Fra feltstationens dagbog – 31. oktober 1991

Ingen følte sig særligt inspireret til feltarbejde i dét vejr, kun benyttede Terje månedsskiftet som lejlighed til at tage bilen ud på en runde i de Østlige Vejler – “undskyldningen” var, at vandstandsskemaerne skulle skiftes. Det blev nu ikke til så særlig meget fuglekiggeri, men med hjem i midtbogen var da en Stor Tornskade fra Han, 9 Toppede Lappedykkere fra Lund og de 4 Bramgæs og 60 Fiskehejrer fra Bygholmengen – hejrerne i næsten samlet flok bag Vestsøen. Turen gik også over Thorup Fjordholme, hvor der var samme antal Pibesvaner som igår, 55, men med en lidt anderledes fordeling mellem gamle og ungfugle. Den største oplevelse stod en hermelin for, den kom slæbende på et eller andet stort bytte, rotte eller vandrotte eller noget i den størrelsesorden.

Albert tilbragte dagen sammen med Bjarne, som han hjalp med at få slæbt træ hjem fra Vr. Thorup Klitplantage.
Mariko forlod for en enkelt dags skyld de kære gåselokaliteter i Thy til fordel for Tjele, hvor der var de gæs der skulle være – og heldigvis ingen halsbånd (-det ville have spoleret alle teorier!). Men to af Sædgæssene dér bar metalringe om benet. Hun nåede dog også til Rosvang, hvor hun idag fandt ikke færre end 13 halsmærkede, hvoraf de 12 kunne aflæses. Nu mangler hun bare at få bekræftet ét halsbånd, så har hun set alle fuglene fra sidste vinter.

Og så var det idag, at undertegnede skulle holde foredrag om Vejlerne for Viborg Amt-lokalafdelingen af DOF. Foredraget foregik i Thisted, og det var altså mest Thy-ornithologer der dukkede op, ialt en 16-18 tilhørere. Jeg havde brugt hele dagen på at sortere lysbilleder og endte med en 160 billeder, plus 20 fra Bulbjerg. Foredraget tog 1½ time og det var vist et meget rimeligt niveau, og jeg tror da også nok at det blev rimeligt godt modtaget (men sådan noget er svært at vurdere selv). Jeg fik også solgt et par rapporter for styrelsen, plus 4 “Naturpejlinger”. De bliver solgt ud for 50 kr. stykket nu, hvilket også er et rimeligt godt tilbud, må man sige. Det var så min debut som foredragsholder, og der var selvfølgelig lidt sommerfugle i maven. Men det gik nu godt nok – der er jo egentlig heller ikke noget at være nervøs for, man har da tilegnet sig en rimeligt omfattende viden om emnet efterhånden…

Fra feltstationens dagbog – 2. april 1991

Tja, aktiviteterne her på stedet afspejler jo vejret (trist sydvestenblæst/gråvejr med perioder med regn eller finregn), så det blev ikke meget felt, vi fik set idag. Terje og jeg dog lige en kort tur nede og kigge efter Stork (negativ) og så lige runden omkring Vesløs Vejle, hvor der var en hyggelig flok på 45 Brushøns, et forvarsel om den kommende måneds mange. Der bliver farveorgie! Enkelte var så småt begyndt at få krave på.

Der lå en ihjelkørt hermelin på vejen, synd – den havde endnu lidt vinterfarve på siderne, var i overgangsdragt. Også Frimer & Inge Marie var den vej omkring på et tidspunkt, og de havde Pilgrimsfalken dernede, 600 Kortnæbs. i luften mellem de to købmænd, og en flok på 35 Store Kobbere.

Ellers stod den mest på skrivebord – Terje fik skrevet til Siden Sidst og ordnet noget mere af orkidématerialet fra sidste år, og undertegnede brugte dagen på 2½ sides Rørdrum-bearbejdning til YNGL90-rapporten. Og så fik jeg skrevet et brev til Pelle, der mest bestod af en lang liste over hængepartier…

Til aften trådte landmåler Clemme ind af døren, ganske uanmeldt… -Og senere kom også familien Røjle på besøg, så her var godt booket op til sidst!

Fra feltstationens dagbog – 28. april 1990

Da vejret var klart nok, og det desuden så fint ud med solskin om morgenen, blev det besluttet at få pentadens totaltælling fyret af, trods det kølige og blæsende vejrlig. Fordelingen af optællingsruter blev Terje på øst, Lars på midten og Rolf fik heldagesturen ud omkring de vestlige lokaliteter.

Det blev en udmærket tælling, det er jo ikke de store vilde tal af nordlige vintergæster, ænder og gæs, som præger billedet længere, men til gengæld er der ved at være mange arter. I dag (-som de fleste dage for tiden) således et par nye årsarter, som Lars stod for begge to: Skovpiber, 1 ved Mommer og 1 ved Tovsig, og så kom de kære, ventede Sortterner – 4 styks vimsede rundt i nordvestenden af Selbjerg (-og ikke i Kogleaks, hvor vi ellers har kigget efter dem dagligt den sidste uges tid). Dét var jo ialfald en glædelig nyhed – så fik vi også i år Sortternerne før 1. maj. Det bliver næsten nervepirrende spændende at se hvor mange det bliver til – de er jo stort set gået tilbage hvert eneste år i stationens historie indtil nu…

Ellers skal jeg her forsøge at give en summering af de øvrige vigtige begivenheder på dagens totaltælling: de fine Sorthalsede Lappedykkere var at finde med 5 exemplarer i Glombak – men uden Hættemåger bliver det vel næppe til noget yngleri dér længere?… Træk-svømmeænderne er nu svundet ind til 621 Pibeænder, 1111 Krikænder og 6 Spids-, mens yngle-svømmeænderne er steget til 19 Knar– (de 15 på Bygholmengen), 42 Skeænder og 19 Atlinger. Også hovedparten af Atlingænderne, 11, befandt sig på Bygholmengen. Blandt dykænder er 2 Bjergænder i Glombak og en sidste rest StorSkalleslugere, 8, værd at nævne. Troldænderne (som vi snart skal i gang med at kortlægge!) er der endnu 317 af, flest i større flokke, men en del har da lagt sig i par rundtomkring. Taffelænderne ligger pænt spredt ud som de skal, og med det sædvanlige store han-overskud.

De arktiske Kortnæbsgæs er her endnu (-men vi hørte tidlige nat-nordtrækkende nætterne mellem 24.-25. og 25.-26. april) – i dag blev talt 420 på Bygholmeng og 24 i Læsvig. Vore egne yngle-Grågæs blev registreret med 64 kuld, og et totaltal på 1811 fugle ialt – det er da mange. Store flokke af fugle tøffer rundt i området og må vel udgøre den ikke-ynglende portion af bestanden – at en sådan kategori findes har vi bl.a. fået dokumenteret ved halsbåndsaflæsninger – den spanskmærkede (hvide) [A|02] er de sidste 3 forår/somre blevet aflæst adskillige gange ved Glombak – den er udparret, men den yngler ikke! Af rovfugle er dagens mest bemærkelige iagttagelser 4 Tårnfalke og 2 Dværgfalke. Sidstnævnte havde undervejs på trækket slået sig midlertidigt ned i Vejlerne for at få noget føde – en på Bygholmengen havde bytte i fangerne, og en anden ved Lønnerup blev set jagende. Fra gruppen vandhøns er der kun en enkelt nævneværdig obs., 2 Rørhøns på den gammelkendte lokalitet ”Tovsig Hul”.

På vadefuglescenen har vi nu de store tal hos Hjejle og Brushøne, 3277 og 2095 henholdsvis, med de vigtigste lokaliteter Østerild (Hjejle) og Bygholmengen (Brushøne). Med vestenvinden er der ikke længere vade i Lønnerup, og derfor heller ikke tal af betydning herfra. Eller er kun Almindelig Ryle registreret i ”større” tal, 187 Bygholm og 52 Arup, øvrige træk-vadere ses endnu kun hist og pist, som Hvidklire 5, Sortklire 5 (1 i næsten yngledragt) og Lille Kobbersneppe 4.

Så er der først nu i de seneste dage begyndt at komme gang i Sjagger-tiltrækket, 1870 blev det til i dag, med den største pulje på 1270 omkring Tømmerby. Men endnu er der ikke for alvor ankommet langttrækkende småfugle i mængder, således blev totalerne for Ringdrossel 2, Gærdesanger 1, Løvsanger 7 og Landsvale 6. Okay, nu var det jo heller ikke det bedste småfugle-registreringsvejr i dag…

Afslutningsvis kan et par pattedyrarter lige komme med: Terje så en fin Hr. Melin ved Centralslusen, og ialt 4 RæveMikler kom i bogen.

Mens alt dette stod på fik undertegnede om formiddagen checket noget papirværk, om eftermiddagen var jeg med specialestud. Niels Aagaard (sådan staves det!) fra Aaarhus på Ør. Landkanaldiget (apropos pattedyr) for at sætte musefælder op – fælder som det er meningen i løbet af de næste dage skal fange mindst 20 spidsmus, som han skal bruge til nogle ”anatomiske” undersøgelser. Han skal dissekere hjernen på dem og skære den i skiver for at tælle hjerneceller – lyder det ikke lækkert dejligt makabert bizart!? Fangsten skal gentages en gang til sommer, og det er så meningen at sammenligne resultaterne – spidsmus skulle efter sigende være de eneste højere dyr, hvis hjernestørrelse varierer igennem året, og det interessante er så om antallet af hjerneceller også ændres, samt muligvis at finde de stoffer (enzymer) som regulerer fænomenet! Lyder det ikke spændendende?! Jeg betakker mig, og har egentlig også lidt dårlig samvittighed over at have været med til at stille fangstredskaberne op. Stakkels små dyr! Hvad jeg synes er mere spændende er, hvilke musearter fælderne iøvrigt er i stand til at fange… Mens vi var der (på landkanaldiget) så vi iøvrigt en Moseugle (-som Terje havde overset!?) sidde og kigge med hornene rejste i nogle tuer 15 meter fra diget – meget fint! (-og med det samme kunne jeg ikke lade være med at blive Tippernostalgisk…).

En anden gæst som kom i dag var forhenværende observatør Torben Jørgensen. Han er jo ligesom jeg ynglefuglefreak og har lovet at hjælpe os med nogle af de forestående enggennemgange. Så der var mange mennesker til aften, snak og palaver omkring bordet – desværre havde vi ingen ØL!

Og så blev Bjarne forresten færdig med (sin del af) årsrap88 i dag (-årsrap88 er arbejdstitlen på computersprog!). Tillykke!