Fra feltstationens dagbog – 22. marts 1991

DE havde lovet op til FRISK vind, og de tog ikke fejl – ja man kan nærmest karakterisere den som KULING. Retningen som kulingen kom fra var vest til sydvest. Vindstyrken varierede noget i løbet af dagen, om morgenen og igen om aftenen var den f.eks. ikke voldsom, men i perioder midt på dagen var den altså generende. Iøvrigt flot solskin hele dagen, masser af sol og farver. Temperaturerne lå mellem 1 og 9 plusgrader, og der blev ikke registreret nedbør.

Ja, efter perioden med grå tågetotaler hvor vi ikke kunne se fuglene er det nu åbenbart blæsevejrstællinger, der står på programmet. Det er rart at man kan se farver, og man kan se så langt det skal være, men det er en ulempe, at det er svært at holde kikkert og teleskop stille. NÅ, det var nu ikke så slemt som i onsdags, og vi fik da en aldeles udmærket total hjem – og jeg skal da slet ikke klage over vejret, for jeg var på vestruten i stationsbilen. Terje var altså østmand idag. Igen var brugen af bilen til totalen ikke ganske retfærdiggjort af vejromstændighederne, men jeg havde en aftale om at møde hr. Ehlers i klitfogedboligen midt i optællingen, så jeg fandt det mest praktisk at køre bil – turen til Hjardemål Klit er lang på knallert! Det var noget angående et brændehugst-område, jeg skulle have aftalt med klitfogeden – som ”skovarbejder” har man nemlig ret til gratis brænde, hvis man selv henter det!

Men nu til det væsentlige indhold af dagens tekst, observationerne: Efter runden om Tømmerby Fjord og besøget hos Ehlers startede min obs. ved Vesløs/Arup med 2 Vandrefalke ved Vesløs Vejle – det var et gammelt par, som sad sammen på engen 4-5 meter fra hinanden, flot! Det gi’r alligevel et ekstra gib, når man efter at have passeret én fugl med teleskopfeltet, den sædvanlige gamle hun, så pludselig støder på endnu én, denne en lille (halvt så stor!) han – det er altså ikke hver dag, man ser Vandrefalkepar herhjemme. Og tankerne begynder jo straks at pusle med ynglefantasier – det er helt sikkert at fødegrundlaget er til stede i Vejlerne, det kniber langt mere med egnede redepladser. Nå, man må hellere slå koldt vand i blodet – det er jo træktid, og det er sikkert helt tilfældigt, at de to fugle lige dumpede ind i hinanden – ialfald brød hannen hurtigt op, og efter at have kredset over hovedet på mig et par gange strøg den nordpå, op over Tømmerby. Terje havde også en Vandrefalk ved Glombak, en uspecificeret han – det kunne være den samme, men vi vælger at betragte den som en ny. Af andre rovfugle vil jeg bare nævne den efterhånden meget stationære Fjeldvåge i Arups sydøsthjørne – den har været her længe nu – og så hele 3 Blå han-Kærhøge, som Terje havde i de Østlige – hvis det da ikke var den samme, han registrerede igen og igen. Af andre interessante artsgrupper fra totalen må jeg nævne gæssene – det var ikke så mange Sædgæs vi fandt idag, kun 149, og alle pånær 5 i de Vestlige Vejler. Til gengæld 1535 Kortnæbs., med en ca. ligelig fordeling mellem Øst og Vest. Ved Hovsør Indtørring gik én af Jespers halsmærkede, en [E]-fugl, men jeg kunne ikke aflæse cifrene. Og så var der 4 græssende Mørkbugede Knortegæs på Hovsør Røn – dén lokalitet ser simpelthen så ”knortegåse-agtig” ud, at man undrer sig over, at der ikke er store flokke dér…

Andetallene var generelt steget, nu ser det således ud: Gråand 944, Krikand 4462, Pibeand 2480, Spidsand 115 og Skeand 13. På grund af blæsevejret fra sydvest og den deraf følgende høje vandstand lå Pibeænderne kun i meget små tal på Limfjorden, til gengæld var der 860 i Vesløs/Arup og 680 på Bygholmengen. Det var naturligvis også hér, at de store Krikandetal er fra: 570 og 2985 (!), henholdsvis. Ingen Knar- eller Atlinger blev fundet idag.
Af dykkerne vil jeg kun nævne Lille Skalle., som der lå hele 8 af i Glombak.

Vadefuglene er afgjort inde i en stigningsperiode nu, med Vibe bl.a. godt 500 på Bygholmengen, Hjejle til gengæld kun 4 dér (de eneste i de Østlige Vejler), men så hele 915 i Vest, heraf de 875 alene på Revlsbuske. Revlsbuske er en god Hjejlelokalitet! Stor Kobber ialt 64 (46 Bygholm), Brus 28, Alm. Ryle 36, Stor Regnspove 195! – de er virkeligt kommet hurtigt! Spoverne stod især på markerne langs Selbjerg og Lund, og så var der 65 rastende i Kogleaks. Af Klyder fandt vi lidt færre end på sidste total, nemlig 35.

ELLERS fra denne dag kan nævnes en Grønspætte hos Ehlers (!), plus én her fra ”vores eget” område, nemlig yderst på Skårup Odde. Næsten samme sted, bare i rørskoven, havde Frimer en gyp-rikse på en af sine aftenture.

Spurvefuglene markerede sig ikke særligt idag, blot skal nævnes, at der stadig ses pænt med Solsorter og Vindrosler – tallene henholdsvis 82 og 36 er fra Øst, da det ikke er mange småfugle man registrerer når man totaliserer den i stations-TOYOTA’en… Endnu ser vi kun få Sjaggere – men de kommer vel. Til sidst et par af de (halv)sjældne Råger, spottet af Seidenfaden, ved Glombak.

Fra feltstationens dagbog – 14. marts 1991

Vejret gider jeg snart ikke skrive om mere. Det er det samme trælse tågegrød (for 5. dag!), og idag oven i købet med en hel del regn. I øvrigt svag sydvestenvind. I tal blev det til temperaturer mellem 5 og 8 grader C., og nedbør 3,5 mm.

Ja, så blev det heller ikke idag at vi kunne komme på total! Så var det i stedet planen med et par taxer, men da vi holdt på Bygholmdæmningen og kiggede ud i regnen og tågen havde Terje ikke meget lyst til den 12 km lange, våde Fjordholmtax – og det kan man ikke fortænke ham i! I stedet blev det til, at vi kørte turen over Thorup Fjordholme, det er også første gang i et stykke tid at dette område er blevet talt. Her var faktisk pænt med fugle, især gæs: 325 Grågæs, 122 Sæd-, 4 Kortnæbbede og 3 Blis– – og de gik meget blandet sammen, arterne mixet op imellem hinanden, og spredt i mange småflokke. Også lidt (flere end vi har haft længe) Pibesvaner, nemlig 87, var der at finde derovre, men kun 8 Sangs. Andre flokfugle var Vibe med 125 og Stær med 150, Bogfinke adskillige (ikke talt) og så holmenes talrigste fugl Gråkragen, som der var 620 af – det er da mange! På Fjord Øst så vi en Klyde i Pytodde-lagunen og en Tårnfalk på Holmkær.

I stedet for Fjordholmtax blev det så til en ARUP-ditto. På vej ud til Dykkerslusen så vi to meget våde rovfugle, som sad og spredte fjerene ud og så kede ud af det – den stationære Fjeldvåge i Sydøsthjørnet og en Spurvehøg ved Dyk. Der gik 130 Sædgæs og 50 Kortnæbbede på markerne på Østerildsiden, som det for en gangs skyld lykkedes os ikke at skræmme på vingerne. På selve taxen var der mange fugle, dejlige vadefugle: Vibe godt 400 (340 i Vesløs/Arup), Stor Præstekrave 22 (20 i L-V), Hjejle 190 i Arup og Almindelig Ryle 115 sammesteds. Der er virkeligt sket et stort ryk-ind siden sidste Aruptax for få dage siden. Også Skratmåserne er for alvor rykket ind, luften bar på masser af sommeragtige skrat-lyde fra Melsig og Tagholmene. Der er også ved at være (små)pænt med ænder i Læsvig, 227 Krikænder, 160 Grå– bl.a. En Solsort og en Vindrossel midt på diget fortæller, at det er ved at være træktid. Sigten var lige akkurat så der kunne tælles, og vejret var ikke alt for vådt på det tidspunkt – først da han kørte hjem på knallert blev han rigtig våd, ham Terje.

Marikos gæs er nu igen tilbage i Tved/Borup-området, og de er ved at vænne sig til hendes bil, så hun kan komme i nærheden af dem – hvilket også er nødvendigt med denne sigt! Til aften var hun (Mariko, förstås!) ved Glombak for også lige at checke de østlige gæs komme ind til overnatning – og hun så omkring 179-192 Sædgæs, hvilket måske bl.a. omfatter de 122 fra Thorup Fjordholme… Så en stor del af den isolerede ”øst-population” er formentlig allerede trukket, sikkert til Tåkern…

Frimers dage (og nætter) for tiden går med at farvelægge plancher til udstillingen – han var dog lige ude på en aftenspadseretur her langs Lynge og ned til KrudtPeters ruin. Han fandt en rævegrav, men oplevede vist ellers ikke noget særligt.

Fra feltstationens dagbog – 13. marts 1991

Mere tåge! Nu kan det snart være nok. Igen idag var det næsten vindstille og ikke til at se en hånd for sig, her i Vejlerne hang den tæt hele dagen (max. sigt måske 300 m), men andre steder i landet har de set solen idag – og i England var der 18-20 grader varmt og svaler, løvsangere og sommerfugle!

For undertegnede startede dagen med den månedlige agerlands-punk(t)tælling ved Østerild/Hunstrup. Der er jo ikke mange fugle i den slags landskab, men trods alt betydeligt flere end i februars froststorm, som jeg sidst var ude i. Lærkerne (ialt 46) sang lystigt i det stille vejr, og tågen var ikke væsentligt generende for registreringen – småfugle ta’r man jo mest på stemmen – kun kan tågen have betydet, at et par mågeflokke ikke blev registreret som gengangere på flere punkter… Der var en lille Hjejle/Vibe-flok, 5 og 8 henholdsvis, og overflyvende Kortnæbsgæs i tågen, men så var der vist heller ikke flere interessante fugle…

Imens var Terje og Mariko i Svinkløv Plantage og se på knærødder – en orkidéart som Mariko manglede på listen, og som har den heldige egenskab, at bladene er vintergrønne. Terje kunne fremvise myriader af de små grønne sager – og Mariko var himmelhenrykt! De var også ved SletteÅ, hvor der var Vandstær og Hvid Vipstjert.

Men ellers gik dagen med det sædvanlige kontornus (Terje og Frimer lagde en af de sidste hænder på Terjes rapport – layout’en) og brok over vejret – det er altså temmeligt deprimerende, når man har en masse tællinger man gerne vil ha’ lavet, at man så ikke kan se fuglene! Selv Mariko fik vist ikke meget ud af sine gåsetællinger idag.

Til gengæld fik hun meget ud af nogle oplysninger fra NOK om hendes halsbåndsSædgæs på Rosvang om efteråret! – både i 1988 og i 1990 er der set enkelte dér i oktober, i 1988 kunne de dog ikke aflæses, men sidste år blev to aflæst, som blev set i England få dage senere – det er faktisk de første oktober-iagttagelser af den halsbåndsmærkede, Englands-overvintrende population! Og det kom som noget af en overraskelse for hende, at de også om efteråret tilsyneladende har en rasteplads her i Thy – hun havde regnet med, at de måske brugte et eller andet ukendt sted i Sverige eller Sydnorge. Så nu kan vi nok regne med at få besøg af Mariko allerede igen til oktober – men det gør nu heller ikke noget, hun er hyggelig at have i huset!

Fra feltstationens dagbog – 12. marts 1991

Mere af denne tågedisede vejrtype – dog langtfra så slemt som igår. Idag nåede sigten det meste at dagen op omkring et par km, og vinden var svagelig fra vest/sydvestlige retninger. Der kom lidt regn og finregn indimellem, men ikke meget – det blev kun til 0,2 mm. Igen til aften tågede det voldsomt til.

Idag – præcist en måned efter det store carcrash, fik feltstationen sin bil tilbage fra værkstedet. Det var Terje og undertegnede, der hentede den hjem om formiddagen, fragtet til Thisted af taxi-Bjarne. Nu er bilen så fin og flot og ser så ny (og ren!) ud som nogensinde! Ved samme lejlighed fik vi lige brugt nogle af styrelsens penge – på værktøj, kontorstolerygge og en lækker diasskærm.

Ellers var det meste af dagen ret sløv for vores vedkommende, efter fø’sdagsaftenen på Pilgårdsvej igår.

Kun Frimer var aktiv i felten – han var nede og checke stemningen ved sin ruin, og var ved samme lejlighed på Bygholmdæmningen, hvorfra han så en Havørn og 540 Kortnæbsgæs. Også lidt Blisgæs var kommet – 1 på Bygholmengen og 3 nedenfor Glombak-skrænten – af disse var den ene en gulorange-næbbet Grønlandsk B. Desuden var der kommet lidt flere drosler – 40 Vin– og 2 Misteldrosler.

Mariko var også ude (selvfølgelig) tidlig morgen og eftermiddag – hun har nu været rundt på stort set alle småveje i hele Nordthy for at følge ”hendes” gæs’ strejfen i området – nu opholder de sig ikke længere ved Tved/Borup, men i Ballerum/Skradekær-området, hvor de også overnatter. Men de er stadig sky og flyver (bliver skræmt) en del omkring. Der var også en Isfugl mellem dagens Mariko-obs. – i et lille vandhul ved Ballerum.

Til aften gik jeg en SELBJERGtax i skumringen og tågetykningen, kl. ca. 16:30–18:30 – i en meget stemningsfuld stemning. Der var 9 paukende Drummer langs ruten, hvoraf 7 kunne kortlægges, 18 Gråstrubede og ellers ikke meget nævneværdigt – et utal af ”skingrende” Grågæs selvfølgelig… Rørspurvene synger jo ikke om aftenen.

Mens Terje stod og ventede på mig ved Kogleaks hørte han en fjern Rørdrum nordfra fra Lund, og Bertel hørte på en af sine talrige gåture omkring Tømmerby Fjord 2 styks – totalt for dagen kommer vi op på 12 Drummer, så det begynder at ligne noget…

Fra feltstationens dagbog – 6. marts 1991

Vejret i disse dage er et resultat af et stabilt højtryk over Leningrad og et lavtryk over de Britiske øer, som i ”sammenstødszonen” her hos os bevirker noget kedeligt disetgråt blæsevejr fra øst – dog heldigvis uden al den regnvejr, som met’rologerne i Karup havde lovet. Sigten idag nåede sjældent over 2 km, og blæsten blæste hele dagen østfra, af styrke 4-5, køligt.

Pelle var her idag på en af hans korte visitter – kom med flyveren kl. 9 og tog af sted igen kl. 16 – han nåede ikke engang at få sin kikkert med denne gang! Grunden til besøget var, at han skulle mødes med David Boertmann, som er ansat med tilknytning til stationen siden i fredags – han skal bearbejde fugleforekomster i relation til vandstand – primært selvfølgelig svømmeænderne. Så der var lige nogle ting angående det projekt, som skulle drøftes – der bliver nogle ringbind, der skal ”tygges” igennem! Ellers gik snakken også om den forestående fredning, det bliver noget som vil gi’ rav i den i lokalsamfundet! Boertmanns projekt skal resultere i en eller anden præsentabel PR-rapport a’la ’Naturpejlinger’, og jeg håber også at jeg kan få lejlighed til at lave noget ynglefuglebearbejdning og få det præsenteret i denne nye ’Vejlerbog’…

Ellers foregik der det idag, at Mariko tilbragte fra før dæmringen til efter skumringen i det Thylandske landskab for at lede efter ”hendes” gæs – og hun fandt dem! , et helt nyt sted, ved Borup/Tved/Thisted lufthavn. Der gik 374 Sædgæs (meget præcist talt) i noget ”halvopdyrket” græsland ved Borup/Tved (nord for Tved Plantage) – i denne flok var der 5 halsbåndsmærkede. Meget tæt på lufthavnen (og Pelles fly!) en anden flok på 100 (ca.), inklusive 7 halsmærkede – ialt 12 af de 14 halsbåndsfugle, der har tilbragt denne vinter i England. De 2 ”manglende” var i en af de sidste flokke, der forlod England den 1.-2.3, som altså endnu ikke har sluttet sig til hovedflokken. Ved Vullum var der kun 8 rastende Sædgæs idag. Dermed skulle det nok være fastslået, at fuglene trækker direkte fra Norfolk til Nordthy – tillykke Mariko!

Sidst på eftermiddagen gik jeg periodens ARUPtax i det ikke specielt charmerende vejr (Selbjerg falder så ud i denne pentade). Der var ikke mange nye fugle i forhold til totalen forleden, kun 5 Præstekraver på engen i Læsvig fortjener at nævnes. Jeg havde kort med og fik ret godt styr på Grågæssene i Læsvig – 15 tilsyneladende udparrede par. Det er karakteristisk, at de parrede fugle er mindre tilbøjelige til at flyve op ved forstyrrelser end flokfuglene. Jeg så en fin ræv og der lå en død brud på diget – dem finder vi af og til. De smager nok ikke så godt…

Terje trodsede også vejret og var en tur ved Krap i skumringen. Han fandt flere odderlort (-de er meget aktive for tiden) og SÅ var der endelig en Rørdrum, der sendte sine ”brøl” ud og blande sig med blæsten – en meget længe ventet lyd!, ja faktisk har vi snakket om den i over en måned nu! En enkelt Gråstrubet Lap. lå i Halds Hul, og Terje så også en ræv.

Fra feltstationens dagbog – 5. marts 1991

Fugtigkold østenvind fra morgenstunden, diset, ubehageligt! Og bedre blev det ikke da det fra ved middagstid begyndte at regne rigtigt – og så silede det ellers resten af dagen, og noget af natten med. Meteorologerne havde lovet 11-14 mm, men det blev dog kun til 7,6. Vi kunne eller godt bruge noget nedbør efter den tørre februar måned! Temperaturer idag mellem 1 og 3 plusgrader.

Feltmæssigt skete der selvfølgelig ingenting sådan en dag. Jeg havde ellers to taxer der skulle fyres af, men valgte at udsætte dem begge til i morgen, hvor de først lovede smukt vejr, men senere ændrede udsigten til noget der lignede vejret idag, ØV!

Så det blev endnu en dag bag skrivebordet – jeg fik ordnet de sidste rettelser til manualen – det bliver noget af en moppedreng!

Og så, sidst på eftermiddagen, kom vor kære engelsk/japanske gåseforsker Mariko tilbage, efter at have tilbragt de sidste 3 dag med at kigge efter Sædgæs fra Filsø til Thy – uden endnu at have fundet de halsmærkede. Hun fandt dog 420 fugle på Rosvang idag, men det regnede så meget, at hun ikke kunne se om der var noget blåt på halsene. Det interessante er, at lørdag morgen forlod de sidste 47 England, med kurs mod Esbjerg, og lørdag eftermiddag ved 3-4-tiden så Niels Odders kone Helle en 40-50 gæs trække ind fra havet ude ved Hanstedreservatet – det passer næsten bare for godt sammen! Jeg er overbevist om, at fuglene må være et eller andet sted i Thy, men i år er det nok ikke ved Vullum de gemmer sig, for alle de gode gåsemarker fra sidste år er blevet pløjet. Det bliver spændende at se, hvad de næste 14 dage vil bringe! Iøvrigt kunne hun melde, at det ikke kun er i Vejlerne der er dumme Kanadagæs – allevegne i Thy fandt hun dem, både ved Ovesø og s’gu også ved Vullum, ialt flere hundrede – det er bare for meget med de fugle!

Og så var det iøvrigt selvfølgelig en rigtig hyggeaften på stationen med vin og whisky på bordet og nostalgisk snak – det var jo en rigtig god tid sidste år, da vi havde Mariko og Tom boende her det meste af en måned. Hun er ved at lære sig dansk, og skal nok få det lært!…

Fra feltstationens dagbog – 21. januar 1991

Ved 8-tiden blev undertegnede samlet op i Tømmerby af morgenivrige Terje og Frimer, vi havde aftalt en tangetælling i dag. Jeg var vikar for Henrik, der havde et vigtigt ærinde i Aalborg. Det er jo i sidste øjeblik (godt og vel!), hvis tællingen skal ligge i “medio”-delen af måneden. Men der har været så meget dårligt vejr, så det blev altså først i dag. Det så nu heller ikke for lyst ud i dag fra morgenstunden, skytæppet lå tungt, men som Michael Jarnvig forudså i vejrudsigten i aftes, klarede det ret hurtigt op. Det blev dog noget mere blæsende end han havde lovet, så det var faktisk en frisk omgang at tælle fugle hele dagen – man kommer let til at fryse, selv om man er godt pakket ind i lange underbukser m.v., når man hele tiden stiger ud og ind af den varme bil! Men vi havde da kaffe med på thermo’en, og selv om der ikke var mange fugle var det nu meget hyggeligt at være af sted – måske især for Frimer og mig, der ikke har været alt for meget ude og tælle fjerkræ her på det sidste. Terje var chauffør, jeg var “notør” – men som nævnt var der ikke så mange fugle, at jeg fik skrivekrampe. Her kommer lige et udpluk af de mere interessante arter og antal:
Af marine ænder kunne det blive til 2 Havlitter, 1 Sortand og 1 Ederfugl. I (lidt) samme kategori kan nævnes 2 Rødstrubede Lommer og 3 Skarver – sad og ventede på forår på Rønland Sandø, hvor de ynglede sidste år – der var ingen alkefugle idag. Dykænder iøvrigt var repræsenterede med 402 Hvinænder, 227 Store og 107 Toppede Skalleslugere – samt 5 lækre af de Små.

Andre andetal: 927 Grå-, 31 Spids– og 265 Pibeænder – det var til at overse. Heller ikke vildt mange Gravænder – 199 på tangerne, 53 på fjorden og så en pæn flok på 390 på Plet Enge, som blandede sig med 160 Lysbugede Knortegæs – da doktor Madsen kom indover i sin lille énmotors på gåsetælling gik det hele selvfølgelig på vingerne i vild forvirring. Derudover var der ca. 150 Lysbugede på Agger, og 160 Knortegæs sp. på fjorden, Nissum Bredning – vistnok også lysmavede, men i stik modlys. Ialt ca. 470 Knortegæs – Aggertallet er dog usikkert, da vi kun så dem flygtigt på vores vej til færgen, og på tilbagevejen havde flytælleren fået dem skræmt væk, og de var ikke til at finde for os. Så var der mindst 163 (nok snarere 175) Kortnæbbede Gæs på Harboøre, de var svære at tælle da de gik i den halvhøje vegetation på engen ud for Cheminova. Og 130 Kortnæbs på Plet afslutter gæssene. Gulnæbbede svaner er ikke værd at snakke om, der var kun 13 Sangsvaner ialt, men 330 Knops. På Plet var der ellers en pæn flok på ca. 45 græssende svaner, men de 40 af dem viste sig at være Knopsvaner, perverst! Pænt med rovfugle: 4 Musvåger, 2 Fjeldvåger, 1 Spurvehøg, 5 Blå Kærhøge, 6 Tårnfalke – og minsanten også en Vandrefalk, som Frimer med sit sjællandske falkeøje opdagede langt ude over Krik Vig, hvor den var på vej over mod Krik, Vestervig og Sydthy. Det er vores første Vandrefalk i de to år, vi har talt på tangerne.

Der var 8 vadefuglearter, mange for januar, men ingen i specielt høje antal (vandstanden var høj på fjorden): Strandskade 69, Vibe 17, Strandhjejle 15, Hjejle 29, Stor Regnspove 3, Lille Kobbersneppe 35, Rødben 214 og Almindelig Ryle 395. En stor del af Rødbenene og Rylerne gik inde i nord-lagunen på Harboøre. Måger var der nok af, som sædvanligt, men dem går jeg let henover. Færgeventetiden i Thyborøn brugte vi på havnen – her var mærkeligt nok ingen lysvingede Laridae at se, og kun enkelte Rider.

Mest markante spurvefugle var ca. 800 Sjaggere og godt 500 Stære i havtorn-krattene, derudover lidt pibere, 65 Snespurve og 1 Laplandsværling på Harboøre. Og så blev der jo kigget efter Bynkefuglene – og de var der s’gu, de Sortstrubede hibernans‘er, både hannen på Harboøre og parret på Agger – præcist de samme steder som hvor de er blevet set lige siden oktober-november. Fantastisk! Man må sige at de er stedfaste, de små kræ! Vi mødte en lokal ornitolog, som kunne fortælle, at der yderligere har været ét par, i sydenden af Harboøre Tange – så det er virkeligt de sortsmuskede bynk’ers vinter, denneher!

Tilbage er der så kun at nævne pattedyrene, spæt-sælerne, som vi denne gang kun fandt 6 af – 5 på de sædvanlige oppumpede sandbanker, og 1 i færgehavnen på Harboøre – den måtte finde sig i at blive foreviget af kunstner Frimer.

Da vi noget efter solnedgang var tilbage på feltstationen, sad kunstner Bertel her – han havde en stak af Erik (fra Skagen)’s rovfugledias fra hele verden med – så vi kom en tur rundt til diverse varme steder, hvilket satte gang i vinterdrømmeriet og rejselængslerne. Bjarne arbejder jo for tiden med farveplancher til Gensbøls rovfuglebog, og han havde de sidste nye færdige med – det er bare flot, virkeligt illustrationsarbejde i verdensklasse!!!

Fra feltstationens dagbog – 27. april 1990

Vejrmenu: Den “nye” vejrtype, westenblæsten, dominerede dagen. Op til frisk vind fra W og NW, men iøvrigt meget flot vejr, solskin og drivende skyer var hovedingredienserne – meteorologerne truede med hagl- og sludbyger, og der kom da også en lille én om morgenen, men ikke så stor at det kunne aflæses i nedbørsmåleren næste dags morgen. Nattemperaturen var nede og runde en enkelt plusgrad, men især på max.-temperaturen kan man aflæse det nye vejr – den nåede op på 13 grader C. (-de sidste 5 dage har den ligget på 19-24…). Så det var dén sommer!

Aktivitetsmenu: Sildemåger! -og ellers ikke noget…

Nej, hvis det ikke var for ovenstående vejrbeskrivelse kunne denne dagsrapport såmænd næsten undværes, der blev stort set ikke noteret fugle på feltstationens område idag! Retfærdigvis skal det siges, at flere af os var ret aktive på skrivebordsfronten, og Frimer fik gjort et par odder-akvareller færdige. Feltaktiviteter holdt vi os fra (-men vi har jo også været rimeligt aktive de sidste dage).

Rolf var den eneste der stak næsen ud i vejret; han var en tur ved Lild – havde vist egentlig sat dén (næsen) op efter Storkjove, men en mulig Skråpe langt ude var så absolut det eneste minimalt ophidsende! (-ellers dryssede der lidt Rider, 2 Suler og 9 Mallemukker forbi – mukkerne vel de lokale, og ialfald svarer antallet præcist til det hidtil maximale vi har set på Bul.).

På vej hjem deroppefra havde den unge feltbisse hvad der måske kan gå hen og blive årsmax. af Sildemåge – nemlig hele 53 ex. i Lund (artens foretrukne lokalitet i Vejlerne) og 8 i Kogleaks (mere usædvanligt sted at se dem). I Kogleaks desuden 900 Hættemåger og i feltstationshaven årets første syngende Løvsanger (hér).