TOTAL med manne fowl!
Bemandingen var Terje på øst, JP på vest – tidligt op og af sted, før kl. 7 – og så var man hjemme igen sidst på eftermiddagen, efter mere end 10 timers intens fuglekig… Så er man lidt mør – det må være alderen(!)…
Vesttallene blev iøvrigt suppleret af Frimer & Inge Marie, som hen på eftermiddagen var en tur omkring de fleste af lokaliteterne. Dette ekstra-check viser, at man langt fra får det hele med på sådan en total, selv i godt vejr – bl.a. havde de 1500 Hjejler og 250 Alm. Ryler i Hovsør Indtørring og 180 Storspover og 15 Knortegæs på Hovsør Røn, som jeg overhovedet ikke havde registreret! Og det selvom hele totalen gennemførtes i fint optællingsvejr – så fuglene må flytte en del omkring, især selvfølgelig om morgenen og aftenen… Desuden så de 2 Dværgfalke, som jeg heller ikke havde set – den ene jagende ved Bruuns hul og årsag til panik blandt 200 Brushøns og andre fugle – dén var der nok også da jeg var der, for der var netop et virvar af fugle i luften dengang, men jeg kunne ikke finde den skyldige rovfugl. Den anden jagede 20.000 Stære ved Klaringerne til aften – tja, jeg havde registreret 200 Stære ved Tømmerby, så…
Ellers fik vi af sjove ting set endnu en ringmærket Skægmejse, tæt ved ringmærkningsområdet i Han (! – vi må vist hellere få nogle net op her i foråret allerede!), en Grønspætte på strejf ved Arupskrænten (underholdt hele tiden mens jeg sad der, gjaldede højt fra det forblæste granhegn!) og såmænd igen en Traneobs., idag af en fugl som fløj over Hannæs til aften; Terje nåede lige at fare ind og hente mig, så vi begge to fik dén art på årslisten. Vandrefalk blev idag kun set i Kogleaks (den gamle fugl), men jeg tror også der var én i de Vestlige Vejler, for der var meget panik i fuglene derovre…
Og for en gangs skyld vil jeg slutte en total-dagbog med de mere tællemæssige ting: der er endelig ved at komme Rørhøge, ialt 9 fandt vi. Også Skeanden er en art i fremgang for tiden, med idag 39 fugle (28 på Bygholmengen). Andre ænder: Knarand 10 (Kogleaks og Bygholm), Atlingand 3 (2 Mommer, 1 Kogleaks), Krikand 4032 (halvdelen Bygholmengen, en fjerdedel Vesløs/Arup), Pibeand 1703 (samme fordeling som Krik-). Gæssene sås med 240 Sæd– og 921 Kortnæbbede – ikke imponerende. Til gengæld er der kommet rigtigt mange vadefugle: Hjejle 3307, Stor Regnspove 565, Brushøne 744 og Alm. Ryle 648 – nogle af de største tal fra de enkelte delområder er nævnt ovenfor. Rødbenene er så småt ved at rykke ind rundtomkring, og de første spillende registreredes idag. Øvrige yngleindicier: Hættemåge-, Vibe– og Stor Kobbersneppe-parring, klækkede æg under Fiskehejrekolonien Læsvig – men ingen Grågåspullinger endnu…