I sidste uge tilbragte jeg 4 dage på de berømte øer i Stillehavet, 1000 km fra Sydamerikas fastland. Det var en helt overvældende oplevelse! Det overvældende består ikke så meget af antallet af arter. Øgruppen har selvfølgelig ø-fauna, dvs. at diversiteten ikke er så høj som på et tilsvarende landareal på fastlandet. Det illustreres da også af, at Galápagos kun huser ca. 60 fuglearter, mod fastlands-Ecuadors imponerende 1600.
Men overvældende var mængden af fugle, og især at få lov til at opleve fugle (og dyr) som er helt og aldeles fri for frygt for mennesket.
Man går rundt imellem jordrugende Blåfodede– og Maskesuler, og Rødfodede Suler og to arter Fregatfugle, som yngler i lave buske. Mange gange har en sule valgt at bygge sin rede midt på stien, og man må pænt gå udenom – for fuglen flytter sig ikke!
Den mest grænseoverskridende oplevelse var nok, da jeg sad på en strand mellem søløver, havleguaner og badende turister. Et par Svalehalemåger landede et par meter fra mig, og indledte et parringsritual, hvor hannen først præsenterede hunnen for små pinde (-som i virkeligheden var afbrækkede søpindsvinepigge). I løbet af dette indledende ritual havde de bevæget sig hen, så de stod 20 cm fra mine tæer. Derefter fulgte flere indledende øvelser, hvor fuglene snakkede sammen og lavede nakkebøjninger. Nu hoppede hannen op på ryggen af hunnen, og så fulgte flere parringer, langvarige. Det var “sex on the beach” oplevet som tilskuer fra første parket – og det var som om at fuglene selv valgte at jeg skulle have den unikke oplevelse. Det hele blev selvfølgelig foreviget med en lang serie billeder. (Det tog lige et par dages tilvænning at lære at lade være med at montere den store zoom på kameraet – min 55-200 mm viste sig at være en god allround linse til de fleste situationer – og så er de fleste billeder endda taget i den lave ende af zoom-intervallet)… Efter overstået parring blev hunnen stående tilbage og pudsede sig intensivt. Svalehalemågen er absolut en af de smukkeste måger, jeg har set, med den røde øjenring, så jeg var helt høj ovenpå sådan en oplevelse. Arten er iøvrigt også speciel mellem måger ved at den er nataktiv. Fuglene er altså til stede i kolonierne dagen igennem, og jeg så megen kurtiseringsadfærd og flere parringer – men også enkelte store pull. og de smukke ungfugle med skællet ryg og forstærket effekt af det store øje, som er omkranset af en sort plet.
Andre fine fugle var mine første tropikfugle – Rødnæbbet Tropikfugl – som især er smukke, når de flyver over observatøren, og vingerne gennemskinnes. Og så de egentlige havfugle – endemiske arter eller former af én petrel, én skråpe og 3 arter stormsvaler. Især den lille Elliot’s Storm-Petrel gjorde indtryk. Der samledes ofte små flokke af denne art omkring båden, når vi lå opankret, og de fouragerede med “sommerfugleflugt” på svirrende vinger og hængende ben – og ofte “gående på vandet” – meget fascinerende. Vi så dem mellem alle øerne – og det fantastiske er, at der endnu ikke er fundet nogen rede af arten på Galápagos! Jeg fulgte dem flere gange til det blev helt mørkt, men det lykkedes mig ikke at se, hvor de fløj hen, når de forlod fourageringområderne. Imponerende var det også at gå rundt i en koloni af Wedge-rumped Storm-Petrel, hvor 25.000 fugle svirrede om ørerne på én – i øvrigt synes jeg, at deres flugt minder ikke så lidt om Nighthawks’ flyvemåde.
Den lille Galápagos-pingvin fik vi også set rigtig fint, stående på lavakyster mellem havleguaner og søløver. Den flugtløse Galápagos-skarv derimod så vi ikke, da den kun findes på de vestligste af øerne, og det var for lang en sejltur på så kort en tur.
Heller ikke den smukke Waved Albatross har jeg set endnu, men dén får jeg i næste uge, hvor jeg skal i land på den ø, hvor 99,9% af verdensbestanden på 18.000 par yngler. Jeg håber også at der bliver lejlighed til flere besøg i højlandet på øerne, hvor der skulle være chancer for lidt flere af de såkaldte Darwin-finker, som har gjort Galápagos berømt. Indtil videre har jeg set 7 af de 13 arter.
Billeder fra min Galápagos-tur kan ses i galleriet her.
Hilsen fra ækvator
Jørgen Peter
TILFØJELSE 2016 – ti år senere og efter mere end tyve ture til Galápagos: ovnnævnte galleri (egentlig under afvikling) indeholder ikke blot fotos fra den første tur i 2006, men flere af de efterfølgende ture – og fra nogle af de nyeste ture ligger der billeder i dette galleri – men på grund af det overvældende antal fotos, det er muligt at tage på Galápagos, har jeg tusinder af uprocesserede gode fotos liggende, som venter på nogle lange mørke vinteraftener, inden de forhåbentlig også en gang kan præsenteres for offentligheden…
