Ifølge den gængse litteratur skulle Sortmejse først være indvandret til Danmark i nyere tid, efter at landet blev tilplantet med nåletræsplantager. Arten er nemlig kendt for at være strengt tilknyttet nåletræer, særligt grantræer.
På vores matrikel på en lille hektar, hvoraf det meste henligger som natur, findes ikke ét eneste nåletræ (men derimod nogle hundrede løvtræer, selvfølgelig udelukkende hjemmehørende arter). Derfor har det ikke været underligt, at vi i de snart 34 år vi har boet her kun helt undtagelsesvist har mødt Sortmejse på grunden (jeg husker faktisk kun et enkelt besøg på foderbrættet om vinteren). Det nærmeste sted hvor arten er fast er i “Martins skov” (tidligere feltstationens) på hjørnet af Lyngevej en halv kilometer herfra – en plantage domineret af fyr- og grantræer med også med indslag af løvtræer.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg for et par uger siden blev opmærksom på et par Sortmejser, der smuttede ud og ind af en af matriklens ca. 40 redekasser! Ikke alene er det overraskende at de vælger at være her omgivet af løvskov (inkl. naboen Bundgårds gamle parkagtige lund) – men at de så lige præcis vælger denne kasse på gavlen af annekset, som tidligere har været beboet af Grå Fluesnapper, en halvåben kassetype – dét er næsten endnu mere mindblowing! Jeg var sikker på at Sortmejser ville foretrække en lukket redekasse – og dem er der altså et rigeligt udbud af her hos os.
Det fordelagtige – for os – er at kassen er placeret, så vi kan sidde og holde øje med den, når vi spiser aftensmad – i drivhuset eller på terassen. Jeg tror ikke ungerne er så store endnu, der kan godt gå fem minutter imellem fodringerne. Men at der er unger i kassen er uomtvisteligt – forældrefuglene har en lille ekskrementsæk med i næbbet hver gang de flyver derfra…
Siden min store undersøgelse af guldsmedefaunaen i Nationalpark Thy i 2019 har jeg årligt checket et antal af de fine guldsmedelokaliteter derude. Det gjorde jeg også igår – dels for at finde “kvadratarter”, nu hvor en tredje atlasperiode (2024-28) er startet i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede, dels – og især – for at checke om der stadig skulle være Huevandnymfe på nogle af lokaliteterne. En af de meget fine lokaliteter er Per Madsens Kær i Hvidbjerg Klitplantage, en klarvandet sø som af de lokale bruges som badesø. I undersøgelsen i 2019 fandt jeg ialt 22 arter vandnymfer og guldsmede på lokaliteten, med nogle meget store forekomster af flere af vandnymferne. Igår kunne jeg hurtigt konstatere, at der stadig lader til at være fine forekomster af Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe og Stor Farvevandnymfe, mens Huevandnymfe desværre var fraværende (-det var også tilfældet sidste år, hvor jeg også checkede)…
Da jeg (iført waders) havde gennemtravet den meget våde rørsump i vestenden af søen og var på vej tilbage mod P-pladsen ad en sandet skovsti fløj der pludselig en mosaikguldsmed langs stien foran mig. Det stod klart at det var en af de store arter, og det kunne ihvertfald ikke være Håret Mosaikguldsmed, som er den eneste art jeg har set indtil nu i år. Jeg nåede kun at se den i glimt, og ærgrede mig over at jeg ikke fik bestemt dyret – især fordi det indtryk jeg havde fået af farven på dyret så spændende ud. Men det var for vild en tanke at det kunne være… Men så BANG, jeg så den igen ud af øjenkrogen, og den satte sig kortvarigt til hvile i et lille fyrretræ. Hurtigt kikkerten på, FANDME JO, det VAR arten jeg havde i tankerne – Kileplet-Mosaikguldsmed!
Jeg nåede heldigvis at få taget et par dokumentationsfotos – elendige, men brugbare.
Der er tale om et regulært HIT, og det fører jo altid til lidt forhøjet hjerterytme. Kileplet-Mosaikguldsmed er en fed guldsmed som er så anderledes end alle andre, og den fandtes for 20 år siden kun på øerne og i et begrænset område i Østjylland – ja i Ole Fogh Nielsens ‘De danske guldsmede’ fra 1998 omtales den som sjælden og i tilbagegang. Men siden er der sket ikke så lidt, arten har spredt sig meget, og i atlasperiode II (2019-23) fandtes den på mange lokaliteter i Vestjylland og helt op til lige syd for Limfjorden flere steder. Selv fandt jeg den i 2018 (sammen med Jens Frimer) i Tømmerby Fjords ringkanal som ny art for Nordjylland, og senere har jeg i 2021 konstateret, at den tilsyneladende har etableret en bestand på stedet. Samtidig blev den i juni 2021 af Peter Halkier fundet i Krægpøt (Harboslette) – men så er det heller ikke flere fund nord for Limfjorden.
Mit fund ved Per Madsens Kær er på en atypisk lokalitet for arten, og er vel udtryk for, at der stadig foregår spredning nord- og vestpå – så selv om jeg stadig vil kalde det et hit, må man nok forudse, at den inden for en overskuelig årrække får sig etableret og bliver almindelig også mange steder nord for fjorden… Men havde det været en fugl der optrådte for tredje gang nogensinde nord for Limfjorden havde den nok afstedkommet større furore 😉
Den 7. maj skrev jeg her på bloggen at jeg snart skulle ud og kigge efter Huevandnymfe. 10. maj – i forgårs – havde jeg de første to hanner ved gangbroen i Han Vejle.
De var ret flyvske og ikke så interesserede i at blive fotograferet og ville gerne gemme sig… Men det gav “blod på tanden”, og igår opsøgte jeg Krapsøen i Selbjerg Vejle, hvor jeg tilbage i 2018 lidt senere i maj måned havde de største tal af arten jeg nogensinde har set. Dengang talte jeg næsten 1800 Huevandnymfer på begge sider af Krapdiget – i Krapsøen og Halds Hul. Jeg tænkte igår ved starten på turen at det egentlig nok var for tidligt til at de var begyndt at optræde i antal, men blev hurtigt klar over, at der også i år er tale om en meget stor bestand på stedet. Ikke så mange som dengang i 2018, men det blev trods alt til 236 individer, hvoraf en hel del allerede var i tandem (“sammenkoblet” han og hun), og enkelte par var æglæggende. Det overraskede mig alligevel, her dagen efter at jeg så arten for første gang i år. Det blev ikke til så mange fotos (det kan være vanskeligt at manøvrere med kameraet mellem dunhammer og tagrør på 30-50 cm vand) – men her kommer lige nogle enkelte…
Som den opmærksomme læser af denne blog vil have bemærket er Huevandnymfe en art, jeg igennem årene har haft en del fokus på. Det er en art hvor Danmark ligger tæt på vestgrænsen for udbredelsen, og den har det svært i Vesteuropa. I England er den helt uddød (men kaldes stadig Norfolk Damselfly!), og det samme troede man i en årrække var tilfældet både i Tyskland og i Nederlandene. Begge steder er den dog blevet genfundet, men findes kun på nogle få lokaliteter. I Danmark er den som bekendt rødlistet som truet, selv om det i vurderingen på rødliste-hjemmesiden hedder “har vist sig at være noget mere udbredt i Jylland end tidligere regnet med“. Man formoder at det “afspejler en øget interesse for guldsmede, og ikke en reel fremgang for arten“, og udbredelsen er under alle omstændigheder meget fragmenteret, og på de fleste lokaliteter bliver der kun rapporteret om få dyr. Derfor er det af allerstørste vigtighed med sunde kernebestande som i Vejlerne, og derfor har jeg i år sat mig for (med tilladelse fra Aage V. Jensen Naturfond) at checke, om der fortsat findes Danmarks største kendte bestande her. Og noget kunne tyde på at det gør der 🙂
At der vitterligt er tale om en unik situation her i Vejlerne understreges af, at Huevandnymfe på lokaliteter som Krapsøen er så talrig, at det i den korte flyvetid er langt den mest talrige vandnymfe/guldsmedeart overhovedet. Rundt om Krapsøen igår så jeg udover de 236 Huevandnymfer således kun Flagermusvandnymfe 4 og Stor Farvevandnymfe 29.
Men der er ellers sket en masse, også med alle andre arter, for Stor Farvevandnymfe var det min første obsdato i år (og jeg har altså været aktiv i felten stort set alle dage med egnede vejrforhold)… Så det hele eksploderer nærmest lige nu. Hele fem nye årsarter blev det til igår – de andre var Nordisk Kærguldsmed, Blå Libel, Rødøjet Vandnymfe og Almindelig Vandnymfe. Og Fireplettet Libel havde jeg forud for igår kun set enkeltindivider af, men med ét optrådte arten i trecifrede antal (selvfølgelig af helt friskforvandlede dyr – i denne fase er det virkeligt en flot guldsmed)… Ikke alt fik jeg fotograferet, men jeg slutter her med en stribe fotos:
2018: 7. maj Grøn Smaragdlibel 2019: 12. maj Blå Libel 2020: 7. maj Grøn Smaragdlibel 2021: 9. maj Fireplettet Libel 2022: 14. maj Fireplettet Libel 2023: 8. maj Rød Vandnymfe 2023: 2. maj Rød Vandnymfe
Ovenstående er de seneste års datoer for mine første-iagttagelser af guldsmede/vandnymfer. Ligesom fuglekiggere hvert år venter på bestemte begivenheder – første paukende Rørdrum, første syngende Sanglærke, første Blåhals, Gøg osv. – har også odonatologer (“guldsmede-nørder”) den indre kalender indstillet på, hvornår de forskellige arter forvandles fra larver til voksne insekter.
I Danmark er der jo en lang vinter uden guldsmede over vandet man skal igennem – og man skal faktisk langt hen på foråret, før der begynder at ske noget. Her må jeg desværre indrømme en vis misundelse, for bornholmerne kan jo i princippet finde vandnymfer stort set hele året, efter at det for få år siden blev opdaget, at der er en bestand af Vintervandnymfe på øen. Det er dog som regel først omkring 20. april at dyrene bliver set, i forbindelse med at de søger mod yngle-vandområderne. Det er nogenlunde samtidig med, at der også begynder at bliver rapporteret Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter nævnt i min lille “tabel” ovenfor, foruden Nordisk Kærguldsmed – mest på Sjælland og i den sydlige halvdel af Jylland. Nogle år sker det allerede midt i april.
Jeg mener at huske at jeg én gang, før jeg for alvor begyndte at kigge på guldsmede, så en død vandnymfe på gangbroen i Han Vejle den 30. april – men jeg har ihvertfald ikke indtastet den på Naturbasen. Jeg er heller ikke sikker på hvilken art det var, men jeg fandt vistnok ud af at det var en Almindelig Vandnymfe. Det må have været et tidligt år, for på disse breddegrader er det altså sjældent at møde guldsmede eller vandnymfer i april måned.
Men når rapporterne om fund af Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter begynder at dukke op på Naturbasen/Guldsmedeatlas, rykker det selvfølgelig også i mig. Vi havde jo en meget kold periode i april i år lige indtil den sidste uge af måneden, men efter at varmen brød igennem har jeg været utallige gange rundt på matriklen og nogle af mine andre foretrukne lokaliteter i nærområdet. Jeg troede faktisk på at det skulle lykkes at få årets første guldsmedeobs. i april, når det nu var blevet så varmt, men nej – først den anden maj skulle det lykkes, en Rød Vandnymfe ved Blovsgårde/Hjardemål Klit. Det er altid en forløsning når den første materialiserer sig! Og som det ses i “tabellen” ovenfor er det faktisk tidligt her på egnen, og det var således også årets første guldsmedeobs. overhovedet nord for Limfjorden.
En god “sidegevinst” ved at jeg har været meget ude og kigge efter guldsmede er at mange andre insekter har fanget opmærksomheden…
I perioden inden man ser første vandnymfe bliver man ofte snydt af stankelben…
Grøn Busksommerfugl er, ligesom Aurora, en tidligt-flyvende dagsommerfugl som både er smuk og spreder glæde. Dem ser jeg også altid før jeg ser de første guldsmede. Desuden selvfølgelig mange humlebier og andre nektarfouragerende bier og fluer, inkl. denne Hvidbrystet Jordbi.
I år har jeg også dyrket svirrefluerne lidt mere end normalt (efter at jeg har anskaffet mig den fine guide ‘Hoverflies of Britain and North-west Europe‘ af Bot og Van de Meutter), og jeg har fundet nye arter (for mig) på hjemme-matriklen, med sjove navne som Skjold-Bredfodsflue og Mark-snabelsvirreflue.
Et helt særligt kapitel i år er langhornsmøl! Først fandt jeg ved et væltet stort piletræ i blomst her i Tømmerby en masse Pilelanghornsmøl som sværmede omkring pileraklerne. En gang tidligere for en del år siden har her været besøg af Løvskovslanghornsmøl, og ellers er der i lokalområdet også Blåhatlanghornsmøl (som jeg fortalte om i dette indlæg). Begge disse flyver noget senere på sæsonen. Jeg troede egentlig at udbuddet af langhornsmøl var ved at være udtømt, men idag fandt jeg ved Arnes Sø til min overraskelse en lille gruppe Egelanghornsmøl, meget smukke! (De sad nu ikke i egetræer, men vistnok på den indslæbte Glansbladet Hæg)…
Langhornsmøllene er meget elegante, synes jeg, og har en sjov (parrings?)flugt hvor de svirrer omkring hinanden.
Nu tror jeg det er på tide at vende tilbage til guldsmede/vandnymfer, hvis ikke dette indlæg skal blive alt for langt. Siden den første Rød Vandnymfe 2. maj er det mest denne art jeg har set, men i dag gik der for alvor “hul på bylden”, med mange nyforvandlede Grøn Smaragdlibel ved Arnes Sø (ligesom sidste år). Smaragdlibeller er virkeligt nogle juveler (eller smaragder, om man vil) i den danske guldsmedefauna, med de fantastiske chancerende metalfarver. En underlig ting ved Grøn Smaragdlibel er de underligt “døde” øjne, men det opvejes til fulde af farverne og metalglansen på resten af dyret. Læg mærke til hvor forskelligt de tager sig ud i forskellige belysninger og vinkler.
Ved Arnes Sø var der også kommet Flagermusvandnymfe, senere så jeg Fireplettet Libel på Skårup Odde og Håret Mosaikguldsmed hjemme på matriklen. Årslisten er nu på fem arter, allerede her fem dage efter at guldsmedesæsonen startede. Inden længe skal jeg ud og lede efter Huevandnymfe!
Til sidst kommer der lige lidt flere fotos af nogle af “sæson-starterne”…
Billederne af Rød Vandnymfe er fra motorvejsrastepladsen ved Gudenåen, hvor sidste års guldsmedeprojekt udspillede sig – jeg stoppede lige forleden og mindedes de fine oplevelser dér…