Traner, Blovsgårde, februar 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Med det fine forårsvejr som har indledt denne uge “lugtede” det af, at vores ynglende Traner snart måtte indfinde sig.
Men under mandagens arbejde på Testcentret i Østerild Klitplantage, og en efterfølgende rundtur i Hjardemål Klit-området, var der ingen traner at se.
Da jeg igen igår tirsdag skulle ud i området, var de imidlertid ankommet – og dét med maner! Først havde jeg et par i det store kreaturhegn i Hjardemål Klit – dansende. På min obspost i Blovsgårde midt i testcenterområdet var der konstant tranesang i luften, og først et par og siden en enlig fugl kom og landede tæt på hvor jeg stod (billedet).
Senere kom endnu et par og landede oppe mod nordvest, og eftermiddagen sluttede med ankomst af yderligere to plus tre plus én – som fortsatte mod nordøst og måske gik til rast ved Bløden Sø eller Bjålum/Bolbredning-området – hvoraf de to måske kunne være gengangere. Men summa summarum var der med ét kommet ialt mindst 11, måske 13 Traner til stede – så fuglene syntes altså også, at det “lugtede” af forår!
Sandløbere, stranden mellem Bulbjerg og Lild Strand, august 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Almindelig Ryle, stranden mellem Bulbjerg og Lild Strand, august 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er en herlig tid, hvor trækket af vadefugle passerer igennem, og de lækre fugle pryder Limfjordsstrandene og Vejlerne.
I Vejlerne optræder mange af vadefuglene andre steder end sædvanligt, p.g.a. de usædvanlige vandstandsforhold – prøv f.eks. at kigge i DOFbasen og se, hvad der er indtastet fra Bygholm Nord de seneste dage… Det drejer sig især om det sumpede stykke nord for Krapdiget, som altid har været god for eksempelvis klirer, men i år også er en superlokalitet for ryler, præstekraver mm.
Afstandene gør, at teleskop er absolut nødvendig, og at fotografere Vejlernes vadefugle er virkeligt en udfordring. Så er det lidt lettere på stranden mellem Bulbjerg og Lild Strand, hvor en strandsø idag tiltrak bl.a. 45 Almindelige Ryler og 21 Sandløbere, langt de fleste ungfugle med lækre sandfarver i fjerdragten. Her er det virkeligt muligt med lidt tålmodighed at komme tæt på fuglene.
Sjovt nok så var kvaliteterne i denne strandsø mellem Bulbjerg og Lild Strand emnet for feltstationens dagsrapport netop i dag for 28 år siden!…
Tejst, Hirsholmene, juni 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Tejster, Hirsholmene, juni 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I torsdags gav en heldagstur til Hirsholmene sammen med familien Haanings en ny ø på listen – og en masse herlige oplevelser!
Øen er aldeles henrivende med en stemning a’la Christiansø, og så er der altså bare fyldt med fugle.
Specielt for folk med hang til fotografering er der uendelige motiver, som byder sig til – ikke mindst de enorme (industrielle!) mængder af charmerende Tejster på havnemolerne. Og den meget publikumsvenlige Splitterne– og Hættemåge-koloni kan opleves fra en “fuglehytte” på få meters afstand.
For en gangs skyld var det et besøg helt uden arbejdsopgaver – vi skulle altså ikke tælle, men kunne koncentrere os om at nyde og opleve!… Eneste “problem” var, at hukommelseskortene i kameraerne meget hurtigt blev fyldte.
Hvis andre skulle have fået lyst til at besøge Hirsholmene (og det skulle være overflødigt at sige, at det varmt kan anbefales!), så kan sejlplanen ses på seadog.dk. Der sejles i sæsonen op til tre gange om ugen, og det koster 130 kr. for voksne og 105 kr. for børn.
Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Udover den farveringmærkede måge omtalt i sidste indlæg var der i fredags også en Sølvmåge, som blot var ringmærket med en metalring – en dansk ring (indgraveret med “Zool.Mus. Copenhagen”).
Det lykkedes mig i teleskopet at aflæse de sidste 6 cifre i det 7-cifrede ringnummer, og fotos bekræftede, at jeg havde aflæst rigtigt. Ifølge svaret fra ZM var de 6 cifre åbenbart nok til at fastslå, at det var en 25 år gammel måge, ringmærket som redeunge på Stenklipperne ved Agerø i juni 1987.
Denne fugl havde altså ikke bevæget sig så langt (i luftlinje er der 45 km mellem Agerø og Hanstholm); til gengæld var jeg lidt benovet over dens “høje” alder. Men et hurtigt opslag i litteraturen afslører, at 25 år slet ikke er nok til at kvalificere til at være en gammel Sølvmåge – de bliver åbenbart let 35-40 år…
Jeg har nu spurgt Zoologisk Museum, om der skulle foreligge flere aflæsninger af denne måge – den har næppe tilbragt alle 25 år i Hanstholm… Men det er nok heller ikke mange fugle med metalring (uden farvering), der bliver aflæst i felten…
Hanstholm Havn fungerer som mødested for måger med vidt forskellig historie og baggrund, kan man ialfald konstatere.
Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På en runde i Hanstholm Havn i fredags sprang noget orange på foden af en Sølvmåge i øjnene – sjov benfarve, tænkte jeg…
Det viste sig – selvfølgelig – at være en farvering, en klar orange farvering med inskriptionen “GJ9T.”.
Nu har jeg tidligere aflæst masser af farvemærkede store måger i Hanstholm Havn, både Sølvmåger og Svartbage, men de har normalt båret sorte eller blå – mere diskrete – farveringe. Og de har alle været fra mærkningsprojekter i Norge eller Nordjylland.
Så denne Sølvmåge måtte sikkert komme et andet sted fra, men hvor? Den var tæt nok på til at jeg kunne se, at metalringen var fra England (ialfald stod der London), hvilket jo gav en del af svaret.
Ved hjælp af hjemmesiden European colour-ring Birding fandt jeg frem til et projekt i England med orange ringe, nemlig North Thames Gull Group. Jeg sendte aflæsningen af sted fredag eftermiddag, og inden weekenden var omme havde jeg modtaget svar. Stedet hvor fuglen er mærket antydes i undertitlen på ringmærkningsgruppens hjemmeside, “Studying the Gulls of Essex Landfill Tips” – det drejer sig altså om en lossepladsmåge!
Den er altså mærket – på en losseplads, ja! – nær Themsens munding i Essex den 6. februar 2010 som “Euring code 8I (fourth calendar year or older, but with some immature plumage). Siden er den blot aflæst én gang inden jeg så den i Hanstholm; ved Traslovslage på den svenske vestkyst.
Man kan undre sig over, at en måge med en så iøjnespringende farvering er aflæst så få gange, når man tænker på, hvor mange aflæsninger der typisk er af måger i havnene.
Men når man ser, hvorfra andre af Themsens-gruppens Sølvmåger kommer (følg linket “All Herring Gulls ringed on 06 Feb 2010” på ovennævnte side) kan en del af forklaringen måske være, at det er ynglefugle fra Ishavet, som om vinteren besøger disse breddegrader. (Ved Varangerfjorden og den slags steder er tætheden af ornitologer nok alligevel lavere end omkring Nordsøen)…
Alligevel burde der vel komme flere genmeldinger ind, da mågerne jo typisk om vinteren opholder sig netop i havnene, som ofte bliver checket af ornitologer.
De norske og jyske farveringmærkede store måger er nemme at rapportere via den norske side om farveringmærkningsprojekter, det kræver blot at man opretter sig som bruger – så får man til gengæld fuglens mærkedata med det samme man har tastet dem ind.
Så jeg tænker, at der måske kan være en anden grund til de få genmeldinger af de engelskmærkede fugle – at det kræver lidt mere at finde frem til projektet, og at man er henvist til at indrapportere via email…
Men hvis dette lille indlæg om en måge med en fancy farvering kan lede andre på sporet, kan jeg kun opfordre flere til at dyrke mågeaflæsninger – så er man stort set sikker på at få udbytte af ethvert havnebesøg, også selv om Topskarven eller Sabinemågen ikke lige er på plads den pågældende dag…
Nordsøen ved Bulbjerg, november 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved middagstid, altså 3-4 timer inden den forudsagte kulmination på stormen i dag, var havet ved Bulbjerg allerede godt oprørt. Der var ikke megen strand tilbage, og den der var, føg som sandstorm om ørerne på én.
Det var vildt vejr at være ude i, man fik blæst krop og sind godt igennem, og kunne tage derfra i opfrisket tilstand!
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være at stå deroppe mens vindstyrken kulminerede… -hvilket vist finder sted netop nu, i skrivende stund. Det rasler godt i tagstenene her i Tømmerby, ialfald!
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Henriks røst var mere end sædvanligt febrilsk og ivrig, da jeg fik ham i røret kort før solnedgang i lørdags:
“J-jeg h-har en-n nonnonnon, NONNEstenpikker!!!! Lige her! Kan du se hvor jeg holder?!”
Og det kunne jeg! Henrik var næsten nået frem til obs.-punktet for fugleovervågningen i forbindelse med Østerild-testcentret, hvor jeg befandt mig, da han med sædvanlig held og næse “faldt over” denne mega-sjældenhed.
Jeg kom hurtigt derhen, og sammen kunne vi, i kapløb med det svindende lys, nyde og foto-dokumentere fuglen, der ivrigt fouragerende og omkringfarende bevægede sig i kanten af et nyfældet plantageområde, og lidt ude på en tilstødende stubmark. Indrømmet, jeg havde s’gu ikke lige dragtkarakterer for sådan én present på lystavlen – det var for mig en NY ART, en lifer – men at det var en markant ANDERLEDES stenpikker, var der ingen tvivl om.
Fuglen var meget smuk med kølige afstemte farver, hvor jeg især lagde mærke til et meget lyst felt på vingedækfjerene (fremkaldt af meget brede lyse bræmmer), og ligeledes markante lyse bræmmer på armsvingfjerene, hvorimod håndsvingfjerene virkede som en helt sort “klump”, muligvis fordi de blev holdt tæt samlede. Henrik påpegede, at det var vigtigt at lægge mærke til nogle forholdvis tydelige bræmmer på den brunlige ryg (som forvekslingsmuligheden Middelhavsstenpikker ikke har). Undersiden var fint ferskenfarvet, og det allermest markante var selvfølgelig ansigtsmasken, sort, som bagtil fadede ud i gråt – og så en bred øjenbrynstribe af nogenlunde samme fersken-nuance som undersiden.
Jeg fik ikke set haletegningen godt, men det gjorde Henrik.
Efterfølgende fik Henrik udvirket, at myndighederne var velvillige overfor eventuelle gæstende fuglekiggere i området dagen efter. MEN, som vi nok havde fornemmet (det var en usædvanlig fin træknat med stjerneklart (og -skud)), var fuglen væk næste morgen, og Henrik fik sendt beskeden “nonnepik negativ” (kl. 7:25-8:25) ud på DOFcall, hvilket formentlig betød, at mange valgte at bruge deres søndag på andre ting… (og nogle fik kaffen galt i halsen!)…
Som altid er fuglekiggeri sjovest, når det helt uventede sker – og jeg står tilbage med en lidt uvirkelig fornemmelse – men (dogme)billederne viser jo, at det rent faktisk fandt sted…
Stenvender og Strandskade, Roshage, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De mange fugle ved Roshage (se foregående indlæg) blev naturligvis ikke kun foreviget på levende billeder, jeg tog også en stribe gammeldags stillbilleder.
Her er Stenvender og Strandskade med muslinger, og flere fotos af vadefuglemylderet ved Roshage kan ses i galleriet her.
Ja, vel er det ikke TV-kvalitet, men jeg syntes alligevel jeg havde lyst til at dele lidt levende billeder…
Forleden var der et mylder af fouragerende vadefugle ved Roshagemolen, hvor der åbenbart var en masse “guf” at finde i opskyllet i læ lige øst for molen. Det så ud til mest at være ilanddrevne muslinger, fuglene fouragerede på. Der var ialt 45 fugle af fem arter, inkl. en Sortgrå Ryle.
Selv om jeg har tilbragt rigtigt mange timer ved Roshage har jeg aldrig før set sådan en koncentration af fouragerende vadefugle på dette sted. Hyggeligt!
Skovbund med kantareller, Thy, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Selv om det ifølge DMI’s vejrdata kun er fire år siden, juli måned var vådere end den har været i år, føles det lige nu som det vådeste, hukommelsen kan rumme…
Og jeg husker heller ikke tidligere at have set så mange svampe på dette tidlige tidspunkt af efteråret.
Faktisk er der så mange kantareller i klitplantagerne, at skovbunden visse steder nærmest er dækket af orangegult. Og det er jo en herlig beskæftigelse selv at fange en velsmagende aftensmad derude i skoven, med vemodige spovefløjt og korsnæbs-“dytten” som lydkulisse…
Vort bedste kantarel-sted findes i en plantage ikke langt fra en udsigt over Hanstedreservatet. Nærmere kan jeg ikke komme det – og heldigvis (!) er mit kamera ikke så avanceret, at det gemmer GPS-data i billedfilen…
