fotos og skriblerier af Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Rappe vingeslag.
En Fjordterne stopper op,
hænger i luften.
Herfra overblik.
Mon der er hundestejler
til frokost i dag?
(Jeg har i den seneste tid genoptaget en gammel syssel; poetiske skildringer af oplevelser i naturen. De fleste har jeg delt på min Facebook-side, men læsere af bloggen her, som ikke er på Facebook, skal da også have en chance…)
Fokus er flyttet lidt, efter at jeg for nogle år siden begyndte for alvor at interessere mig for guldsmede. Jeg har nu altid været alment naturinteresseret, men det er klart, at fuglene fyldte det meste i mange år. Men efterhånden begynder jeg også at få øje på mange andre sjove dyr, når jeg færdes i naturen – og det kan jo især være en berigelse med insektinteressen midt om sommeren, hvor der oftest ikke sker så meget på fuglefronten.
Og der er en sådan diversitet i insektverdenen, at jeg ikke kommer til at “løbe tør” for nye oplevelser med nye arter i meget lang tid!
Ovenstående to arter traf jeg begge på en tur på Skårup Odde i juli. Sjovt nok var jeg lidt på udkig efter begge, men det var alligevel spændende at få dem at se i virkeligheden, efter at have læst om dem. Blåhat-langhornsmøl er, som navnet antyder, specielt knyttet til planten blåhat. Og da jeg fandt en lille gruppe af denne fine blomst, som altid er god for nektar-sugende insekter, var det bare med at se, hvad de kunne byde på. Selv om jeg var forberedt, var det alligevel overraskende at se hvor mærkelig, dyret er, med de guldfarvede vinger, grønne øjne og bevægelige lange følehorn. Udover et tidligere fund ved Bulbjerg var det faktisk første registrering af arten fra Thy. Jeg kendte i forvejen Løvskovs-langhornsmøl, som jeg også er meget begejstret for. Og Tørve-silkesvirrefluen er bare en af mange fine arter af svirrefluer, som jeg også så småt er begyndt at “tage hul på”. Jeg har nok set arten tidligere, men det var første gang hvor jeg fik den fotograferet, og dermed kunne være sikker på bestemmelsen. Bestemmelsesmæssigt er der mange udfordringer ved svirrefluer, men denne art er en af dem, der er til at bestemme!
Den varme sommer har i det hele taget givet mange oplevelser med insekter, og her kommer et udpluk af fotos af nogle af de arter, som har gjort størst indtryk – eller hvor det er lykkedes særligt godt at få fotos:
En skorpionsflue sp. stjæler sig til et gratis måltid hos edderkoppen (som jeg heller ikke kender navnet på)…
En Lille Ildfugl fouragerer på røllike. Bemærk edderkoppen gemt i blomsten – lurer måske på at overfalde et af de nektar-søgende insekter…
Denne Lille Ildfugl fouragerer på engbrandbæger, som er kendt som værtsplante for den flotte natsværmer Blodplet‘s larver.
Storplettet Perlemorsommerfugl har optrådt meget mere talrigt end sædvanligt denne sommer. Individet her er en af mange fra vejrabatten på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle, fouragerende på knopurt.
Også den dagflyvende natsværmer Gammaugle har i år optrådt i store tætheder. Her er snablen midlertidigt rullet sammen, men øjeblikket før og efter suges der fra rødkløverens nektar-depoter…
Der har til gengæld ikke været specielt mange Tidselsommerfugl. Men en flot art er det jo altid, ikke mindst så friskt et eksemplar som dette.
Her er der trængsel på den altid populære blåhat: Seksplettet Køllesværmer, Engrandøje og en bredpande sp.
Også i blåhatten: en blomsterbuk som jeg formoder er Sortsømmet Blomsterbuk (-den er ialfald kendt fra området).
Kæmpefluen Harald er det altid en fornøjelse at møde. Her på egnen træffer jeg ham mest i et bælte ret tæt på Vesterhavskysten. Jeg har tidligere skrevet en lille historie om Harald: [klik her].
Jeg synes ikke at tegningen ligner et dødningehoved (snarere en flagermus a’la Batman) – men Dødningehoved-Svirreflue er en af de mere karakteristisk arter af svirrefluer. Der kører også atlasprojekt for svirrefluer i disse år, og det er jo en tilfredsstillelse at kunne bidrage med observationer, når det som i dette tilfælde viser sig at være en ny art for kvadratet (kvadrat 623_54 ved Tvilum Bro NØ for Silkeborg)…
Håret Dyndflue er en meget almindelig art, men ikke desto mindre ret så flot. Denne er hjemme fra matriklen, på en af de mange tidsler vi er velsignet med…
Også en af de talrige (men den har fået sat sig dekorativt!): Grønåret Kålsommerfugl, også denne på en af matriklens tidsler…
Et specielt fænomen hvert år i juli er døgnfluernes fremkomst. De sætter sig på alle tilgængelige overflader og skifter hud, og specielt er det tydeligt at se på vinduerne i skjulene – som her i Kogleaks-skjulet. Se også en omtale fra sidste år, hvor jeg fortæller om døgnfluer som føde for Skægmejser: [klik her].
Vores sommerferie i år gik til Skåne første uge af august. Her så jeg en stor markant svirreflueart, jeg længe havde ønsket mig at se: Hvidbåndet Humlesvirreflue. Når man tager en ny gruppe ind, som jeg så småt er begyndt på med svirrefluerne, er man jo nødt til at starte med dem, der er til at forholde sig til, bestemmelsesmæssigt!
Og både i Skåne og hjemme i haven fik vi også fornøjelse af denne sommers helt store “publikums-succes” på insektfronten: Duehale, “kolibri-sværmer” eller “sportshveps”, som den også er blevet kaldt! 😉 Arten er kommet tiltrækkende fra Sydeuropa i stort tal, og rigtigt mange “almindelige mennesker” har undrende lagt billeder af de fine dyr op på de sociale medier…
Dette er som nævnt kun et udpluk – så jo: med flyttet fokus er der virkeligt mange oplevelser at hente i den danske/skandinaviske natur i sommermånederne!
I min ungdom som fuglekigger var de eksotiske hvide fugle – hejrer og Skestork – store sjældenheder, som man kunne finde på at køre på tværs af landet for at få at se. Næsten altid drejede det sig om én fugl. Fuglene fik tankerne hen på sydlige himmelstrøg.
Siden Skestork midt i 1990erne begyndte at yngle i Danmark efter en længere pause er det gået stærkt, og som beskrevet i mit forrige indlæg, er Vejlerne her i sommer- og sensommer-månederne “opsamlingssted” for fugle fra ynglekolonierne i Limfjordsområdet. I sidste uge talte jeg det foreløbigt højeste tal for i år, 237.
Det er ret nyt, at det ikke er Bygholmengen, som er den vigtigste lokalitet – i år har de største flokke været i Kogleaks/Lund Fjord-området. Det skyldes sikkert de helt ekstremt tørre forhold på Bygholmengen. Ofte flytter Skestorkene flere gange om dagen mellem Kogleakssøen og Lund Fjord, således også i dag, hvor en Havørn fik alle de knap 100 fugle på vingerne – ved den lejlighed blev disse fotos taget.
Også Sølvhejre eksploderer voldsomt i antal disse år. For fem år siden var seks fugle en “kæmpeflok” som omtaltes som “influx”, for to år siden startede arten på at yngle i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov, og i år husede denne koloni hele ni par. Også for Sølvhejre er Kogleaks/Han/Lund-området et “hotspot”, og idag talte jeg 25 deroppe – heraf hele 19 samlet i nogle buske i sydvesthjørnet af Lund Fjord. Ikke alle 19 kunne dog være på tele-fotoet…
Og selv om det er blevet et almindeligt syn med alle disse hvide fugle i Vejler-landskabet, giver det nu stadig et lidt eksotisk præg og får tankerne til af flyve til Doñana, Hortobagy, Neusiedler og slige steder… 🙂
Det har jo egentlig været endnu en grøn vinter – ialfald indtil en gang i februar… Men senvinteren blev streng, og vi har ventet LÆNGE på at der skulle komme gang i fugle-foråret!
Mange småfugle har haft det lidt hårdt…
Selv om der stadig er nattefrost hver nat og der hidtil kun har været kortvarige mildninger, er der dog alligevel visse tegn på, at det går den rigtige vej… Rørdrummerne pauker, de sidste 14 dage har der været Skestorke i Vejlerne – og Hvid Vipstjert har snart indfundet sig overalt…
En af vinterens store overraskelser har været Tranerne – de har overvintret i hidtil usete antal, og selv igennem de hårdeste frostperioder har der stået flokke rundt omkring i Thy. Nu er de fleste efterhånden udparrede, og der lyder trompeteren mange steder…
Idag mødte jeg flere fugle, som viste at der er ved at være trækbevægelser i gang – først en fin Sortstrubet Bynkefugl ved Vust, som desværre ikke ville fotograferes. Det er sjovt nok anden gang, at jeg i marts møder en Sortstrubet Bynk nær Lund Fjord – første gang var denne: [klik her]. Ellers er det jo mest nær kysten, at man træffer dem. Og så havde jeg en Sort Glente ved Bjerget – tiltrukket af en pløjende traktor – og sikkert bragt hertil af den stabile sydøstenvind, der herskede idag. Det er første gang jeg har set arten i/ved Vejlerne, så den gav glæde – også selvom billederne jeg fik af den ikke var så gode…
Så konklusionen må være: ja, det bliver alligevel også forår i 2018. Den kurrende Tyrkerdue udenfor vinduet lader til at være enig… 🙂
MEN nu hvor kalenderen siger april om få timer, så savner jeg stadig lidt mere skub i sagerne – f.eks. kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst IKKE har hørt Gransanger i marts måned. Og det kan godt – når man mærker temperaturen – være svært at forestille sig, at Blåhalsen synger i nærmeste fremtid – de sidste mange år har den jo faktisk været i gang nogle dage på dette tidspunkt.
Nogle gange går udviklingen i fugleverdenen ufatteligt stærkt. Tag nu for eksempel Sydlig Blåhals. Fra at have været totalt fraværende som dansk ynglefugl, over en periode hvor arten var en sydvestdansk (=marsk-) specialitet, til en situation hvor det nærmest er en ALMINDELIG fugl på egnede biotoper i det meste af Jylland, er der gået meget få år. Først omkring 2010 begyndte arten at “spøge” i Vejlerne, Lille Vildmose og andre steder i Limfjordsområdet – og idag er der MANGE af dem.
Jeg har tidligere skrevet om Sydlig Blåhals i dette og dette indlæg.
Når arten i dag bliver eftersøgt på egnede steder, dvs. typisk i rørbræmmer langs grøfter og kanaler, ofte i inddæmmede områder – ja så bliver den også ofte fundet.
Nogle af de nemmest tilgængelige, mest “publikumsvenlige” Blåhalse har vi vist her i Vejlerne, specifikt Han Vejle/Lund Fjord-området (Jernbanedæmningen), og ikke mindst fuglen(e) langs gangbroen i Han Vejle må finde sig i ofte at få besøg af interesserede fotografer og almindeligt nysgerrige.
I år ankom flere fugle til Han Vejle og Lund Fjord den 1. april – sidste år var det allerede i marts, det skete.
Der er flere fine ting ved Blåhalsen. Det er selvfølgelig en juvel, en fryd for øjet! -Men også dens sang-ekvilibrisme er en fryd, og selv om sangen ikke er så kraftig, betyder det, at den netop ankommer så tidligt, at det for alvor giver mulighed for at nyde den uden forstyrrelse fra andre mere larmende fuglesange.
Fuglen ved gangbroen i Han Vejle (fotos) har jeg og mange andre haft stor fornøjelse af her i første halvdel af april. Det er en MEGET aktiv han, som i lange perioder – og slet ikke kun i skumring og dæmring – har travlt med at synge, meget ofte fra særdeles synlige sangposter, således at man allerede fra P-pladsen kan konstatere, at ja, han er på plads også i dag. Når den rigtigt fører sig frem og nærmest kommer i affekt, afleveres sangen med halen stående lodret i vejret. Charme og selvtillid er der ikke for lidt af!
Den pågældende han har iøvrigt kun en svagt udviklet hvid strubeplet, diffust tegnet og blot synlig af og til under sangen.
Efter en lang dag i felten igår med gennemsyn af 10.000 Kortnæbbede Gæs og endnu flere Bramgæs var det en dejlig gang flødeskum på lagkagen at finde en hyggelig Sortstrubet Bynkefugl ved “smørhullet” nordvest for Lund Fjord. Det er jo en god Vejlerfugl, langtfra årlig, og altid hyggelig! Vi skal dog ikke mange kilometer længere nordpå for at finde arten fast, ved foden af Bulbjerg, hvor der de sidste mange år har været et eller flere stationære par – sidste år fik de unger på vingerne deroppe.
Det blev så årets hidtil bedste fugl ved denne fine lokalitet, hvor der ofte i løbet af vinteren ligger Sangsvaner, og om foråret er vandfladen tit fyldt med svømmeænder, og engen gæstes af Viber, Rødben, Store Præstekraver og vipstjerter. Det var også hér, jeg i 1988 (så vidt jeg husker) fandt Vejlernes (og Danmarks) første Amerikanske Krikand i nyere tid – men det skulle jo senere vise sig, at denne art/form optræder ganske regelmæssigt. Således ligger der jo lige nu som bekendt (via diverse melde-systemer) et eksemplar ved Horsodde i Tømmerby Fjords sydvestlige hjørne… Faktisk er jeg lige ved at tro, at Vejlerne har flere fund af Amerikansk Krikand end af Sortstrubet Bynk…
Nå, “smørhullet” ved Lund kommer ialfald til at blive checket på næsten daglig basis de kommende måneder..
Som én, der i mit professionelle virke beskæftiger mig i umådeligt mange timer med gæs, skal jeg ikke nægte, at visse gæs vækker større interesse end andre!
De er selvfølgelig alle interessante, og de fleste arter har stor succes og buldrer frem, og fylder i landskabet…
Når ét af formålene med de mange timer i felten med gæs er at finde og aflæse fod- og halsmærkede fugle, betyder det at hver enkelt hals og hver enkelt fugl bliver kigget grundigt efter i sømmene. Derfor finder man også med jævne mellemrum overraskende eller afvigende indslag i flokkene, bl.a. en del Tundrasædgæs, nogle få Dværggæs og Grønlandske Blisgæs, diverse fejlfarver og hybrider osv.
En fugl jeg i mange år ikke har fundet – men ofte haft i tankerne – er den fineste af dem alle, den smukke lille Rødhalset Gås. Man har nok en tendens til at tro, at den først og fremmest vil optræde i de efterhånden meget store flokke af Bramgæs – og blandt disse tusindtallige sorthvide tæpper af gæs forsvinder den rødhalsede meget let!
I forgårs blev der imidlertid fundet en Rødhalset Gås i en flok Kortnæbbede ved Lund Fjord. Jeg havde ikke checket hverken DOFbasen eller meldesystemerne inden jeg igår drog på gåseobs., og havde således intet kendskab til fundet, men mødte en fuglefyr på Amstedbrovej, som var ude efter den lille gås og kunne vise mig et kort med hvor den var set om søndagen… Fem minutter senere sad jeg med fuglen i teleskopet, og det var en fryd at gense arten – og endnu en gang blev jeg slået af, hvor lille den er! Jeg havde helt sikkert også fundet den, uden af jeg havde vidst den var der, for selv om den af og til blev væk – når den sov eller fouragerede med hovedet nede i vegetationen – var det alligevel påfaldende, at den var så relativt let at finde i flokken.
Til gengæld var den ikke let at fotografere (selv med 400 mm og crop faktor) eller ialfald at få til at fylde noget i billedet, men her præsenterer jeg alligevel et par doku-skud (det indsatte er digiscopet med lommekamera). (Bemærk iøvrigt en Kortnæbbet Gås med blåt halsbånd R41 til venstre i billedet – en gammel kending mærket tilbage i 2002, som hvert år tilbringer en lang periode sidst på vinteren og først på foråret i området Kærup Holme-Lund Fjord)…
Iagttagelsen fik mig til i tankerne at genopleve ekspeditionen en vinter for over 30 år siden til Donau-deltaet i Rumænien, hvor vi var en lille gruppe danskere, der fandt nogle hundreder af disse yndefulde små gæs, oplevelser som forbliver levende i hukommelsen – for evt. interesserede kan jeg henvise til Lars Abrahamsens artikel i Fugle: Vinterdage ved Donau – hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer.
Vibe hedder “Avefria” på spansk. Det betyder “koldfugl”.
Der har været mange Viber i Vejlerne denne vinter – fordi efteråret er fortsat lige indtil jul, og vinteren udeblevet. Med kuldeindslaget efter jul har de fået kolde fødder, men nogle af dem holder stand endnu. Denne (og et par stykker til) sås ved “smørhullet” på Lund Fjords vestside igår.
Nu mildnes det igen, og inden længe er der sikkert atter store flokke af Viber i Vejlerne…
Et gammelkendt fænomen, når frosten binder Vejlernes vande, er, at nogle af kanalerne holder åbent vand – og dermed tiltrækker fugle som Rørdrum og Vandrikse (de risikovillige af dem, der satser på at blive og stå frostperioden igennem)…
I eftermiddags var der et “mylder” af Vandrikser langs Østre Landkanals afløb fra Lund Fjord (mindst 5, og formentlig en 7-8 stykker).
Jeg vil tro, at folk med længere teleobjektiver end mine 400 mm vil have godt chancer for at få nogle hæderlige Vandrikse-skud i “kassen”, når morgendagens snestorm er overstået…
Som billedet viser, holdt også en fin hvid mink til i kanalen. Den styrede tilsyneladende ret målbevidst fra Vandrikse til Vandrikse, men rikserne var alt for vågne til at lade sig overrumpe…
Minken er selvfølgelig uønsket i Vejlerne, og observationen er videregivet til rette vedkommende, så forhåbentlig bliver den snart til pels…
Inspireret af Jans Skrivers artikel på dof.dk igår om Blåhalsen, der synger i den blå time, måtte jeg lige en tur på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle i den stille perfekte aften. OG! – kort før solnedgang gik Sydlig Blåhals i gang med sin smukke melodiske sang, i starten tøvende; men efter at det var blevet halvmørkt blev der skruet godt op for volumen.
I alt hørte jeg tre fugle, de to på samme sangposter som sidste år – én i hver ende af dæmningen, på Lundsiden – og den tredje i Han Vejle øst for gangbroen (hvor også Jens Frimer hørte den i påsken).
Lydkulissen bestod som vanligt ellers bl.a. af Rørdrum, Vandrikse, Gråstrubet Lappedykker og Grønbenet Rørhøne med hver deres karakteristiske sumplyd, desuden Spidssnudet Frø og vistnok Strandtudse, og i baggrunden fra en af de få tilbageværende hvidgranhegn en Sangdrossel.
Martin stødte til, og sammen nød vi den aldeles særdeles stemningsfulde aften, mens det mørknede.
Det er overordentligt nice, at Blåhalsen nu også er en del af Vejlernes lydbillede, af Vejlernes “faste stab”, og dejligt at den er på banen så tidligt på sæsonen, så man rigtigt kan nyde den smukke, men forholdsvis spæde stemme, inden det hele drukner i rørsangerpludren…
Det skal blive spændende at se, hvor mange territorier af Sydlig Blåhals vi kommer op på i Vejlerne i år. Det lader i den grad til at være en art i ekspansion!