Knud var i Hanstholm…

Stormen “Knud” passerede i weekenden Hanstholm, og gav nogle store havfugleoplevelser til de mange tilrejsende ornitter. Selv har jeg ikke dyrket havobs i nævneværdig grad de sidste mange år, men da det havde blæst godt fra nordvest i tre-fire dage, kunne jeg alligevel ikke lade være, så i mandags var jeg en tur deroppe.

Nærmest den første fugl jeg fik i teleskopet var en lækker Stor Stormsvale, der passerede tæt forbi – den måtte slå en bue for at komme udenom Roshagemolen. Og ellers var det bare imponerende at se havet vise tænder – og mængderne af Mallemukker og Storkjover som passerede, erindrer jeg ikke at have set tilsvarende. På DOFbasen er der indtastet henholdsvis 13.000 og 150 af de to arter, af folk som sad der fra solopgang til ved middagstid…

Mallemuk passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mallemuk passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkjove passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkjove passerer Roshagemolen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg så også en skråpe langt ude, formentlig en Almindelig Skråpe, men den var bare oppe en enkelt gang, så tabte jeg den… Desuden har de fine havfugledage givet (andre ornitter end mig) krydderier som Sabinemåger, Thorshøns osv.

Synes man det bliver for ensformigt at sidde og kigge på havet, kan man supplere besøget i Hanstholm med at nyde de mange Sorthovedede Måger, der opholder sig på og omkring havnen. Efterårs-forekomsten her har igennem flere år bygget sig op, men i år er det fuldstændig eskaleret, med op til 88 fugle rapporteret. I dagtimerne kan de ofte findes rastende på marker lige udenfor byen ved Nytorp. I mandags var der ca. 50 fugle til stede, men i stedet for at gå op i at tælle til sidste decimal var jeg mere fokuseret på at få gode fotos af de smukke fugle. Sorthovedet Måge hører absolut ikke til de grimme eller kedelige måger!

Ung Sorthovedet Måge med Hanstholm Vildtreservat i baggrunden, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge med Hanstholm Vildtreservat i baggrunden, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ung Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Adult Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Adult Sorthovedet Måge, Nytorp, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Måge 2K, Hanstholm Havn, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Måge 2K, Hanstholm Havn, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja vi er nogle som kan føle os priviligerede ved at bo et sted, hvor der sker så meget indenfor kort afstand. Fede oplevelser og smukke indtryk på nethinden er aldrig langt væk!

Fra feltstationens dagbog – 18. oktober 1991

Der var kraftige byger indtil ved ½8-tiden, så den planlagte Tangetælling blev udskudt. Til gengæld udnyttede Terje så chancen da der var ophold i vejret, og det lykkedes ham at få en hel Selbjergtax hjem uden at blive synderligt våd. Endnu en Selbjergtax med masser af SKÆGMEJSER!, nærmere bestemt blev det til det imponerende antal 92-94 plus 2 flokke som kun hørtes, altså mere end en fordobling i forhold til sidste Seltax, hvor der ellers også var mange. 100 fine Skægmejser på én Selbjergtax! Og igen sås en del i “højflugt” (-det må være på tide at finde et dansk ord for dette fænomen!), på spredning. Fordelingen var 37 indenfor tax på Selbjergsiden, 9 udenfor tax plus de to flokke med ukendt størrelse, 28 på BNR, 10-12 Læssø (heraf de 8-10 inde på østsiden), samt 8 i Kogleaks ved Læssø. Derudover bød taxen på ret småt med fugle, især er der en fantastisk mangel på vandfugle, men måske ikke så sært, da der var en jæger ude i Læssø. Der lå dog lidt gulnæbbede i denne gode gulnæb-sø, 7 Pibesvaner og 2 Sangsvaner (-efterårets første “rigtige” Sangs.). I Selbjerg også 5 Pibesvaner foruden 25 som trak sydvestpå. Alle sete Pibesvaner drejede sig om adulte fugle. Der har været markant fald af Vindrosler, 120 registreredes i Selbjerg og 20 udenfor Selbjerg. Og så var der 9 Gærdesmutter på taxen (de er rigtigt rykket ud i rørene nu, de 2 er dog fra jægerhytterne ved Kogleaks).

Alberts haveringmærkning gav idag gav 10 nye fugle (en pæn dagstotal hér), med bl.a. efterårets 3. Spurvehøg, og ellers de sædvanlige oktoberarter, Fuglekonge, Rødhals etc.

Terje tog på weekend i Ålborg, i venten på bussen så han 2 Svaler over hustagene i Frøstrup – det kunne godt blive de sidste af disse dejlige fugle vi får at se i år. Øvrige diverse strøobs. var bl.a. 1 Rørdrum i Han, og de 7 Traner på Bygholmengen – obs.’et i teleskop fra feltstationen!

Sune gik mange gange rundt om sig selv og telefonerede land og rige rundt i en eller anden frustration, men endte om eftermiddagen med at beslutte sig for en havobs. – han tog knallerten til Bulbjerg, og blev belønnet med bl.a. 9 Kjover – 4 Alm., 3 Usp., 1 Stor– og 1 Mellem. Derudover var det mest “pelagiske” 7 Søkonger, 1 Lille Stormsvale og 19 Suler, og i det hele taget var der rimeligt gang i den med 30 Alkefugle, 26 Lommer (Rødstrubede) og mange måger: min. 2300 Rider, 1200 Stormmåger og 400 Sildemåger, skriver han s’gu! Det er dælendyt’me mange så sent!! – Alt på 3 timer 40 min. Så det var nok en god beslutning. Der gik også rygter om rigtigt mange kjover ved Hanstholm, bl.a. 70 Mellemkjover…