Kategori: Vide Verden

I januar var jeg sammen med min gode ven Ole tre uger i Brasiliens Atlantiske regnskov (“Mata Atlantica”), nærmere bestemt i et lille område få timer fra Rio de Janeiro omkring bjergryggen Serra dos Órgãos og byerne Cachoeiras de Macacu og Nova Friburgo. Vi boede på to fine “øko”lodger, REGUA og Itororó, og var på udflugter i det omgivende terræn. Ovenstående smukke endemiske kolibri Green-crowned Plovercrest er fotograferet nær trægrænsen i tæt på 2000 meters højde på bjerget Pico do Caledonia.

På samme tur var vi heldige at se ikke færre end tre arter af de eftertragtede cotingaer, inkl. den endemiske og meget sjældne Grey-winged Cotinga, som også opholdt sig i den øvre del af det skovbevoksede område. Vi havde længe hørt dens meget specielle pibende stemme, før det endelig lykkedes at spotte den lidt nede ad bjerget i en stor trækrone – en forløsning også selvom det var langt udenfor foto-afstand. Arten kendes kun fra ganske få lokaliteter, så det var en meget “dyr” art at få i bogen.

I det hele taget er den berømte Atlantiske regnskov jo fyldt med endemiske arter. Ikke alle er vel klar over, at denne specielle økozone er isoleret og adskilt fra Amazonas med mere end 2000 km. Det betyder for en førstegangsbesøgende som mig, at selv om jeg har besøgt Amazonas i både Perú og Ecuador (mange gange!), så er en meget stor del af de arter, man møder, helt nye. Ialt så vi 325 fuglearter, hvoraf pænt over halvdelen var nye på min liste! Det føltes næsten som at være rejst til en helt ny verdensdel.

Udover ovennævnte Grey-winged Cotinga så vi også Black-and-gold Cotinga og Bare-throated Bellbird (sidstnævnte glædeligt almindelig – den hørte vi allevegne hvor der var skov, også selv om det ikke nødvendigvis var primær regnskov). Ingen af dem sås på afstande hvor det gav mening at fotografere, men en familie af en fjerde art endemisk cotinga, Swallow-tailed Cotinga, boede på Itororó på skråningen lige nedenfor hytten vi boede i, hvilket gav mulighed for nogle fine kig på den meget specielle fugl.

Det gav forøvrigt en pudsig situation, da Ole henledte min opmærksomhed på, at der i et nærtstående træ sad en lille gruppe Swallow Tanager, en art jeg ikke havde set på turen på det tidspunkt. Men arten jeg så fik i kikkerten var en cotinga og ikke en tangar! Begge arterne viste sig dog at have forkærlighed for netop denne trækrone…

Udover den indledende Green-crowned Plovercrest var kolibrierne en gruppe som var ret rigt repræsenteret blandt de endemiske arter.

Den fantastiske lille Frilled Coquette var et af turens højdepunkter, en art som vi næsten ikke havde turdet håbe på at se. Men på et tidspunkt sidst på en i forvejen meget succesrig tur nævnte vores guide nærmest henkastet “der sidder en coquette kolibri”. Fuglen sad højt på en tynd gren og pudsede sig, og vi kunne i lang tid fryde os over at se den arbejde fjerdragten igennem, inklusive de sorthvide fantastiske ørefjerduske. En magisk oplevelse! Brazilian Ruby hannen er en “charmebøf” udover det sædvanlige, ikke mindst er det sjældent man ser farven gammelrosa kombineret med metalglans! Så er det iøvrigt også noget af en bølle, denne han prøvede ihærdigt at forhindre alle andre kolibrier i at komme “til fadet” ved Itororó-lodgens kolibrifeedere. Saw-billed Hermit er én af mange arter i denne mindre farverige gruppe af kolibrier, hermits, som man ikke kan lokke frem med brug af foderautomater, men det er til gengæld en fornøjelse at møde dem i skovene.

Jeg skal iøvrigt beklage kvaliteten af mange af billederne; en meget stor del af arterne skulle findes inde i skovens skygger, og mange lod sig ganske enkelt ikke fotografere. En art jeg ikke havde troet skulle vise sig så svær at have med at gøre var Pin-tailed Manakin, men det var kun med nød og næppe at det lykkedes at få billeder af den art med hjem.

Til gengæld fik jeg fotos af begge køn. Det er virkelig en særlig art, bemærk den meget flade isse som giver en helt speciel hovedprofil. Og manakiner er også en gruppe af fugle som man altid bliver glad i låget over at møde.

Initiativtagerne til begge de to besøgte lodger er – på hver deres måde – foregangsfolk hvad angår reetablering af økosystemer. På REGUA har man på jord, som tidligere var dyrket, drænet og græsset, ved en meget ambitiøs genplantning med over 200 træarter på kort tid (under 15 år) fået en ung, men meget biodivers skov til at skyde op – samtidig med at man har genskabt vådområder. Her er både indvandret caimaner, capybarer, pumaer osv. på egen hånd, og man har sat tapirer ud for yderligere at understøtte en rig og selvforvaltende natur. På Itororó har det mere handlet om at befri skoven for exotiske træarter som eucalyptus og fyrretræer, så den intakte bjergregnskov som omgiver stedet har kunnet indvandre igen af sig selv. Det viste billede demonstrerer vist tydeligt at det er lykkedes meget godt, bl.a. er skoven her karakteriseret ved mange bregnetræer og en frodig vækst af bromelier og orkideer.

Ellers er det mit indtryk at den Atlantiske regnskov – som rigtigt mange andre økosystemer i Latinamerika – på mange måder er presset, men det gør det netop endnu mere prisværdigt at finde eksempler på, at engagerede og visionære mennesker prøver at vende den negative udvikling.

Den landbrugsmæssige udnyttelse sker først og fremmest i lavlandet og i dalene, mens de mere utilgængelige skråninger stadig langt overvejende er bevokset med skov. Det ser heldigvis ud til at den brasilianske stat gør en hel del for at bevidstgøre befolkningen om, hvor unik skoven her er, man ser plakater som fremhæver Mata Atlantica og økosystemets enestående dyreliv overalt – og der findes nogle rigtigt fine reservater og nationalparker med gode stisystemer. Det giver håb, for når området huser over 140 endemiske fuglearter er det et stort ansvar for artsbevarelse, som påhviler menneskene i området.

På den beskedne plads, et blogindlæg som dette giver mulighed for, kan jeg ikke komme omkring alt hvad vi så, men for at give endnu flere eksempler på den imponerende biodiversitet, området rummer, kommer her lidt flere fotos – og så kommer der på et tidspunkt et selvstændigt opslag om guldsmede…

Begge lodger har dygtige fugleguider tilknyttet, og selv om både Ole og jeg holder meget af selv at arbejde os frem til bestemmelse af arterne, og brugte de fleste dage på egen hånd, så var det også nyttigt at have hjælp til at finde så eftertragtede endemiske arter som eksempelvis Black-cheeked Gnateater eller Three-toed Jacamar. Gnateateren er formentlig almindeligt udbredt i skovene, men svær at finde, hvis ikke man kender stemmen – hvorimod jacamaren er en decideret sjælden fugl som kun er kendt fra få og spredte lokaliteter. Og i det tilfælde fandt vi den kun fordi der fra Itororó blev arrangeret en dagsudflugt til stedet. Hvilket iøvrigt gav mange andre bonus-arter, bl.a. en af de fede puffbirds, den endemiske Crescent-chested Puffbird. Faktisk var jeg væsentligt mere fascineret af puffbirden end af jacamaren – jeg har en stor fascination af netop den fuglegruppe (og jacamaren er jo ikke nær så farvestrålende som mange af de mere almindelige jacamarer). Af og til blev vi præsenteret for fugle, som viste sig at være ualmindeligt charmerende, selv om de i fuglebogen ikke havde gjort noget særligt indtryk…

Half-collared Sparrow var en sådan overraskelse, endnu en “skovbundsskulker”, men når man kortvarigt fik den lokket frem (med playback) viste det sig at være en særdeles smuk sag.

Ud over alle endemerne var der selvfølgelig også mere udbredte arter…

Black-billed Scythebill er sådan en art, man bare har lyst til at hilse på, det bizarre næb skal man nærmest se for at tro på det! Den er en af mange arter fra gruppen af woodcreepers, foliage-gleaners og diverse andre ovnfugle – hvoraf langt de fleste er arter, som der virkeligt skal arbejdes for at få at se godt. Det samme gælder antbirds – som vi så mange arter af, også nogle endemiske specialiteter – men det er altså bare svært at foto-dokumentere. Til gengæld var individet af Black Hawk-Eagle en ren foræring – en art som jeg har set mange, mange gange, men aldrig på så nært hold som denne, fotograferet fra bil på tæt hold.

Jeg slutter med et par af de endemiske fuglearter som også var meget nemme at få at se, idet de kom til foderbrætter med frugt og solsikkekerner – men samtidig nogle arter som virkeligt havde skruet op for farver og ikke mindst charme!

Jeg bliver nødt til at protestere over navnet som parakitten Plain Parakeet er blevet tildelt, for selv om den mest gør det i grønlige nuancer, udfolder den dybblå svingfjer, og kan på ingen måde siges at være “plain”. Og Brassy-breasted Tanager er en art som man bare bliver nødt til at se, for helt at tro på de farver!

Til allersidst en historie om en oplevelse der ikke kunne fotograferes, men som understreger hvor righoldig naturen er i brasilianske Mata Atlantica: Fra REGUA var vi taget ud på en aftentur med en bestemt, stor vadefugl som mål. I skumringen stod vi på kanten af en stor eng. Det havde regnet hele eftermiddagen, men det var efterhånden stilnet af, og det blev en meget stemningsfuld oplevelse. Først var der tre forskellige arter rikser og sumphøns som kaldte, og et par Southern Lapwing protesterede lidt over vores tilstedeværelse. Da vi havde ventet til det var næsten mørkt gik aftenens hovedattraktion i gang: Giant Snipe, verdens største bekkasin, med op til 3-4 fugle der cirkulerede på himlen og sagde “wakawakawaka“, mens mindst tre fugle spillede med en helt anden stemme nede fra den sumpede eng. I starten kunne vi se silhouetten på de flyvende fugle, meget kompakte med brede vinger og så det kodylt store næb. Senere kom også en stor ugle henover dalen, en Tawny-browed Owl. En fantastisk oplevelse!

Hermed en uforbeholden anbefaling af Brasiliens Atlantiske regnskov og dens fugleliv!