg så én gang en sjov situation, hvor der blev lagt en ål på reden, men ålen gled ned i vandet – og fisket op igen af den gamle fugl, slugt – og lidt senere gylpet op igen. Det gentog sig to gange, inden det lykkedes en af ungerne at få gaflet ålen og slugt den!

Lydbilledet omkring reden minder om Vejlernes med paukende drummer, Vandrikser osv., men der er tydeligvis flere Drosselrørsangere i Letland!

Hvis man ikke passer på kan det godt være ret vanedannende at følge med i disse webcams! Nogle af de andre baltiske webcams i år kan findes via dette link.

De Sortstrubede Bynkefugle har fået unger

Ja jeg fortsætter med en anden af de mindre drosselfugle – en af de hyggeligste artsgrupper!

Det har i en del år efterhånden været velbekendt blandt lokale ornitter, at der ved foden af Bulbjerg (på sydsiden, altså ind mod land) næsten altid har været muligt at finde et par af den smukke Sortstrubet Bynkefugl. Alligevel var det lidt overraskende for mig igår at konstatere, at parret havde to stribede unger med gule mundvige, der konstant tiggende fulgte forældrefuglene rundt i terrænet, dvs. fra den ene busk til den anden i det meget vindblæste, dekorative krat. Det skyldes vel uvidenhed, men jeg var faktisk ikke opmærksom på, at arten yngler så tidligt. Det er de første udfløjne unger af spurvefugle, jeg ser i år (-men det må være et spørgsmål om få dage, før Stærens unger tager luft under vingerne)…

Her ses hannen med den ene af ungerne dekorativt anbragt i en lille forkrøblet æblebusk.

Sortstrubet Bynkefugl han + 1K, Bulbjerg maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl han + 1K, Bulbjerg maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

En lille kilometer længere sydpå var der iøvrigt endnu et territorium af Sortstrubet Bynk – en han og en brun fugl (hun eller 1K). Og oven over det hele kredsede et par gamle Havørne, mens de lokale Musvåger og Tårnfalke havde travlt med at fange slanger – om det var hug- eller stålorme kunne jeg ikke se, måske sidstnævnte, da de ikke var ret lange (ca. 25 cm)… Som næsten altid en fed stemning ved Bulbjerg – også selv om østenvinden med eksotiske hits i år er udeblevet indtil nu!…

Det skal lige med, at Sortstrubet Bynkefugl er én af de arter, hvor det er rigtigt interessant at følge med i ATLAS-projektet som kører disse år, en af de arter med mest markant fremgang – den er foreløbig fundet i 106 kvadrater, hvor det i Atlas II (1993-96) var 18 kvadrater og i Atlas I (1971-74) blot 7!

Den mest elskede af matriklens ynglefugle

Vi har i mange år haft fornøjelsen af ynglende Rødstjerter på vores grund, og det er altid en stor glæde når man en aprilmorgen stikker hovedet ud, og den vemodige fløjtende strofe lyder fra de høje træer omkring huset. Velkommen hjem fra Afrika!
Det er som om at de for hvert år bliver mere og mere synlige i mikro-landskabet omkring vores have, og de seneste par år i særlig grad, da der ikke kun har været ét, men to par. Det betyder at der er endnu større sangaktivitet, og at der i det hele taget er en masse leben, med snappen med næbbet og advarselskald.
Ofte udnytter de stolperne i hegnet om køkkenhaven både som sang- og udkigspost – de er gode at fluesnappe ud fra.
Reden har vi aldrig fundet, men i år har det ene par valgt at flytte ind i en gammel stærekasse, der hænger i en af de store asketræer, og hvor spætten har forstørret indflyvningshullet.

Rødstjert han, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødstjert han, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødstjert hun, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødstjert hun, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hjortespring

Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billedet ses et par af de dyregrupper, som i disse år har størst succes i det danske landbrugsland: gæs og hjorte.
Nærmere bestemt nogle af de tusindtallige Bram– og Kortnæbbede Gæs, samt en af flokkene af dådyr på Hannæs.
Hjortene og gæssene har det tilfælles, at de nyder godt af et bugnenede spisekammer i form af især de mange vintergrønne kornmarker – og når vintrene så er grønne som den netop overståede, betyder det tilmed at væksten nærmest ikke stopper på noget tidspunkt.

Mens gæssene jo i overflod er synlige og fylder i landskabet i dagtimerne, så er det normalt mest i dæmring og skumring, at hjortene kommer ud fra gemmestederne i områdets små lunde, hegn og plantager. Men forleden mødte jeg denne flok på ca. 35 individer på flugt henover de åbne marker i fuldt dagslys – så de må være blevet forstyrret på deres dag-rasteplads.

Der er efterhånden gået mere end 5 år, siden den første flok dådyr mere eller mindre bevidst blev sluppet fri på Hannæs, senere suppleret med flere udsætninger fra jagtforeninger både øst og vest for Vejlerne. De fleste af os har vænnet os til denne tredje hjorteart som en del af landskabet, og den instinktive første reaktion med lettere afstandstagen er afløst af accept – på samme måde som der nok heller ikke længere er nogen som sætter spørgsmålstegn ved det rigtige i, at vi skal have krondyr i naturen…

Så man må sige, at rewilding-konceptet så småt er ved at vinde indpas, selv her i Thy… Så nu glæder jeg mig bare til, at vi kommer til at møde elgen – den ville i dén grad pynte i landskabet ved eksempelvis Tovsig – eller Lyngholm/Madsted-området omkring Hvidbjerg Å ved Ove Sø – nå nu løber fantasien vist af med mig…

Iøvrigt har jeg i tidens løb skrevet adskillige indlæg om dådyrene: Tæt på dyrene, De kære dådyr, Dådyrøjne og -ører og Morgenrøde over Skårup Høje.

Ankomst af Skestork

Der har været set Skestork i Vadehavet hele februar måned, ifølge DOFbasen, og for et par dage siden sås de første 2015-fugle i Vejlerne (samme kilde).

I går havde jeg fornøjelsen af byde disse tre fugle velkommen, de fouragerede aktivt i panderne på den fine strandeng ved Attrup.

Skestorke, Attrup Enge, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Attrup Enge, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fra i mange år at være en halvsjælden (men dog næsten årlig) gæst i Vejlerne og Limfjords-området, er arten som bekendt siden 1996 blevet fast inventar på disse kanter i yngletiden – de seneste år med over 50 par.

De netop ankomne fugle er således fortropperne af den lokale ynglebestand, der nu er parate til at tage hul på sæson nr. 20 i træk, og dermed for alvor må siges at have bidt sig fast. Hvor er det herligt at denne skønne fugl i dén grad er blevet hjemmehørende i Limfjordens landskaber i mange måneder om året!