Sortmejse ankommer med mad i næbbet til ungerne, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ifølge den gængse litteratur skulle Sortmejse først være indvandret til Danmark i nyere tid, efter at landet blev tilplantet med nåletræsplantager. Arten er nemlig kendt for at være strengt tilknyttet nåletræer, særligt grantræer.
På vores matrikel på en lille hektar, hvoraf det meste henligger som natur, findes ikke ét eneste nåletræ (men derimod nogle hundrede løvtræer, selvfølgelig udelukkende hjemmehørende arter). Derfor har det ikke været underligt, at vi i de snart 34 år vi har boet her kun helt undtagelsesvist har mødt Sortmejse på grunden (jeg husker faktisk kun et enkelt besøg på foderbrættet om vinteren). Det nærmeste sted hvor arten er fast er i “Martins skov” (tidligere feltstationens) på hjørnet af Lyngevej en halv kilometer herfra – en plantage domineret af fyr- og grantræer med også med indslag af løvtræer.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg for et par uger siden blev opmærksom på et par Sortmejser, der smuttede ud og ind af en af matriklens ca. 40 redekasser! Ikke alene er det overraskende at de vælger at være her omgivet af løvskov (inkl. naboen Bundgårds gamle parkagtige lund) – men at de så lige præcis vælger denne kasse på gavlen af annekset, som tidligere har været beboet af Grå Fluesnapper, en halvåben kassetype – dét er næsten endnu mere mindblowing! Jeg var sikker på at Sortmejser ville foretrække en lukket redekasse – og dem er der altså et rigeligt udbud af her hos os.
Det fordelagtige – for os – er at kassen er placeret, så vi kan sidde og holde øje med den, når vi spiser aftensmad – i drivhuset eller på terassen. Jeg tror ikke ungerne er så store endnu, der kan godt gå fem minutter imellem fodringerne. Men at der er unger i kassen er uomtvisteligt – forældrefuglene har en lille ekskrementsæk med i næbbet hver gang de flyver derfra…
Sortmejse forlader redekassen med ekskrementsæk i næbbet, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Asketræ med solsorterede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I et af vore gamle asketræer har en Solsort fået indrettet sig en hyggelig hule.
Solsort på rede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I reden er der nyklækkede unger.
Et kuld solsorteunger, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hos et andet af matriklens solsortepar må der også være klækket unger, for hunnen bringer føde til reden…
Solsort med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også her er ungerne nok stadig små, for hun ligger på reden og varmer dem det meste af tiden.
Også hos andre af havens fugle bliver der slidt og slæbt for at skaffe mad til ungerne. Hos Stærene…
Stær med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hos Blåmejserne…
Blåmejse med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg har indtrykket af, at for de hulrugende arter er det antallet af tilgængelige redemuligheder, først og fremmest i form af redekasser, der afgør hvor mange der er plads til her på matriklen. Vi har fire kasser som i størrelse er egnet til Stær – alle besat. Jeg har ikke styr på antallet af kasser i mejse/spurve-størrelse, det drejer sig nok om 20-25, foruden tre “halvåbne” som først og fremmest er tiltænkt Rødstjert og Grå Fluesnapper. De er ikke alle beboede, nok mest fordi placeringen af nogen af dem ikke er helt “i skabet” i forhold til fuglenes behov. Men jeg regner med, at her er 3-5 par af både Blåmejse, Musvit og Skovspurv, og desuden har vi i år for første gang et stationært par Gråspurv – det har vi aldrig haft før. Af andre arter med hang til hulheder er der to territorier af syngende Rødstjert og et par Grå Fluesnapper.
Rødstjert han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er sjældent jeg finder ud af hvor de rent faktisk har deres rede, men ialfald det ene par Rødstjert er meget tæt på vores bolig, og hannen skælder ud hver gang vi går ud af døren… Sidste år forsøgte de Grå Fluesnappere sig i en redekasse på huset, men desværre mislykkedes yngleforsøget. Jeg er ikke sikker på at de har etableret en rede endnu i år…
Følger man diverse fuglegrupper på de sociale medier er der megen jammer og klage over at der tilsyneladende mange steder i år “mangler” sangfugle i haverne. Her er der ingen jamren – tværtimod synes jeg at der for hvert år kommer flere ynglende spurvefugle her på vores hektar, som med forsæt bliver vildere og vildere…
Landsvale yngler igen i år – i samme rede fra de sidste par år – en stor glæde. To-tre syngende hanner af Løvsanger har vi – og samme antal Gransanger. Af Munk er der mindst to, Tornsanger to, Gærdesanger en enkelt. En af de få arter som har udvist tilbagegang her er Gulbug – de senere par år har vi blot haft en enkelt syngende – men der er i år et nabo-territorium (hos naboen). Bogfinke, Gulspurv, Grønirisk og Stillits synger her også (og yngler formentlig, ialfald er de meget konsistente). Dompap går stille med dørene, men jeg ser af og til både han og hun besøge foderbrættet – så de må også yngle, om ikke andet så i nabolaget. Derimod ser vi ikke Kernebider i yngletiden – de er her ellers fast hele vinterhalvåret.
Selvfølgelig har vi også både Rødhals og Gærdesmutte, adskillige, uden at jeg helt har styr på antallet. Af Solsort, som jeg indledte med, er der nok mindst fire par, hvor jeg altså kender reden hos de to. Sangdrossel synger i nabolaget, men ikke lige på vores matrikel (de kommer her dog og fouragerer).
Gråsisken har jeg haft i sangflugt over vores lille birke/elle-mose så ofte at de også må være ynglefugle her – det er første gang i de 30 år vi har boet her.
Spætmejse og Stor Flagspætte har vi højlydt territoriehævdende lige uden for vore vinduer gennem hele foråret (de er mere stille lige for tiden), men jeg tror de begge har deres reder inde i naboens lund af gamle løvtræer.
Så kan jeg ikke komme i tanker om flere – vi har ikke ynglende kragefugle hos os, tidligere år har der været Husskade, men dén og Allike yngler i år kun hos naboerne (og besøger os ofte).
Jeg tilskriver en stor del af grunden til vores rige småfuglesamfund den massive randbeplantning med løvtræer på grunden – hvor de fleste træer blev plantet for 30 år siden, og siden har der været stor tilvækst (og mange selvsåede birk, slåen, rødel, ahorn m.fl.). Nu har “skovpræget” nået et niveau så det virkeligt tiltrækker mange fugle. Vi har ingen nåletræer (og der er heller ikke mange i nabolaget), så arter som er tilknyttet gran og fyr ser vi sjældent her.
