Traner på udflugt

Traner og Gravænder, Thorup Fjordholme, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner og Gravænder, Thorup Fjordholme, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I formiddags gik 24 Traner klos op ad hovedvej 11 mellem Gøttrup og Fjerritslev og fik mere end én bilist til at stoppe op. Det er det østligste, jeg har set flokken af Traner fra Vejlerne gå og fouragere – ellers ser vi dem jo ofte på de dele af Thorup Fjordholme, der ligger lidt tættere på overnatningspladsen på Bygholm Vejle. Alle individer i flokken var yngre fugle helt uden rødt i hovedet.

Kornmarken de gik på var iøvrigt ualmindeligt levende, der var mange Viber, fouragerende Rørhøg, Hættemåger, mudder-samlende Landsvaler, skogrende Fasan og – som det ses – en bande Gravænder. Hyggeligt sted – monstro økologisk?

En lind strøm af Suler

Suler, Hanstholm, april 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Suler, Hanstholm, april 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I morges var jeg vidne til et stort træk af Suler forbi Roshage. I 3½ timer passerede ialt 602 fugle mod vest. Det er allerede mange, og var jeg blevet på obs-posten kunne tallet være banket endnu længere op – for de fortsatte med at komme i en lind strøm. Enkelte af dem stoppede op ud for Hanstholm Havn og fouragerede lidt, men ellers var det bare en jævn bevægelse mod vest, de fleste fugle i en afstand af 500-1500 meter fra kysten.

Det samme fænomen ses tit ved Roshage, når det har blæst godt fra vest. Det er vel en form for “kompensationstræk”, fuglene søger tilbage mod deres sædvanlige fourageringsområder efter at have været blæst ind i Jammerbugten.

Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt, at alle fuglene var adulte, alle uden undtagelse! De unge Suler må være et andet sted end i Nordsøen på denne årstid…

Og ellers må man sige, at tiderne er forandret; da værket “Nordjyllands Fugle” udkom i 1978, hed det om Sulen “meget sjælden til sjælden forårsgæst”, og de største forårstal var 15 i Skagen og 9 (ni!) i Hanstholm. Men nu er 1978 altså også længe siden, og arten har generelt haft stor fremgang. Ikke desto mindre skal man bladre mange år tilbage i NOK-rapporterne (flere end jeg lige gad) for at finde et større forårstal fra Nordjylland.

Men udover at det jo altid er sjovt at flytte grænserne for det normale og slå rekorder var det nu også en flot oplevelse, en fin morgen – Suler gør sig godt over hav!

Vullum Vildmark

Havørne, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er ikke Vejlerne, men (nogle af) fuglene er sikkert gengangere!

I lørdags tilbragte jeg nogle timer i området mellem Vigsø og Lild Strand.

Hjardemål Klit, Vullum, Harboslette, Glæde – det er et storslået vildmarkslandskab, og man kan godt undre sig over, at det ikke blev fundet værdigt til at indgå i Nationalpark Thy.

Når man kravler op på en klittop ude ved bugten og kan overskue det hele – og se, at man er det eneste menneske ved stranden på en mere end 10 km lang strækning, føler man sig lidt lille. Her er plads til stor natur, og landskabets storladenhed understreges af store fugle.

Et par gamle Havørne legede sammen i vinden – når de ikke lige skræmte med Grågæs og Skarver – og 26 Traner lod sig også skræmme op af ørnene, trompeterende.

Havørne og Grågæs, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne og Grågæs, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og Skarver, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og Skarver, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Eksklusive ungfugle

Dværgmåge og Sortterne, Ulvedybet, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dværgmåge og Sortterne, Ulvedybet, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der blev jo IKKE produceret unger i år hos to af Vejlernes mest eksklusive ynglefuglearter, Sortterne og Dværgmåge.

Men det blev der andre steder; idag fløj en 1K-fugl af begge arter rundt sammen i “Perlen” i Ulvedybet, hvor de gav glæde under Nibe Bredning-tællingen.

Hvor mon de så er klækket? Utvivlsomt kommer de jo nok fra populationer længere østpå, så Finland kunne være et bud…

Set fra oven i historisk perspektiv

Region Nordjylland har i samarbejde med et firma som hedder JO Informatik ApS en hjemmeside, der hedder FlyfotoArkivet.

Jeg ved ikke hvor længe siden har været online, men jeg er ialfald først lige blevet opmærksom på den.

Det er en helt fantastisk ressource, hvor man kan se gamle flyfotos – for vort område helt tilbage til 1954 – og så sammenligne med nyere fotos (hvor de nyeste er fra 1992). I mine øjne er det fabelagtig historisk dokumentation, der her er gjort let tilgængelig.

Det er langt fra hele landet, som er dækket, og slet ikke så langt tilbage, men for Thisted Kommune ligger der altså så gamle fotos tilgængelige.

Med disse tidlige luftfotos er det muligt at se bl.a. Hovsør Indtørring og Lønnerup Fjord/Revlsbuske før inddæmningerne i 1960’erne – se eksemplet ovenfor – og bedre end mange ord er fotografiet i stand til at tydeliggøre, hvilke fantastiske naturområder, der her er gået tabt.

Jeg husker en gammel mand fra Lønnerup, der en gang fortalte mig om hans ungdom, hvor de sejlede ud i “deltaet” fra Storåen og høstede hø med le på sumpede øer, mens “Blåterner” svirrede om hovederne på dem – nu er det meget nemmere at visualisere landskabet, og samtidig får man bedre idé om hvordan Hovsør Indtørring så ud – de Vestlige Vejlers Kogleaks, hvor Skestorkene fra Melsig-kolonien fouragerede…

Så hermed en opfordring til at klikke ind på denne hjemmeside og gå på opdagelse!

Og sjovt nok er det de ældste kort, der er bedst i opløsning…

En ting som også er slående, når man ser de gamle kort, er hvor meget mere åben, rørsumpen i Vejlerne var dengang – hele Bygholm Nord fremstår med meget mere åben vandflade. Der må have været liv og glade dage – men desværre er 1950’erne en af de dårligst dokumenterede perioder i Vejlernes fugle-historie.

Et andet forhold, som er ganske påfaldende, er at der på den tid må have været langt mere menneskelig færdsel i reservatet – ja det var jo så heller ikke reservat endnu – rørskoven ser ud til at være gennemskåret af et utal af stier og rørhøsterspor.

God fornøjelse med FlyfotoArkivet!

Dansk tørlægningshistorie online

Siden jeg en gang i midten af 70’erne var med Jörn Eskildsen og Kjeld Hansen på en fugletur til Klægbanken og Tipperhalvøen, har jeg været en stor fan af sidstnævnte, der bedriver kritisk miljøjournalistik når det er allerbedst (uden at forklejne førstnævnte!).

Kjeld Hansen bliver oven i købet bare bedre og bedre, skarpere og skarpere!

Jeg behøver kun at nævne hans stædige kamp mod EUs forkælelse af de danske gyllebaroner, bogen “Der er et yndigt land” fra 2003, hvor han beskrev den danske naturs ynkelige tilstand eller “Det tabte land” fra sidste år – mammutværket om de magtfulde mænd, der næsten uden at samtiden lagde mærke til det, sørgede for, at mange af vore “vandlidende” arealer (altså søer og sumpområder) blev inddraget som produktivt landbrugsland – i mange tilfælde viste det sig jo bare, at det ikke var helt så produktivt.

Nu bliver sidstnævnte bog fulgt op af et kombineret bog- og internet-initiativ – i første omgang hjemmesiden Det tabte land. Her beskriver Kjeld Hansen i 361 fortællinger de steder – udtørrede søer og inddæmninger – som blev “ofret” i kampen for at vinde nyt land. Fortællingerne er krydret med beskrivelser af de politiske rænkespil, der lå bag ingeniørprojekterne.

Hjemmesiden vil med tiden komme til at omhandle alle tørlagte søer med et vandareal over 10 hektar, samt mange genskabte eller helt nye søer, der er kommet til i kraft af naturgenopretning.

Der er tale om et meget omfattende stykke dokumentationsarbejde! Rygraden i beskrivelserne er naturligvis materiale fra arkiverne, ikke mindst Rigsarkivet, hvor Statens Landvindingsudvalgs omfattende arkivalier opbevares. Desuden har forfatteren selv besøgt samtlige beskrevne lokaliteter. Fortællingerne ledsages af historier fra lokale beboere, der har oplevet projekternes indvirken på det lokale miljø på “egen krop”. Det hele er rigt illustreret med historiske og nyere fotos, og som bilag bringes udtræk fra DOFbasen og Dansk Botanisk Forenings arkiv.

Hjemmesiden er netop lanceret, og foreløbig er kun få lokaliteter lagt online (som pdf-filer). Heldigvis startes der i Nordjylland, og der er allerede beskrevet flere lokaliteter fra Thy, bl.a. Agger Tange (-hvor vejdæmningen til min overraskelse først blev bygget i 1950’erne!) og Rosholm Sø ved Vullum. Jeg glæder mig meget til at se beskrivelserne af Vejlerne!

Pdf-filerne er lækkert layoutet i en blanding af klassisk og moderne; desværre er selve hjemmesidens bagvedliggende struktur absolut ikke moderne – det er mildest talt en værre gang “skodkode”. I dette tilfælde kan jeg dog se igennem fingrene med denne lille biting – indholdet er trods alt det vigtigste. Og foreløbig ser det særdeles lovende ud! (Men jeg synes nu alligevel det er ærgerligt, at der ikke er valgt et tidssvarende hjemmesidelayout, da man må håbe hjemmesiden får en lang levetid, også efter at bøgerne er udkommet)…

En anden detalje af mindre betydning er, at der i lokalitets-beskrivelserne er lagt geodætiske koordinater ind på stederne. Det havde naturligvis – i disse tider! – været mere logisk og brugervenligt at indarbejde direkte links til Google Maps, Krak eller lignende.

Til sidst kan nævnes, at det hele – hvad ellers!? – er sponsoreret af Aage V. Jensens Fonde.

Grim hybrid

Gravand og RustandxGravand-hybrid, Hov, maj 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gravand og RustandxGravand-hybrid, Hov, maj 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
RustandxGravand-hybrid, Hov, maj 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
RustandxGravand-hybrid, Hov, maj 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ved Hov på vej til Thisted står denne RustandxGravand-hybrid og springer i øjnene, når man kører forbi.
Køn er den jo ikke!
Men jeg havde alligevel kameraet liggende i bilen, så jeg syntes lige, den skulle dokumenteres (beklager billedernes dogme-agtige kvalitet)…

Det lokale fugleblad

HJEJLEN, lokalbladet for det, der stadig hedder DOF-Viborg Amt (!), er netop udkommet, ialfald på internettet. Der vil gå endnu en uges tid, inden det dumper ind ad medlemmernes og abbonnenternes brevsprækker, men indtil da kan det læses i en digital udgave her.
Bladet er forsynet med en flot forside med mindre drosselfugle, leveret af vores allesammens Jens Frimer, og en anden lokal kraft involveret er – naturligvis – Carsten, som udover redaktørhvervet har leveret en artikel om Bysvaler i Frøstrup. Derudover har han en redaktionel kommentar omkring den politiske proces vedrørende Nationalpark Thy, delvist enslydende med den han for nogle dage siden afleverede her på webben.
Web-udgaven af bladet er i sorthvid og nedsat kvalitet, men for de utålmodige er der ialfald mulighed for at læse bladet!

Nyt om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum

Jeg er netop, takket være Anders Tøttrup, kommet i besiddelse af en spændende helt ny artikel om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum, publiceret i Ibis i det første nummer i år.

Forfattergruppen er en international gruppe rørdrumspecialister fra England og en række lande i Syd- og Mellemeuropa. Man har undersøgt 87 Rørdrummer fra det samme område og fundet frem til, at den kendte sammenhæng omkring kønforskel, nemlig at hanner er større end hunner, er et holdbart kriterium. Anderledes gælder det for kriterier til aldersopdeling, hvor hidtil publicerede oplysninger viser sig at være forkerte. Der har ikke kunnet påvises nogle forskelle i udseende af Rørdrummerne fra forskellige dele af Europa.
Det spændende ved denne nye undersøgelser er, at den baserer sig på målinger på levende fugle, hvor tidligere undersøgelser i høj grad har været baseret på studier af skind.
Kønsforskellen i størrelse gælder især for alle længdemål, mens der er større variation i vægten af fuglene (for hvert køn kan den variere med en faktor 3! mellem udsultede vinterfugle og velnærede sensommer-individer). En yderligere kønsforskel, som er brugbar, er at det kun er hannerne som får blålig tøjle, og kun i yngletiden.
Med hensyn til aldersforskel siges det helt brutalt, at “all previously suggested plumage criteria for ageing Great Bitterns proved unreliable“. Forskel i farvetone på vingedækkerne kan altså ikke anvendes. Det, man har fundet i undersøgelsen er, at Rørdrummer kan aldersbestemmes ved omhyggelig sammenligning af irisfarve og svingfjersfældning. Om efteråret har alle ungfugle friske svingfjer af samme generation og lys (olivengul) iris, mens adulte fugle generelt har flere generationer svingfjer og gulorange til rødbrun iris. Om vinteren, foråret og sommeren bliver det sværere, fugle med en eller to generationer svingfjer kan ikke sikkert aldersopdeles, da visse ungfugle fælder nogle af svingfjerene om vinteren, og visse adulte kan fælde alle svingfjer om sommeren. Derfor kan kun fugle med tre fjergenerationer sikkert udskilles som adulte, men igen kan irisfarven være en hjælp; en del immature fugle vil stadig have iris af juvenil type til hen på foråret.

Jeg har .pdf-kopi af artiklen, hvis nogen skulle være interesseret.

Og ellers er den korrekte citation: Dmitrenok et al 2007: Geographical variation, sex and age in Great Bittern Botaurus stellaris using coloration and morphometrics. -Ibis 149, pp. 37-44.