Oleandersværmer i Skårup! – og i verden…

Oleandersværmer, Skårup, september 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En telefonopringning der kom, lige som jeg havde sat espressomaskinen i gang i morges, fik mig hurtigt til at udskyde morgenmaden. Det var Inge Marie Fruelund i Skårup, der i nat havde fundet intet mindre end en Oleandersværmer Daphnis nerii. Jeg var med det samme klar over, at her var tale om noget “dyrt”, selv om jeg ikke helt havde styr på hvor sjælden en ting det var.

Mange af de store natsværmere som kommer tilflyvende fra syd er mest “talrige” på denne årstid, det gælder eksempelvis også den allerstørste, Dødningehoved. Dén er også stadig sjælden, selv om der synes at være en tendens til hyppigere optræden i de seneste år.

Vi skyndte os til Skårup og det var dette syn (billedet oven for) som mødte os: en stor og prægtig natsværmer med de fineste sarte farver og et delikat mønster. Den var i nat blevet tiltrukket af “lyslokning” med kraftigt blåligt lys og dumpet ned lige her midt i Vejlerne. Den var så fin og intakt at man ikke kan lade være med at tænke at den måske er klækket her nordpå et sted; men på den anden side er det jo et robust insekt, og det tager den måske ikke mange dage/nætter at bevæge sig fra Afrika til Skandinavien – eller hvor langt sydfra den nu måtte komme.

For Oleandersværmerens yngleudbredelse er især Afrika syd for Sahara samt Sydøstasien – den kan ikke overvintre på steder med frost. Den er dog måske også fast på nogle af øerne i Middelhavet, og hver sommer gøres der mange fund i hele Sydeuropa, også af ynglende dyr i områder hvor de ihvertfald ikke kan overvintre. Det kan således være dyr som er kommet til verden i Sydeuropa som en sjælden gang imellem når så langt nordpå som op til os – men det er nok ikke noget man rigtigt ved med sikkerhed…

Der er altså under alle omstændigheder tale om et regulært HIT. Det er jo ikke første gang at der på Frimer & Fruelund’s matrikel i Skårup dukker en stor sjældenhed op; som bekendt var det også her, at Danmarks femte Gulddrossel nogensinde viste sig – for 25 år siden. Den var der mange som twichede, jo et udbredt fænomen blandt fuglekiggere (at bevæge sig, nogle gange langt, for at se en sjælden fugl). Men dette er nok første gang at jeg selv har været med til at twiche et insekt – det skal dog siges at jeg ikke behøvede at bevæge mig mange kilometer… 😉 (Og i parentes kan jeg da lige bemærke, at da jeg i 2019 fandt et par af Brun Kejserguldsmed ved Kokkær Vand i Nationalpark Thy, blev dyrene skam også twichet)…

Oleandersværmer er ikke lige så “dyrt” et dyr som Gulddrossel, men for at sætte observationen i relief for bloggens fuglekigger-læsere: sjældenheden er nogenlunde som eksempelvis Vandsanger. Og jeg er sikker på, at mange havde sat sig i bevægelse hvis der var blevet meldt en Vandsanger ud fra Vejlerne… 😉

Efter den fine morgenobs. af Oleandersværmeren har der været tid til at læse lidt op på hvor stor en sjældenhed der faktisk er tale om. Jeg har checket både Naturbasen og arter.dk. Før de digitale portaler begyndte mere systematisk at indsamle viden, har man kendskab til i omegnen af 20 fund gennem tiderne. De tidligste daterer sig tilbage til 1905, og op gennem det tyvende århundrede kunne der gå mange år imellem hver enkelt registrering. Bl.a. var der et “slip” uden observationer mellem 1956 og 1975, hvorefter der var hele fem fund igennem 1980erne, efterfulgt af et nyt “slip” på mere end ti år.

Det er først efter 2016 at arten er blevet næsten årlig i sin optræden – men stadig med meget få fund pr. år – og stadig med år, hvor den udebliver. Der var dog en undtagelse i 2024, hvor et helt unikt fænomen i dansk entomologi udspillede sig i Løkken. Der blev for første gang nogensinde fundet larver af Oleandersværmer i Danmark. En haveejer fandt over 20 larver på Nerie-planter (Oleander) i sin have. Planterne havde stået i haven i 4-5 år, hvilket udelukker, at larverne var importeret med nyindkøbte planter. Der må altså være tale om, at en trækkende hun havde fundet vej til haven og lagt æg. Flere af disse larver forpuppede sig og klækkede succesfuldt til voksne sværmere i løbet af september 2024.

Nu har vi selv en Nerie stående i haven, og jeg kan kun sige, at en Oleandersværmer-hun med befrugtede æg skal være mere end velkommen til at komme her – og vi vil også tillade larverne at spise løs af planten!

Vandrende guldsmed finder til Thy!

Efter at have arbejdet intensivt med guldsmede de seneste par somre, er det efterhånden sjældent at jeg oplever at være i tvivl, når jeg kigger på en guldsmed.

Men igår stod jeg – ved Kokkær Vand nær Tved – pludselig med et par store, blegbrune guldsmede i “tandem”, som jeg ikke lige kunne identificere ved første øjekast.

De havde denne blegbrune (kanel) farve både på kroppen og øjnene, var store som mosaikguldsmede – og virkede faktisk ret kedelige at se på. Jeg var bare mystificeret – hvad kunne det dog være for en art? Det var først da et lysende blåt “midterstykke” ved en bestemt vinkel sprang i øjnene, at jeg var klar over, at jeg stod med noget meget sjældent – en af de sydlige kejserguldsmede, enten Brun Kejserguldsmed eller Lille Kejserguldsmed.

De var meget omkringfarende, blev nærmest blæst omkring i den kraftige vind, men 4-5 gange så jeg dem gå ned ved en lille vig i søen for at lægge æg – stadig sammenkoblede i tandem. Det forvirrede mig lidt, for jeg ved at hos Stor Kejserguldsmed lægger hunnen æg alene (dog ofte med hannen vogtende i nærheden). Jeg havde ingen felthåndbog ved hånden, men jeg ringede til Kent Olsen, lederen af guldsmedeatlas-projektet, som kunne fortælle mig lidt om kendetegnene på Brun og Lille Kejser, og desuden sendte mig en MMS med de to relevante sider i felthåndbogen. Der stod netop fremhævet (både for Lille og Brun) at de lægger æg i tandem, og desuden at det vigtigste kendetegn er øjenfarven, som er klart skinnende grønblå hos Lille. Det var derfor åbenbart, at disse dyr var Brun Kejserguldsmed!

Jeg havde på dette tidspunkt endnu ikke fået billeder af dyrene, men alligevel valgte Kent ud fra min beskrivelse selv at begive sig mod Thy, for Brun Kejserguldsmed var en art, han selv meget gerne ville se i Danmark. Sidste gang de kom hen til vigen for at lægge æg lykkedes det mig at få skudt nogle få skud, fotos som ikke på nogen måde lever op til min sædvanlige standard, men som trods alt dokumenterer iagttagelsen:

Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Kejserguldsmed par, Kokkær Vand, Tved Klitplantage, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På dette tidspunkt (ved 15-tiden) måtte jeg tilbage til bilen for at fouragere, da jeg ikke havde fået noget i maven siden morgenmaden. Kent ankom 1½ time senere, så sidst på eftermiddagen opsøgte vi igen søen. Vi var ikke nået mange meter ind på heden, før den første Brun Kejserguldsmed – en hun – viste sig foran os, på insektjagt over heden – alt for hurtig til at det var muligt at få billeder. Fremme ved søen var der en Stor Kejserguldsmed han, som patruljerede over vigen hvor jeg havde haft parret æglæggende – men derudover var der meget lidt aktivitet. Kent smed bukserne og vadede hele søen rundt, mens jeg holdt øje – men ikke overraskende så vi ikke mere til dyrene, normalt kulminerer æglægningen hos de store guldsmede midt på dagen, hvorefter de bruger resten af dagen på fouragering.

Fra hvor vi stod kunne vi se, at der længere vestpå over heden (og mere i læ fra plantagen) drønede nogle større guldsmede rundt, så vi gik i den retning, og havde først en Stor Kejserguldsmed hun, men senere gik ønsket i opfyldelse: en Brun Kejserguldsmed han dukkede op fra lyngen, og cruisede i langsom flugt lavt rundt over den våde klithede. Det var fedt endelig at have den i syne, hvor det var muligt at se detaljer under mindre hektiske omstændigheder. Et par gange kom den så tæt på, at Kent næsten kunne have fanget den i insektnettet, men ialfald fik han fyret nogle skud af, som jeg regner med har resulteret i betydeligt bedre fotos end mine. Da dette dyr var forsvundet bag en lav klitrække, rykkede vi længere frem langs en grøft og lettede efter nogle hundrede meter endnu en Brun Kejserguldsmed, han! Også denne kunne vi følge i nogle minutter på samme måde – jagende i rolig flugt i en meters højde.

Vi var nu oppe på, at der havde indfundet sig mindst tre, og måske helt op til fem Brun Kejserguldsmed ved denne fine lokalitet, og vi var begge meget tilfredse over den vellykkede mission: at (gen)finde dyrene.

Brun Kejserguldsmed er især udbredt i Afrika og Asien i zoner med markant regntid, og visse år kan den spredes over store afstande – det er en af verdens mest kendte vandre-guldsmede, selv til Island er den nået. Der har netop i år været en større nordgående bevægelse i gang siden februar-marts, med store antal i England og landene lige syd for Danmark, og også Sverige og Norge har fået besøg. I sidste uge blev den første så taget i Danmark – et dyr landede i et af ringmærkningsnettene på Blåvand Fuglestation!

Når to dyr kan finde hinanden, parre sig og lægge æg – og det senere viser sig, at der på lokaliteten er yderligere mindst ét dyr – må det betyde, at der også til Thy er nået adskilligt mange Brun Kejserguldsmed på deres vandring nordpå.

Der er tidligere i Danmark én gang, i 1995, fundet larver af Brun Kejserguldsmed på Bornholm – og nu vil der ialfald komme larver i Kokkær Vand – men det er vist den almindelige opfattelse, at larverne ikke vil kunne overleve en dansk vinter. Arten som sådan får derfor ikke så meget ud af “erobringstogtet” – men hvor var det stort at finde sådan en sjældenhed, og hvor var det fedt at Kent også fik den at se. Glæden ved at finde noget sjældent er altid større, når der er nogen man kan dele det med!