














fotos og skriblerier af Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk


































































































Stefan Pihl, Ehlers og Borglykke mødtes i dag på stationen til bygningssyn. Det kom frem, at Skov- og Naturstyrelsen har besluttet, at udstillingen på feltstationen skal nedlægges, når det nye besøgscenter på Bygholmdæmningen åbner (-måske i 1999??!). Det glæder jeg mig til, så vil det være oplagt at indrette den del af bygningen, der nu er udstilling, til kontor. I øvrigt gav mødet også et indblik i, hvor dyrt det er at holde sådan en bygning ved lige; bl.a. skal der i løbet af det kommende år nyt stråtag på stenhuset, og der skal skiftes flere udvendige bræddevægge på træhuset. Det blev også besluttet, at det lille fritstående skur i haven skal rives ned.
Efter mødet var Stefan en tur med Thomas på div. obs. på Krapdiget, hvor Stefan fik Bjergpiber som ny art, og så en art, som han ikke ser så tit (men som er hverdagskost her): endnu en Rørdrum… De var også i de Vestlige Vejler, talte lidt gulnæbbede svaner ved Østerild og 4 Små Lappedykkere i Lønnerup Fjord.
Bagefter og om aftenen gik snakken med gode fuglehistorier fra hele verden.
Ikke meget at skrive hjem om, men bl.a. nogle af de sidste lappedykkere; en Toppet Lappedykker i en våge i Tømmerby Fjord, og en overraskende Gråstrubet i Midtsøen på Bygholm. En større flok Sangsvaner på bakkerne vest for Østerild Fjord bragte totaltallet op på denne vinters foreløbig største; 524. Ud af 160 checkede var blot 4 ungfugle, det tyder jo ikke for godt. 3552 Gråænder var eneste svømmeand i antal over 100. 2 Skeænder holder overraskende stand, de sås i Pytoddelagunen. På Arup Holm (ved færgelejet) sås pænt med vadefugle, årstiden taget i betragtning: 9 Strandskader, 1 Strandhjejle, 20 Alm. Ryler, 18 Storspover og 14 Rødben.
Og Thomas så en uønsket mink ved Centralslusen.
Begge taxer var ret så stille, hvilket let lader sig forklare, idet (næsten) alle vandfladerne var totalt tilfrosne. Der var dog stadig lidt gang i Skægmejser på Selbjergtax’en, 61, og på Aruptax’en overraskede hele 105 Engpibere, heraf 95 i én flok på stykket mellem Dykkerslusen og Røde Bro. Derudover 1-2 Rørdrum(mer) ved Læssø, og hjemme på Lynge en halvsen Misteldrossel.
Kollega Thomas tilbragte en del af dagen med at jagte det nye Danmarkskryds, der er dukket op på Værnengene, i form af en Mongolsk Piber. Og han fik den, tillykke!
Dagens feltaktivitet stod Thomas (med følgeskab af Albert) for; aftencheck af Tranerne. 42 fugle kom igen ind til overnatning på Bygholmengen, og igen da det var næsten helt mørkt, kl. 16:20. Meteorologerne lover frost de næste par dage, men derefter tøvejr – så mon ikke Tranerne bliver her lidt endnu – måske ind i december?
Desuden lidt div. obs. fra vores frivillige meddelere i lokalsamfundet; lidt bekkasinfugle i vinterlandet: Enkeltbekkasin ved Arup (skræmt op af Kærhøg ifølge Helge Røjle) og Skovsneppe hos Frimer’s i Skårup.
Undervejs til dagens gøremål, som for mig var deltagelse i ringmærkningsmøde i Klitmøller, checkede jeg lige Rosvang for gæs. Der var 9 Sædgæs – siger og skriver ni… Det var så dagens obs. (bortset fra en Blå Kærhøg meldt af Haaning)…
Og så deltog jeg som feltstationens repræsentant i ZM’s møde for ringmærkere i Nordvestjylland, dvs. at mødet var domineret af de mange repræsentanter fra Nordvestjysk Ringmærkningsgruppe. ZM ved Carsten Rahbek og Jesper Johannes Madsen fremlagde for første gang en samlet plan med strategier, mål og visioner for ringmærkningsarbejdet for de kommende tre år. Der er lagt op til, at ringmærkningen bliver mere målrettet og projektorienteret, og det er godt, synes jeg! – men nogle af de lokale folk vred sig i tøjret. Der er dog så meget elastik i oplægget, at de fleste af folks sædvanlige aktiviteter vil kunne opretholdes…